torsdag den 20. oktober 2016

Lidt ny musik.....

Som omtalt i et tidligere blog-indlæg, var Lillemor og jeg på besøg på Børglum Kloster.

Vores hovedmål for besøget var jo at se kopien af Bayeux-Tapetet idet vi i sommers jo havde set original-tapetet under vores sommerferie i Normandiet og Bretagne i Bayeux.

Selvfølgelig var der en såkaldt Shop der på stedet, hvor man kunne købe alt muligt "gammelt" såsom vinglas, lertøj i alle mulige afskygninger, bøger om klostret m.v., sågar tøj, tørklæder og tasker......og så lå der en lille stak CD'er. Jeg nappede en af dem og kiggede på den; hmmm...., den hed "Musik i Børglum Kloster Kirke" (indspillet her i 2016) og var med organisten Søren Rasmussen og fløjtenisten Tine Lilholt. På bagsiden stod 14 klassiske numre anført med bl.a. Bach, Mozart, Grieg, Elgar, Hartmann m.fl. Igen...hmmm... den lød spændende og kr. 100 for en CD er jo ingen Herregård, så jeg købte en. I øvrigt er fløjtenisten Tine Lilholt Den Tine Lilholt som spiller med i Lars Lilholt Band og altså lillesøster til Lars Lilholt (Vidste I, at Lars Lilholt og hans søskende Kristian og Tine Lilholt er født i Herlev ?) og det var i den forbindelse at hendes navn lød bekendt.

De 2 - Søren Rasmussen og Tine Lilholt - kalder sig "Den sælsomme duo" .

Hjemme hørte jeg straks CD'en og blev med det samme smask-forelsket. Hold da op, den er god. Og de 2 "klæder" virkelig hinanden. Et orgel kan jo være et magtfuldt og kraftigt instrument, men det er det slet ikke her. Det er flot afstemt tværfløjtens sarte og sprøde lyd. Og så er de numre de spiller jo absolut gode.

Tine Lilholt's hjemmeside opdagede jeg, at de 2 tidligere har udgivet en CD med titlen "Klassiske mosaikker" med numre af Gabriel Fauré, Alexander Guilmant, W.A.Mozart, Johann Sebastian Bach m.fl. så den bestilte jeg via hjemmesidens webshop og den har jeg netop modtaget. Den er indspillet i Abildgård Kirke i 2013. Man kan sagtens høre at der er tale om et andet orgel, men det gør ikke noget. Fremragende CD igen. De kan kun anbefales på det kraftigste.

lørdag den 15. oktober 2016

Så er der snart Bogfum 2016

Et af årets boglige højdepunkter for mig er det - ja årlige - Bogforum i Bella Center.


I år er det i dagene Fredag d. 11. November til og med Søndag d. 13. November og det åbner alle dage kl. 10.



Jeg glæder mig som et lille barn allerede nu. Programmet er studeret, jeg ved hvilke forlag jeg skal besøge - der er gjort plads i reolerne - og måske hvilke Interview af forfattere jeg vil overvære.


I bund og grund er det et kæmpe Gedemarked med masser af mennesker, så man dårligt kan komme frem nogen steder. Og skiltningen i de forskellige områder er ikke altid den bedste.

Selv ved de mange scener hvor interviewene foregår kan der være uhyggelig meget trængsel; de opstillede stole er hurtigt besat, folk står i gang-arealerne, sidder på gulvet o.s.v.....det kan være svært at komme omkring især når der er skift i interviewene på scenerne, hvor også en del af tilhørerne skiftes.


"Blokeringer" kan også være, når der ved en eller anden stand er en kendt forfatter eller anden kendt person, der signerer bøger for publikum.

Men alt i alt herligt og jeg glæder mig :-) Ses vi ?
 

torsdag den 13. oktober 2016

Dame mode ??...og lidt antikvariatbesøg...


I går var jeg lige en smut inde til byen. Primært var det fordi jeg i sidste eller forrige uge var kommet forbi Peter Grosell's Antikvariat i Læderstræde og der i vinduet set en 5-6 små træ-snit af Johannes Larsen. Træsnittene var i størrelserne 3,5 cm x 5,7 cm og op til 15x20 cm, altså nogen små nogen. Jeg har et par stykker af dem i forvejen, men af de helt små var der en enkelt af en Havlit - nærmest en vignet eller til brug for et ex-libris - som jeg var interresseret i.

Grosell's Antikvariat er et dyrt antikvariat. De sælger ikke almindelige bøger, men udelukkende rigtig gamle og dyre bøger. De sælger også lidt malerier og grafik.
Herover ses den jeg havde kig. Jeg fik at vide, at den kostede ......tada..... trommehvirvel.......kr. 2.800, at den var monogramsigneret og kun lavet i et oplag på 200 stk. i 1954 direkte fra stokken !!!!! Fra stokken ?? Hvor pokker skulle den eller være trykt fra ? Træ-snit er ALTID direkte fra stokken. Da jeg fik prisen oplyst var min umiddelbare og helt spontane reaktion: "Hooold da op !!" og damen fortalte så at priserne for de andre svingede mellem kr. 2.500 og kr. 2.800...og det stadig pr. stk. Jeg sagde, det var ellers noget af en pris hvorpå hun kiggede spørgende på mig. Jeg sagde så, at jeg havde en stribe (7 for at være helt nøjagtig) af de der små vignetter og en 6-7 af de store af hans træ-snit, at jeg næsten dagligt fulgte med hos bl.a. Auktionshuset Bruun Rasmussen, at jeg havde købt hos dem - Bruun Rasmussen - men også andre steder og dermed udmærkede kendte priserne på Johannes Larsen træsnit og at med de der priser, så ville de have dem hylde-varer i mange, mange år, for den pris de tog for  de der vignetter - enkeltvis - var nok 5 gange så høje som markedsprisen og at jeg ikke var interesseret i at købe.....jo, - det skulle da måske være dem alle sammen til den pris. og så sagde jeg pænt farvel.

Optrækker-priser. Simpelthen.

Jeg besøgte så et par andre antikvariater og også Boghandleren Arnold Busck og fik købt 4 bøger i alt på disse besøg :-)

...og så...på Købmagergade, så jeg ud for en dametøjsforretning nedenstående halve dame-mannequin stå:
...cowboy-bukser med masser af huller til en "afsindig" pris..... om jeg forstår den mode der. I gamle dage smed man hullede bukser ud......, men nu ??? Verden er af lave, siger jeg Eder......suk.

fredag den 7. oktober 2016

En komsammen af ex-kolleger fra Skattevæsenet.....

Jeg var jo ansat ca. 33 år i Skattevæsenet her i Sognet og i 2005 sagde jeg farvel til "væsenet" som jeg ellers var glad for at arbejde i. Årsagen ? - jo, de ærede 179 medlemmer af Folketinget, disse for vort land ypperste repræsentanter for viden og klogskab syntes at de kommunale skattevæsener ikke gjorde det godt nok og derfor skulle lægges sammen med den statslige Skatteforvaltning i 2006......og vi ved jo alle sammen hvordan det er gået.........suk....men altså....dengang aftalte vi, fordi vi nu skulle skilles og placeres forskellige steder, at vi skulle mødes en gang om året. Jeg var troligt med de første 3 år, så blev Komsammen-tidspunktet ændret så det faldt sammen med den ferie som Lillemor og jeg havde planlagt. Det skete så faneme også de 2 næste år, ret irriterende. Jeg syntes så, at jeg ligesom var faldet "lidt ud af systemet" og deltog ikke efterfølgende før end i år. Jeg har hvert år modtaget invitationen og i år besluttede jeg mig for at deltage igen.

Det foregik så i dag Fredag hos Anja i Hvidovre. Af mailinglisten kunne jeg se at vi ville blive 19 personer hvis alle kom (syntes der manglede nogle...). Vi blev 12, da der var indløbet et par afbud...og desværre var der nogen der ikke havde svaret....

Men hold da op, det blev hyggeligt. Det var jo en del år siden jeg sidst havde set de andre. Af de 12 der var med var vi 5 der var pensionister. Vi er jo alle blevet ældre, men alligevel - mærkeligt nok - blev jeg lidt overrasket over at John var 73 år, at Victor var blevet 70 år o.s.v. De lignede jo fuldstændig sig selv, som dengang da vi arbejde sammen.

Herunder bare lidt billeder. Jeg havde glemt min mobiltelefon, så jeg lånte en gammel model af en mobiltelefon til at tage et par foto's med, så desværre for kvaliteten som er lidt grynet og uskarp.
Herover ses Hanne, Steen, Susanne V. og Susanne S :-)

Herover ses Anja, Victor og Hanne :-)

Herover ses Malene, Mogens og Elisabeth... :-)
Herover Susanne S. og John.. :-)


...og herunder Elisabeth, yours truly og så Anja :-)

Der mangler et billede hvorpå Svanni Anholt sad sammen med John og Malene, men det blev så mørkt og uskarpt så det bare var 3 mørke skygger man kunne se. Ærgerligt.


Som sagt - det var smadderhyggeligt. Og snakken gik lystigt og lidt opdateret blev man jo på de andre. Dem som arbejder, er jo forskellige steder i SKAT nu og ses ikke dagligt. Det var sjovt at hilse på dem alle igen og især var jeg glad for at hilse på min gamle kontorchef Victor, på John og på Mogens, som alle 3 var på afdelingen da jeg startede der.

Det var lidt ærgerligt at der manglede nogen stykker, men vi andre hyggede os.

torsdag den 6. oktober 2016

På Sophienholm og se udstillingen "Himlens fugle"

I dag var Lillemor og jeg sammen med Lillemors arbejdsplads personalekunstforening på Sophienholm og se udstillingen Himlens Fugle.







(Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse).

Jeg glædede mig til at gen-se udstillingen, for jeg havde jo set udstillingen, da den startede på Johannes Larsen Museet i Kerteminde her i sommers. Det er jo nogen forfærdeligt dygtige kunstnere der udstiller. Udstillingen er et led i Fugleværnfondens 50 års Jubilæum. Efter Sophienholm skal udstillingen til Vendsyssel Kunstmuseum.

Som sagt - det var med en sonalekunstforening vi var med, så derfor var der kontraheret med en guide, sum på billedet herunder ses i sort tøj i baggrunden af billedet. Hun virkede lidt genert/nervøs men var udmærket. Navnet fik jeg ikke fat i.



I det første rum vi var i, var der en stribe montre, hvori der var udstillet de forskellige kunstneres skitse-bøger. På det første fot er det vistnok Marco Brodde's man kan se og det andet er det Jens Gregersen's. Jeg er helt pjattet med skitse-bøger, for de giver kunstnerens umiddelbare i felten øjeblikkelige opfattelse og de dertil hørende notater er pisse-gode at læse. Jeg kunne nøjes med en udstilling bare med skitse-bøger :-)







Også Carl Christian Tofte's skitsebog (en af dem ?) var der. Jeg har været ovre hos Carl Christian Tofte i Pulken i Sverige et par gange og har også købt nogen træsnit af ham. Jeg er meget begejstret for ham.
 




Hvem skulle tro, at Michael Kvium og maler fugle ? Men det gør han og har 2 malerier med på udstillingen. Det ene kan ses foroven som udstillingsplakat og det andet herunder. Sidstnævnte med kragerne på fylder en hel væk.
 



Carl Christian Tofte har til denne udstilling lavet en spektakulær 15 meter lang akvarel frise af Traner i naturlig størrelse. Herunder ses Lillemor foran starten af frisen af hensyn til målestoksforholdet.......men hun er da sød nok, ik' ?
 



På Johannes Larsen Museet var hele Trane-frisen i et stykke. Her på Sophienholm har CC måtte dele frisen i 3 stykker. Det giver en hel anden virkning.....flot er den men at have set den i hele lang tilstand var fantastisk.







Det slog mig til denne udstilling, at Sophienholm faktisk ikke er et særlig godt udstillingssted.....måske forkert skrevet, men nogen af akvarellerne og malerierne kom slet ikke til deres ret, f.eks. hang Jens Overgaard Christensen's akvareller - de er ret store - på en forbindelses-gang og det var synd. 2 af dem ses herunder.








I det hele taget virkede ophængningen "noget krympet"....sådan lidt for tæt ophængt - dog synes jeg at netop Johannes Larsen's små skitser og akvareller netop passer godt med at være ophængt tæt som f.eks. på billedet herunder.







Herunder ses en stribe andre Johannes Larsen akvareller af fugle ID af forskellige ænder og gæs. Også de hængte i en forbindelses-gang. Lidt synd. Og som det også ses af nedenstående foto var nogen af udstillingsrumme ikke særligt store, så nogen stod nærmest på gangen under guiden's gennemgang af tingene (og andre måtte imens kigge i andre rum og gik dermed glip af guidens ord).




Der var i et rum også 2 montre med skindlagte fugle (udstoppede fugle der ikke sidder på pind eller andet). På Johannes Larsen Museet var der mange flere montre.




Jeg har kun vist et par af kunstnerne, der er mange flere og de er brandgode og meget forskellige. Udstillingen kører til og med 6. November 2016 på Sophienholm så der er tid nok til at komme ud og se den.......og måske napper jeg lige en 3. gang :-)



En lille tur på golfbanen og Smør- og Fedtmosen og Gammelgaard

Jeg er egentlig rimeligt privilegeret ved at bo i den kommune jeg gør. København, Ballerup, Gladsaxe, Rødovre, Glostrup og Furesø kommuner er alle forstadskommuner til Herlev. Vi har kun ca. 15-20 min. i bil ind til Rådhuspladsen i København, cirka det dobbelte med bus og/eller S-tog. Alligevel kan jeg bare nogen hundrede meter fra min bopæl være "på landet".

I dag gik jeg netop 1 km's penge hen golfbanen. På vejen passerer jeg 4 af de 6 Kolonihave-foreninger, der også ligger i Herlev Kommune. Hjortespring Golfklub er en overbygning af golfklubberne i Ballerup og Herlev, idet golfbanen ligger på kommunegrænsen med 9 huller i hver kommune og som sagt 18 huller i alt. Min søn er medlem af golfklubben. Jeg er ikke.

Herunder ses det klubhuset med bortforpagtet restaurant, klubrum og kontorer. Der er yderligere 2 bygninger til henholdsvis spillernes udstyr og en Pro-shop.

Herunder et billede fra et af hullerne. Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse. I midten i horisonten kan man se Herlev Sygehus store sengetårn.
Herunder bare et andet hul. Jeg har fået at vide, at banen er ret god.

Herfra gik jeg ned i Smør- og Fedtmosen. På den første mark sås en af de 3 (4 ?) rideskolers heste gå og græsse. Jeg tror jeg så 16 heste der.
Et sted langs stien igennem mosen passeres en Hjortefarm med Dådyr. Jeg tog billeder af dem, men disse blev så dårlige at de ikke er værd at vise. Kameraet (mobiltelefonens kamera) ville hele tiden fokusere på hegnet, så dyrene blev uskarpe. Et andet sted hørte jeg en fandens "larm" og opdagede 2 Egern, der jagtede hinanden op og ned og rundt om en træ-stamme. Igen - kameraet er ikke så godt, at det kan stille skarpt når de der små Egern fiser frem og tilbage, men alligevel; here you are...



Så kom jeg hen til de åbne marker ved Kildegården. På marker her går får - som herunder - køer (af Racen Angus) og et andet sted geder. Jeg kan ikke lige huske om der på en af de fjernere marker stadig går Skotsk Højlandskvæg.



Her ses en af de ny-pløjede marker samt taget af Kildegården. Gården er ejet af Herlev Kommune og bruges som Naturcenter for kommunens skoler og institutioner. I baggrunden skov og Hareskoven længst væk. Til højre længere ude mere mose og skov.

Så videre og til Gammelgaard, som p.t. har en udstilling med den kinesiske kunstner Tong Wang.



Den var jeg inde og se og den overraskede mig en hel del:
Jeg tog lidt billeder, nogen fra de 2 lader/udstillingsbygninger og nogle fra hovedhuset. Han virkede i sin kunst som en slags Pop-art kunstner fra 1960'erne eller tidlig start 1970'erne. Se selv og bedøm:










Udstillingen kører til og med d. 27. Oktober 2016, så I kan nå det endnu.

Senere i aften skal jeg med Lillemors arbejdsplads Personalekunstforening til rundvisning på Sophienholm og se udstillingen Himlens fugle.

Den udstilling har jeg set, da jeg var på tur til Johannes Larsen Museet i Kerteminde sammen med Rasmine. De udstillende kunstnere kan sagtens tåle et gensyn.

tirsdag den 4. oktober 2016

I luften.....

Jeg har dagligt adskillige gange dette syn over mit hus; en Vandflyver. For et par måneder siden startede nogen initiativrige mennesker en alternativ fly-rute op mellem Aarhus og København med en flyvetid på ca. 45-50 minutter.  Ruten går fra havn til havn, altså nærmest midt i centrum for de 2 byer og nok mest beregnet på at forretningsfolk lige kan smutte til Aarhus el. København for et møde og retur igen noget efter.





En anden ting i luften lige p.t. er Traner. Lige nu er de på vej fra yngle-kvarterene i Skandinavien på vej sydover til vinter-kvartererne i SydEuropa. I går Mandag d. 3.10. var der rigtig mange på gennemtræk gennem Danmark. Adskillige tusinde er indrapporteret til DOF-basen. Selv så jeg 2 flokke på henholdsvis ca. 80 og ca. 50 stk.
Ofte ser man dem bare som pletter i lange store buede bånd på himlen og samtidigt er det ofte sådan - i hvert fald hvis man er fuglekigger som mig og dermed ligesom er klar over det kan ske - at man hører dem på afstand før end man ser dem.


Dog - i dag d. 04.10.2015 - er der slet ikke meldt lige så mange ud som i går, så mon ikke at det har toppet ?

Det kommer jo selvfølgelig også an på hvordan vinden har været. Når de trækker sydpå, så skal det helst være en let modvind fra NØ, for så blæser de ind over Sjælland.