onsdag den 4. januar 2012

Danskernes privatøkonomi...i Aftenshowet på DR.

Når man er sådan en som mig, der har arbejdet ca. 33 år i Skattevæsenet og haft med almindelige lønmodtagere, selvstændige erhversdrivende (små som store) og hovedaktionærer at gøre samt revideret samme små og store selvstændige erhvervsdrivende, anparts- og aktieselskaber med omsætninger fra få 100.000 kr. til dem med omsætning OVER 1 milliard kroner, ja - så har man (jeg) en hvis indsigt i regnskaber og økonomi og privat-økonomi.

Når man så yderligere i de sidste snart 8 år har beskæftiget sig udelukkende med Folke- og Førtidspensionister, dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, så har man (jeg) også fået et helt godt indtryk af disses - pensionister og kontanthjælpsmodtagere - økonomi og planlægning o.s.v.

Og så er det, at man (jeg) nogen gange virkelig undres over visse menneskers tilgang til deres eget liv, til deres egen økonomi, til deres forventninger til samfundet og hvad dette - samfundet - egentlig kan/skal/forventes at gøre for lige netop dem.

Jeg undrer mig virkelig over hvad "kunderne" tror og forventer at samfundet SKAL gøre for dem. For eksempel når man får følgende sætning "smidt" i hovedet: " Jeg har ikke noget sted at bo (er måske smidt ud af sin egen lejlighed, af kæresten, af forældrene o.s.v.), hvad vil DU (= mig / socialkontoret / samfundet) gøre ved det ?" Altså - det forventes, at jeg (vi) sætter himmel og jord i bevægelse for at skaffe dem en bolig her og nu. Nu er det sådan, at kommunerne IKKE har lejligheder stående til folk, som de bare kan dele ud af. Kommunerne har måske - næsten altid - en aftale med nogen boligselskaber om at kunne disponere (= anvise) et bestemt - fåtalligt - antal lejligheder hist og her, men først når de er til rådighed...altså når den foregående lejer er fraflyttet. Disse lejligheder - som jo ikke bare står tomme - fordeles så til folk på venteliste, på nøjagtig samme måde som Boligselskaberne gør, når folk er skrevet op på deres ventelister.

Stor er deres forbavselse så, når man så stille og roligt siger: " Ikke noget. Men du kan få en liste over herberger og vandrehjem o.lign., hvor du kan høre om der er pladser. Du må også gå til boligselskaberne og blive skrevet op til lejlighed ligesom du kan henvende dig til kommunens boliganvisning og blive skrevet op der. Iøvrigt ved vi, at der er ledige lejligheder i Kalundborg og Holbæk o.s.v., så du kan også søge der". For sådan er det. Vi - kommunerne - har bare ikke lejligheder stående tomme rundt omkring.....men det tror folk altså og ISÆR at det er VORES (samfundets) pligt at skaffe dem en lejlighed. Sådan er det bare.

Men selvfølgelig er der særtilfælde hvor f.eks. kvinder med små-børn, der går fra mand, kan hjælpes lidt hurtigere end andre. Som regel må de tage på et herberg først et sted og så må den kommunale boliganvisning måske bytte en kommende lejlighed med en af dem som boliselskaberne råder over, så det på den måde kan gå lidt hurtigere. Men det er ikke altid det lykkedes. Det ER svært.

Og på samme måde med folks økonomi. Folk kommer og søger om hjælp til betaling af husleje; nogen er måske flere måneder bagud og ved at blive sat ud af deres lejlighed, andre igen har ikke til denne måneds husleje. Andre igen kommer for at få betaling af deres el-regning for el-selskabet har sagt de kommer for at slukke for strømmen (eller har måske lige gjort det efter de obligatoriske 3 rykkere).

Det er sådan, at der lovgivningsmæssigt IKKE er hjemmel til at betale dette for folk. Det er simpelthen ikke lovligt at gøre det.

Derfor får folk så også at vide, at de må gå til deres boligselskab/el-selskab og få en aftale i stand om en afdragsordning eller alternativt gå i banken og låne penge der, til deres forældre, til deres venner o.s.v. og låne penge der.

Igen - der finde enkeltundtagelser, men de er ekstremt sjældne, hvor folk får en hjælp mod tilbagebetalingspligt, som ofte klares ved modregning i kommende ydelser (kontanthjælp, dagpenge, børnetilskud o.s.v.), men det er som sagt ekstremt sjldent det sker - måske et par gange højst om året.

Når man så spørger ind til hvorfor de er i den situation de er i, så viser det sig ofte, at huslejen og el-regningen er det sidste der betales. Man betaler sine afdrag på TV, Computer, mobiltelefon, internet, møbler, bil og andre af disse her såkaldte "Her-og-nu" lån, som alle mulige forretninger tilbyder i stride strømme allesteder.Og samtidigt er pengene (pensionen eller kontanthjælpen) brugt hurtigt - de fleste får pensionen/kontanthjælpen udbetalt den 30. i måneden og huslejer skal som regel være betalt inden d. 5. i måneden, så på små 4-5 dage er alt brugt.

Folk vælger så altså at betale for deres "goder" frem for deres nødvendigheder og forventer så, at vi (samfundet) skal betale resten for dem.

Hvad er det dog for en mentalitet ?

Og hvor er det personlige ansvar henne ? Folk ved sgu' da at husleje og el skal betales for ellers bliver man sat på gaden/får slukket for strømmen, så hvorfor er det lige, at det er vigtigere at betale for mobilen, alle de der små-lån, for TV'et, for computeren, for internettet o.s.v. frem for huslejen og el'en ??

Jeg forstår ganske enkelt ikke folk, det gør jeg ikke.

Vi har haft et ægtepar, nygifte og begge i arbejde. Ganske vist ikke super-lønninger men helt almindelige lønninger. De havde holdt et "pænt" bryllup og så været på 3 ugers Bryllupsrejse et "eksotiskt" sted og nu havde de ikke til huslejen og om vi ikke lige kunne fixe den..............hvad sker der lige der ???

Vi havde en mand, der kom og ville have hjælp til at betale terminen på hans hus. Han havde været meget, meget højtlønnet indenfor den finansielle sektor og var lige blevet arbejdsløs. Han var ikke medlem af nogen A-kasse. Hans kone var gymnasielærer og havde en pæn løn. De havde 2 børn, 2 biler, stort hus med friværdi i. Nu stod han lige og manglede til terminen........og blev pisse-sur, da han fik at vide, at han måtte henvende sig til bank for lån, til realkreditinstitution for optagelse af yderligere lån eller andet sted.....alternativt sælge biler og hus.

Et ældre ægtepar - folkepensionister - mødte op og ville have hjælp til konens kommende tandlægeregning på ca. 50.000  kr. Ved gennemgang af "deres sag" viste det sig, at de havde ca. 1 million stående i kontanter og obligationer og aktier (de havde solgt hus og var flyttet i en ældrebolig som også var en andelsbolig som de havde købt kontant). Nu mente de, at det var på tide, at samfundet hjalp dem, for de havde ALDRIG ligget samfundet til last/byrde før, havde altid betalt enhver sit o.s.v., så nu mente de, at vi - samfundet - skulle komme til lommerne og betale den regning. De blev virkeligt sure, da de fik at vide, at da de selv havde penge, så måtte de også selv betale. Manden hidsede sig gevaldigt op - det gjorde konen også; det kunne ikke være rigtigt o.s.v. Og manden sagde så, at "ham, sutten", som de så hver dag på bænken ved gadekæret og som allerede ved 10-12 tiden på dagen var små- eller helfuld med alle sine bajere, ja - han ville vi sikkert betale det hele for. Jeg bekræftede, at det ville vi sikkert (delvist), for han var jo sikkert førtidspensionist og ejede formentlig ikke en krone. Manden og konen fnøs, at sådan nogen, der bare drak deres pensioner op o.s.v., dem ville vi hjælpe men hæderlige samfundsborgere som dem selv, dem ville vi ikke hjælpe. Jeg spurgte dem, om de ville bytte liv med manden på bænken, men det ville de ved Gud da ikke !!!!

Sådan er der så meget og sådan er der meget ved mennesker jeg alligevel ikke forstår.

3 kommentarer:

  1. Hold da kæft, hvor det bare bekræfter ens fordomme med hensyn til manges - helt hen i vejret - krav til samfundet. Det er altså ikke "Samfundets skyld" ret mange gange ;-)
    Tak for et rigtig godt indlæg fra den virkelige verden :-)

    SvarSlet
  2. Desværre er der nogen der kræver lige lovligt meget af samfundet. Men har du ikke råd til dine nye jakke, må du spare op, det gøre vi andre! Men tak for nogle gode historier fra det virklige liv! :-)

    SvarSlet
  3. Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dit indlæg..... gid der ville komme mere fokus på disse forhold. Jeg tror det er sådan nogle historier, som ville ændre den offentlige debat. For du har jo ret!

    Da Karen Jespersen var socialminister, kan jeg huske, at hun besøgte en enlig far, der var så fattig, at han ikke havde råd til at holde fødselsdag for sin datter. Men under Karen Jespersens korte besøg nåede han at ryge 10 cigaretter og der stod ølflasker over det hele.

    Selvfølgelig er det synd for datteren. Men det er altså ikke samfundets skyld, at der er noget galt med farmands prioriteter! Jeg tror det samme gælder for mange af de fattigste i vores samfund. Man er altså nødt til at erkende sit eget ansvar......

    Og samtidig tror jeg det kan være svært, når man er presset og ressourcerne er små. Så kan det hele nok godt virke lidt håbløst. Derfor blev jeg næsten endnu mere forarget over de tre sidste eksempler i dit indlæg.

    SvarSlet