mandag den 29. juli 2013

Lidt trist at det nu er slut

Ja sgu' - det er sgu' en trist, vemodig og alligevel en god dag. Min knægt har offentliggjort sin beslutning om at stoppe med at spille ishockey. Efter godt 16 år med Top-ishockey som professionel har han valgt at stille skøjterne på hylden i en alder af "kun" 34 år. Han har jo i de sidste par år vidst at tidspunktet jo måtte komme og så haft tid til at vænne sig til tanken........men alligevel; det har jo været hans "liv" i de godt 16 år, han har levet af det, han har levet og åndet for det, han har forsaget mange ting men han har også haft mange gode oplevelser, som f.eks. rejser med landsholdet og spille i lande som USA, Canada, Sverige, Finland, Norge, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Østrig, Italien, Rusland, Hviderusland, Ukraine, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Letland, Japan, Rumænien, Ungarn og sikkert flere lande endnu som jeg ikke lige kan komme på....sågar Nord-Irland har han spillet i med sin dengang svenske klub (Troja-Ljungby).

Han startede som 18-årig og det føles som længe siden. Hans hjerteklub (og ungdomsklub) har altid været Herlev, men han har også spillet for Herning Bluefox, Odense Bulldogs og Hvidovre herhjemme samt Troja-Ljungby, Gislaved og Arboga i Sverige. Han har spillet over 500 klubkampe og dertil kommer så trænings og pokalkampe og 185 Landskampe.....hvilket bringer ham op blandt de 10 der har spillet flest landskampe for Danmark overhovedet. Han har været kaptajn for både Herning, Hvidovre og Herlev og mig bekendt er der ingen andre danske spillere, der har prøvet det. Og nu er det slut. Herunder lidt tilfældige billeder fra en lang karriere: 
 Præsentationsbillede til landsholdet.
 
Herunder ses han i kamp mod Sverige. Han spillede sin allersidste ishockeykamp på Top-niveau netop mod Sverige under VM i Stockholm her i foråret. Som han siger nu: "Det er ikke alle beskåret at spille afskedskamp mod Sverige i en udsolgt Globen Arena (14.000 tilskuere)." 
  
 
 Ovenover Landsholdet, vistnok fra 2010, som har betydet meget for ham.
 
 
 Herover er han kommet i gode hænder ...eller hvad det nu er....mellem et par tjekkiske spillere under et VM. Og nedenunder er det fra en kamp mod Letland: 
 
 Og herunder et par billeder fra sin sidste sæson i Herlev's sort/gule spilledragt:
 
 
Og herover jubel efter han (# 17) har scoret i en kamp mod Esbjerg i hans sidste sæson.
 
Skader har han selvfølgelig haft en del af; forvridninger og forstrækninger, masser af blå mærker, fået slået tænder ud eller fået dem knækket, knæ-operation (kikkert-operation og han spillede landskamp 10 dage efter), lysken-operation, adskillige syninger i ansigtet/hovedet. Engang ringede han til mig og fortalte han sad på sygehuset og ventede på at blive syet og om jeg gad komme og hente ham. Jeg mødte op og han sad på en briks inde på skadestuen og ventede på at blive syet. Vi sad så og snakkede da lægen og en turnus-kandidat kom til ham. Lægen undersøgte såret og forklarede kandidaten hvad der skulle ske og så opdagede han lige pludselig et ar....og et til. Han kiggede nærmere på hans ansigt og sagde så til kandidaten at knægten havde nogen ar og om kandidaten kunne se hvormange. Denne tog et tæt "kig" på ham og sagde så: " 5 ar". Lægen grinede og sagde:"Næh, - der er 8 ar".......hvortil knægten sagde, at der måtte være 12 ar, men nogen af dem sad nok oven i hinanden, så de kunne være svære at se....... Mange af de syninger i ansigtet er ordnet under kamp; det tager jo kun et par minutter at sy en flænge og så er det ind og spille igen.
 
Engang under et VM i Wien sad Lillemor og jeg derhjemme og så kampen direkte/LIVE på TV. Han kørte frem mod en modstander der havde pucken. Så skød modstanderen på et par meterafstand pucken lige op i ansigtet på knægten som gik i isen med brag. Han sprællede lidt og holdt sig for hovedet mens der bredte sig en pæn blodpøl på isen under hans hoved. Lillemor råbte Åh Gug, åh Gud hvad skete der ? Jeg rykkede lidt frem i stolen og sagde så, at nu havde han nok fået ryddet munden (for tænder). En puck er en komprimeret massiv gummiskive på 175 gram. Spillet blev stoppet og et par terapeuter og en læge fra holdet kom løbende ind til ham. De kiggede på ham og gav ham et håndklæde og fik ham op at stå. Så kørte han foroverbøjet med håndklædet for ansigtet/hovedet ud i spillerboksen og gik så helt ud af hallen til omklædningsrummet med hjælperne. Uha tænkte vi, hvad mon der så var sket nu. Nåh - isen blev renset for blod og spillet sat igang igen uden ham. Knap 20 minutter efter ringede vores telefon. Det var ham. Han sad i en ambulance på vej til hospitalet. Lægerne i hallen ville ikke sy ham, de sendte ham på et hospital hvor specialister i kosmetiske operationer ville ordne ham. Han havde set skuddet/pucken komme og nået at dreje ansigtet, så pucken havde ramt på siden af hovedet på øret, så hele øre-flippen (den nederste del af øret) var skudt af og iøvrigt var der også hul i øret. Det var ikke så slemt....sagde han, bare meget blod. Herunder ses et billede af ham med 17 sting i øret. Flot ikke ? Det var jo fint broderi de lavede for man kan næsten ikke se noget idag. Iøvrigt spillede han kamp næsten dag - no problemos.
 
Han har også fået brækket anklen og knysten. Det skete i december 2011 og han spillede igen i Marts 2012. De satte en skinne ind og skruede den brækkede knogle sammen, ligesom de skruede en skrue igennem han flækkede knyste. Det eneste problem han havde - og stadig har...han har jo stadig de der ting siddende i benet/anklen - er, at han ikke kan stramme skøjten så meget om det ben som han kunne ønske sig. OK - han har trods alt spillet en hel sæson og et VM her i 2013 med det metal der i benet. 
 
 
 
Herunder for resten et billede fra hans 2. år i Herning Bluefox, hvor han var kaptajn for holdet. Det første år fik de sølv og det andet år fik de bronze. 
......og nu takker han så af. Herunder hilser han ud til publikum under en landskamp i Vojens i foråret, hvor han spillede sin landskamp nr. 175 og fik blomster. Han fik 10 landskampe til før end det nu er slut. 185 landskampe for Danmark (han har i øvrigt nok spillet godt 25-30 ungdomslandskampe før Senior-landsholdet) er vel ikke ringe, vel ?
Herunder et af de bedste billeder - det er fra tidligt i karrieren - af ham synes jeg. Det var midtersiden - altså dobbelt op - i et hockeymagasin som ikke eksisterer mere.
 
Og nu er det slut. Så er det tid til at tænke på den uddannelse som fysioterapeut han er igang med.
 
Jeg synes sgu' at han har gjort det rigtigt godt. Lillemor og jeg er faneme stolte af ham og glade for den beslutning han nu har truffet.

søndag den 28. juli 2013

Fuglsang og Olaf Rude's akvareller.....

Jeg har længe ønsket at komme ned til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og se den udstilling der er indtil d. 1. September 2013. Jeg havde planlagt en tur derned mens Lillemor var i NordSverige og vandre, men den tur blev ikke til noget, da jeg desværre fik et-eller-andet med mit venstre knæ (som jeg stadig døjer med) og måtte sidde stille i den weekend med poten oppe og understøttet.

Men så idag - formentligt på årets varmeste og lumreste dag - skulle det så være og Lillemor og jeg drog afsted i en dejlig kølig bil (længe leve air-condition) mod sydlige egne. Og flot var køreturen da; blå himmel og flotte marker der ser ud til meget snart at skulle høstes. Faktiskt var nogen allerede høstet, så det er nok vintersæden der er høstet. Det korn vi så på markerne manglede lige den her lille kedelige brun/grå farve det har når det er helt modent.
Og så kom vi til Farø-broen (fordi broen går via den lille ø Farø) som den ny Storstrømsbro kaldes og det er jo en såkaldt Skrå-stags-bro ligesom Øresundsbroen. Herunder kan man se hvorfor:

 Herunder og over auto-værnet et kig over mod den gamle Storstrømsbro, som bare er en almindelig bro :)
Og herunder er vi så nået frem til Fuglsang Kunstmuseum. Da vi steg ud af den dejlige kølige bil var det som at stå ud i et dampbad. Hold da kæft hvor var det varmt og fugtigt i vejret. Selv en smule luftning hjalp ikke. Det var HOT siger jeg jer. 

Jeg har tidligere besøgt stedet og skrevet at det er et meget fint museum med en rigtig god bredde kunstmæssigt. Vi gik dog efter særudstillingen med 90 Olaf Rude akvareller og det var turen værd. De fleste akvareller er her fra området (han er jo opvokset her i området) og fra Bornholm, hvor han havde sommerhus. Jeg har bare smidt 6 af disse akvareller og uden kommentarer til dem.






Efter at have nydt og svælget i dem tog vi lige en runde og så på den permanente udstilling og selvfølgelig er der her et par af mine favoritter:
Herover et stort maleri af.....tada.....Johannes Larsen forestillende en bølge i bugten ud for Kerteminde.

Herunder mit absolut favorit billede af nyere dansk kunst, nemlig Jais Nielsen's "Afgang":
Udover særudstillingen med akvareller var der også lige et par oliemalerier af Olaf Rude. 2 af dem er herunder:

De er ret kubistiske og det var han i en periode som mange andre kunstnere på den tid, men ellers er han ret naturalistisk....i en enkelt let kubistisk stil ;)

Og herunder min favorit-"model": Lillemor :)
Og herunder er et lille maleri af Vilhelm Bendz fra Schweiz af. Han døde jo på sin "dannelses-rejse" i en lille italiensk by af Tyfus/kolera på vej til Rom i en alder af kun 28 år. Endnu et talent der aldrig fik lov at folde sig ud.
Efter rundgangen på museet kom vi ud i Hall'en med museums-butik og cafe og igen fik vi en med damp-hammeren. Udstillingsområdet er selvfølgeligt klima-styret og der var dejligt køligt derinde..
Vi fik dog taget os sammen til at spise noget frokost der og fik begge en ganske dejlig salat med kyllinge- og baconstykker i og en slags karry-dressing ved siden af i små skåle som man efter behov kunne hælde lidt af udover salaten. Det smagte rigtigt godt.

Udenfor opdagede jeg på en gammel bygning ved siden af denne lille detalje: fæstnet fra muren til at hold nedløbsrøret med. Ganske flot.

Jeg havde regnet med, at vi skulle gå en tur rundt på Skejten som området hedder, men det opgav vi simpelthen på grund af varmen....ærgerligt.

Bagefter tog vi lige en smut ned og så Nysted havn, men det var ganske enkelt for varmt til at bevæge sig ud så vi vendte snuden hjemad i den dejlige kølige bil.

Og hjemme på terrassen i skyggen var der HOT, forfærdeligt varmt. Jeg er ikke skabt med tykke læber og kruset hår....det der er IKKE nordbo-temperaturer.....HVORNÅR KOMMER DEN LOVEDE REGN ?????

fredag den 26. juli 2013

De nordmænd, de nordmænd.....tsk....tsk....

Faldt i en af dagens aviser over denne avis-artikel om nedenstående nye flotte færge, der skal sejle mellem Stavanger og Hirtshals:

Kort fortalt skal skibet sejle på Gas og det er jo rigtig godt for miljøet. Problemet så bare det, at man i Norge IKKE tillader skibet at blive påfyldt gas mens der er passagerer på, hvorfor man bliver nødt til at sende (vistnok i flg. TV) 11 kæmpe tankbiler med gas til Hirtshals fra Norge via det almindelige vejnet for at få fyldt skibet op med gas. Og så er det ligesom at miljø-besparelsen går lidt i vasken. I Danmark og Sverige og flere andre lande er det tilladt at påfylde gas på denne slags skibe mens de er i havn med passagerer på.

Det virker så altså ikke særligt gennemtænkt det projekt, at man ikke har sørget for at undersøge det med gaspåfyldningen inden man bogstaveligt talt sætter sådan et projekt i vandet.

Men så var det så, at jeg kom til at tænke på en af Lillemors og mine ture til Nordkap som ligger på en ø, Magerøya, i det allernordligste Norge.

På kortet ovenover er vist Magerøya. Man kommer dertil via en vistnok 6 km lang tunnel under vandet. Det er den lige streg i billedets underkant. Her kommer man til øens hovedby, nemlig Honningsvåg. Oppe i billedets top ses som en gul plet Nordkap. Den røde streg er "hovedvejen der til fra Honningsvåg. Udover hovedbyen er der kun 3 bittesmå Fiskerlejer. Hvis man kører ad hovedvejen kommer man til en afstikkervej til højre til Kamøysvær.. Cirka midt på øen kommer så en vej til venstre der går til Gjesvær. Igen længere nordpå endnu en vej dog til højre til Skarsvåg.

Vi boede i Skarsvåg begge gange vi der; første gang i 3 dage og anden gang i 5 dage. Det er bare noget af det bedste jeg har oplevet. Herunder et foto af Skarsvåg:
Hvis man kigger godt efter, så kan man på den første dæmning (den nærmest bunden af billedet) se
hvor den "rammer land" til højre og lige der kan man ane et hvidt/lyst hus og det var der vi boede. I Skarsvåg boede der knap 135 mennesker. Til gengæld kom der nogen gange Rensdyr gående igennem byen. Herligt at se.

Når men altså, udover at trave i fjeldet og være ude på selve Nordkap plateau'et nogen gange, så tog vi en dag til Gjesvær, for der at komme på fuglesafari ud til ud til nogen fuglefjelde der hedder Gjesvær-tappene. Det var en decideret turistbåd med plads til 40 personer, der sejlede derud og som vi havde bestilt plads på. Ankommet til Gjesvær steg vi ud af bilen og blev med det samme tiltalt af en fyr om vi skulle ud på fugletur hvilket vi bekræftede og han sagde så, at så var det nu, for de var ved at sejle. Vi studsede lidt for der burde være ca. 30 min. til afgang, men fulgte ham nedad nogen trapper og gloede så på en .........lille fiskerbåd !!! Det viste sig, at det var en lokal-fisker, der kørte en lille neben-geschæft og sejlede folk ud til fuglefjeldet. Ombord var allerede et svensk ægtepar små 20 år ældre end os. OK - vi tog chancen og tog med. Det blev allertiders tur. Den lille fiskerbåd kunne sejle tættere på fjeldet end den store turistbåd og skipper var ovenikøbet lokalfødt der i Gjesvær og havde som dreng og ung samlet fugleæg på fuglefjeldet der, dengang det var tilladt. Vi så alle mulige slags fugle; Alke, Lomvier, Polar-Lomvier, Tejster, Suler, Søpapegøjer (Lunder), Havørne, Svartbage, Sølvmåger, Havterner, Ederfugle, KongeEderfugle og så lidt småfugle også samt en masse sæler. Fantastisk tur.

På vej ud af havnen, ser vi en række pæle/master i vandet - Lys-bøjer - der bruges til at navigere ind og ud af havnen med. Ved en af dem var fortøjet en mindre båd og oppe i masten sad en mand og arbejdede. I båden var der der yderligere 2 mand og båden var iøvrigt lige så stor som en fiskerbåd. Skipper fortalte så, at den Norske Søfartsstyrelse i sin u-udgrundelige visdom forrige år havde meddelt at man gik igang med at modernisere alle disse lys-master, hvilket Skipper fortalte også havde været nødvendigt. STOR var de lokale fiskeres overraskelse, da de opdagede at man opsatte solfangere-paneler til at give strøm til alle fyrene/lys-masterne. Søfartsstyrelsen fortalte at det var de nyeste og mest moderne indenfor faget. Jo jo sagde de lokale fiskere.......det er nu bare sådan, at der er midnatssol og helt/meget lyst i ca. 5 måneder om året, så der er der ikke brug for lysmasterne. Derudover er der dårligt vejr eller totalt tåge i ca. 4 måneder, så der tager ingen ud at fiske. I de resterende 3 måneder er der totalt mørkt døgnet rundt......så det der med sol-paneler ville ikke virke i den periode.....altså - det var totalt virkningsløst og ubrugeligt det de satte op.............Hovsa. Ikke særligt gennemtænkt.

Nu var man ved at udskifte sol-panelerne med el og batterier, så skidte trods alt kunne komme til at virke efter hensigten......men sikke en masse spild af penge og arbejde......og jo - de lokale havde fået mange grin ud af den affære, mens der nok var en del røde ører i Søfartsstyrelsen...

Herunder lidt billeder af de ting vi så:

Gjesvær med fuglefjeldene Gjesvær-tappene i baggrunden med de flade toppe.


Suler
 


 Søpapegøjer var Lillemor helt pjattede med. Når de fløj så havde de spredte fødder så de lignede små røde bordtennis-bat. Det er nogen herlige nogen.

Sådan opdagede jeg min allerførste Kongeederfugl. Der var masser af Ederfugle, der lå og svømmede rundt i små-flokke. Hannerne har alle sammen den her grønlige nakke men lige pludselig var der en med den der turkis-agtige nakke....og det store næb med knop på.....en Kongederfugl. Den stak fuldstændig af i farver fra de almindelige Edderfugle. Og så ligepludselig "så jeg dem overalt"; nogen i rene små Kongederfugleflokke på en 5-6-7 stykker hanner og hunner eller i blandet de almindelige Ederfugle. Jeg havde jo indtil da "bare set " en masse Ederfugle, men efter jeg opdagede den første, ja - så jeg dem "hele tiden" - de stak jo så meget af fra de almindelige, så de var lette at opdage.

Men det var nogle dejlige ture derop........og med en sjov oplevelse med de Lysmaster.

Nordmænd....tsk..tsk...

mandag den 22. juli 2013

Tillykke Edvard....

I dag for 131 år siden fødtes min amerikanske favorit-maler Edvard Hopper. Han er meget speciel og det er det, jeg godt kan lide ved ham.

Her har han begået et selvportræt.

Hans kendteste maleri hedder "Nighthawks" og jeg er dybt forelsket i det:


Et par sidder på en "Diner"/kaffebar i en eller anden storby om natten. Der er kun en anden gæst og så kokken/ekspedienten. Det er så tomt og ensomt på trods af at der er mennesker og den mandlige del af parret ovenikøbet taler til kokken. Jeg kan kigge længe på det billede; hvem er de 2 - parret ? Har de lige mødtes ? Er hun samlet op af ham på en Natklub ? Afgiver manden en bestilling til kokken ? Og ham den enlige; der anes noget på disken ved hans venstre side - en avis ? - man kan se hans kaffekrus. Og så det nøgne, kolde elektriske lys......ja, - jeg kan se længe på det.

Hans stil er kølig og tit ensom og så det med at man aldrig kan se vindues-glasset i hans billeder:


På en måde virker de triste, men alligevel så kan jeg ikke lade være med at være fascineret af hans stil. Der ER altså noget over den.




Jeg havde fornøjelsen af at se 5 stykker af ham på Metropolitan i New York sidste år, desværre ikke "Nighthawks" som findes på et museum vistnok i enten Detroit eller Chicago.



Men prøv at klikke på den her linie for at se mere af Edvard Hoppers malerier. Han er det værd.

tirsdag den 16. juli 2013

Endnu en bog til samlingen.....

Så kom den endelig....en bog jeg har "ventet på" i knap 2 år:


Som det ses, så handler den om slaget ved Gettysburg, det vil sige, den handler om kampagnen eller felttoget om Gettysburg. Teksten er af J.David Petruzzi og kort er tegnet af Steven A.Stanley.

Optakten er sydstatsgeneralens Robert E.Lee's invasion af nordstaterne begyndende d. 9. Juni 1863 og som kulminerede med slaget ved Gettysburg 1.-3. Juli 1863 og endte med tilbagetrækningen til Virginia d. 14.Juli 1863.

Bogen omhandler i små afsnit opmarchen med alle de små træfninger der er undervejs indtil Gettysburg samt den efterfølgende tilbagetrækning - og nordstaternes forfølgelse - til Virginia.

Det er en rigtig nørd bog. Der er mange detaljerede kort, der viser de enkelte enheders bevægelser under de forskellige træfninger/kamphandlinger samt alle Enheders, Sydstats som Nordstats, mandskabsopgørelser med angivelse af tabene (sårede, døde og tilfangetagne), angivelse af hvilke enheder (Regimenter, kompagnier,Korps, Divisioner o.s.v.) der deltog i de enkelte træfninger samt alle kommanderende officerers navne og grader.

Jeg kender Petruzzi en smule via mail, hjemmesider og Facebook. Han har til mine 2 ture  til Gettysburg været mig behjælpelig med oplysninger. Derudover har jeg et par bøger af ham i forvejen, hvoraf den ene - The Complete Gettysburg Guide - var en uundværlig følgesvend derovre.

Da det for 2 år siden kom frem at den var ved at blive udgivet, så forudbestilte jeg den med det samme på Amazon.com og jeg fik selvfølgelig bekræftelse herpå fra Amazon. Så kom vente-tiden. På Amazon's hjemmeside stod der, at den forventedes udgivet d. xx.xx . Den dato rykkedes. Jeg kontaktede Petruzzi og han forklarede, at det desværre var rigtig og at det var noget med nogen tekniske rettigheder.....eller noget. Men så, her i foråret 2013, så udkom den. Perfekt at have her op til 150-års-dagen for Slaget ved Gettysburg. Og nu er den....efter lidt ventetid, fordi jeg ville have den gennem Amazon.co.uk, den engelske afdeling af Amazon, for der slipper man for en masse afgifter og skatter i forhold til at købe den direkte fra USA.

...og nu skal der nørdes....

søndag den 14. juli 2013

14. Juli er Bastille-dag...Frankrigs Nationaldag.

For godt og vel 20 år siden var vi på ferie i Paris - en af vor mange - og dengang var vores knægt med og han har vel været de her 14 år dengang.

Midtvejs i ferien var det Bastille-dag og byen summede op til denne dag. Der var pyntet op, eller ved at blive det, mange steder. I de 2 sidste dage før Dagen , bemærkede vi en hel del militærfolk, alm. soldater, Fremmedlegionærer (de er let genkendelig i deres uniformer med hvide Kepi's (hatte), Marinere, flådefolk o.s.v., o.s.v. og på aftenen før Bastilledagen, så oplevede vi mange små gade-fester rundt omkring og især på broen mellem Ile de la Cité og Ile Saint Louis i Seinen var der gang i den; blokvogn opstillet med orkester for fuldudblæsning, dansende alm. mennesker i alle aldre, musette-musik hist og her, masser af snak, latter, vin og øl og alle fortorvscafe'er fuldt optaget o.s.v., o.s.v. - altså mægtigt hyggeligt.

På selve dagen gik vi fra hvor vi boede - på pladsen ved Universitetet - og ned ad Boulevard Saint Michel til Seinen. Hold da op hvor der var mange mennesker. Man skal faktiskt mase sig lidt frem og især over broen til Ile de la Cité og derfra og over på den anden side og henad mod Louvre. Der er jo en kæmpe militær-parade der starter oppe bag ved Triumfbuen og så går ned ad Champs Elysée til Concorde-pladsen hvor den deler sig (nærmest slutter ved de store tribuner der) og går på hver side af haven og Louvre.....Det oplevede vi. Også at se jagerfly med Tricolorens farver i røg efter sig, helikoptere i formationer o.s.v.


Vi oplevede jagerflyene med røgfanerne før end vi nåede frem. Vi tog opstilling - der var jo fuldt optaget alle steder og især på Champs Elysée - ved Louvre og oplevede der både Hestegarden komme forbi,


....og masser af kampvogne i forskellige udgaver, med kommandørerne stående stive og urørlige i de åbne tårne og hold da op hvor det larmede at høre dem kører forbi i pæn fart. Der var masser af regimenter, både gående, kørende, artilleriregimenter med kanoner på slæb o.s.v.

Hvad der gjorde størst indtryk på mig og stort set også alle andre tilskuere var, da Fremmedlegionen kom marcherende. De har som de eneste hvide Kepi'er og de går i et speciel langsomt og gyngende tempo i forhold til alle andre marcherende soldater. Der gik et sug igennem tilskuerne da de øjnedes.

Vi brugte et par timer på at se på det hele - vi kunne iøvrigt ikke gøre andet, da vi ikke kunne komme væk på det tidspunkt - og derefter så vi bare på byen og hyggede med alle de mange, mange mennesker.

Om aftenen spiste vi på vores sædvanlige restaurant og gik så ned til Seinen for at gå hen og se fyrværkeriet ved Eiffel-tårnet. Nede ved Seinen var alt kaos. En stor trafikprop af biler der overhovedet ikke bevægede sig.....og sikke der blev dyttet. Kun os fodgængere kunne - om end med besvær - bevæge os fremad. På et tidspunkt blev det åbenbart en Politibil for meget og chaufføren i bilen, der sad midt inde i og omgivet af bunkevis af biler der holdt stille/sad fast, tændte faneme det blå blink og hornet. Det hjalp selvfølgelig ikke en skid...måske lige bortset fra at det fik pisset i kog hos de bilister der var lige omkring ham. Hvad fanden han havde forvente ved jeg ikke, men det har formentlig slået klik for ham.

På himlen kunne vi se store lys-spots kører frem og tilbage i alle mulige farver og det var ret flot at se. Vi nåede næsten, sammen med 1 million andre, hen på plads og fik så set det største fyrværkeri jeg nogen sinde har set. Hold da kæft hvor det var flot. Og sikke nogen store ting der eksploderede og sikke farver der var i det. Og så længe de varede. Og kun lutter glade og feststemte mennesker, der alle tog mylderet med et smil. Det var bare fantastik at opleve.

Jeg ved, at man idag inde i København i kvarteret omkring Lars Bjørnstræde - derinde ved det danske svar på Latinerkvarteret ved Københavns Universitet - fejrer Bastille-dagen i mini-format med masser af franske delikatesser, vin o.s.v. Bare vejret er med dem, for herude i Hjortespring er det gråt og blæsende og kedeligt.....men så kan man jo se Tour de France i TV hvor dagens etape er den til det skaldede bjerg Mont Ventoux.

......og så kommer Lillemor hjem idag fra sin 16 dages tur i de nordsvenske fjelde. Det glæder jeg mig til for jeg har faneme savnet hende.

........iøvrigt tillykke til Frankrig og alle franskmænd med dagen idag.