lørdag den 23. august 2014

Lidt lørdags-sysler.....

Lillemor skulle på vandre-tur i dag med Vandre-lauget. Jeg afleverede hende kl. 08,50 i Helsingør ved stationen. De skulle med lokalbanen et par stop og så ellers vandre via "Rusland" og Tegners museum til Græsted Station Syd, hvor jeg skulle samle hende op kl. ca. 15,50. En lille vandre-tur på ca. 20+ km. Tilbage i hytten gjorde jeg denne rent - det er min tjans herhjemme. Så afsted ind til København, nærmere bestemt til "Forum Antikvariat" på H.C.Ørstedsvej, hvor jeg på antikvariat.net havde fundet en længe ønsket bog, nemlig denne:


"Sølle" 644 sider (til kr. 400) om dengang da danske møbler blev moderne. En nærmere beskrivelse af bogen kan læses ved at trykke her. Den har været udsolgt fra forlaget og jeg har ikke kunne finde den i nogen boghandler, så det var lidt heldigt at jeg fandt det eneste eksemplar på antikvariat.net og så ovenikøbet på Frederiksberg/H.C.Ørstedvej. Den glæder jeg mig til at læse.

Hjemme lidt frokost, læse en smule og så se Formel 1 kvalifikation fra Belgien.

Afsted ved 15-tiden til Græsted Station Syd og samle Lillemor op. Hun var godt nok lidt mørbanket efter den lille "spadserer-tur" på 20+ km; hun har været syg Søndag - Onsdag i ugen, så formen er ikke i top, men sej er hun sgu'.

Hjemme igen lidt kaffe og læse lidt og så se Champions League Ishockey på svensk TV2 fra....Vojens af, for at det ikke skulle være løgn. De danske mestre mod de svenske mestre.

Så afhentning af Junior og svigerdatter og afsted til Herlev Skøjtehal for at årets første træningskamp mellem Herlev Eagles og Rødovre Mighty Bulls. Herlev vandt 3-2. Helt rart at se en ishockeykamp sammen med knægten....man har jo ellers set ham spille.

Det var min lørdag.....dejlig og med godt udbytte på alle måder.


lørdag den 16. august 2014

Et par bøger.....


Bøger og mig.....og Boghandlere og mig.....det er simpelthen sagen. Bøger kan man ikke få nok af; kun for lidt reoler og reol-plads.

Og gode Boghandlere er der efterhånden ikke flere af. Bevares, - der findes da f.eks. Bog & Ide og Arnold Busck som handler med bøger og det gør Brugsen, Føtex og Netto m.fl. jo også. OK - ret skal være ret; Arnold Busck udskiller sig fra de andre kæder ved at have et bedre udbud af bøger og er udmærket...til det daglige...især deres (Hoved- ?) butik på Købmagergade er god, især inden for mine interesser. Og igen - der ligger sandelig en Bog & Ide i Lyngby, der er værd at kigge i. Men ellers er de fleste af de kæde-butikker er kun med best-sellere og legetøj, fødselsdagskort o.s.v....sådan da.

Jeg har i et tidligere indlæg omtalt at Nyboder Boghandel er lukket. Der er efterhånden ikke mange rigtige boghandler tilbage, men jeg har de seneste år bl.a. jævnligt frekventeret Bagsværd Boghandel der er det nærmeste, en god gammeldags boghandel her i lokal-området kan være. Lidt papirvarer men ellers "spækket" med bøger fra gulv til loft om alt. Der er herligt at gå og snuse.

Det, der også gør Bagsværd Boghandel attraktiv er, at den som nabo har en god gammeldags slagter, hvor de sælger fremragende hjemmelavede pølser af alle mulige slags.....og flæskesvær. Når men altså, forleden dag var jeg lige et smut derovre og snuse og der fandt jeg lige et par små-ting. Den ene en ny-udgiven bog (2013) om digteren og maleren Holger Drachmann og hans hus i Skagen. Den er nærmest en samling af forskellige menneskers indlæg om Drachmann, noget biografisk stof, hans betydning indenfor digtning/hans forfatterskab, han malerkunst, hans betydning for Skagen dengang og nu samt ikke mindst et par indlæg om "Drachmann's-aftener" og restaureringen af hans hus i perioden 2010-2012. Meget spændende bog med en masse gode foto's og gode indlæg.

Her, de sidste par gange, Lillemor og jeg har været i/på Skagen, så har vi hvergang været omkring "Drachmann's Hus" og overværet de såkaldte "causerier" i haven - en slags 1 times eftermiddagsforedrag af meget forskellig art, ligesom vi har været til "Drachmannsaftener" med vise-sang og anekdoter. Mægtig hyggeligt og meget anbefalelsesværdigt, hvis I skal komme på de kanter.

Jeg faldt også lige over en bog, jeg har kigget efter hist og her, nemlig om danske Tin-mærker. Den er u-undværlig, hvis man interesserer sig - og samler på - dansk (gammelt) tin. Jeg har en bette smule.
 
 
Jeg sluttede lige af med at besøge naboen og få et par forskellige pølser (til pålæg) med hjem; nogen med hvidløg og nogen med chili......og så også lige en pose pragtfulde flæskesvær (Gris og fisk er - ikke blandet sammen forståes - min absolutte favoritmad uanset hvilken måde det er tilberedt på).
 
 
Og så en sjov ting. Jeg er - som mange andre unge (!) mennesker - på Facebook og med i en stribe grupper der. Om mine interesser forståes; kunst, klassisk musik, amerikansk borgerkrig, historie om gamle København, om sporvogne og om tog/lokomotiver. I sidstnævnte gruppe nævnte en person en bog som storebror har skrevet for nogen år siden. Jeg kunne godt huske den, men har den ikke selv. Har kun et par stykker af ham. Så jeg checkede lige en søgemaskine om antikvariske bøger  som jeg bruger jævnligt og også har købt fra/på og opdagede, at Antikvariat Aabenhus i Aarhus havde den og så bestilte jeg den i Onsdags. Fredag havde posten været der, så jeg kunne hente den i dag på Posthuset. Herligt.

søndag den 10. august 2014

Kay Bojesen på Sophienholm.

Jeg har en kollega på rådhuset som hedder Benjamin. Vi er ikke i samme afdeling og har aldrig arbejdet sammen, selvom han også er uddannet på Herlev Rådhus. For nogen år siden blev Benjamin formand for vores Personalekunstforening, d.v.s. at han er fulgt i mine fodspor, da jeg jo var formand for Personalekunstforeningen i en 5 års tid for en små 25-30 år siden. Jeg har fundet ud af, at vi udover kunst også har design og danske møbler og møbelarkitekter som fælles interesse.. Blandt andet så læste Benjamin min blog for noget siden og så "min anmeldelse" af bogen om PP Møblers stifter Ejnar Pedersen "Håndværk og Livsværk" og den lånte han så af mig. Benjamin har også set min bogliste og der set, at jeg har en ny-udgivet bog om Kay Bojesen: "Kay Bojesen - linien skal smile" og som han nu har lånt af mig. Benjamin har været samler af Kay Bojesen figurer m.m. og haft masser af dem og solgt en del af de nyere. Han fortalte mig, at der p.t. var en udstilling om Kay Bojesen ude på Sophienholm Slot ude ved Bagsværd Sø. OK - den udstilling havde undsluppet min opmærksomhed, så den oplysning blev straks lagret.

Og idag fandt vi så tid til at smutte der ud og se udstillingen.
Det er et flot sted, det der Sophienholm. Opført i 1768 og så i starten af 1800-tallet fik bygningen så sit ny-klassisiske udseende. Der er en stor park til stedet og der er der forskellige arrangementer. For nogen år siden var jeg der til Bellman-dagen, som var et udmærket arrangement. Denne dag gentages Søndag d. 17. August - kig nærmere ved at trykke her.


Når man ankommer til Sophienholm står denne pragtfulde statue af "Konen med æggene" og tager i mod en:

Indenfor i forhallen blev vi modtaget af disse 10 en meter høje Livgardere lavet af Kay Bojesen. Jeg har et par stykker af dem i 18 cm udgaven.


Og så startede ellers udstillingen med en masse af gensynsglæde. Jeg tror, at alt hvad Kay Bojesen har lavet af legetøj var repræsenteret i montre på gulve, vægge og i skabe. Mange - i hvert fald en del - kunne jeg og Lillemor genkende fra vores barndom; noget havde vi haft selv og noget havde kammerater haft. Herligt var det i hvertfald at gense. Og ganske imponerende at se Kay Bojesens "Hitte-på-somhed" som der står et sted på en planche.

I et rum var det overvældende at se mange af figurene/dyrene i endog meget stor udgave. Imponerende.....men hvor er det lige....på hvilken hylde er det lige man får plads til dem ? :-)

Som sagt - jeg har set og kender mange af hans ting i forvejen, men alligevel var der overraskelser imellem, som f.eks. disse 2 Husarer på gyngeheste. Jeg kan ikke mindes at have set dem før.

Et andet rum var dedikeret den kendt Abe, som hang her i loftet blandt andet:

Jeg kender meget af hans træ-legetøj, men er ikke så bekendt med hans sølv-arbejder. Oprindelig blev Bojesen uddannet som kommis på Stevns, siden kom han i sølvsmedelære hos Georg Jensen, da denne var nystartet som selvstændig sølvsmed og sidenhen startede Bojesen selv egen sølvsmedie op og meget senere sit træ-værksted. Jeg var altså meget nysgerrig på hans sølvarbejde og jeg må sige, at jeg blev en del imponeret:

Billederne - dem alle - levner ikke mulighed for rigtig at nyde nogen af genstandende. Jeg har taget dem uden blitz - det skal man jo sådanne steder, men alt det der lys-indfald fra kun en side samt alt det glas gjorde det rigtig svært på grund af reflekser og gen-spejlninger. Herunder ses et par eksempler på Skønvirke-smykker. Meget let-kendelig stilart og fantastisk dejlig synes jeg. Han blev jo udlært og aktiv lige i Skønvirke-perioden, der i starten af 1900-tallet.

Til en eller anden fest - læste jeg engang - manglede Bojesen afsætningsplads til forskellige ting og sager og lavede så en lille træ-tjener, der holder en bakke. Smart fundet på. Ca. 70 cm høj.

Som sagt - jeg var imponeret af hans sølvting og her er et fåtalligt udsnit af disse:


Nedenfor ses et udsnit af et af hans spise-bestik-sæt, nemlig "Grand Prix". Det hedder sådan, fordi han vandt Grand Prix ved en udstilling i Milano. Oprindelig var det jo rent sølv. I dag - siden 2011 - er tilvirkningen genoptaget og det laves nu i rustfrit stål i 2 versioner; børstet stål (lidt mat) og i poleret stål (skinnende). Sidstnævnte er klart det flotteste.

Kay Bojensen var i øvrigt en stor fortaler for, at sølv-tøj skulle bruges dagligt. Jo mere slid jo flottere blev det med de der små slidridser og mærker. Det skulle IKKE gemmes væk og kun bruges til fint brug. Jeg kan kun give ham ret. Jeg har f.eks. min dåbs-ske endnu. Den er i almindelig ske-størrelse og ikke en baby-ske. Jeg bruger den hver dag til min morgenmad (og til al anden ske-mad) og det slid m.m. giver den et specielt flot skin. Herligt.

Og udstillingen slutte af med de her 3 sjove nødde-knækkere, hvor den til venstre, som forestiller den gamle Statsminister Thorvald Stauning, nok er den mest kendte:

Udstillingen slutter d. 21. September, så I kan nå at se den endnu.

fredag den 1. august 2014

Der er så meget kvinder ikke forstår......gnæk-gnæk-gnæk......

Kender I den der reklame-serie fra Danske Spil/0ddset, hvor der sker eller man hører et eller andet sportsligt og man ser en kvinde der ikke fatter en bjælde af den der sports-term ? Bl.a. kan jeg huske den der, hvor man ser en ung kvinde fare ud og åbne døren, fordi hun hører et "Donggggg" og tror det er dørklokken, men hvor det bare er signalet for en scoring i en tv-kamp. Hun farer ud et par gange og åbner til den tomme trappe-opgang. Lidt morsomt...endda lidt meget morsomt, synes jeg.

Nuvel - jeg har lige fået en ny mobil-telefon, en:

og den dag - her for et par dage siden - sad jeg om tidligt på aftenen og rodede med den for at lære den at kende. Blandt andet indstillede jeg ringetone, besked-lyde for SMS, mail o.s.v. En af besked-lydene jeg fik sat op, var den for modtagne mails. Det var simpelthen lyden "knock-knock-knock", altså lyden af en der banker på døren 3 gange. Ikke særligt højt men pænt hørbart.

Jeg sidder kort efter på terrassen og ryger en smøg. Telefonen ligger på spisebordet inde i stuen. Lillemor pusler rundt i køkkenet. Kort efter registrere jeg den der "knock-kncok-knock" lyd, - OK, en mail er modtaget. Jeg registrerer også, at Lillemor åbner hoveddøren ud til vejen og tror hun går ud med affaldsposen...og tænker ikke mere over det, da jeg jo sidder nærmest i mine egne tanker ude på terrassen og ryger.

Senere på aftenen modtages en ny mail...."knock-knock-knock".........og så siger Lillemor:" Nu igen - gider du åbne dennegang.........." Jeg gloede åndsvagt/forundret på hende....så gik pråsen op for mig.....og gæt hvem der fik et hysterisk latteranfald :-D