fredag den 30. juni 2017

Noget om noter, kildehenvisninger, citater o.s.v.



Jeg læser meget. Jeg læser aviser og disse oftest på internettet, jeg læser mange artikler på internettet som jeg har fundet ved tilfældighed, henvisning eller ved søgning. Det hænder også at jeg besøger det lokale biblioteks læsesal og læser aviser og fagblade/magaziner der. Jeg læser mange, rigtig mange bøger. Disse er altid relateret til en af mine mange interesser eller simpel nysgerrighed om et eller andet emne...hvad der nu kan dukke op som f.eks. mange biografier og selvbiografier. Det vil så sige, at jeg ikke læser såkaldt skønlitteratur (mere). Jeg har tidligere læst rigtig meget skønlitteratur; stort set alle de danske klassiker forfattere og en del udenlandske. Det har været slægtsromaner hvoraf nogle har været bygget på rigtige familier, ren fiktion, kriminallitteratur o.s.v.

Men altså faglitteraturen. Jeg læser dem på dansk, på svensk og på engelsk/amerikansk og det være sig på sproget fra i dag som på sproget fra dengang bogen blev skrevet. Fra dengang bogen blev skrevet, betyder i perioden 1800 til 1900, hvilket er ret så spændende uanset om det er dansk, svensk, eller engelsk/amerikansk.


Jeg har lige færdiglæst en helt ny udgiven bog om arkitekten, keramikeren, smykkekunstneren med meget mere Thorvald Bindesbøll, der levede fra 1846 til 1908. I denne bog havde forfatteren Mirjam Gefler-Jørgensen nogen citater i starten af bogen, nemlig fra engelsk og fra tysk og de kan ses - forhåbentligt - på billedet herunder, hvor de står på modsatte sider overfor hinanden (husk at I kan trykke på billederne for at dem i større størrelse):
DET blev jeg ret så irriteret over, at hun bare lavede/viste disse 2 direkte citater på fremmedsprog (der var et par stykker til andre steder) uden at de også blev oversat til dansk. Nuvel, jeg havde ingen problemer med dem, men jeg har engang for ikke så længe siden læst en bog, hvor forfatteren muntrede sig med at smide om sig med franske citater og uden oversættelse af disse og oven i købet selv muntrede sig over dem. For mig er det en uskik, ja nærmest en hån overfor læseren, idet man jo så forudsætter, at læseren er en studeret person med kendskab til forskellige sprog. Nu skriver jeg uskik, men faktisk er det en eklatant fejl at gøre sådan.

Det fik mig til at tænke lidt videre på det her med fagbøger og hvad og hvor meget det er forfatteren vil fortælle os. Her tænker jeg i sær på noter og kildehenvisninger o.s.v. En amerikansk borgerkrigsforfatter jeg jævnligt korresponderer med, skrev engang om de mange bøger der udkom om den amerikanske borgerkrig, at han, når han så dem, altid startede med at se på bogen bagfra. Selvfølgelig kunne bogens forfatter sige ham noget om bogen, men med forfattere han ikke kendte, så startede han som sagt med at se på dem bagfra. Konstaterede han, at der ikke var et omfattende note-afsnit blev han "mistænkelig". Var der ikke et afsnit om kildehenvisninger, kunne han finde på at droppe den. De 2 ting sagde altid noget om forfatterens seriøsitet og bogens lødighed. Jeg kan følge ham langt der, dog har jeg hos et fåtal af danske forfattere oplevet deres bøger uden note- eller kildeafsnit, idet disse har været indarbejdet i (brød-)teksten, hvilket for lige netop disse få forfattere har virket godt og uden at ødelægge læsningen; det har ligesom faldet naturligt.

Men som den nørd jeg er, så kan jeg godt lide noter og gerne også fyldige noter. Nu kan noter jo laves på mange måder og jeg har ikke rigtig fundet ud af hvad jeg synes er den bedste form. Jeg har herunder smidt 3 eksempler på noter. Det første eksempel er fra en bog med mange noter og et note-afsnit bagerst i bogen. Nogen gange, så kan sådanne note-afsnit bagerst være fortløbende og nogen gange - stadig bagerst - inddelt i kapitler. Begge dele - fortløbende og kapitelinddelt - er ok og har hver især sine fordele og ulemper. De fortløbende kan ende op i 3-cifrede note numre, hvorimod de kapitelinddelte ofte starter forfra for hvert kapitel. Hvad der så for en forfatter er bedst at henvise til, må afgjort være det fortløbende.
I det herover viste klassiske noteafsnit, kan der være meget uddybende noter.
Herover er noteafsnittet i denne bog "bare" blevet en kildehenvisning. Der er ikke forklaringer, kun kildehenvisning.


De 2 ovenstående eksempler kan altså være både note-afsnit bagerst i en bog eller efter hvert kapitel. Jeg kan ikke finde ud af med mig selv, hvad der er bedst; om noterne skal være helt bagerst eller efter hvert kapitel. Jeg har altid 2 bogmærker i brug. Hvad synes I ?
Herover er noterne vist nederst på den side, hvor noten forekommer. Det er mange gange en god ting, men som eksemplet herover viser, så kan noten - som vist på opslagets venstre side - bare være på 3 linier og på højre side være på 18 linier. Hvis der så er flere noter på en side, så......uha uha. Fordelen ved denne form for noter er, at man slipper for at bladre frem og tilbage.


Endelig kan en bog også være forsynet med diverse registre f.eks. for leverandører af fotografier, eller for yderligere anbefalelsesværdigt litteratur om emnet, særskilte tabeller, navne-/personregistre o.s.v. Der kan være meget at skulle holde styr på.


Som nævnt læser jeg en del litteratur om den amerikanske borgerkrig herunder mange biografier. Herunder et eksempel af Sydstatsgeneralen James Longstreet's selvbiografi "From Mannassas to Appomattox". Det, der kendetegner de selvbiografier fra dengang er, at de er skrevet 5-20 år efter borgerkrigens afslutning i 1865. Ofte har de kun haft deres egne dagbogsnotater og lidt breve at støtte sig til. Få af dem har kunne bruge officielle rapporter fra krigens tid at støtte sig til, men det er da hændt. Eksemplet herunder er ret klassisk; et nyt kapitel med det første afsnit og hvor der kort er ridset et lille resume op om hvad det handler om. Ret sjovt. Mange af selvbiografierne har det sådan.

Det er tit et meget flot sprog, de brugte dengang. Sjovt er det bl.a. at når en ny person de møder nævnes, så er der ofte en kort beskrivelse af ham:"He was a hansome and most galant man with a grand posture and a greyish beard" . Sjovt lige med den korte beskrivelse (tall, small, heavy, slim, hansome o.s.v.).

Disse amerikanske borgerkrigsselvbiografier er som nævnt ofte udgivet de her 5-20 år efter krigen og ofte i ret små oplag. Der er altid et forord af dem selv og ofte et til af en forlægger, en journalist eller en gammel kollega.

I de seneste 30-40 år er mange af dem blevet genudgivet. Nu er der føjet endnu et forord til bogen samt, hvad der er endnu vigtigere, blevet tilføjet en stribe appendiks' idet man siden udgivelsen har kunne finde masser af breve, andre personers dagbøger og selvbiografier, officielle rapporter fra slagene (for hvert slag, så skulle kompagnichefen skrive en rapport om sit kompagni, som så indgik på en eller anden måde i Regimentchefens rapport, som igen på en eller anden måde, med de andre regimentchefers rapporter, indgik i Brigadechefens rapport og som på en eller anden måde med de andre Brigadechefers rapporter indgik i Divisionchefens rapport som endelig med de andre Divisionchefers rapporter indgik i det pågældende Korp's rapport. Var der flere Korps involveret, så indgik disses rapporter i Hærchefens endelige officielle rapport. Altså en helvede meget rapportskriveri og papir. For Nordstaternes side (Unionshæren) er alt dette bevaret og der er lavet en "Official Record of the war between the States" som man rent faktisk kan købe i dag i flere hunderede bind. Der jeg vil hen med det her er, at man ved gen-udgivelser af disse gamle selvbiografier nu kan indsætte appendikser bagerst med den ny viden man har i dag. For Sydstatshæren er det meget anderledes. Dels skrev man ikke så mange og fyldestgørende rapporter i Sydstatshæren (mest tabslister og hvilket mandskab der var klar til kamp i morgen), dels blev en del af det brændt af Sydstatsenhederne ved overgivelsen i 1865. Der eksisterer en del hel- og halvofficielle rapporter, men meget af det der vides i dag om Sydstatshærene er hvad de rigtig mange sydstatsgeneraler m.fl. skrev i årene efter krigen. Det er ret sjovt, at de fleste selvbiografier om borgerkrigen er skrevet af sydstatsfolk. Man var jo på taberens side og mange officerer/generaler havde på en eller anden måde travlt med at retfærdiggøre sine handlinger, gøren og laden, under borgerkrigen. Ofte når man læser dem, så - og det fremgår ikke direkte, men sådan pænt formuleret - at..."det var ikke min skyld, det gik galt, det var de andre (sydstatsofficerers) skyld...". Man fremhæver sådan uden at prale sig selv, man sådan gør sin indsats større/bedre end den egentlig var. Alle spidserne, hvis de altså overlevede borgerkrigen,  fra såvel nord- som sydstaterne, skrev deres selvbiografier. Den eneste der ikke gjorde det, var den øverste Sydstatsgeneral Robert E.Lee, som direkte sagde, at det havde han ingen intentioner eller ønske om at gøre. Alle med interesse i den amerikanske borgerkrig begræder at han ikke gjorde det. Han ville kunne have bragt megen klarhed over mange ting ved de mange slag.

Nåh, - jeg kom vist lidt omkring...der er jo ikke noget nyt i det.

torsdag den 22. juni 2017

En smuttur til Viborg og omegn....

(Husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse)


Lillemor er jo på en 9-dages vandretur i Devon i Sydengland i disse dage; fra Lørdag d.17/6 til og med Søndag aften d. 25/6. Derfor har jeg en masse tid alene og derfor besluttede jeg mig for en 14 dages tid siden, til at snuppe en smuttur til Viborg, hvor jeg vistnok har været (på gennemkørsel ?) som lille knægt. Efter lidt søgen på nettet fandt jeg et 2 personers værelse (det var det sidste værelse ledigt) hos City Rooms som jeg så bestilte.

Jeg tog afsted ved 08,15-tiden Mandag morgen og holdt kaffepause ved Kildebjerg Rasteplads knap 10 km efter Odense. På en benzintank lidt før Vejle satte jeg GPS'en til for at komme til Viborg/mit værelse hos City Rooms. Det var faktisk lidt af en overraskende tur indtil da, for trafikken havde bare gledet problemfrit....og det gjorde den også resten af vejen. Lige et par km efter Vejle blev jeg ledt af motorvejen mod Herning og knap 20 km på Herning-motorvejen blev jeg så ledt af på landevej mod Viborg. Undervejs genkendte jeg lidt huse m.m. og kom så i tanke om, at det jo var den gamle landevej, Hovedvej 13, som vi plejede at køre på i gamle dage, når vi skulle besøge familien i Silkeborg/Funderholme/Funder Kirkeby. Herligt, herligt. Jeg holdt en lille pause knap 20 km før Viborg ved en rasteplads ved et pænt stort Hedeområde. Det var utroligt varmt og solen skinnede jo fra en skyfri himmel.


Jeg ankom til bestemmelsesstedet kl. 12,50 efter 322,2 km. Umiddelbart kunne jeg ikke finde et hotel i gaden, så jeg parkerede og begyndte at lede efter det. Jeg opdagede på et lille byhus gavl skiltet City Rooms lejl. 4 - 7 og et telefonnr. man skulle ringe til ved ankomst. Således gjort ventede jeg ca. 5 minutter (egentlig havde jeg oplyst ankomsttidspunktet til kl. 14,00, så jeg var en time for tidligt på den), så kom en herre i korte bukser og t-shirt cyklende; det var vice-værten. Jeg fik nøgle og beså rummet....som viste sig at være underetagen af et halvt byhus. Det havde jeg ikke lige regnet med. Eget pænt stort køkken og pænt stort værelse med stor dobbeltseng, spisestueafdeling og lænestole og TV samt særskilt bad og toilet. Jeg havde jo bestilt og betalt for 1 dobbeltværelse med morgenmad, så havde jeg vidst dette her på forhånd, så havde jeg ikke bestilt og betalt for morgenmad. I øvrigt var morgenmad noget jeg fik i et hus lige om hjørnet hvor der også var denne slags form for B & B.


Herunder ses "mit" hus. Det er mine 3 vinduer til højre i stueetagen:
Herunder ses den tilhørende "have" hvor der var 2 hyggekroge at indtage:

..og her i haven ned mod huset med min indgangsdør og køkkenvindue til venstre herfor:

Ankommet så tidligt, så fik jeg hurtigt installeret mig, og gik så ned i centrum, som bare lå 5 minutters gang væk. Her ses starten af en af gågaderne med paraplyer hængende. Hvorfor fandt jeg ikke ud af.
Ved en plads for enden, så var der en kæmpe stor cirkelrund markise med en masse småboder og scene under. Det blev kaldt for "Viborg Streetfood"....åbenbart a la vores "Papirøen" i Københavns Havn.

Et par minutter efter var jeg ved noget der hed Latinerhaven. En have/parkanlæg indrettet i forskellige rum, med lægeplanter et sted, blomster et andet sted, krydderurter et tredje sted o.s.v., altså ligesom en slags Klosterhave. Lige overfor ligger Domkirken.
I denne have står en buste, på en stor sokkel, forestillende Steen Steensen Blicher. På landevejen undervejs havde der været skilte til "Æ Bindstouw" o.s.v. altså jeg var kørt igennem Blicher-land der før Viborg.
Herunder lidt mere af haven:


For resten havde jeg under kørslen også passeret en rasteplads der hed "Grathe Hede Rasteplads". Grathe Hede var jo en gammel slagmark tilbage fra 23. oktober 1157 med d'herrer Svend og Valdemar.
Slaget på Grathe Hede var afslutningen på en borgerkrig om kongemagten mellem Svend, Knud og Valdemar. De 3 havde længe ligget i strid om, hvem der skulle være konge over Danmark. Imidlertid indgik de et kompromis, så Valdemar fik Jylland, Knud øerne og Svend fik Skåne. De afholdt derefter en forsoningsfest i Roskilde, men Svend lod sine mænd overfalde de to andre konger. Knud blev dræbt, mens det lykkedes Valdemar at flygte til Jylland, hvor han fik samlet en stor styrke. Og 23. oktober mødtes hans og Svends hære på Grathe Hede.
Slaget endte med at Svend måtte flygte. Han kom ud i nogle sumpe ved enden af Hauge Sø, hvor han mistede sine våben og rustning. Han blev senere taget til fange og dræbt med et øksehug.
Der er opsat et stenkors på Grathe Hede til minde om begivenheden. Mindestenen markerer samtidig stedet hvor Svend menes at være begravet. Den måtte jeg besøge på tilbagevejen.


Efter havebesøget gik jeg rundt om Domkirken. Her ligger også Bispegården og herunder i 3 fotos ses den og dens gårdplads:




Bemærk den flotte gadelampe på hushjørnet:

Det er svært at få et ordentligt hel-foto af Domkirken, men herunder er trods alt et forsøg. Domkirken er fra ca. 1100 tallet og bygget i granit-kvadre. Ret imponerende at de har udhugget store granitsten til firkantede byggesten. Dens forbillede er formentlig Domkirken i Lund. Den er selvfølgelig i romansk stil (runde buer), hvilket jeg personligt synes er flottere end den gotiske (spidse buer) som selvfølgelig er yngre.






Der er en ny dør eller port i Kirken. Vistnok fra 2015 og forestillende Tempeltæppet (i Jerusalem) ind til det allerhelligste. På ydersiden er det Bronze og på indersiden er det sølv. Den er meget tung at åbne, skal jeg hilse og sige.



Alle billeder i Kirken er taget uden blitz. Det var lidt svært, fordi der kommer meget stærkt lys ind fra vinduerne som irriterer kameraets lysmåler ret så meget. Jeg tog mange fotos der inde, men her er kun lidt få.


Herunder set fra indgangen op mod alteret. Hele kirken blev jo udsmykket med Fresko-malerier af Joakim Skovgaard i perioden 1901 - 1906, mens loftet, det flade som ses på de 2 fotos herunder - er lavet som oliemaleri i 1913. Det sjove ved dette er, at man lavede et nyt træ-loft, som Skovgaard så malede. Oppe over er det oprindelige loft bevaret.




Som sagt, - der er fresco-malerier hele vejen rundt i kirken og i lofterne (undtagen det allerede nævnte område ovenfor). De er meget genkendelige med deres optrin fra biblen. Jeg kunne i hvert fald kende de fleste frescoer uden først at skulle læse hvad de forestillede. Jo jo - man kan da huske noget fra barndommens Søndagsskole :-D







Herunder alteret:

Herunder taget fra alteret ned mod indgangen og orglet:

Der står en kæmpe 7-armet lysestage midt i kirkens korsarm. Man kan lige ane en dame siddende til venstre i billedet, så man kan se størrelsesforholdet. Bemærk også den flotte og alligevel simple granit døbefont.

Herunder ses hvad jeg vil kalde for "Kannike-stolene/bænkene" oppe ved alteret. De er flotte men ikke særligt gamle.

Selvfølgelig er der et par grave i kirken. Herunder ses 2 kister indeholdende resterne af 2 af kirkens tidligere velgørere:



På en af søjlerne, ret diskret gemt af vejen, ses et lille Frescomaleri forestillende Joakim Skovgaard:

Efter besøget i Domkirken, var jeg tørstig og opdagede, at der i Skovgaardmuseets have var åbent (selve museet var jo Mandags-lukket som de fleste museer jo er) for servering, så jeg satte mig derind. Det viste sig at være frivillige fra (logen ?) Sct. Georgs-gildet i Viborg, der stod for det. Jeg fik først en kold øl og dernæst en kop kaffe (med på-tår) og kage. Jeg blev spurgt om jeg skulle overvære det gratis foredrag om lidt, hvilket jeg så ikke vidste noget om, så det ville jeg da gerne. En kvarters tid efter startede det. Det viste sig at være Viborg Fortællerkreds som stod for det. 2 ældre herrer (ældre end mig) fortalte skrøner og løgnehistorier på dialekt. Det var ret morsomt og varede en 40 minutters tid.

Her efter gik jeg hjem og tog en mindre "morfar". Om aftenen var jeg ikke specielt sulten og da jeg kunne huske, at der lå en Føtex i en sidegade, så gik jeg derhen og i dennes Delikatesse-afdeling købte 2 fyldte store croissant'er med henholdsvis hønsesalat og rejesalat samt lidt drikkelse og lidt slik. Om aftenen gik jeg en lille tur og så ellers TV.

Næste morgen Tirsdag, var det hen og få morgenmad kl. 08,00. Derefter tilbage og lige rydde lidt op og så afsted ved 09,45-tiden mod Jenle - forfatteren og digteren Jeppe Aakjærs hjem - som ligge nord for Skive ved Limfjorden. Jeg er medlem af Aakjær-selskabet og han har jo skrevet en masse om almuen (fattigfolk) omkring slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Han døde i 1930. Noget I måske kender er hans sange som f.eks. "Ole sad på en knold", "Jeg er havren", "Jens Vejmand" o.s.v. Han var lidt af en rebel dengang og sad bl.a. i fængsel for sine meninger og var bl.a. ophavsmand til "Tyende-lovens" afskaffelse m.m. Jeg tog det stille og roligt med at køre og kom bl.a. forbi "Undallslund Plantage". Det sagde mig et eller andet og så pludselig...jo - det var jo her at 16 dødsdømte blev henrettet efter 2. verdenskrig. Den første blev henrettet d. 8.oktober 1946 og den sidste så sent som d. 12.juli 1949.

Men Jenle altså.....den gård er en ret flot bygning og ligger meget flot med udsigt over Limfjorden:





Der er tilknyttet 2 store lader. I den ene er der museum og i den anden er indrettet en stor sal som bruges til foredrag og koncerter. Aakjærselskabet har ca. 2.600 medlemmer og er det største af sin art i Norden. Der foregår mange arrangementer året rundt og hvert år er der den såkaldte "Jenle-fest" hvor ca. 2-3.000 mennesker deltager.

Der er også en lille mølle på stedet. Den har oprindelig stået et andet sted, men Jeppe Aakjær fik den flyttet her hen. Den blev indrettet som kaffestue/pavillon dengang. Oppe i toppen blev indrettet et soveværelse, hvor digteren og forfatteren Thøger Larsen ofte overnattede som gæst.
På det øverste billede af Jenle kan man til venstre ses denne lille klokkestabel. Klokken blev der ringet med 2 gange; første gang når der indkaldtes til frokost- eller aftensmad og anden gang når maden STOD på bordet....

Herunder en gammel landbrugsvogn:

Jeg var eneste besøgende kl. 11,00 da Jenle åbnede. Jeg ville jo på omvisning i hjemmet, så jeg fik den store "Royal" tur.....der var jo kun mig, som den kvindelige guide havde på slæb, så vi havde god tid og masser af plads og jeg fik lov at komme om bag snorene i nogen af rummene og se ting som ellers ikke er tilgængelige. Det var mægtig fint og vi gik godt i spænd sammen. Alt i alt en super rundtur, der tog knap en time mod ellers normalt ca. 30 minutter. Efter turen købte jeg lige en cd med Jeppe Aakjær sange uden sang spillet af en jazzpianist og jazz-fløjtenist, som er rigtig rigtig fin at lytte til i dens jazzede stil.

Jeg kørte efter besøget på Jenle tilbage til Viborg, hvor jeg spiste på en kombineret café/konditori. Jeg fin en "Panini" og en dejlig kold Weissbier til. Her oplevede jeg årets bemærkning ved nabo-bordet. 3 damer....ældre end jeg....Damer med stort D.....sad og drak kaffe og spiste konditorkager og snakken gik i blandt dem. Så hørte jeg - lige i det jeg havde det kølige glas for munden og drak med velbehag - den ene dame spørge den anden:

"Er du så lige så gammel som dine jævnaldrende..."

HVAD SAGDE HUN ???....det var lidt pinligt, fordi jeg - af grin - kom til at sprutte noget øl ud over mit bord....

Bagefter gik jeg hen til Skovgaard-museet. Det er helliget hele Skovgaard familien med hovedvægten lagt på guldaldermaleren P.C.Skovgaard og hans 2 sønner, Joakim og Niels Skovgaard, samt deres børn som også blev kunstnere. Sønnen Joakim Skovgaard var jo ham, der havde udsmykket Viborg Domkirke. Det var et meget fint museum med mange flotte malerier, flest af P.C.Skovgaard men også en del af henholdsvis sønnerne Joakim og Niels og så lidt af deres børn. Museet ligger lige ved Domkirken.

Jeg er jo helt pjattet med - det har jeg oplyst tidligere om andre kunstnere - deres skitsebøger og her var en del af P.C.Skovgaards skitsebøger udstillet i montre. Det var svært at fotografere dem i glas-montrene; man kan se loftsbelysningen spejle sig som lyse punkter. Herunder bare 2 af de bedste fotos:


Ellers var der mange fine P.C.Skovgaard malerier, kendte som mere for mig ukendte:
Nogen steder var benyttet den gammeldags ophængningsform, når der var tale om forholdsvis små malerier = tæt siddende sammen, som jeg faktisk godt kan lide, når de ikke er større:
Herunder ses et maleri af P.C.Skovgaard forestillende et bondehus ved vejen oppe i Vejlby, hvorpå man kan ane hans gode ven Johan Thomas Lundbye siddende og male.
Som meget unge malere og elever på kunstakademiet, tog Lundbye og Skovgaard en fod tur (man kunne ikke andet den gang) til Vejlby i Nordsjælland. For begges vedkommende er nogen af deres bedste og friskeste malerier/skitser lavet på denne tur....min mening.
Johan Thomas Lundbye var P.C. Skovgaards bedste ven...og omvendt. Sjovt nok, fordi P.C.Skovgaard efter sigende var en ret åben og lys person, mens Lundbye var en  tungsindig og stille person. Lundbye var forlovet med en ung dame ved navn Georgia Schouw. Meget hemmeligt var Skovgaard dybt forelsket i samme Georgia uden at hun - eller Lundbye - vidste det. I skæbneåret 1848 meldte både Johan Thomas Lundbye og P.C.Skovgaard sig til hæren for at være med til at bekæmpe oprøret i Slesvig (det der kom til at hedde 1.Slesvigske Krig eller krigen 1848-1850). Lundbye blev antaget mens Skovgaard blev kasseret. Lundbye nåede aldrig at komme i kamp, idet han i en lejr i Sønderjylland blev ramt af et vådeskud i hovedet og døde på stedet. Historien er, at en såkaldt gevær pyramide (3 geværer der står op ad hinanden i en tre-kant = pyramideform) væltede og et af geværerne gik af, hvorved Lundbye blev ramt og døde. Lundbye var - har eftertiden bevist - manio-depressiv og netop i denne periode meget depressiv og nogen kilder nævner, uden at nævne det direkte, at han begik selvmord, men at det for militærets og hans egen og familiens skyld lød bedre som en vådeskudsulykke. Det var en katastrofe, det dødsfald. dels for Lundbyes familie, dels for vennekredsen og dansk kunst, men i særdeleshed for Lundbyes forlovede den stakkels Georgia Schouw. (Når jeg kalder 1848 for skæbneåret er det fordi, at udover at denne krig startede, så døde Lundbye samt hans guldaldermalerkolleger Christen Købke og Martinus Rørbye også i 1848. De 2 sidstnævnte dog af sygdom).

Herunder ses et datidigt portræt af Georgia Schouw:
For Skovgaard var situationen jo meget prekær. Hans bedste ven var død, men hans store kærlighed var nu "fri" på markedet. Skovgaard trøstede Georgia det bedste han kunne og endte med et års tid efter at foreslå giftermål. Georgia var ikke sikker på at hun kunne glemme Lundbye, men efter lidt tid gav hun efter. Herunder ses Skovgaards frierbrev til Georgia. Det er noget af en kærlighedserklæring og bøn, som det er muligt for jer at læse:
Det endte selvfølgeligt med, at det blev et ja og Skovgaard og Georgia blev gift og fik 3 børn sammen (Joakim, Niels og datteren Susette). Herunder ses Georgia Schouw´s brudekjole:
Georgia døde i barselsseng med deres 4. barn som også døde.

På museets loft er der også udstilling af P.C.Skovgaard malerier, ligesom der også kørte en knap 10 minutters film non-stop om Skovgaard.
I kælderen var der også udstilling. Her vistes en del malerier af sønnerne Joakim og Niels. Faktisk synes jeg Niels' ting er flottere eller bedre end Joakim's idet sidstnævntes ting oftest - jfr. Domkirke-halløjet - er præget af religiøse motiver.


Der var også - i kælderen og til min store glæde og overraskelse - en mindre udstilling af "kunstneren/arkitekten/designeren" Thorvald Bindesbøll. Han var samtidig med Skovgaard brødrene og deres ven. Bindesbøll kendes for bl.a. Fiskepakhusene på Skagen Havn. Foran Skagen Museum er der en monumental bust af ham. Bindesbøll gjorde meget i "design" som det hedder i dag. Skønvirke var stilen. Han har bl.a. lavet den klassiske etikette på Carlsberg øllen HOF og meget andet. Herunder et portræt af Thorvald Bindesbøll:
I forrige indlæg nævner jeg et besøg på Koldinghus Slot, hvor jeg købte en helt ny-udgiven (her i foråret 2017) stor bog, 376 sider, af Mirjam Gelfer-Jørgensen om netop Thorvald Bindesbøll, som jeg netop er gået i gang med:
Han gjorde også meget i keramik og sølv og herunder ses nogle eksempler af hans ting i klar Skønvirkestil:


Et skab var dedikeret noget af hans sølvarbejder:
Herunder et forsøg på gennem glas at fotografere en flot stor sølv-krukke:
...og herunder lidt bestik i sølv:



Alt i alt et rigtig godt og flot museum.

Næsten "det bedste" ved museumsbesøget har jeg gemt her til sidst. I et af rummene var 2 konservatorer i gang med at rense og restaurere nogen af malerierne. De var her en uge i et såkaldt "Åbent Værksted-arrangement".
Jeg faldt selvfølgelig i snak med dem. Jeg spurgte en masse og fik en masse at vide. Dels interesserer jeg mig for guldalderkunst og især for malernes forhold dengang og hvordan de lavede deres malerier....hvordan de fik farver, hvordan de selv "rev" (lavede) farverne, hvor de fik olie til blandingen fra, hvilken slags, hvordan de gjorde under deres rejser til Italien (og hvor de nu rejste hen i Guldalderperioden (1810-1853) som f.eks. Martinus Rørbye også til Grækenland og Tyrkiet). De kunne mærke på mig at jeg (uden at prale) vidste noget om det, kom med gode spørgsmål o.s.v. og jeg fik forevist forskellige teknikker og materialer og slæbt hen til færdig-restaurerede malerier for visning og samtale om disse...om malings tørretider...om krakeleringer i malingen...om sprækker...om farvernes lysfølsomhed...om lærreders kvalitet.....ja vi nåede mange områder rundt bl.a. også om konservator uddannelsen.....de var skide søde og meget velvillige til at fortælle og oplyse, så jeg tror vi brugte en times tid os 3 med at snakke og vist.

Efter det gode besøg på museet, så var det hjem og slappe af og så købe lidt ind til aftensmad....jeg var ikke rigtig sulten, i hvert fald ikke sulten nok til at gå ud at spise..så det blev bare som i går noget let delikatessefoder (lidt ost og pølse m.m.)

Næste morgen Onsdag var det hen igen og spise morgenmad "lige om hjørnet". Mens jeg spiste, kørte radioen og det var selvfølge P4 lokalradio for området der hørtes. Der sad 3 unge latiner-agtige unge damer ved et andet bord og jeg prøvede at gætte hvor de kom fra, da deres sprog lød lidt spansk-agtigt men også havde de der kendte bløde s-lyde som portugisere og brasilianere har...men alligevel...det lød velkendt men altså....så hørte jeg lige fra radioen orden Hjerl Hede og noget med øvelse og kl. 12....hmmm...Hjerl Hede Frilandsmuseum var jo mit mål for i dag. Det åbner jo kl 10, så hvad var det der lige ?? Heldigvis var der en ung pige til stede som dels supplerede fade og kaffe op og dels ryddede af efter gæsterne. Jeg spurgte hende om hun havde hørt "det der om Hjerl Hede" og det havde hun da lidt...noget om en brandøvelse og først åbning kl. 12 i dag....vistnok....sådan havde hun forstået det....nok....mente hun...Hmmm.....OK - først åbningstid kl. 12,00 ?? hmmm.....det var sgu lang tid at vente syntes jeg...der var jo ikke lige noget jeg kunne finde på at lave som havde min interesse....hmmm....æv......så tog jeg en hurtig beslutning. Besøget på Hjerl Hede Frilandsmuseum må vente til en anden gang. Jeg spiste færdigt, gik tilbage og ryddede op og pakkede hurtigt. Ventede lige til klokken var over 08,00 så ringede til værtinden og fortalte, at jeg havde nået det jeg ville og at jeg derfor ikke havde brug for den ekstra overnatning og tog hjem i stedet for. Det var hun sådan set glad for at høre, for måske kunne hun nå at udleje værelset/lejligheden, så jeg kunne få min dagsbetaling (ca.500 kr.) tilbage, men kun hvis og såfremt og det var så OK med mig.

Jeg pakkede bilen og tog afsted fra Viborg kl. 08,18. GPS'en ledte mig nu en anden vej hjemad og det via hovedlandevej 26 mod Aarhus. Undervejs kørte jeg langs med Tange sø (den er lang) og nåede så til motorvejen ved Aarhus af. Hold da op, hvor der var megen trafik nu. Og hvor kører folk dog råddent. Overhalinger ud og indenom biler, hurtig ud foran andre biler og hurtigt ind foran en, lastbiler der laver kører i konvoj på op til 8-10 biler tæt på hinanden, mange konvojer på 4-6 lastbiler, lastbiler der prøver at overhale andre lastbiler og som det tager en krig for at gøre og dermed laver store køer. Jeg forstår ikke, at man ikke laver den der motorvej fra grænsen af og op til Frederikshavn 3 sporet i hver retning (der er kun 2 spor i hver retning). I stedet vælger man at lave motorveje til Herning og nu videre til Holstebro, til Hirtshals, endda til Esbjerg, motorveje hvor der stort set ikke er trafik og ej heller i de såkaldte myldretider, for jeg har adskillige gang kørt på de motorveje både i og udenfor myldretid og der er ingen trafik af betydning....faktisk ofte langt mellem både dem på ens egen side af midterværnet og dem på den anden side af midterværnet. Og nu har jeg for nogen år siden hørt, at man vil have motorvej på langs af vestkysten. Der kører stort set ikke en skid på de motorveje derovre, men selvfølgelig.....der er jo nogen gode Venstre-borgmestre og egne valgkredse der skal tilgodeses på bekostning af dels den gamle motorvej fra grænsen til Frederikshavn og dels eller især de motorveje der er på Sjælland og især omkring hovedstadsområdet.....suk. De f...... jyder.

Efter en spisepause ved Nyborg, nåede jeg hjem ved 12,30-tiden.

Alt i alt en dejlig tur med gode besøg på de ønskede steder.