onsdag den 27. juli 2016

Brordag nr. 3 :-) ...en tur med Sporvognen...

I dag var min bror og jeg sammen på tur til Sporvognsmuseet i Skjoldenæsholm på Midtsjælland. Vores hustruer/koner/ægtefæller er også sammen; de er nemlig på fjeldvandretur sammen på Kungsleden i Nordsverige :-)

Vi ankom til Skjoldenæsholm ved 10,50-tiden. Fra P-Pladsen kører man nemlig med sporvogn hen til selve sporvognsmuseet. (Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse; gælder især billede/tegning nr. 2)
Det er et imponerende område, de har fået banket op dernede. Man har nogen enkelte gamle remiser, men er ved at skulle opføre nogle flere, da man dels er ved at hente materiel (sporvogne og busser og meget mere) til museet i stedet for at have det opmagasineret rundt omkring i landet.
Ankommet til museet kunne vi straks se en masse sporvogne holde ude:
Noget af det første jeg bemærkede var den gamle Valby Remise, som ses herunder. Da den i sin tid var færdig som remise og skulle rives ned, blev den købt af en lokal Herlev-matador Vilhelm Bang, som fik den revet nænsomt ned og flyttet ud og genopført i Herlev på Marielundvej og anvendt som Bangs Tømmergaard. I 1994 blev den købt af Sporvognsmuseet og flyttet til Skjoldenæsholm og genopført og indviet i 1995. Jeg kan huske den fra Herlev-tiden, hvor det var man handlede ting og sager, som man i dag gør i Silvan, XL-byg og hvad det nu hedder alt sammen. Jeg kan huske dengang, at jeg - når jeg var der - beundrede bygningen og undrede mig over byggestilen uden at vide at det havde været en sporvognsremise.
Som sagt, det var ren nostalgi at gå rundt dernede og se alle de gamle sporvogne, være oppe i dem o.s.v. Min storebror, som jo er en stor tog-nørd og udover at skrive bøger om lokomotiver m.m. også er kraftigt involveret i DSB's Jernbanemuseum i Odense, er også rigtig meget vidende om sporvogne....han har også rodet med det i sine yngre dage....og han kunne fortælle mig om mangt og meget fra gamle dage. Det skal lige her indskydes, at vores morfar Christian Ludvig Hansen, som var uddannet i Ingeniørtropperne før og under 1. verdenskrig efter soldaterkarrieren blev ansat som teknisk fuldmægtig i Københavns Sporveje i midten af 1920'erne inde på Skinne-pladsen på Borups Alle, hvorfra han blev pensioneret fra i Maj 1961. Jeg kan svagt huske at vi har besøgt ham inden på Skinnepladsen og min bror kan selvfølgelig huske mere ligesom han formentlig har snakket mere med morfar om sporvogne. Så ja - der er lidt sporvogn i blodet om jeg så må sige.

Herunder følger så bare lidt forskellige billeder dernedefra:


...som f.eks. denne version af en tysk "Düsseldorf" sporvogn som kom til landet på prøve, men som ikke blev indkøbt. Man fortsatte med den version man havde.

....og herunder sporvognen med kælenavnet "Dukke Lise" som udelukkende kørte som linie 2 i perioden 1949-1967. Der blev kun bygget 8 stk. Denne kan jeg huske, fordi det ofte var med "Dukke Lise" vi kørte med, når vi skulle besøge vor morfar.


Herunder skal man bemærke alle luftledningerne og kablerne der holdt luftledningerne. 

Jeg kan huske som barn, når man stod på Trianglen på Østerbro eller et andet sted, hvor mange sporvognslinier mødtes/krydsede hinanden, det virvar af luftledninger og kabler der holdt dem, svævende deroppe i luften. 



Herunder de linie-strækningsskilte, der sad på de rigtig gamle sporvogne:

Sporvognsmuseet har sandelig også en hel del busser. Der er nogen få, der er køreklar men der er sandelig mange, der kræver en kærlig hånd - det gælder i øvrigt også for mange sporvogne. Der er en kæmpestor remisebygning, der er fyldt med disse gamle klenodier.....eller vrag om man vil...som jeg tænkte. Det virker uoverskueligt med de mange sporvogne og busser der står der, som det åbenbart er meningen at sætte i stand. Som en af de ansatte sagde, så er problemet, at det er "lutter gamle mænd" der er der og når de dør, så forsvinder en masse viden og erfaring.

I den remise med "vrag" til renovation opdagede min bror en gammel bus (dog ikke helt så gammel som jeg husker dem) fra de hedengangne "Herlev-Ruterne". Det var røde busser med sort tag. Den ses herunder og som sagt, så er det ikke en af de ældste som jeg kørte med i sin tid. Men herligt at gense farvekombinationen, ruteskiltet....og Jolly Cola reklamen :-) 



...og så har min bror en ufattelig evne til "at falde i snak" med andre mennesker. Som sagt har en stor viden og interesse for mange ting (sjovt nok, har jeg det også), men han har også den her ufattelige evne til at falde i snak "med de rette folk". Herunder ses han - med rygsæk på i blå polo-shirt - i snak med konduktøren og kudsken på en heste-trukken sporvogn. Da vi kørte med de almindelige elektriske sporvogne, stod han og snakkede med sporvognsføreren.

Hvad der også er sjovt ved sporvognsmuseet er, at der er mange gamle ting fra by-billedet. Mange ting som jeg kan huske fra barn- og ungdom i "Kongens Kjøbenhavn". Herunder en af de gamle rigtige telefonbokse med en reklamesøjle bag ved.

Herunder en gade-vandpost. 

Herunder et af de gamle sporvognslinieskilte:

Herunder en gammel Politi-alarm stander:

Kan I huske dem her ? Sådanne "Helle"-standere stod der mange steder ved vej/gade-kryds og fodgængerovergange: 

Herunder en gammel Brandalarm, hvor man skulle smadre glasset og trykke på knappen. 

Herunder en Taxa-telefonskab. De stod ved alle autoriserede Taxi-vente-holdepladser.

Herunder en gammel vandpost, hvor man kunne slukke tørsten:

Herunder en anden slags kombineret sporvognsstoppesteds- og reklameskiltestander:

Og endelig en Sikringsstander til sporvognenes elektriske systemer/ledninger. De stod lidt anonymt mange steder, men ganske flotte i sin udsmykning:

Efter vi havde set os mere eller mindre mætte i sporvogne, så kørte vi der fra og op mod Hornsherreds, hvor vi fortsatte Skibby m.m. og kørte over den gamle bro oppe ved og til Frederikssund. Her, ved brofæstet, indtog vi frokosten (ristede Frankfurtere med brød og Cocio'er) med udsigt over Roskilde Fjord, inden vi kørte hjem ad den gamle Frederikssundsvej.

Endnu en dejlig tur med bror i det dejlige ganske danske sjællandske landskab.

tirsdag den 26. juli 2016

On the road.....med Rasmine til Johannes Larsen Museet i Kerteminde....

I dag fik jeg indfriet et for længe siden givet løft om at tage Rasmine med til Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Afhentning af Rasmine og hendes krykker kl. 08,30 i Hvidovre og så afsted i roligt tempo i godt vejr til Kerteminde hvor vi ankom ca. kl. 10,15.

Det var sjovt at møde Rasmine LIVE efter at "have kendt" hende i en del år efterhånden. Jo da, jeg havde da dannet mig et indtryk af Rasmine jfr. de forskellige blog-indlæg, kommentarer o.s.v. såvel på Rasmines blog, på min blog og på andres og jeg blev ikke overrasket andet end lidt på højden. Og jeg synes vi kom fint ud af det med hinanden; i hvert fald gik snakken hos os begge lystigt på vej ud og på vej hjem om dette og hint, om vores barndom, uddannelser, arbejde o.s.v. og så en del om den amerikanske borgerkrig :-)

Som sagt vi ankom ved ca. 10,15 tiden og gik straks op til Møllebakken og museet. Vi startede med at se Johannes Larsens villa og atelier. Jeg fik nok snakket fanden og Rasmine et øre af under rundgangen de 2 steder....Johannes Larsen er jo en af mine favoritmalere. Så var det tid til The- og kaffepause og hjemmebagte boller med ost i det lille traktørsted i museets have. Også her gik snakken ganske lystigt.

Derefter tog vi "den ny" udstillingsbygning i besiddelse og så den faste samling der. Igen tror jeg det var mig, der snakkede mest :-)

Og så så vi den pragtfulde særudstilling "Fugl" med tegninger, akvareller, malerier, raderinger og træsnit af nutidige fuglemalere med bl.a. Carl Christian Tofte's pragtfulde Tranefrise på som er hele 14,4 meter lang og 1,5 meter høj. I kan se billeder af den her på Carl Christian Tofte's blog her - scroll lidt ned :-)  


Særudstillingen FUGL er på Johannes Larsen museet til og med d. 4.september, derefter flyttes udstillingen til Sophienholm ved Lyngby i perioden 10.september til og med 6. november, for derefter at slutte af på Vendsyssel Kunstmuseum i perioden 3.december 2016 til og med 26. marts 2017. Der er alt rig mulighed - og ingen undskyldninger - for at se den. Gør det, det er den bestemt værd. På ovennævnte link om særudstillingen kan I se hvilke fremragende nutidige fuglemalere der udstiller.

Efter at have set særudstillingen og for mit vedkommende indkøbt 4 bøger, var det tid til noget sen frokost og det fik vi på restauranten på pæle i havnen nede ved Thornøes Hotel. Fiske-buffet....yum-yum. Efter afslapning og mer snak gik turen så hjemad til henholdsvis Hvidovre og Herlev. Jeg var hjemme lidt efter 17,00. Det havde været, synes jeg, en smadderhyggelig tur.

Jeg plejer jo at tage en masse billeder, men denne gang fik jeg kun taget 1 og det af en genert Rasmine :-)



mandag den 25. juli 2016

Folkeuniversitet igen-igen....2 foredragsrækker

Så har jeg igen fået tilmeldt mig 2 forelæsningsrækker på Folkeuniversitet i Emdrup.

Jeg ville gerne have tilmeldt en foredragsrække, "Kær's kunsthistorie", men det var allerede overtegnet. Har en ide om, at det er fordi, at det er den fhv. TV-vært Peter Kær, der er forelæseren. Han har jo i en sen alder uddannet sig til kunsthistoriker og har allerede haft et par programmer - skal vi sige i den meget populære del - om dansk kunst bl.a. sammen med Bente Scavenius. Sidstnævnte er sammen med Kasper Monrad og Hans Edvard Nørregård-Nielsen de bedste formidlere i og om dansk kunst.
Den anden foredragsrække er "Dansk Designhistorie" i det 20.århundrede. Det glæder jeg mig meget til. Det er om møbler, logo'er, industrielt design, grafisk design og alt andet dansk design.

Som reserve for den overtegnede kunsthistorierække har jeg valgt et noget usædvanligt - og følsomt ? - emne som "Waffen-SS - Europas nazistiske soldater". Det er kun 3 foredrag og de holdes af de danske forfattere og historikere Claus Bundgaard Christensen, Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen. Disse 3 har indenfor de sidste 10 år udgivet en del bøger om Danmark og 2.verdenskrig. Denne foredragsrække handler om danskere, der gjorde tjeneste i Waffen-SS og især om dem efter krigen.

Jeg har læst en del af deres bøger og de virker troværdige og velunderbyggede. Bare rolig - jeg har absolut ingen sympatier for de nazistiske tanker eller ideologi; hvorfor jeg interesserer mig for det, er det psykologiske aspekt hos deltagerne som f.eks. hvorfor meldte de sig o.s.v. Der er en del bøger af forhenværende danske ss-soldater og disse bøger har en slående lighed med de selvbiografier som amerikanske sydstatsofficerer udgav i årene efter den amerikanske borgerkrig......og disse bøger var nærmest en fraskrivelse af ansvar for at det gik som det gik (det var altid andres skyld), at de havde rene idealer og rene hænder o.s.v.  Forskellen eller hvad man nu skal kaldet det i dag er, at disse danskere jo indtil for nylig jo har gået rundt i blandt os, at vi måske har kendt nogen af dem uden at vide det, at vores forældre måske har kendt nogen af dem/vidst hvem de var.

I den forbindelse vil jeg henlede jeres opmærksomhed på en bog, nemlig "Sønderjylland besat" af Søren Flott, udgivet på Gyldendal i 2015. Heri følger Søren Flott 5 forskellige sønderjyder fra lige før 9.april 1940 til kort efter 5. maj 1945. Jeg blev overrasket over de dansk-tyske modsætningsforhold der herskede blandt sønderjyderne i den periode. Skal jeg sige det sådan, så var der en stærk tysksindet ret stor befolkningsgruppe af sønderjyder....hvilket måske ikke kan undre, idet Nordslesvig/Sønderjylland jo kun havde været dansk i godt 20 år i 1940. Det er en tankevækkende bog at læse og som jeg vil anbefale på varmeste. Ting var måske ikke så sort/hvide, som vi i efterkrigstiden gerne vil have det skulle være.

torsdag den 21. juli 2016

Calling Rasmine.........

På et tidspunkt har jeg foreslået at tage Rasmine med til Johannes Larsen museet i Kerteminde....ganske vist var det sent forår, men nu er tiden til det, da der er en fed sær-udstilling på museet netop nu.

....så Rasmine....jeg har smidt en kommentar på dit sidste indlæg på din blog.....som lyder næsten således:

"Vil du med til Kerteminde og Johannes Larsen museet ? Enten Lørdag d. 23/7, Søndag 24/7 eller Tirsdag 26/7 ??


Museet har åbent 10-17 og det tager ca. 1,30 / 1,45 time at komme derover, så afgang herfra (Hvidovre ?) ca. 08,30 ??

Hvis interesseret så ring til 269xxxxxx eller skriv til
csaxxxxxx.dk .


Hilsen Jan."


....det var såmænd bare det....

tirsdag den 5. juli 2016

Brordag nr. 2 :) Med veterantoget Maribo-Bandholm

Den 4.juli 2013 havde min storebror og jeg en "Brordag" i det sønderjyske. I dag d. 5. Juli 2016 havde vi endnu en "Brordag", hvor vi 2 alene tog til Veteranjernbanen Maribo-Bandholm på Lolland. Det fordi min bror - som er rigtig jernbane-nørd (han laver frivilligt arbejde for DSB's Jernbanemuseum i Odense og han skriver bøger om lokomotiver) -  havde opsnuset, at der i dag på banen dernede ville køre et specielt lokomotiv, nemlig diesellokomotivet LJ M 1 fra 1921, og det ville han gerne se. Vi tog afsted i dejligt vejr kl. 08,15 fra Herlev og kørte - med et kort kaffe og ostemads-pitstop i Tappernøje - til Bandholm, hvor vi ankom ca. kl. 10,30. Efter billetkøb til mig (mit bror har et eller andet "universalkort" der giver fri adgang) gik vi rundt og så på lokaliteterne. Som indskudt bemærkning skal det lige flettes ind, at min bror som 16-17-18-årig via sit medlemskab af Dansk Jernbane Klub (som ejer veteranbanen dernede) en/et par somre arbejdede dernede som togfører med uniform, kasket og fløjte m.m.  

Stor var overraskelsen, da toget kom, og diesellokomotivet "Kanariefuglen" LJ M 9 fra 1935 kom kørende ind til stationen i spidsen for dagens tog.



Øv - hvad var nu det for noget ? Jo, fik han at vide af togfører m.m., desværre var det oprindelige diesellokomotiv brudt sammen lige før afgang, så de havde måtte ty til det andet diesellokomotiv i stedet for. ÆV og øv....for min bror.

Mens toget holdt og satte passagerer af, gik jeg rundt og kiggede på stationen og bygningerne der. Masser af landsvaler var der med rede under stationsbygningens tagskæg.

Herunder en stationstrækvogn med 4 mælkejunger (er der nogen af de ærede læsere, der ved hvor en sådan mælkejunge kan skaffes, så er jeg ivrig aftager af en sådan). Om trækkærren kan jeg kun sige: Hvor er "Røde" ? Stationsdrager Laurits Jensen fra Matador :-) 

Herunder 2 fotos af Godsdepotet med masser af gammeldags effekter og skilte.




Min storebror kender mange mennesker indenfor tog-verdenen i DK og mange kender ligeledes ham qva hans museumsarbejde, foredrag og forfatterskab og selvfølgelig faldt han i snak med de frivillige på toget om bl.a. gamle dage og hans tid der og vi fik lov at køre med i Lokomotivet og det var lidt af en oplevelse.

Herover det ene førerrum - der er et i hver ende af lokomotivet - og herunder tog- og lokomotivføreren, som min bror talte mest med:

Herunder min bror i samtale med ovenstående. Jeg stod klods op ad dem og kunne intet høre, fordi jeg lige bag mig havde denne store Frich's Dieselmaskine stående og med fuld "damp" under alle kedler......kors da, hvor den larmede.



Som sagt var vi kørt til "endestationen" i Bandholm og kørte derfra til Maribo. DEt var ret sjovt at stå der i førerrummet og følge lokomotivførerens arbejde og se sporet fremefter.

Efter ankomst til Maribo og afsætning af passagererne, rangerede vi hen til Veteranbanens remiser. Jeg glædede mig som et lille barn til at se alle lokomotiverne og vognene der. Det første lokomotiv vi så der stikke snuden ud var det diesellokomotiv som oprindeligt havde været meningen skulle have trukket toget, nemlig LJ M 1 fra 1921. Det havde startet op som det skulle og var kommet halvt ud af remisen, da det gik i stå og ikke rørte sig ud af stedet. Og her stod det altså stadig.
Herunder bare en stribe fotos inde fra remisen, hvor man dels vedligeholder det kørende lokomotiver og dels restaurerer de kommende lokomotiver: 












Jeg tror der var 6-7 lokomotiver der i remisen. Derefter beså vi 2 haller, hvor der var andre lokomotiver men især masser af togvogne, både forskellige slags fragtvogne, men også en masse personvogne. Nogen var færdige og nogen skulle restaureres helt fra bunden af. Jeg syntes virkelig en del af disse "vrag" så helt uoverskuelige ud at kunne gå i gang med. Men de færdige - de har ofte set lige så slemme ud - var jo rigtig flotte at se:









Passager-afsnittene i de færdige togvogne - dem som bruges i ordinær drift - er virkelig opdelt i klasser; 1., 2. og 3 klasse og det gav sig udslag i både kupe'er og i fællesvogne som det fremgår af foto'ene herunder:





Selvfølgelig var der også en kombineret fragt- og postvogn med toget. Herunder ses fra fragtrummet ud i postrummet og nedenunder igen ses postrummets jernstøbe-ovn, for om vinteren kunne der være mordeligt koldt der.



Herunder ses vores diesellokomotiv på drejeskiven, da det under pausen havde været i remisen for at få tanket diesel/olie på. Den der drejeskiv drejes manuelt. Vi var med til at dreje/skubbe den og der skulle alligevel lægges nogen kræfter i for at få den drejet:

Fra Maribo kørte vi så tilbage til Bandholm. Jeg tog turen på en af endepladserne på en af personvognene - man står jo helt åbent der mellem togvognene - mens min bror tog turen i lokomotivet.

Det havde godt vejr da vi ankom om formiddagen. Igennem dagen blev det overskyet og da vi tog fra Bandholm begyndte det at regne. Bandholm by var helt død, så vi kørte til Nakskov for at få noget at spise og det fik vi på Havnegrillen på havnen. Lige overfor lå dette noget skæve gamle bindingsværkspakhus:


Fra Nakskov af kørte vi så direkte hjem i forfærdeligt pis-øsregnende vejr. Ved afkørsel 32 på Køgebugt-motovejen var der enorm kø i modsatkørende retning og i trafik-radioen hørte vi, at denne afkørsel var lukket p.g.a. oversvømmelse. Vi var hjemme igen ved ca. 16,30 tiden efter en dejlig dag sammen.