mandag den 31. oktober 2011

Idag bliver jeg....


.........56 år. Tillykke til mig :-)

søndag den 30. oktober 2011

Weekenden her.....

Som nævnt i tidligere indlæg, blev min knægt jo døbt for 14 dage siden - som 32-årig. Årsagen var at han meget gerne ville stå Fadder (det er det her med stavemåden) for sin svigerinde's knægt dåb. Her er et elendigt billede af seancen i går i Skelgårdskirken på Amager. Der var intet lys i kirken - borset fra dem på alteret - kun lys ind fra store vinduer, hvilket i kirken gav en lidt underlig lysvirkning...som mit mobiltelefonkamera ikke var glad for ;-) Knægten er ham der holder den lille foran sig på maven.
Nedenfor ses min knægt og vor svigerdatter lige kommet ud af kirken efter dåben.

Idag var vi så på væres sædvanlige - når intet andet er på tapetet - søndagstur i København. Vi plejer at parkere ved Kastellet og sikke et leben der var. Det viste sig at det var Kastellets 347 års fødselsdag, så der var åbent hus på Kastellet, så vi gik derind.
Alle de små museer derinde, Livjægermusset, 1. Rgt. Museum, Møllen, Bunkeren o.s.v. - som har meget, meget begrænset åbningstider - var åbne og der var masser af mennesker.
Og diverse Tambourkorps og militære Musikkorps musicerede løs derinde. Ovenfor ses et af dem.
Nedenfor ses "Hovedgaden" fra Sjællands- eller Kongeporten (som ses et par billeder oppe) og mod Norges-porten. Iøvrigt mødte vi Ole - en onkel til vor svigerdatter - som arbejder på Kastellet og af ham fik vi "fri-billetter" til at gå over og få noget kaffe og kage i en af bygningerne.....og det gjorde vi så.

....og hvad sker der så lige, bedst som vi er ved at forlade Kastellet.....Nedad af Kastels-volden kon et mindre kontingent af "The Iron Brigade/Black Hat's" = 6. Wisconsin Volunteers Rgt. fra den amerikanske borgerkrig vandrende sammen med 2 "tilfangetagne" Sydstatssoldater....Halløj - de er åbenbart også med i arrangementet, derinde.
Måske lidt malplaceret at være der på denne dag, men sådan er der så meget. Jeg kunne ikke genkende nogen af dem.

Vi gik ud af Kastellet og så gennem St.Kongensgade. Her var vi lige indenom Claus Meyer's Bageri og købe et pragtfuldt brød. Han er om sig, Claus Meyer, men det er han så sandelig også værd.

Ved Boltens Gård var vi lige inde for at se om vi kunne bestille bord på "Den Tatoverede Enke"...men der var lukket. Til gengæld så jeg dette kæmpeværk af glaseret ler/stentøj med vand løbende ned over hele fladen. Mægtigt flot.

Lillemor var et smut i et par sko-forretninger på Kgs. Nytorv og så gik vi ellers via Store Strandstræde og Amaliegade mod Amalienborg og Kastellet. I Amaliegade helt oppe ved Amalienborg ligger "Det Gule Palæ" som er Hofmarskallatet...ikke uden grund at det har det navn.

...og på Amalienborg Slotsplads var der de sædvanlige turister, der skulle fotograferes med en Livgarder.....Iøvrigt var der kun flag oppe på Frederik's og Mary's Palæ (hvilket betyder, at de bor der lige nu) og ikke på Dr.Margrethe's....

...og så var det ellers hjem til læsning og god eftermiddagskaffe......og i aften kommer knægten og svigerdatter as usual til aftensmad og Amerikansk Fodbold. Herligt.
Lige her på falderebet et billede af vores ene hæk. Røde blade til venstre, gule i midten og stadig grønlige til højre......efterårets farver er bare herlige.

mandag den 24. oktober 2011

Toulouse-Lautrec på Statens Museum for Kunst.....

I går Søndag d. 23.10.2011 var Lillemor og jeg på Statens Museum for Kunst og se Toulouse-Lautrec udstillingen derinde. Udstillingen varer frem til 19.02.2012.
Ham har jeg altid været lidt forelsket i. OK - ikke den store kunstner; han er god, men der er mange der er bedre, men det han kan, det er at fange situationerne og stemninger. Men jeg har også en svaghed for at blive fanget af personerne selv; deres liv og levned og hans var bestemt ikke kedeligt.

Udstillinger er udelukkende Litografier og et enkelt maleri. Sidstnævnte er udlånt fra Sverige og så hut jeg hvisker, så er et - kun et - af litografierne også lånt et-eller-andet-sted fra. Resten er enten SMK's egne fra kobberstik-samlingen er fra Kunstindustrimuseet i Bredgade (det hedder Dansk Designmuseum i dag). Faktiskt har sidstnævnte museum - som vistnok det eneste i verdenen - en komplet samling af alle hans plakater = de originale litografisk fremstillede plakater som vi alle kender.

Jeg har smidt et par stykker nedenfor af de mere velkendte:

og

På linket ovenfor - eller lige her - kan I i menuen ude til venstre manøvrere lidt rundt og se de temaer, som udstillingen er bygget op om.

Ihvertfald.....Lillemor og jeg nød den....og selvfølgelig faldt der et katalog til kr. 199 af også. Sjovt nok var entre-prisen kr.95 pr. snude. Sjovt - hvorfor ikke kr. 100 ligeud. Måske den psykologiske grænse ? Men uprakttiskt - det kræver en masse 5- og 10-kroner at have liggende som returpenge.

Jo - og så lige en ting. Normalt er der ved siden af et udstillet maleri/stykke grafik et lille skilt med værkets navn, tilblivelsesår og kunstnerens navn. Sidstnævnte - navnet var selvfølgelig unødvendigt her.....men på denne udstilling var skiltet altså placeret på væggen ca. 10 cm over gulvhøjde ....og værket i almindelig beskuer-højde. Gad vide om det er noget nymodens noget, at gøre det sådan....ihvertfald irriterende.

Men for jer, der har mulighed; gak ind og se udstillingen.

torsdag den 20. oktober 2011

Vindues-offer......

Blev idag ringet op af kollega, der bad mig komme og kigge på en død fugl - en der havde ramt vinduet i et gangparti her på rådhuset.

Tog et billede af kræet med min mobiltelefon:

Skovsneppe.

Har du et bedre bud ?

mandag den 17. oktober 2011

Dåb og BONK.......

Så er en noget usædvanlig Søndag overstået. Den startede helt almindeligt med ikke noget ;-) .....d.v.s. renafslapning og læsning.

Omkring lidt over 12-tiden sagde Lillemor noget om, at hun lige ville ringe til knægten. Vi har en mange-årig stående aftale, at knægten og svigerdatteren - når de "ellers bor her i sognet" - om at de kommer og spiser aftensmad hos os hver Søndag aften. Det plejer at være mægtigt hyggeligt. Det var et-eller-andet med at han vistnok havde mumlet - til Lillemor - noget om lidt besvær med at nå det....vores stående middagsaftale ved 18,30-19 tiden om aftenen.


Nåh - Lillemor ringede op og jeg opfattede bare nogen spredte ord med "Nåh.....javel....ok....Slagelse ?...javel ja....ok....ja-ja....vi snaks lige ved....." og sådan lignende - jeg sad jo og læste, mens det foregik. Lillemor puslede så lidt rundt og sagde så, at de nok kom lidt sent, så måske skulle vi gå ud og spise i stedet for........Jeg spurgte hvad de da skulle og efter lidt tøven kom så svaret:" Joohhh......Thor skal døbes kl. 17,00 i en kirke i Slagelse.........."


Tavshed (fra min side)..........så " WHAT ?" .....Hvad-for-noget ??????? Skal han døbes ???????


Forklaring: Knægten er navngivet og ikke døbt. Det var Lillemor og jeg enige om dengang for 32 år siden. Jeg er godt nok døbt, men ikke konfirmeret, og meldte mig ud af Folkekirken da jeg blev myndig. Lillemor er både døbt og konfirmeret og stadig medlem af Folkekirken.....som de fleste danskere er det. Vi er gift på rådhus.


Personligt tror jeg ikke på det der "Mumbo-jumbo". Det er der mange grunde til, som jeg ikke skal trætte folk med. Jeg respekterer (selvom jeg ikke kan fatte det) at folk har en religiøs overbevisning og de må have ligemeget hvilken en for mig, så længe de ikke prøver at overbevise mig om den eller på anden måde vise den frem til beskuelse. Jeg mener at det er folks egen private sag og der skal den så også blive...i det private.


Selvfølgelig har vi da hjemme snakket om religion o.s.v. Det kan man jo ikke undgå. Og jeg har aldrig lagt skjul på min mening om dette. Omvendt har jeg heller ikke prøvet at påvirke andre....og heller ikke knægten.....til noget. Det har han selv måtte tage stilling til.


I foråret fik hans svigerinde så en søn og hun spurgte straks om knægten ville stå Fadder (staves det sådan ? ) når han skulle døbes. Det ville han da meget gerne....men der var lige det problem der, med at man så skal være døbt, for at være det...Fadder altså......og det var han jo ikke. Iøvrigt har han fået "samme tilbud" før fra venner.....og kusinen...men det der døbelses-halløj.....


Og nu har han så tænkt det igennem og fundet ud af at han vil døbes, for han vil meget gerne være Fadder, Og han ville gerne have, at vi var med, når det skulle ske. En, de kender, har en præst i Slagelse som god ven, og ham kom knægten så i kontakt med og talte et par gange i telefon med ham om det og fik det arrangeret.


Så efter overraskelsen havde lagt sig, så drog vi, Lillemor og jeg, knægtens ven, knægten og svigerdatteren, 5 personer ialt, så afsted ved 16-tiden mod Slagelse.


Vel ankommet til kirken blev vi der modtaget af præsten i fuld ornat. Han var en flink fyr og vi fik en lille snak om kirken og så sagde han ellers at vi jo lige så godt kunne få det over stået....

...og det gjorde vi så. Han syntes - vi var de eneste i kirken - at vi alle skulle stå der ved døbefonten, så der stod Lillemor, Svigerdatteren og jeg på den ene side  mens knægten og præsten stod på den anden side. Kammeraten tog billeder imens. Så gik han igang - lige på og hårdt - med det dåbsritualet, korstegn for bryst og pande....han var ca. 1,5 hoved mindre end sønnen så der skulle rækkes godt op der, hvilket vi alle grinede ad....og det her med "Forsager du djævlen o.s.v." og knægten måtte også bøje sig over døbefonten og fik 3 gange vand i håret...og så var det overstået. Det tog ikke mange minutter.
Bagefter inviterede præsten os hjem til sig - lige ved siden af kirken - til kaffe og boller. Og det var hyggeligt. Vi fik en pæn sludder - det viste sig, at præstefruen OGSÅ var præst, men det på øerne i i det sydfynske ø-hav, så der var en del kørsel derover. Præsten havde også bi-stader, så dem beså vi...på afstand ;-) .Og så tog vi hjem.....og gik i byen og spiste aftensmad på restaurant.

Så nu er jeg indehaver af et stk. nydøbt søn.

Men en ting nedlagde jeg en protestant imod. Det var nemlig at blive forskånet for at have en forsølvet størrelse 45 sko af hans stående på kamin-hylden.....:-) Er det ikke noget med at det er en tradition ?

Den anden lidt usædvanlige ting om søndagen var et pludseligt BONK på have døren........vi nåede lige at se en Due flakse væk.....
Ser man godt efter, så kan man ane Duens aftryk på have-døren; de 2 vinger og kroppen.


Så det var en søndag lidt ud over det vanlige.

onsdag den 5. oktober 2011

København, Onsdag eftermiddag kl. ca. 18,30.......

Var et smut i Københavns Centrum her til aften for at købe en fødselsdagsgave til Svigerinden, der bliver 50 år på Lørdag. Handelen var gjort og vi gik om mod Strøget for at finde en Café og spise lidt let aftensmad. Hallo, - hvad har vi der ? Sørme 2 beredne Politibetjente. Det er ikke ofte man ser dem i gadebilledet, for så mangee er der trods alt ikke, men nu var de der. De "holdt" ved en sidegade til - med front mod - Strøget. Det måtte jeg lige have et billede af, så frem med min mobil (3,2 megapixel) og nappe et billede af dem.

Så lige pludselig tog "Fanden" ved den ene. Han satte i skarpt trav ud på Strøget....fordi en cyklist kom cyklende på Gå-gaden.....han fangede ham og pågældende fik bogstaveligt talt en skideballe :-)
Vi stod lidt og kiggede på og de nappede simpelthen alle cyklisterne der kørte på Strøget. Vi talt 18 og de 4 (fire) af dem var mænd !!!!!!! 2 af de resterende 14 fik bøder fordi de samtidigt med at de cyklede på Strøget også talte i mobiltelefon samtidigt. Hvor dum er det så lige, man har lov til at være ? Jeg er sikker på, at de damer følte sig voldsomt forurettede.
Vi fortsatte så ned af det påfaldende tomme Strøget mod Kgs. Nytorv. Noget at bemærke på billedet ovenfor ?

Se på det oppe til højre på bygningen.......


Øverst på byningen er denne figur. Aner ikke hvad det er eller hvad den forstiller, men det er det jeg altid siger:

                                                         HUSK AT SE OP PÅ HUSENE....