torsdag den 26. november 2015

Bøger....og mange af dem......



 Som det vil være bekendt i de 2 foregående indlæg, har vi investeret i 2 yderligere reoler.....det her med, at man ikke kan have for mange bøger, kun for lidt reol-/hyldeplads. Vi har opsat reolerne og flyttet lidt rundt på de bøger vi har, bl.a. fordi en del efterhånden lå på tværs ovenpå de allerede stående bøger.

Ude til højre har jeg jeg jo lavet nogen bog-lister over nogen af de interesser jeg har og de er vistnok nu up-to-date. Men der er jo andre bøger end dem bl.a. nogen interesser jeg sådan set ikke har lavet bog-lister over; historie, ballet/musik, Fugle og natur.....og det orker jeg ikke lige gøre :-)

Men jeg har gjort noget andet, nemlig målt op hvor mange meter/centimeter bøger jeg/vi har og er kommet frem til følgende:

Guldalderbøger, biografier og kunstbøger fra den periode udgør ca. 125 cm.

Johannes Larsen og Fynboerne udgør (kun) ca. 58 cm.

Anden kunst 1880-1920 udgør ca. 139 cm.

Nordisk kunst udgør ca. 64 cm.

Udenlandsk kunst udgør ca. 71 cm.

Arkitektur, møbelarkitektur-/design, plakater og design(design = Skønvirke, Art Deco, Art Nouveau, Jugendstil, Arts and Craft) udgør i alt ca. 164 cm.

Polarekspeditioner udgør ca. 25 cm.

Tog (altså gamle damplokomotiver samt MY,MX, MZ etc.) udgør ca. 30 cm.

Civil War (den amerikanske borgerkrig) udgør ca. 291 cm.

Historie (1864, 1. og 2. verdenskrig, Københavns historie, nyere Danmarks Historie, Middelalder, oldtid, Karl d.XII, Napoleon etc.) udgør ca. 202 cm.

Fugle og natur udgør ca. 164 cm.

Skønlitteratur (mest Lillemors for 90% vedkommende) udgør ca. 604 cm.

Kogebøger (Udelukkende Lillemors) udgør ca. 108 cm.

Samlet giver det ca. 20 meter og 80 cm bøger. Lidt overraskende selv....for mig :-)

Det gode ved det er, at der med de nye reoler "kan presses" yderligere 3,5 meter bøger ind :-) Altså ingen umiddelbar fare for at løbe tør for hyldeplads det første års tid........eller mere :-)

Måske man skulle tage og veje dem ;-) ......


søndag den 22. november 2015

Cool moderne - Art Deco på Gl. Holtegaard.....

I Fredags, d. 20/11, var jeg omkring Gl.Holtegaard og se udstillingen Cool Moderne - en udstilling om Art Deco i Danmark i perioden 1910 - 1940.



(Husk at I kan klikke/trykke på billederne for at se dem i større størrelse. Alle billeder er taget med mit mobilkamera)

Jeg ankom lidt før åbningstid kl. 12,00 og konstaterede på den lille parkeringsplads at der allerede var ankommet en halv snes biler, hvor der i enkelte biler sad folk og ventede eller var ved at stå ud. Jeg sad og lyttede et musiknummer færdigt og gik så op til hovedindgangen og ventede. Hmmm....de 7-8 stykker der ventede der var alle damer i bedste alder - 60-75 år - og ikke en herre at se. I de par minutter der gik inden de åbnede ankom yderligere en stribe damer.

Nuvel - indenfor og bevæbnet med et katalog gik jeg i gang med udstillingen. Alle rummene var malet i forskellige striber - speciel Art Deco effekt som passede glimrende:

Art Deco er en masse ting. Det er først af alt dekorativt og så omfatter det en masse forskellige ting såsom drikke/spise-service, huse og bygninger, figurer/statuer, malerier, plakater, bogstaver, pynte-genstande, lyse-stager, lamper, møbler, tøj, sko o.s.v., o.s.v. ...kort sagt alt. Hvis man nu tilfældigvis ser TV og især ser den engelske forfatterinde Agatha Christie's kriminalserie om Hercule Poirot, så vil man bemærke, at hans lejlighed og mange af de steder/huse/hoteller han kommer i nærmest er rendyrket Art Deco interiører. Desværre var der ikke så service og kaffestel (oftest i sølv) udstillet og heller ikke så mange dekorative ting som f.eks. figurer og lamper o.s.v.

De danske kunstnere der var udstillet var f.eks. Gerda Wegener, Jais Nielsen, Franciska Clausen, Jean Gauguin, Sven Brasch, Gerhard Henning, Besse Giersing, Svend Rathsack, Olaf Rude, Axel Salto, Johannes C.Bjerg, m.fl.

I nedenstående foto af en montre ses 3 figurer; fra venstre Svend Rathsack, Gerhard Henning
og igen Svend Rathsack.

 Hvis I kigger nærmere på den midterste af Gerhard Henning, så er det et udkast til den figurstatue der er øverst på Pelsfirmaet A.C.Bang's bygning på hjørnet af Strøget/Østergade og Bremerholm skråt overfor Magasin du Nord:



Herunder ses et maleri af Jais Nielsen fra 1918: Grevinde Danner med Jærgerspris Slot og marcherende gardere i baggrunden:



Jais Nielsen lavede i starten af sin karriere mange malerier som f.eks. nok et af de bedste danske malerier jeg kender, nemlig Afgang fra 1918:

Dette ovenstående maleri er IKKE med på udstillingen, men vises bare for det er nok hans kendteste maleri og som sagt et af mine danske favoritmalerier. Det hænger på Fuglsang på Lolland.

Jai Nielsen startede en karriere op som skulptør/designer og lavede i mange år arbejder for Den Kongelige Porcelænsfabrik og det er nok disse ting han er mest kendt for.

Herunder et maleri fra 1934 af Gerda Wegener. Titlen er ukendt men maleriet forstiller Maggie Baaring:


Gerda Wegener er aktuel med en stor udstilling på Arken ved Ishøj for øjeblikket fra 7. November 2015 til 16. Maj 2016.

En anden kendt skulptør eller nærmere keramiker er Axel Salto. Herunder er et maleri, Odalisque, fra 1916:


En af de bedste plakat-tegnere Danmark nogen sinde har haft, er Sven Brasch. Han lavede teater og biografplakater i hobetal i første halvdel af 1900-tallet. Herunder en plakat af ham:

Franciska Clausen er repræsenteret med dette plakat-udkast til Hot Jazz fra 1928. Franciska Clausen er nok mest kendt for sin non-figurative eller kubistiske malerier i meget glade og stærke farver. Prøv at Google hende og I vil se mange kendte og flotte malerier:

Olaf Rude er vel også de fleste bekendt. Jeg har tidligere skrevet om en tur til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland for netop at se Olaf Rude's malerier. Her er et noget anderledes et af ham fra 1918, Kubistisk komposition:

Herunder et andet plakat-udkast af Franciska Clausen i den for mig så typiske Art Deco stil. Dette udkast er ret så meget anderledes end det lidt for oven viste Hot Jazz. Dette er et udkast til Dampskibsselskabet United States Lines fra engang i 1920'erne:

Og herunder så et eksempel på Jais Nielsen's keramik-kunst. Dog er det en keramisk glaseret skulptur på omkring 170-175 cm højde heddende Pottemageren og er fra 1925:


Alt i alt er det en fremragende lille udstilling med et tilhørende godt katalog og udstillingsoversigtsfolder. Det er selvfølgelig kun en smule jeg har vist her; der er meget mere af de enkelte kunstnere på udstillingen. Visse kunstnere har jeg ikke fået vist her. Det er en absolut seværdig og god udstilling der løber indtil 3. Januar 2016.

Udover det rigtigt gode udstillingskatalog købte jeg en fremragende bog om Art Deco: ART DECO 1910 - 1939 edited by Charlotte Benton, Tim Benton and Ghislane Wood på flere hunderede sider.
.....og så, som jeg har fortalt om tidligere, så fik jeg i både 60-årsfødseldagsgaver og i afskedsgaver en masse bøger, ligesom jeg løbende har købt nogle. Jeg plejer at sige, at bøger kan man ikke få for mange af. Det er dog en sandhed med modifikationer. Sjældent får jeg sorteret nogen fra til Spejdernes genbrugsmarked, så bøgerne er begyndt at hobe sig lidt op. Det resulterede så i, at Lillemor og jeg var i Trævarefabrikernes forretning i Lyngby i går Lørdag og investere i 2 nye sektioner ABC reol: 180 cm høje og 83 cm bredde pr. sektion og med 6 hylder i hver. Nu er der lidt mere plads til bøger og til flere indkøb. Nu er der bare snart ikke mere plads til flere reoler. Vi har selvfølgelig måtte flytte lidt om på vores kontor/mit værelse, så der nu er dobbelt-reoler på de 3 af væggene. På den 4. væg er der vindue med stort skrive-/arbejdsbord foran. Suk.

I morgen Mandag, om vejret tillader, skal jeg derud for at købe 2 hylder og måske et skuffedarium til alt mit malergrej. Skuffedariummet kan lige stå under det store skrive-/arbejdsbord.

Sneeeee....

Sådan så det ud hos mig, set ud af hoveddøren, Lørdag aften kl. 22.25:

 ...allerede ca. 15 cm sne.

Der skulle have været et foto til, men det smuttede i overførslen og er pist borte. Her til morgen sneede det stadig og der var der faldet mere end dobbelt så meget som i går aftes. Fortorv skrabet for sne og bilen gravet fri inden kl. 13. Samtidig tøede det så sneen var tung og våd.




tirsdag den 17. november 2015

Smuttur til Paris 11.11.2015 - 15.11.2015....kunst og Terror...

Jeg havde jo fået en lille Paris-rejse i fødselsdagsgave af Lillemor og den var vi på her fra Onsdag d. 11. november til og med Søndag d. 15. November. Den blev noget mere anderledes end vi havde tænkt os.

Nu har vi været i Paris en hel del gange før, så vi ligesom kender byen og ved hvad vi vil, når vi er der. Det betyder også at det der med at tage billeder ikke har været prioriteret specielt højt. Jeg havde da mit Nikon kamera med men ikke altid med på turene, så der brugtes mobilkameraet. I går Mandag lagde jeg så foto's fra Nikon'en og mobilen over på PC'en og slettede lidt af de ubrugelige billeder. Og så kommer det store mysterium; Mappen/Folderen med Nikon-billederne er pist forsvundet ! Jeg aner ikke hvad der er sket, men væk er de, kun mappen/folderen med mobil-billederne er der. Jeg har søgt højt og lavt på PC'en men væk er den. Jeg aner ikke hva der er sket, jeg har sandsynligt kommet til at slette mappen og tømt papirkurven, for det eneste jeg finder er en genvej der ikke fungere da destinationen ikke findes eller er ændret. Når jeg overfører billeder fra kamera eller mobil, så checker jeg altid at de ligger der og får navngivet overførslen/mappen rigtigt, hvorefter jeg med det samme sletter kameraet's eller mobilen's hukommelse, så der har jeg dem heller ikke mere. Ærgerligt, men sådan er det. Det var ikke mange, måske kun 30-40 billeder, og heller ikke nogen jeg ville være ked af at miste.....fordi vi har så mange i forvejen o.s.v.

Onsdag morgen afsted med bus 168 hjemmefra kl. 07,22 til Herlev Station. S-tog herfra til Vanløse Station og så med Metro derfra til lufthavnen. Indcheckning og lidt indkøb og så afsted med Airfrance kl. 10,10 og ankomst til Generale Charles de Gaulle Aeroport kl. 12,00, så indkøbe Metro-bus og togkort (a la vores Rejsekort) for en uge (= 26.50 euro) og så med RER-toget ind til stationen Saint Michel/Notre Dame og så lige gå et par hundrede meter op ad Boulevard Saint Michele til vores Hotel Select beliggende på Place de la Sorbonne, altså klods op af Sorbonne Universitetet, som vor nabo. Ankomst her kl. 14,00. Vi har boet på dette hotel før. Vi foretrækker altid at bo her i Latiner-kvarteret med Boulevard Saint Michele. Ret centralt; til Luxembourg-haven 3 minutter, til Boulevard Saint Germain 3 minutter, til Seinen og Notre Dame 10 minutter. Altså behageligt tæt på det hele og masser af Busser og Metro-linier at vælge imellem.

Husk at klikke på billederne for at se dem i en større størrelse. Alle billeder er med mit mobilkamera, så kvaliteten er der efter.

Det første vi så, da vi kom op fra Metro/Tog-stationen var dette syn. Notre Dame i al sin efterårspragt:

Og herunder er vi kommet op til Place de la Sorbonne med Universitet for enden af pladsen. Vores hotel er det sidste hus i husrækken til højre.

Helt ærligt - vi lagde ud med en "Morfar" på et par timer :-) . Så gik vi en tur i kvarteret og ned forbi Notre Dame, som ligger på øen Ile la Cité midt i Seinen. Mange mennesker. Vi fortsatte over til den anden lille ø, Ile Saint Louis og så derfra ad en hængelåsbehængt bro - dem er der nogen stykker af skal jeg hilse at sige....altså mange hængelåse men også nogen andre broer hvor der hænger låse.

Om aftenen spiste vi lokal på en bistroerne på Place de la Sorbonne.

Torsdag formiddag til vi op til Operaen, dels for at se om der var nogen forestillinger af interesse og dels for at se om vi kunne komme ind og se operaen. Der var ikke nogen forestillinger i den periode vi var der, sådan da, dog var der en opera på den opera der ligger på Place de la Bastille, men til en pris af 185 euro (ca.kr. 1.380) pr. snude sagde vi pænt nej tak. 100 euro (ca. 750)  havde været OK, men ikke de 185 euro.
Vi kom dog ind at se Operaen. Det er et fantastisk bygningsværk. Og her tog jeg en stribe foto's med mit Nikon kamera, hvor jeg jo har fået slettet billederne....
Lige overfor Operaen ligger Grand Hotel og i stuen der ligger Cafe de la Paix, så der indtog vi en gang fortorvscafe-kaffe mens hele verdenen passerede forbi.,,,eller noget i den stil....jeg har engang læst noget om at hvis man sidder der længe nok vil hele verdenen passere forbi...eller noget.

Her fra tog vi til Picasso-museet. Det skulle efter sigende være verdens bedste Picasso-museum med den største samling o.s.v. Sidste gang vi var i Paris - i 2011 - var det lukket p.g.a. ombygning, så denne gang skulle det altså lykkes og det gjorde det. Jeg kan godt lide noget af det tidlige Picasso, men Lillemor er helt bidt af ham, så hvert et maleri, hver en tekst blev studeret og læst. Det blev der brugt nogen timer på. Her brugte jeg kun mobilkameraet:


Herunder ses et skærf i en glasramme forestillende en Fredsdue med 4 ansigter mod hvert verdenshjørne. Efter det jeg kunne læse mig til, så var det Picasso, der efter opfordring på at lave en plakat eller lignende til en konference, fandt på symbolet Fredsduen. Det var i hvert fald hvad jeg fik ud af at læse teksterne til de mange billeder, var af forskellige duer i det rum.

Vi indtog bagefter en let frokost på et Brasserie på Petite Place lige ved Picasso museet. Herfra gik vi ned til Place Vosges, en speciel plads. Alle huse der omkranser pladsen er ens og fra 1600-tallet. Der er Bue-gange hele vejen rundt (Nikon-kameraet I ved) og der har notabiliteter som bl.a. Kardinal Richelieu (ham den onde fra De 3 musketerer) og forfatteren Alexander Dumas boet. Det er en speciel stemning der er på den plads. Herfra hjem til en gang eftermiddagskaffe på en lokal cafe. Aftensmaden blev også indtaget lokalt.

Fredag blev en anderledes dag om jeg så må sige. Efter sen morgenmad gik vi ned til Seinen og drejede til venstre for vi- især jeg - ville (igen-igen) på Museé D'Orsay, som er noget af det ypperste der findes med hensyn til Impressionismen. Der var lidt længere at gå end beregnet :-) På vejen kom vi forbi en lille forretning med alt hvad der hører sig til med Kunstner-artikler; jeg stod med næsen trykket flad mod vinduet der et stykke tid. Nåh - videre og hen til museet, hvor der igen.igen var kø men knap så lang som sidst i 2011. Museet ligger i en ombygget Banegårdsbygning fra 1880'erne. Tænk at denne pragtfulde dengang nybyggede Banegård kun var i drift som Banegård i knap 15-20 år. For at det ikke skulle være løgn, så startede det det med dryppe pænt og vips - så var der en stribe unge gadesælgere, der prøvede at sælge sammenklappelige taskeparaplyer. Det lykkedes da også mange at købe, men vi overlevede drypperiet og kom ind. Jeg tog lidt billeder med Mobilkameraet, for Nikon-tasken var sammen med Lillemors rygsæk afleveret i garderoben.

Jeg går helt i svime over at se alle disse mesterværker der er og det er vel nok derfor jeg vender tilbage til museet hver gang jeg er der. Alle impressionisterne er repræsenteret og det med mange malerier og alle dem som I sikkert også kender; Manet, Monet, Degas, Caillebotte, Signac, Seurat, Cezanne, Renoir, Berthe Morisot, Sisley, Boudin, Toulouse-Lautrec, Gaugin, Corbet, Corot og Camille Pissarro (Vidste I at Camille Pissarro var dansk statsborger ? Og at han beholdt sit danske statsborgerskab gennem hele livet ? Han var født på Sct. Thomas i/på Vestindien i 1830).

Herunder et maleri af Edgar Degas af en lille fløjtespiller/musiker ved et fransk regiment.

Det er et rigtig stort museum med mange sale og i mange etager. Når man kommer ind i en af salene mødes man af dette monumentale værk "Pilgrimme" af Leon Belly. Det er stort. Og det har den samme virkning på mig nu som første gang jeg så det for mange år siden; Jeg bliver helt stum, jeg kan mærke ørkenens brandvarme, jeg kan høre den dumpe lyd af kamelernes skridt i sandet, høre seletøjets læder give sig/knirke, høre kamelernes brægen, måske endda nogen stemmer sådan som karavanen med pilgrimme kommer marcherende mod mig Fantastisk.

Og så et af mine absolutte favorit billeder (jeg ved det, jeg har mange favoritbilleder :-) ), nemlig Edouard Manet's "Le déjeuner sur l'herbe (Frokost i det grønne)" fra 1863. Egentligt lidt for tidligt til at høre under Impressionismen. På sin vis teknisk udmærket men et underligt/specielt motiv, der vakte opsigt og furore den gang det blev udstillet; et par fuldt påklædte mænd, en siddende nøgen dame og en halvpåklædt dame i en skovsø.....hvad sker der lige her ? Hvad er meningen ? Hvad foregår der/har foregået ? Det er virkelig noget der får tankerne i gang hos mig, for hvad o.s.v. Og jeg kan godt forstå furoren det vakte dengang i 1863. Nærmest pornografisk. Men pragtfuldt synes jeg.

Fra en af etagerne opdagede jeg udsigten over Seinen op mod kirken Sacre Coeur oppe på Montmartre:

Edouard Degas var andet en maler. Han lavede masser af små statuetter af heste og balletdansere. En af hans mange balletdanserinder ses herunder. Den er lavet i flere størrelser og kopier og der står en på Carlsberg Glyptoteket i København. Jeg har en lille kopi derhjemme :-) . Hvis I kigger nærmere på billedet herunder, så kan I til venstre for pigens ansigt se mit ansigt genspejlet. Jeg måtte lige tage et par foto's da jeg opdage mig selv genspejlet, så det her er det bedste :-)

Herunder et vue ud over museets store hal, som bruges til at fremvise en masse skulpturer. Bemærk det store Banegårds-ur nede på endevæggen.


....og selvfølgelig var der en al udelukkende med Van Gogh. Her bare et enkelt et, nemlig hans værelse nede i Arles i Provence:


På museet er der til min glæde også en stribe sale helliget Art Noveau og fordelt på det nordiske udtryk, det mellemeuropæiske udtryk og det sydeuropæiske udtryk af Art Noveau. Selvom det overordnet set er Art Noveau alt sammen så kan man godt se forskelle på de 3 måder. På den nordiske, hvor også der var dansk repræsentation (nærmest vores Skønvirke; Porcelæn og sølvtøj), hang der sørme et maleri af svenske Anders Zorn (igen det her med favoritmalere...); en Dala-kulla som ordner sit hår:

Herunder et interiør. Det kunne ligne et fra Antoni Gaudi's Casa Battlo i Barcelona:

Herunder en detalje fra et sengebord. Bemærk hvordan søjlen ligesom går igennem bordet:


...og så var der sørme nederst på museet en gennemskåret model af Pariser-Operaen, som vi havde set dagen før. Herligt. Den er eddermaneme stor og især at se lofterne med snoretræk over scenen er fantastisk.

Om aftenen havde vi besluttet at vi ville hen og se Eiffel-tårnet med lys på. Det blæste en del og var lidt koldt. Herunder et billede taget fra nær Bir-Hakeim Metroen hvor vi kørte til. Det var ret flot.

På vej hen til Eiffel-tårnet var der alle mulige bondefangere og souvenirsælgere. Især de her bondefangere, der står med et lille bord, eller på asfalten, med 3 bægre på hovedet hvor en af dem har en nød under. Bægrene flyttes så hurtigt frem og tilbage og man skal gætte under hvilket bæger nøden er. Utroligt at folk hopper på den, men det var der nogle der gjorde.

Herunder er vi ved tårnet. Det var rigtig flot at se og især, som man kan se på billedet ovenover, den der lyskegle der som på et andet Fyr-tårn fejer horisonten rundt.

For resten er er overalt i Paris store reklameskilte for en fransk film der får premiere d. 18, november og hvor den kvindelige hovedrolle spilles af danske Sidse Babette Knudsen. Hende må de kende fra tv-serien "Borgen" som er et stort hit - har jeg ladet mig fortælle, jeg har ikke set et eneste afsnit - rundt omkring i Europa.

Fra Eiffel-tårnet tog vi Metroen op til Place Etoile eller Marmor-buen om man vil.  Billedet herunder, hvor Lillemor er ved at fotografere mig med sit mobilkamera, er taget ca. kl. 20,30. Bemærk at der holder et par Politi-mandskabsvogne i baggrunden, men det gør der vist altid der.

Her besluttede vi os at gå hjem, så vi gik ned af Champs Elyssée og sikke et leben der var. Mange mennesker og fuldt blus på alle de dyre forretninger der ligger der.

Når man er nået halvvejs ned af Champs Elyssée ophører forretningerne på begge sider og der bliver ligesom lidt park-agtigt resten af vejen til Concorde-pladsen. Hele dette lange stræk.......O vé o skæbne og Herre Jemini....det hele - på begge sider - var omdannet til et langt Jule-marked med alt hvad der åbenbart hører sig til. Bod stod ved siden af Bod og tilbød alt hvad der åbenbart har med (fransk ?) jul at gøre i form af huer, vanter, mad, forlystelser, drikke, o.s.v. o.s.v., og julemusik fra nær og fjern der prøver at overdøve Boden ved siden af og også dem på den anden side af vejen og masser af mennesker og børn.......suk.....ganske forfærdeligt efter vores smag. Herunder er vi nået ned til Concorde-pladsen og jeg har prøvet at tage et foto op mod Triumf-buen så man kan se alt hurlumhejet:

Herunder den anden vej med Obelisken på Concorde-pladsen og bagved det store Pariser-hjul i Tuillerierne - haven foran Louvre:

 Vi gik så over Seinen og på vejen mødte vi en Kortege med hylende Politi-motorcykler forrest, så Politibiler, så et par VIP-vogne, så Politibiler og sluttende af med hylende Politimotorcykler. Nok en eller anden højtstående person.

Så......kl. midnat......så ringede min telefon og vækkede mig. Noget søvndrukken fandt jeg ud af at det var vores søn der ringede for at høre om vi havde det godt !! ?? Øøøhhh jo da, vi ligger da og sover....og så vrøvlede han noget med attentat og terror....og jeg spurgte hvorhenne og han svarede i Paris, det er derfor jeg ringer for at høre til jer ? Og så satte jeg mig ellers op og fik hele historien. Lillemor var også vågnet og lå og gloede forvirret på mig. Jeg spurgte og han svarede og jeg spurgte og han svarede....og så sagde vi farvel at vi taler igen i morgen....og så blev TV'et ellers tændt og så så vi BBC World (vores franske er ikke SÅ godt) og der blev vi præsenteret for hele balladen. Hold da kæft, sikke en redelighed. BBC havde reportere på stedet, så vi fik det direkte og LIVE og så alle de billeder m.m. som alle nu har set. 5-6 steder....hold da op. Og det var åbenbart foregået mens vi gik hjemad og intet havde vi bemærket bortset fra den der Politi-kortege.....nu kunne vi godt udefra høre politi-sirener langt væk fra og også helikoptere. Efter en halv times TV-kiggeri besluttede jeg for at få en smøg og gå ned. Lillemor ville med og vi kom ned til en mørkelagt Hotel-vestibule. Nat-portieren havde kun et lille fjernsyn tændt og så sin PC og en lille lampe. Ellers havde han slukket alt lys og dørene ud til Place de la Sorbonne var låst. Vi fik en snak om det der var sket - det man vidste på det tidspunkt kl 00,45 om natten. Og rygningen måtte foregå fra vinduet oppe på værelset med hans tilladelse. Han ville ikke lukke nogen ud eller ind for den sags skyld - dog ventede han en enkelt gæst.

Hold da op. Undtagelsestilstand fik vi at vide. Uha-uha. Nåh, - vi gik op igen og så videre på TV til kl. 02,00 så lagde vi os til at sove.

Næste morgen spekulerede vi på om der var morgenmad at få. Hvis der var undtagelsestilstand og alle skulle holde sig indendøre, så kunne der jo ikke møde personale på hotellet o.s.v. Efter bad gik vi ned og der var morgenmad som der plejer. Man kunne også gå ud. Borgmesteren i Paris henstillede til at folk blev hjemme hvis de ikke havde noget specielt at gøre. Alle offentlige institutioner (museer, skoler, universiteter, kontorer m.v. var lukket og der var erklæret 3 dages landesorg. Vi tænkte på om vi kunne komme hjem næste dag. Efter morgenmaden gik jeg ud for at ryge og bemærkede en del mennesker på pladsen og på Boulevard Saint Michel ligesom jeg bemærkede at der kørte busser og var lidt trafik. Mennesker gik også der ude. Restauranter og Cafe'er på pladsen var i gang med at sætte borde og stole ud som var det en almindelig dag. Vi sendte en stribe SMS'er til familie og venner og på Facebook om at vi havde godt.

Vi besluttede at gå en tur og se os om. Jo da - der var en del Politi hist og her ligesom også lidt soldater sås hist og her. Og sirener kunne man høre ind i mellem og også Helikoptere. Nogen forretninger åbnede kl. 10 som vanligt, andre igen først ved middagstid og igen andre holdt lukket hele dagen. Lillemor syntes vi skulle gå hen til den forretning med Kunstnerartikler som vi havde set i går og da jeg jo altid gør hvad Lillemor siger, gjorde vi så det. Derhenne insisterede hun på at give mig - i en slags forsinket fysisk efterfødselsdagsgave -  en Rosentræsmalekasse for akvarelmaling med farver og pensler i. Og da jeg jo gør som Lillemor siger o.s.v. så.............selvom 237 euro er mange penge o.s.v......


....nu har jeg da rigeligt at lave til de lange vinteraftener....eller forårs- og sommerdage :-)

Bagefter gik vi over Ile de la Cité hvor hele området omkring Palais De Justice var afspærret og derefter over for at se Pompidue Centret. Det var selvfølgelig lukket og pladsen, hvor der plejer at være et leben uden lige, var stort set mennesketom. Videre fortsatte vi til det gamle grønttorv "Hallerne" men det var en stor byggeplads. Sjovt nok fandt jeg en restaurant, "Au Chien qui fume" (Hunden der ryger) på et gadehjørne. Den restaurant spiste jeg på sammen med min Mor engang i 1968 tror jeg det var. Vi fik den bedste Bouef Bourguignone jeg nogen sinde har fået. Dengang lå de gamle haller der endnu. Inde i restauranten var der en montre med en siddende udstoppet hund der havde en elektrisk glas-cigaret i munden, så det så ud som om den røg. Restauranten lignede sig selv syntes jeg.

Ude på Rivoli blev vi enige om at tage bussen til Operaen, for lige bag Operaen ligger stormagasinet Galleri Lafayette, som Lillemor gerne ville besøge. Ved stoppestedet mødte vi en norsk familie, der var lidt på den. Alle offentlige ting var jo lukket og de havde et par børn i 8-10 års alderen som jo var lidt svære at underholde. Vi foreslog dem at gå til Julemarkedet på Champs Elyssée for det var nok åbent og der var underholdning (karusseller m.m.) for børn. Nåh - oppe ved Galleri Lafayette konstaterede vi sammen med en masse andre at stormagasinet var lukket.

Nu var rådne dyr jo gode, og for at lave et eller andet, tog vi så Metroen ud til La Defence hvor danske von Spreckelsens Triumfbue står. Det er et meget futuristisk område vi før har besøgt. Meget moderne højhuse o.s.v. men på torvet derude var der faneme også sat julemarkedsboder op. Vi søgte ind på en Bistro og fik lidt sen frokost og så tog vi ellers hjem til hotellet.

Paris var IKKE lukket ned. Forretninger - mange i hvert fald - var åbne og der var mennesker mange steder. Lidt Politi og soldater sås også i gadebilledet.

Herunder ses vores plads ved aftenstide. Vi snakkede med portieren om togene kørte næste dag og det oplyste han os om at de ikke gjorde, så vi bestilte - på hans anbefaling - en taxi med "fixed Price" på 60 euro til kl. 09,30 næste morgen Søndag. Aftensmad fik vi på den lokale :-)

Næste morgen kom taxien som aftalt - det lignede en minibus med chauffør i Jakkesæt - og kørte os til General Charles de Gaulle Lufthavnen hvor vi var kl. 10,15. Efter en smøg gik det let igennem Security Check og så afsted med flyveren kl. 13,10.

Metroen fra Lufthavnen til Vanløse var upåklagelig som sædvanligt. Først på Vanløse Station måtte vi vente på S-toget i 15 minutter p.g.a. arbejde på den ny Carlsberg S-station. Tog kørte ikke mellem Valby og Hovedbanegården, så der kørte der Tog-busser. De havde dog glemt at få chauffører til disse så der var lidt panik derinde. De havde også problemer med at skaffe "chauffører" til S-togene, så dette blev yderligere forsinket.

Helt hjemme var vi ved 17-tiden. Det havde ikke lige været den tur vi havde tænkt os på grund af de der terror-angreb, men vi gik heldigvis ram forbi og mærkede ikke så meget til det.

tirsdag den 10. november 2015

Europas vadefugle af Lars Gejl...et "must have"...

Der er lige for et par dage siden udkommet en bog af naturfotografen Lars Gejl heddende


Nu levner min ovenstående illustration af hans bog ham ikke den retfærdighed, den bør have.
Han er en excellent naturfotograf og underviser andre i denne specielle gren af fotografien.


Han har lavet en stribe bøger - check hans hjemmeside - og I vil sikkert kunne genkende et par stykker af dem. Som man kan se, går han ikke af vejen for noget for at få de rigtige gode fotografier han får taget.

Om bogen er der "bare at sige" at den er eminent og jeg glæder mig til at dyrke den nøjere. Vadefugle er interessante, idet de oftest er "rimeligt" let tilgængelige, da de lever ved kyst og sø - for de flestes vedkommende - og derfor ikke så skjulte som andre fugle kan være.

Det er vel nærmest unødvendigt at skrive, at jeg netop har købt har købt den :-)

I aften skal jeg se min denne sæsons 2. live ishockeykamp. Det sker når Esbjerg kommer besøg i Rødovre. Min knægt er jo ass.coach for Esbjerg, så man kan lige nå at få en kort sludder med ham efter kampen, inden de tager tilbage til Esbjerg.
Jeg var jo i Sverige sidste Onsdag og der købte jeg en "stang" General Lössnus til ham. En stang er en rulle med dåser snus.


Man kan få snus i 2 versioner; løs snus, som er en slags våd groft pulver a la kaffegrums samt portions-snus hvor snusen ligger i små poser a la de poser man bruger til filterkaffe. Knægten min bruger løs snus. Man tager en mængde der kan være mellem 2 fingerspidser og trykker det sammen og sætter klumpen under overlæben lidt til højre for fortænderne.



Knægten har brugt snus siden sit 16. år.

Og apropos det med Esbjerg; knægten og svigerdatteren flyttede derover lige før 1. august i år. Svigerdatteren, der er børnehave pædagog, fik arbejde med det samme de flyttede derover og hurra for det. Hun er glad for sin nye arbejdsplads. Til gengæld er hun knap så glad for cykel-sikkerheden derovre; Hun fik stjålet den cykel hun havde medbragt her fra Herlev efter et par dage. Så købte hun en splitterny en....og den blev stjålet knap 14 dage efter også fra der hvor hun arbejder. Nu er hun så i gang med den 3. cykel (ny - købt i Kvickly) og er spændt på hvor længe hun får lov at beholde den. Og ja - der er indkøbt 25 kg. kæde-låse (eller noget i den stil) for at sikre den.

lørdag den 7. november 2015

Bøger....og masser af dem....


I går Fredag d. 06.11.2015 var jeg på den årlige bogmesse i Bella Center på Amager. Hvorfor den nu hedder Bogforum i stedet for Bogmesse ved jeg ikke, men det gør den. Jeg tog bussen hjemmefra ved 08,20 tiden, skiftede til S-tog på Herlev Station og videre med Metro fra Vanløse af. Det var første gang jeg tog med Metroen mod Vestamager...altså videre end Christianshavn. Der er 2 Metrolinier. Begge starter på Vanløse og de kører samme rute indtil Christianshavn, hvorefter den ene kører mod Lufthavnen (som vi altid kører med når vi skal på ferie) og den anden mod VestAmager. Det er altså hip som hap hvilken en af linierne man tager, når man fra Vanløse skal ind til Byen (længst til Christianshavn). Det var altså første gang jeg prøvede den anden rute og sjovt var det at se bl.a. DR-Byen fra den position og VestAmager i øvrigt.

Nåh, - det små-regnede da jeg ankom til Bella Center Metrostation kl.ca. 09,10 og jeg havde heldigvis medbragt paraply. Stor var min overraskelse da man kunne komme ind i forhallen (stor som en håndboldhal og meget højloftet) i Bella Center, hvilket jo var godt p.g.a. regnen. Der var allerede kommet en del mennesker som sad hist og pist. I en "Stander" fandt jeg Politiken's Bog-sektion som jeg tog og satte mig ned og læste. På et tidspunkt opdager jeg, at folk allerede begynder at stå i kø og ca. 09,40 stiller jeg mig op i køen for forudbestilte billetter (som jeg havde købt på nettet). Foran mig i køen stod et ægtepar, nogen år ældre end mig, og var ved at lægge deres overtøj i en dertil medbragt taske. Konen var helt i gråt og manden sådan almindeligt påklædt. Så kom en anden dame fra en af de andre køer hen til dem og hilste, kindkys og alt det der. Jo - de boede i år på et hotel i Sydhavnen og skulle være der alle 3 dage. De havde et tæt besat program for at se/høre/overvære diverse forfatter-samtaler på de forskellige scener der er. Jeg fandt også ud af, at det var 5. år de var der på den måde.

Dørene åbnedes på slaget 10,00 og jeg strøg ud af startblokkene og fes afsted for at finde stand C3-014 med forlaget Strandberg Publishing, for jeg havde for knap en måned siden opdaget, at dette forlag netop d. 06.11.2015 udgav en bog - Michael Müller: Børge Mogensen -møbler med holdning.

Jeg fandt standen efter lidt gåen rundt; det er ikke alle stande/områder er afmærket ordentligt og ikke alle forlag har kæmpe bannere eller flag.  Og sørme om jeg ikke opdagede en anden bog hos dem, nemlig Anne-Louise Sommer: Finn Juhl's akvareller:

 
Så dem købte jeg begge to. Dejligt. I øvrigt var jeg første kunde hos dem, så jeg sagde at det måtte fejres med lidt rabat o.lign., men nej. Til gengæld kunne de ikke få deres credit-card læser til at virke og de prøvede og prøvede med forskellige Ipads og læsere kombineret og nye downloads men til ingen nytte. Så spurgte de om jeg havde Mobilepay. Selvfølgelig, jeg har både Mobilepay og Swipp på mobilen, så ingen problemer.....og dog. Mobilen kunne ikke finde netværk i den betonbygning som Bella Center er, så jeg måtte genstarte mobilen og så lykkedes det og jeg betalte med Mobilepay. Så ville han skrive en kvittering til mig ud fra en ny god gammeldags kvitteringsbog. Jeg grinede og sagde, at den gode gammeldags manuelle facon altid virkede......og dog.....han kom til at vende kalkér-papiret den forkerte vej, så bagsiden af min kvittering fik den kalkerede del også og ikke på hans genpart. Ak ja...det var bare grineren.

Jeg gik så rundt og så mange af de andre stande og helt ærligt, jeg kunne købe mig fattig på sådan en bogmesse, men jeg holdt stand og kom afsted med kun de 2 bøger :-)

....og apropos bøger.....så har min afsked og 60 års fødselsdag kaste lidt bøger af sig ligesom jeg selv har købt et par stykker, så nu har jeg rigeligt til de næste 14 dage eller så. Lige nu læser jeg:


og den er ret sjov forstået på den måde, at TV-meterologen Jesper Theilgaard har udvalgt forskellige malerier - gennem 200 år - og beskriver hvad det er for en type vejr. Bogen er inddelt i årstider. Derudover er der også iblandet årstidsdigte og sange af de gode gamle danske komponister og digtere, som han også gennemgår. Theilgaard er i sin fritid korsanger og har forstand på de dele.

Dernæst, i flæng:

Denne bog om den svenske kunstmaler Anders Zorn var jeg i Helsingborg og købe. Zorn brugte som mange andre (P.S.Krøyer, J.F.Willumsen m.fl.) også fotografi til forlæg for nogen af sine malerier. Denne bog indeholder en del af sådanne men også mange andre tidsfotografier af Zorn og hans omgangskreds.


Helt ny-udkommen bog om Fynbo-malerne. Altså ikke kun Johannes Larsen.


Et katalog eller en bog begået af Kasper Monrad om den udstilling der lige nu er på Statens Museum for Kunst om netop C.W.Eckersberg....guldaldermalernes Grand Old Man og lærer for de fleste malere herunder - bogstaveligt talt - bl.a. også P.C.Skovgaard.


Biografi om P.C.Skovgaard, en af de bedste landskabsmalere i Guldaldertiden.



Denne ovennævnte gamle bog fra Politiken's Forlag er fra 1957. Den fandt jeg på en Tog-messe i Valby Medborgerhus. Handler om tog i de gode gamle dage.


Ren nostalgi omkring Sporvognene. Min bror har ovenikøbet skrevet et kapitel i bogen.


Også ren nostalgi. Omhandler danske og danskbyggede persontogvogne 1844-1971. Ren nørde-bog.

Om det historiske omkring litografien og kunsten i Danmark gennem 200 år.



En regimentshistorie omhandlende de "danske" soldater i tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig. Danmark mistede som bekendt Launborg, Holsten og Slesvig til Tyskland i 1864. Alle dansksindede soldater fra Slesvig der blev indkaldt under 1. verdenskrig kom til at gøre tjeneste i regimenterne 84, 85 og 86. Denne bog er om Regiment 86.
Ovenstående bog er om den tyske besættelse af  Sønderjylland i 1940-1945. Besættelsen er set gennem 5 forskellige sønderjyders øjne og disse 5 er af forskellige observans (dansk-sindede og tysk-sindede).


 
Sjovt at tænke sig, at den konservative fhv. minister og folketingsmedlem Per Stig Møller er en af vore fremmeste Kaj Munk eksperter. Denne bog er er sammenskrivning af 2 bøger Per Stig Møller udgav i 2000 og 2004 + et tillæg og revision af det gamle samlet i en ny bog.

Som I kan se, er der rigeligt til de kommende vinteraftener. Når man ser ned over bøgerne, så slår det mig, at det er meget forskellige bøger; det siger så nok noget om mig og mine forskellige interesser. Dog er der en ting der springer i øjnene.....der er INGEN bøger om den amerikanske borgerkrig i denne omgang.

...og så det evindelige....man kan aldrig få for mange bøger....kun for lidt reol-plads, så jeg må nok igen ud at købe endnu en af nedenstående....



....ak ja... :-)