søndag den 31. januar 2016

Et lille besøg i Esbjerg....og sejr til samme i ishockey

Lillemor og jeg har ikke set svigerdatter og søn siden 1.juledag, så i denne weekend, Fredag Lørdag og Søndag, var lige smut i Esbjerg for at besøge dem.

Lillemor var på arbejde noget af Fredagen, så vi kom først afsted ved 14-tiden. Det blæste en halv Pelikan og ved (den ny) Lillebæltsbro stod der på advarselstavler, at broen var lukket for lette og høje motorkøretøjer og der holdt en pæn sjat af disse biler i nødsporet før broen. Vi ankom til Esbjerg ved 17,30 tiden og blev modtaget af svigerdatter Rie. Sønnen var denne aften i Herning med Esbjerg Ishockey og spille mod netop Herning og Esbjerg vandt denne kamp 2-1. Sønnen var hjemme ved 00,30 tiden hvor jeg var eneste vågne person der tog imod. Det var hyggeligt, bare ham og mig og sidde at tale alene; det sker nemlig ikke så tit.

Lørdag morgen skulle han afsted til ishockey-hallen, for holdet, som han er assisterende træner for, skulle lige træne en lille times tid og lige tale om gårsdagens kamp og så lidt om Søndagens kamp, som vi skulle se, og som igen var imod Herning. Vi andre gik en lille tur og jeg benyttede mid af lejligheden til lige at besøge et par boghandlere og fandt i Arnold Busck nedenstående bog, "Horisontlinjer - Fugle og vadehav" af Marco Brodde.

Marco Brodde - se foto nedenfor - er Naturvejleder på Fanø og bosiddende der. Han er især fuglemand om en hals og samtidigt en fortræffelig tegner og maler og denne bog, som udkom i December 2015, er netop om årets gang i Vadehavet mestendels omkring Fanø. Den er spækket med gode tegninger, akvareller og dagbogsnotater og som sådan lige nam-nam for mig.

Da sønnen kom hjem ved 12,30-tiden, fik vi lige noget frokost og begav os så på en lille gå-tur i den lokale skov/Dyrehave. Herunder ses Lillemor til venstre, svigerdatter i midten og sønnen til højre.

Ude på nogen åbne eng-områder gik en 3-4 Sika-hjorte; herunder bare en enkelt, nemlig den nærmeste:

Inde i skoven gik en flok Dådyr, dem hvor hannerne har store "skovle" som gevir. De var ret tamme.

Som i vores Jægersborg Dyrehave er der blandt Då-dyrene enkelte hvide eksemplarer. Jeg har engang fået forklaringen, noget genetisk hurlumhej, men kan ikke lige huske hvorfor der er de der hvide individer iblandt, men spøjst ser de ud:

Lige om hjørnet for hvor Rie og sønnen bor, ligger et spisested (faktisk er hele gaden Skolegade tæt besat med restauranter, cafe'er og værtshuse) som hedder Sand's Restauration og som udelukkende serverer god gammeldags dansk mad. Der bestilte vi bord til om aftenen.

Kan nogen af de ærede læsere oplyse mig om forskellen på en restaurant og en restauration er ? Jeg har tit undret mig over det. Men altså, det er en smadderhyggelig restauration (!) med en masse lokal kunst på væggene. Vores bord er det til venstre på billedet nedenunder.

Vi fik 1 x tigerrejer og 3 x Bakskuld til forret. Bakskuld er tørrede, røgede stegte Isinger (en lille fladfisk) og en meget lokal ret derovre. Til hovedret 1 x wienerschnitzel og 3 x hakkebøf med Bearnaise sovs. Brase-kartofler var tilbehøret. Pigerne drak vin og sønnen og jeg fik afprøvet nogle flasker lokal øl fra Fanø Bryghus. De smagte tæskelækkert. 3 af os fik noget mixed is til dessert og en enkelt noget marcipantærte. Det var rigtig god gedigen mad. Bagefter stod den på kaffe, Gin og Tonic og mere vin derhjemme.

Om søndagen skulle Esbjerg spille kl. 14,00, så sønnen skulle møde 10,30 for sammen med cheftræneren lige lægge de sidste planer for Esbjergs spil i kampen. Vi andre tog det stille og roligt, så lidt TV og læste lidt og tog så afsted ved 13,30-tiden til hallen:

Udenfor hallen var det pisse koldt, blæsende og med lidt småregn.....vi fik sørme også nogen hagl-byger. Indenfor var det kun pisse-koldt ;-)

Det var en god kamp med fart og intensitet, et enkelt slagsmål hvor begge kombattanter fik Game-misconduct, altså røg i bad og deltog ikke i resten af kampen og kampen endte - igen - med en fortjent Esbjerg sejr denne gang på 2-0.

Lillemor og jeg hilste lige på en glad søn efter kampen, sagde farvel og tak for denne gang til ham og svigerdatteren og drog hjemad efter en dejlig og hyggelig weekend.

onsdag den 27. januar 2016

En smuttur på Glyptoteket.....og hos Vangsgaard's antikvariat :-)

Som pensioneret Embedsmand (!) har jeg jo nu rigelig tid (relativt i hvert fald) og kan nu - mere eller mindre - gøre som jeg vil og blandt andet dyrke mine interesser noget mere. Jeg har lavet lidt lister over ting jeg skal lave, altså gode ting at hygge mig med og ikke kedelige hus-ting og lignende, og det er blandt andet end stribe museumsbesøg. Nu hvor dagen er til rådighed, kan jeg jo lige så godt gøre de besøg på dage hvor der er gratis adgang hist og pist. Nogen af de statslige museer har indtil videre permanent gratis adgang (undtaget sær-udstillinger) og hvor længe det holder med de 8 % besparelser, som disse museer er pålagt af Finansministeren, må Guderne vide, men det gælder om at udnytte mulighederne endnu mens tid er.

OK - i dag har jeg så været på Ny Carlsberg Glyptoteket som ikke er statsejet, men Fondsejet af Ny Carlsberg Fondet, og som har gratis adgang kun om Tirsdagen. Det åbner kl. 11, så jeg var derinde ca. 10,45 og benyttede tiden til at se på bygningen og statuerne i haven på bagsiden, når man nu kommer fra Hovedbanegården af.

Det ligner jo et Tempel af en slags og foran står en udgave af franskmanden Rodin's berømte "Grubleren". Gad vide, hvor mange eksemplarer den findes i rundt omkring.


Carlsberg er jo et gammelt bryggeri og det er herfra pengene til Fondet er kommet. Man kan tydeligt se præget af Carlsberg på bygningen, bl.a. ved at der ved nogen af vinduerne på bagsiden er de traditionelle Swastika (Hagekors) som jo var på Carlsberg's flasker i gamle dage. Under 2.verdenskrig forsvandt disse tegn fra flaskerne, men af - for mig - uransagelige årsager blev de åbenbart ikke fjernet fra Glyptotekets bygning. Det er helt fint, da de jo repræsenterer noget helt andet.

På søjler, der adskiller nogen af vinduerne, er der afrikanske dyrehoveder i granit. Herunder ses et Næsehorn nærmest, dernæst en Bavian og så vistnok en elefant. Det er der hele vejen rundt.

Men der er også mange andre pæne ting at kigge på, såsom herunder Svend Rathsack's "Moderne pige" i bronze:

....og Gerhard Henning's "Stående pige" herunder:

Tiden var gået og jeg gik om på forsiden til Hovedindgangen og sikke et syn jeg mødtes af; der var nærmest sort af folk. Fotoet herunder er taget små 10 minutter efter jeg kom derom. Måske, sandsynligvis, fordi det var Tirsdag og gratis adgang, så var der så vidt jeg kunne se, 6 skole- og børnehaveklasser pænt linet up samt mange almindelige besøgende; turister, pensionister og andet godtfolk.

Selvom der var gratis adgang så skulle man i kælderen og afhente en gratis billet og dernede var der er et leben uden lige p.g.a. alle de børnehave- og skolebørn der var der. Nåh, - det gik smertefrit og jeg kom op igen og det første man kommer til er Glyptotekets berømte Vinterhave, hvor der i midten er et bassin med Kai Nielsens berømte skulptur "Vandmoderen".
Jeg har en sjov historie om den skulptur. I mine unge dage har jeg været formand for 2 forskellige Kunstforeninger ligesom jeg har været indblandet i noget ophængnings-/udstillingshalløj for såvel Herlev Kommune som for Kunstgruppen PRO. Engang - og jeg kan ikke lige huske "hvilken hat" jeg havde på dengang, så havde jeg været med til at arrangere en udstilling med billedhuggeren/skulptøren Yan Nielsen, der var søn af Kai Nielsen, Vandmoderens skaber. Familien ejede den originale gipsfigur af Vandmoderen. Da 70-året for Kai Nielsens død kom og dermed rettigheden til at kopiere/efterligne originalen (og det er i vid grad sket efterfølgende af bl.a. porcelænsfarikker og keramikere og andre) udløb, så arrangerede sønnen Yan Nielsen en happening hvor han med en stor Mukkert (Hammer) smadrede Gipsfiguren i protest over at alle og enhver nu kunne tjene penge på hans fars skulptur. Jeg har forgæves prøvet at Google Yan Nielsen og det her happenings-halløj men forgæves, men jeg kan stadig se avis-udklippet for mig af ham stående der, høj bredskuldret og med stort busket overskæg, med mukkerten og den smadrede skulptur.

Nåh, - dernæst kommer man ind i Festsalen, som bruges til alle mulige arrangementer, pri-overrækkelser o.s.v. (der stilles stole-rækker op når det sker) og det er ligesom at træde ind i et antikt Romersk eller græsk Tempel; ganske imponerende sted med statuer mellem søjlerne hele vejen rundt.

...og så går det galt - igen - for mig derinde på Glyptoteket. Jeg synes, at de har den dårligste skiltning af alle museer i Danmark; altså hvor man finder hvilke ting og hvilket nummer den pågældende sal man er i har o.s.v. Nogen steder, på nogen etager, kan man ikke komme hele vejen rundt, men må gå tilbage igen for at komme videre og i den ny moderne tilbygning er adgangen om muligt endnu dårligere og skiltningen lige med. Jeg missede ganske enkelt nogen ting jeg godt ville have set selvom jeg både havde plantegning at finde vej efter og også spurgte om vej hos kustoderne (og før I evt. kommer til at tænke på de forkerte pladser i Operaen i forrige indlæg, så vil jeg lige bemærke, at DER fulgte jeg bare med pigerne som førte an og havde styr på det....troede de).

Det jeg gik efter i dag var dels at se den permanente franske udstilling af impressionisterne, den permanente danske udstilling af Guldaldermalerne samt den permanente udstilling af danske skulpturer. Jeg missede altså noget af den franske del og hele den danske skulptur del, men fandt dog heldigvis Guldaldermalerne. Billedet herunder er dog fra den del af de franske som jeg så:

(HUSK at I kan trykke på alle foto's for at få dem i større størrelse. Alle foto's taget med mit mobiltelefonkamera).


Herunder en lille studie af den noget upåagtede danske maler Dankvart Dreyer. Ham har jeg for noget tid siden købt en 2-binds biografi om som jeg glæder mig til at komme i gang med.

Herunder et af min favoritmalerier af Martinus Rørbye forestillende en Klostergård i Rom berømt for at alle søjlerne i klostergangen er forskellige.

De 4 nedenstående små malerier viser 3 af Johan Thomas Lundbye og 1 (det nederst til venstre) af Dankvart Dreyer.

Herunder 3 små studier af Johan Thomas Lundbye:

Og herunder et relativt stort og specielt indrammet maleri også af Johan Thomas Lundbye:

Som nævnt i et andet indlæg er jeg i gang med at læse en Biografi om Johan Thomas Lundbye's gode og nære ven P.C.Skovgaard. I den er der en beskrivelse af kunsthistorikeren Julius Lange om forskellen på Lundbye's og Skovgaard's malerier. De malede begge to det danske landskab som hovedområde (de lavede også lidt andet såsom portrætter og dyremotiver). Om Skovgaard skriver Lange, at denne var den danske (Bøge-)skovs maler og dette også ud i detaljen. Om Lundbye skrev han, at denne var de store åbne vidders maler. De 2 ting kiggede jeg nøje efter under dagens besøg og sandelig om ikke Lange har ret. Lundbye's malerier er - uanset hvor store eller små de er - det åbne landskabs maler.

Herunder en anden af mine favoritter, nemlig Christen Købke, som her har malet udsigten fra Eckersberg bolig på Charlottenborg mod hovedindgangen og den anden Risalit modsat. Til venstre i maleriet ses den nuværende franske Ambassade og ned ad Bredgade.

Christen Købke boede, den gang han startede på Kunstakademiet på Charlottenborg, i Kastellet. Herunder ses hans Faders arbejdsvogn parkeret bag Kastellets Bageri. Hans far var jo gennem små 10-15 år Bager på og for Kastellet.

Og herunder ses et maleri ud af Kastellets nordre port, kaldet Norges-Porten, med fiskende drenge på broen. Rygter siger, at den ene af drengene er/kan være Johan Thomas Lundbye, som dels var 8 år yngre end Købke og dels med sin familie også boede på Kastellet i den periode. Lundbye har i hvert fald senere i et brev eller et dagbogsnotat skrevet, at han som knægt så Købke male og var inspireret af Købke.

Herunder ses 4 næsten ens små malerier. Professor C.W.Eckersberg underviste jo på Kunstakademiet og var den første lærer, der fik indført male-klasser i maleri efter levende nøgen model. Jeg kunne godt finde dagbogsnotaterne i nogen af mine bøger, men det gider jeg ikke lige nu, men det fremgår af disse, at Eckersberg en dag inviterede en stribe elever med til en male-seance efter en kvindelig nøgen model. Glyptoteket er ejer af 4 malerier fra denne seance. Øverst til venstre er det Wilhelm Marstrand, øverst til højre er det Christen Købke. Nederst til venstre er det Constantin Hansen og nederst til højre er det Eckersberg himself. Man kan tydeligt se, at Eckersberg har haft tid til at gennem-male og helt færdiggøre sit maleri med bl.a. et gardin til højre i maleriet, mens de andre nærmest kun er studier. Man kan også se i hvilken rækkefølge de har stået rundt om modellen i halvkreds. Fra de her dagbogsnotater - jeg mener det er fra Købke, Rørbye og Eckersberg jeg har dem - deltog også Martinus Rørbye i male-seancen samt også Eckersberg søn af 1. ægteskab Erling, som dog kun deltog en enkelt dag og kun tegnede. Jeg mener Rørbye's maleri er på et andet Museum. Men sjovt at se, hvad de har fået ud af det samme motiv.

Constantin Hansen kunne det der med at male nøgne "damer". Herunder et maleri, som han lavede vistnok, som jeg husker det at have læst tidligere i en Constantin Hansen biografi, på Capri og vistnok forestillende datteren til værten på den kro/hotel som han boede på dernede under sine studie-år dernede. Et andet sted har jeg læst at nogen mener, at det var en "kæreste" han havde dernede. Under alle omstændigheder er det rigtig godt. Hvis man kigger nøje efter, så har maleriet været skåret/klippet i stykker og sat sammen igen. Hvorfor ved jeg/kan jeg ikke huske.


Herunder også et studie fra Rom af Constantin Hansen. Alle - de fleste - af Guldaldermalerne var jo i Rom på uddannelsesrejse i den sene del af deres akademi år eller lige efter. De fleste var afsted i et par år, længere rakte det tildelte rejse-legat fra fonden ad usus publicus (vore dages legater fra Statens Kunstfond) ikke til. Købke var dog kun lige nede at vende et års tid; han var bogstaveligt talt ikke meget for at bevæge sig for langt væk hjemme fra. Til gengæld var Constantin Hansen af sted i hele 7 år.

Herunder et maleri af den alt for tidligt døde Vilhelm Bendz forstillende en hyggelig musik-aften blandt de studerende. Maleriet er bl.a. kendt for Bendz anvendelse af begrebet "clair obscure" hvilket er indirekte belysning af de tilstedeværende. Her er det lamperne/lysene på bordet der lyser rummet og de tilstedeværende op. Han har lavet et tilsvarende billede vistnok i München af et Tobaksselskab i en kunstner-knejbe. Ret speciel effekt.

Der var mange flere malerier og jeg tog flere foto's som bare ikke er med her. Herefter ville jeg se de danske billedhuggere og deres skulpturer, men dem fandt jeg ikke. Jeg fandt kun de franske/udenlandske i denne og en anden sal. Utroligt så hvid marmor er. Det er næsten for hvidt at se på og på mig virker det også koldt.

Der var dog en enkelt skulptur jeg faldt over, som kan sammenlignes med mit forhold til Lillemor :-)

(jeg scorer nok billige point her hos hende :-) )

Vejen hjem valgte jeg at gå, i stedet for tage S-toget fra Hovedbanegården, over Rådhuspladsen og ned ad Strøget og så - i stedet for at gå ad Købmagergade som jeg havde tænkt mig - at gå gennem Jorck's Passage og så ad Fiolstræde mod Nørreport for at tage Bus Linie 42. Nede ad Fiolstræde passerede jeg det gamle Vangsgaard's Antikvariat som jo desværre er gået konkurs (det har jeg skrevet om i tidligere indlæg). Hvad skete så.......der var var bog-stader ude foran antikvariatet hvilket jeg i den grad studsede over, for det var efter halvanden måneds ophørssudsalg lukket pr. 31. december 2015. Der var åbent ?????? Jeg kunne se mennesker indenfor !!!!

Mig hen og kigge og der i en af glas-montrene på væggen sad denne plakat:

Hvad satan ???? Mig indenfor. Der var da nogen mennesker, men der var rigtig tyndt på hylderne, men bortset fra det så lignede det sig selv. Der var en enkelt dame-ekspedient (som jeg ikke kendte fra mine mange tidligere besøg der gennem årene og især i November og December måned 2015). Hende spurgte jeg hvad der foregik: Jo - Vangsgaard var reddet og fortsatte, dog nu kun her på Fiolstræde som hovedforretning og også på Kultorvet med såkaldt hollandsk udsalg, at de var i gang med at registrere hele varelageret igen og at der var indkøbt masser af bøger til fortsættelsen af antikvariatet og at de nok ville være oppe på normale fulde omdrejninger omkring 1. marts. Også at de kun ville have kunstbøger her i Fiolstræde fremover. Jeg  var lige ved at få tårer i øjnene. Fantastisk. Jeg kiggede mig lige lidt omkring i de andre rum og da jeg kom tilbage mødte jeg Søren Vangsgaard i egen høje (han ER høj) person. Han fortalte mig, at de var reddet på den sidste åbningsdag, da der var kommet en ny investor. Han fortalt også, på min forespørgsel, om nogen af de gamle ansatte kom igen og det mente han at de gjorde, men først om nogen måneder. Jeg spurgte ham også om han nu - med investoren - ville komme personligt ud af det med skindet på næsen og uden at måtte gå fra hjem og det hele med betragtelig gæld, men det vidste han ikke endnu, for hele udsalgsperioden var ikke opgjort endnu men det var gået over forventning. Han fortalte også, at de havde travlt med at registrere hele 70.000 "nye" bøger og opsætte dem på hylderne og at de i øvrigt ville kategorisere dem bedre og i anderledes mere logisk opstilling. Jeg sagde tillykke til ham men også tillykke til os andre, hans kunder, at han fortsatte.

Det var virkelig en god slutning på en alligevel god dag på Glyptoteket.

søndag den 24. januar 2016

I Operaen....Puccini's Il Trittico.....

 
Jeg ser stadig 2 skolekammerater fra Folkeskoletiden. De er begge "piger". Anette og Marianne. Sjovt nok har min Lillemor gået i gymnasieklasse med Anette, så alt i alt er det rigtigt lange venskaber der stadig holder. Smadder dejligt, synes jeg. Oven i købet holder Lillemor og Annette og Marianne "pigeaftener" på skift hos hinanden. Vi har jo alle rundet de 60 år sidste år (undtagen Lillemor, som først gør det til Marts i år) og til Anettes fødselsdag, gav vi andre hende billet - sammen med os andre - til en af hende valgfri Opera. I går var så dagen, hvor vi skulle i Operaen og se/høre Puccini's Opera Il Trittico som faktisk er 3 små en-akter operaer.

Vi skulle egentlig have haft Marianne's mand Tony med, men han havde......skal vi sige "bedt sig fritaget for at deltage", fordi Opera, og det af mere end 2 timers varighed, ikke lige er hans kop The, så vi var altså kun de 3 piger og så mig :-)

Vi startede dagen med at Lillemor og jeg hentede Anette og Marianne og så drog med S-Tog og Metro til Kongens Nytorv, hvor vi så vandrede til restaurant Tony's (en del af den såkaldte Madklubben) beliggende i Havnegade 47 lige overfor den flotte gamle Funkis Havneterminal, den som hvorfra man i gamle dage sejlede med Øresundsfærgerne til Malmø efter Kaffe, sukker, O'boy kakao m.m. Det var desværre sådan, at restauranten først slår dørene op - og det bogstaveligt, for vi stod i kulden udenfor i 5-6-7 minutter og frøs - kl. 17,30, hvilket betød, at vores spisning blev en smule forjaget og at vi kun havde tid til en ret, da vi bagefter skulle gå halvvejs rundt om Nyhavn for at nå en havnebus til Operaen, da forestillingen starter præcis kl. 19,30 (man bliver IKKE lukket ind, hvis den først er gået i gang, men først kan komme ind når der er pause). Vi skulle jo både af med frakker i garderoben og også nå at bestille drikkelse til pausen. Men det var et hyggeligt sted og god mad vi nåede at få. Det er helt klar en restaurant vi må besøge en anden dag og så i god ro "gå hele vejen" med deres koncept.

Herover ses Lillemor, "fødselsdagsbarnet" Anette samt Marianne....jeg har ingen anelse om hvorfor de griner (af mig ?)......

 
Vi nåede det og fik set en smule af Operaen før forestillingen. I øvrigt gik vi forkert, idet vi gik på 3. Balkon og "små-snakkede" lidt med dem, der sad på "vores pladser" indtil det gik op for os, at vi var kommet en etage for højt op; vi havde pladser på 2. Balkon....altså nedenunder....flovmand.

 
Man må sige, at vi sad udmærket, der på 2. Balkon. Og for mig er det altid dejligt at kunne studere orkestrets bemanding og "bevæbning".....altså hvor mange der er i orkesteret og hvilke - og hvor mange af hver - instrumenter der er.

For mig står Puccini altid for noget friskt, noget frækt, noget lidt hurtigt og sprudlende musik. Det fik jeg et andet syn for nu...d.v.s., at jeg fik oplevet en mørk side af ham, som jeg ikke har kendt før.

De 2 første en-aktere, på dansk "Kappen" og "Søster Angelica" var godt nok noget dystre. Den sidste, "Gianni Schicchi" var til gengæld morsom og et festfyrværkeri. Sidstnævnte indeholder i øvrigt Lauretta's arie/solo "O mio babbino caro" som er virkelig værd at høre og som jeg er sikker på, at de fleste - OK - nogen af jer - har hørt før.

Jeg vil ikke lave nogen anmeldelse, men blot konstatere, at der var rigtig gode sangere med som f.eks. Tuva Semmingsen og Johan Reuter og Gert Henning-Jensen........hvis normale frisure er i familie med den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump's.....sikke et opfriseret hentehår. Nåh - det var en sidemærkning, for flot blev der sunget.

Der var pause efter de 2 første en-aktere, og efter indtagelse af diverse drikkelse, lykkedes det os at finde tilbage til de rigtige pladser bagefter :-)

Og så til lidt af min kæphest om moderne opførelser. Disse 3 en-aktere var ført op til i dag. "Kappen" foregik blandt opstillede containere (forestillende en havn/skibsdæk). I den anden, "Søster Angelica", der foregår i et kloster, lignede Abbedissen og hendes medhjælpere 3 kvindelige fængselsbetjente mens nonnerne/novicerne lignede en flok kvinder i nylon-underkjoler fra 1950'erne af. Og kulissen var 2 åbnede containere; den ene med seng og den anden med håndvaske. Den tredje, "Gianni Schicci" foregik i et rigmandshjem fyldt med italienske "klunke-tidsmøbler".....

Jeg kan altså bare ikke abstrahere fra de der nymodens ting. Det irriterer mig grænseløst, at man ikke har respekt for komponisten og hans tid, men absolut skal smække det op i nu-tid.

Jeg har lige læst i avisartikel, at 2016 skal blive lidt af et Ludvig Holberg år med opførelse af Holberg-komedier i Odense, i Rønne og på Folketeatret i København. Holberg skulle altså have fået en vis renæssance de senere år. Folketeatret opfører "Jean de France", der blev skrevet i 1723 og selvom en del af sproget er blevet moderniseret i instruktøren Frede Guldbrandsens udgave, har instruktørens mål faktiskt været, at det skal føles, som om teaterbesætningen og scenografien er fløjet direkte ind fra 1723. "Mange har i tidens løb forsøgt at tviste Holberg ind i vores tid, men jeg synes, at Holberg skal spilles klassisk og generøst. For det holder stadig og jeg tror også, at mange efterlyser en autentisk oplevelse, når de forlader deres små skærme for at gå i teatret" siger Frede Guldbrandsen.......Kan det siges bedre ? Nej.


Men alt i alt en hyggelig aften i dejlige menneskers selskab.

tirsdag den 19. januar 2016

Johannes & Alhed Larsen på Ordrupgaard

Det gode ved at være pensioneret er at man har god tid om dagen og kan vælge f.eks. at tage på udstillinger i de "tidlige" tider midt på dagen og undgå myldret der kan være sådan et sted. I dag valgte jeg at tage på Ordrupgaard og se udstillingen "Johannes og Alhed Larsen - Et hjem i naturen" der varer indtil 21. Februar 2016....så den kan nås endnu.



(Som sædvanligt har jeg brugt mit mobiltelefonkamera og kvaliteten er derefter. Lys er ikke altid det bedste sådan et sted og for akvareller, tegninger og træsnit er der glas for så genskær er til stede. Husk at man kan trykke/klikke på billederne for at se dem større).

I dag var jeg en af de første på Ordrupgaard og kunne stort set gå uforstyrret og alene hele udstillingen igennem. Dog - i udstillingens anden halvdel (Ordrupgaards ny udstillingsbygning er ligesom delt i en del 1 og en del 2 adskilt af indgangspartiet i midten - blev jeg "indhentet" af en lærer og hans 7.klasse og det bragte.....skal vi sige en vis uro og snakken/mumlen......men det var alligevel dejligt at se de unge mennesker virke interesseret i de udstillede malerier m.m. De havde, som jeg opfattede noget af lærerens tale, åbenbart arbejdet med maleri i al almindelighed og denne udstilling i særdeleshed inden de kom her. Herligt.

Nu vil jeg gerne springe til et - for mig altså - Highlight på denne udstilling, bare fordi jeg er meget begejstret for lige netop dette maleri. Det forestiller 3 Urfugle (hanner for at være nøjagtig) i parringsspil på (formentlig) Vind Hede i Jylland. Urfuglen er nu uddød i Danmark og det er formentligt nogen af de seneste Johannes Larsen har malet her (som er på 95 x 131 cm og malet i 1941):

Nedenfor et udsnit af billedet. Jeg er helt pjattet med de farver han har fået med. Det græs i forgrunden, de røde hedefarver i mellemgrunden og så den lyse blå og gule og rosa himmel der er i baggrunden. Det er simpelthen......simpelthen......ja. Og så står Urfuglene knivskarpt i maleriet og med i det hele taget meget klare farver.

På udstillingen står der om billedet, at Johannes Larsen må have været tæt på for at have malet det. Det tvivler jeg nu på. Jeg har i Sverige oplevet Urfugle-dans adskillige gange og min erfaring er, at deres flugt-afstand - altså den afstand man kan komme ind på dem på - er meget stor. Han kan selvfølgelig have brugt et fugleskjul og sneget sig ud på dansepladsen ved nattetide flere timer før solopgang, men det tvivler jeg på; i hvert fald har jeg aldrig læst noget sted, at han nogensinde skulle have brugt et sådant. Jeg tror han har brugt utallige timer på studier på afstand med kikkert og lavet mange skitser af de enkelt fugle. Men for pokker hvor jeg er begejstret for det maleri og tilbragte lang tid foran det.

I starten af udstillingen er der udstillet en stribe træ-snit herunder 60 meget små træsnit, som blev brugt til at illustrere Steen Steensen Blichers digtsamling "Trækfuglene". Dem dvælede jeg også ved, for jeg har 7 af de der små træsnit i gamle enkle gyldne rammer (ikke sort som her). De er ikke meget mere end ca. 10 x 15 cm med ramme. Derudover har jeg 5 træ-snit af "normal" størrelse hængende.


Johannes Larsen var en fantastisk illustrator. Dels i træ-snits faget og dels i tegnings- og akvarel faget. Han illustrerede mange bøger bl.a. skulle han have illustreret E.Lehn Schiøler's fantastiske 5 binds-værk om Danmarks fugle. Der udkom desværre kun 3 bind, idet Lehn Schiøler gik konkurs med sine virksomheder i 1922 (især p.g.a. alt det der Verdensøkonominedgang der skete efter 1.verdenskrig). Et bind af denne ses nedenunder til venstre. Derudover formede Johannes Larsen partnerskab med tegneren/maleren/forfatteren Achton Friis om at illustrere dennes Bøger "De Danske Øer", "De Jyders Land" og "Danmarks store øer" som foregik rundt i landet ved sejlads i Kertemindefiskerbåden "Rylen" og hvormed de gennemrejste/besejlede  Danmark gennem flere somre. Et eksemplar af det første bind i "De Danskes Øer" ses nedenunder til højre. Det er nogle herlige bøger; jeg har (desværre kun) 3-bindsværket "De Danskes Øer".

Herunder en version af Steen Steensen Blicher's "Trækfuglene - en naturconcert"......den har jeg også:

Derudover, i starten af udstillingen, var der en stribe af de almindelige træsnit samt 3 tegninger der var akvarelfarvelagt. Dem har jeg før kun set som træ-snit. Disse her var rigtigt flotte:
Den her over viste er vist også lavet som oliemaleri og hedder noget med Knortegæs i regntykning eller lignende.

De 2 nedenfor viste er også med Knortegæs:


I en egen sal var der 2 store montre med det der hedder "skindlagte fugle" (udstoppede skind fra Zoologisk Museums samling). Disse montre var svære at fotografere på grund af det meget genskin i glasset. Herunder et enkelt udsnit af en montre. Johannes Larsen brugte døde fugle til at lave studier efter. Ofte var de friskt indbragte af fiskere eller jægere og han måtte arbejde rimeligt hurtigt da de jo gik i forrådnelse. Til Lehn Schiøler's bogværk om de danske fugle brugte han Lehn Schiøler's store private samling (han havde ca. 21.000 stk.skind og ca. 10.000 fugle-skeletter) af skindlagte fugle. Jeg fandt ikke lige ud af, om de viste skindlagte fugle er fra Lehn Schiøler's samling og om den nu ejes af Zoologisk Museum.

(Jeg fik kun et hæderligt foto af Johannes Larsen's tegninger, så Skovskaden herunder er nappet fra nettet)

Denne nedenfor er det eneste hæderlige jeg fik taget:

Der var rigtig mange fugle-studier på udstillingen.

Johannes Larsen var også god med en kniv, for i en montre stod denne Hermelin og Solsort som han har snittet i træ.

Der var selvfølgelig en hel del malerier på udstillingen og det gode ved det var - udover at jeg som en af dagens første gæster kunne se de fleste helt alene - nogen af dem var i privateje og derfor sjældent set offentligt. Dem brugte jeg meget tid på. Herunder bare et udsnit af nogen af malerierne, offentlige som private:
Hvilende Ederfugl.

Gravande-par med ællinger.

Sanglærker og Viber på træk.

Det nedenunder viste er opflyvende Troldænder og Blishøns. Derudover ses en regnbue ude til højre. DEN har han sandelig ikke været heldig med. I det hele taget har jeg til dato endnu ikke set en flot malet regnbue af nogen som helst kunstner. Jeg tror at regnbuer skal man afholde sig fra at male.


Det nedenfor viste hedder "Hedelandskab med trækkende Sædgæs, Filsø, 1925". Det har jeg altid været begejstret for:


Nedenstående er et kæmpemaleri hedder "Sangsvanerne letter" og er fra Filsø, 1926. Det er 183 x 262 cm og i privateje. Tænk at have vægplads til dette maleri.

Nedenstående har jeg altid haft det lidt svært ved. Det hedder "Dønning på Kerteminde Bugt" fra 1938 og er på hele 200 x 282 cm. Jeg ved ikke rigtig hvorfor; om det er farven i dønningen/havet eller noget andet. Jeg ved det ikke, men jeg synes ikke rigtig om det. Men stort er det.


Og jo - der var også en del malerier og akvareller af Alhed Larsen. Jeg synes bestemt at nogen af dem er fine og at hun bestemt er dygtig til blomster maleri som det nedenfor viste (hugget fra nettet) af "Levkøj og Pelargonie" fra ca. 1905 stående i en solbelyst vindueskarm. Jeg synes der er et fandens flot lys i det.


Herunder 2 andre af hendes malerier.
 
 
Jeg skal være ærlig at tilstå, at jeg gik lidt hurtigt gennem Alhed Larsen's malerier. Hun er bestemt god - især nogen (få) af dem er rigtig gode. Man kan godt mærke at hun havde andre vilkår at male under end en mand - og især hendes mand, som dels var meget produktiv og dels tjente rigtig mange penge. Der er langt imellem malerierne tidsmæssigt; det kommer sådan i bølger og det skyldes jo helt klart kønsrollemønstret der var dengang. Nu døde hun jo allerede som 55 årig efter en del år sygdom. Hvem ved hvad hun havde drevet det til, dels hvis omstændighederne havde været andre og hun havde levet længere.

Udstillingen går som tidligere nævnt til 21. Februar 2016 og er meget anbefalelsesværdig. Der er i anledningen udgivet bog på 175 sider om udstillingen (også katalog) til sølle kr. 185 og den er værd at tage med.......det har jeg.....selvfølgelig.