søndag den 6. oktober 2013

En lille søndagstur i fremragende vejr...Oktober er MIN måned :-)


Lillemor og jeg var på vores sædvanlige Søndagstur, i hvert fald den tur vi ofte tager, inde omkring havnen i København. Egentlig burde jeg lade billederne tale for sig selv, men jeg smider lige en enkelt bemærkning eller to undervejs. Vi parkerer altid på Esplanaden eller i Amaliegade og det første vi kommer til er så Værtshuset/frokostrestauranten "Lumskebugten" der ligger lige overfor A.P.Møller-Mærsk's Hovedkontor på Esplanaden. Iøvrigt hed Esplanaden i gamle dage "Toldbodgade", men det er en anden sag.
 
Herfra går vi ud gennem porten til Nordre Toldbod:

Derude ligger iøvrigt et stoppested for Havne-busserne og der opdagede vi, at de har forlænget ruten til ud på Refshaleøen. Herligt, hvis man skal derud. Men mærkeligt er det, at de sidste sejler omkring 19,50-tiden, så hvis man skal til et arrangement et-eller-andet sted på Refshaleøen eller på Holmen, så skal man tage en almindelig bus hjem hvis det slutter efter 20,00. Mærkeligt.

Derude drejer vi så mod højre og går langs med havnen mod Nyhavn. Vi kunne se, at de havde fjernet det øverste af Stormasten på skoleskibet "Georg Stage" der altid ligger i vinterkvarter derovre. Skoleskibet Danmark ligger jo i Frederikshavn.

Undervejs passerer man Amalie-haven, hvorfra man har dette vue op gennem Amalienborg til Marmorkirken, der er blevet så fin fra denne side, efter de har restaureret og renset den.

Nede ved Kvæsthus-bryggen, hvor Skuespils-huset ligger, er de i gang med at lave parkeringskælder. Endelig, vil jeg sige, for det er rigtig tiltrængt med P-pladser i det område især når nu de har placeret dels Skuespils-huset der og Operaen lige på den anden side (hvortil man kan sejle med havnebusserne og snart gå over en ny bro fra Nyhavn af). Kvæsthus-bryggen kaldes også for Ophelia-Beach for den bruges af Skuespils-huset til diverse arrangementer om sommeren, ligesom kommunen også bruger stedet til arrangementer om sommeren. Spændende om den, Kvæsthus-bryggen, kommer igen når arbejdet med P-kælderen, som også går hen under Sankt Annæ Plads, bliver færdig.
Man kan se Amalienborg sådan ca. midt i billedet med det sorte tegltag.

Omkring Skuespils-huset er der lavet en træ-brygge, en rigtig fin ide. Her er taget et foto over mod Nordatlantens Brygge og Nordatlantens Pakhus. I gavlen som man kan se her, ligger i stue-etagen restauranten NOMA. I resten af (Pak-)huset er der Repræsentation for det Grønlandske Hjemmestyre, det Færøske Hjemmestyre, Det Islandske Konsulat (eller Ambassade ?) samt udstillingslokaler med udelukkende grønlandsk og færøsk (og islandsk ?) kunst. Fedt sted derovre og med gamle skibe ved kajerne udfor. Men man kan altså også på billedet se de 2 ende-bro-stykker der er ved at blive lavet. Der skal gå en bro fra Nyhavn's Højre (Skygge-) side og over havnebassinet, så man kan gå derover og komme på Holmen til bl.a. Operaen. Byggeriet ligger p.t. stille, da Entreprenøren er det nok så bekendte Entreprenørfirma Pihl & Søn, som gik konkurs her i forsommeren. For resten skal der ovre på den anden side også bygges en bro designet/tegnet af kunstneren Olafur Eliasson. Den bliver spændende at se; det er noget med nogen runde plateauer så vidt jeg husker. Men nu afventer man/vi så om der findes en entreprenør, der vil overtage og færdiggøre broen.

I et af de første huse fra havnen af i Nyhavn, er der denne flotte Port-overdel. Den er ny-restaureret og jeg har vistnok vist den før. Flot billedeskærer-arbejde der kan tåle en gentagelse.

Og her så et ret så farvestrålende billede af Nyhavn med fuld fart på Fortorvs-restauranterne/cafe'erne. Vi køber næsten altid - det afhænger af vejret - en is/softice i bæger og sidder og spiser på kaj-kanten mens vi ser på menneske-mylderet og på de der ude-beværtninger. Idag var der næsten fuld belagt på alle. Og i dag observerede vi det, der gør København så dårlig i turistøjemed. Masser af gæster ved alle borde på en beværtning og kun 1 (EN) tjener til at betjene dem alle. Vi så en del gå igen fordi de simpelthen ikke gad vente. Det er en af de ting jeg selv har mærket mange steder, på restauranter og på værthuse/cafe'er her i Staden. Vente-tid på første betjening/ordre-afgivelse, ventetid på at få varerne (og nogen gange ofte også lange ventetider mellem retterne) og endelig ventetid på at få lov til at betale. Altså her var kun en mand/ung knægt, en studerende velsagtens. OK - huslejerne er nok i top derinde i Nyhavn, men de priser der tages de enkelte steder er så sandelig også helt i top, så der skulle da være råd til at have mere end 1 (en) tjener ansat. Det er ganske enkelt for ringe og fuldt forståeligt at folk skrider og føler sig dårligt behandlet. For retfærdighedens skyld skal det lige siges, at det her var bare en ude-servering vi så på og forhåbentlig er det ikke et generelt billede af det der foregår i Nyhavn. Men jeg har min tvivl.

Herunder et billede af det færdig-renoverede Hotel D'Angleterre. Det er blevet rigtigt flot at se på. Og man kan se, at der er lidt baldakiner og parasoller så en eller anden form for ude-servering har de fået igen. Før var den overdækket og opvarmet, så gad vide om det kommer igen. Desværre er hele Kongen Nytorv stadig, og igen, en stor byggeplads på grund af Metro-stationsbyggeriet. Det er ellers Københavns flotteste plads og det bliver dejligt når alt rodet og plankeværker er væk om nogen år.

Fra Kongens Nytorv har vi altid 2 muligheder at vælge; enten ned ad Bredgade eller ned ad Store Kongensgade. I dag blev det Store Kongensgade. Lige i starten af Store Kongensgade ligger der et lille galleri, Galleri Brethvad, hvor der udstilles mindre og små figurer/skulpturer af fede damer med små hoveder. Både Lillemor og jeg synes de er herlige og vi står altid og ser på dem. De er ikke så dyre (2-3.000 kr. og op af), så en dag køber vi nok en der hjem til. Her ses Lillemor næsten med næsen mod vinduet for at se.



Også i Store Kongensgade ligger smørrebrødsforretningen "Ida Davidsen", hende med de flere hundrede forskellige slags smørrebrød. Nedenfor ses håndtaget til indgangsdøren til forretningen; en kæmpe messing-ske.

Lidt længere henne er der en stor forretning der sælger nye og moderne danske møbler og design. Herunder ses et par træfigurer af bl.a. Kay Bojesen. Af de viste, har jeg Aben, Gravhunden, Bjørnen og Elefanten. Resten af Kay Bojesen's træ-figurer, Flodhesten, Kaninen, Livgarderne , Søpapegøjen og de andre fugle, står højt på ønske-sedlen hos mig.



Som i Bredgade, ligger der også i Store Kongensgade lidt halv- og hel eksklusive tøj-forretninger. En af dem havde dette skilt i vinduet:

Herunder "bare" en ganske almindelig Københavnsk Brand-vandpost. I gamle dage var de alle steder, men disse, altså dette gamle design som altid har haft disse farver, er efterhånden afløst af nye sorte og kedelige "dimser", der nok er mere håndtér-bare for brandfolkene. Men flotte er de, synes jeg.

I en sidegade faldt jeg lige over dette flotte stykke smed-arbejde af et skilt hængende. Der er en ambolt på skiltet, så det er altså for et smede-værksted skiltet er.

For enden af Store Kongensgade og på hjørnet af denne og Esplanaden (den gamle Toldbodgade) lå min yndlingsboghandel. Desværre er Nyboder Boghandel lukket her i sommers. Ejerne, 4 ældre Herrer, kunne ikke finde ud af at få boghandelen videreført/solgt, så den lukkedes. De store skilte på facaden er væk, men det har så åbenbaret nedenstående fra den forrige forretning der har ligget der. En Blomsterforretning har været der, for der var også et skilt med at blomster sendes overalt. Mærkligt, for jeg kan kun huske at der har været boghandel der i al min tid. Og min bror, som gik på Sct. Annæ-Gymnasium som ligger et par 100 meter væk og som kom forbi der daglig i skoletiden og som efterfølgende også har købt bøger i bunkevis der, har aldrig nævnt at der har været blomsterforretning der. Måske er det "for længe siden" at ingen kan huske det.


Lige overfor på den anden af gaden står disse 2 små skulpturer støbt ned i fortorvet. Herligt.


....og så slutter vi af med endnu et værthus, nemlig "Toldbod Bodega" som også ligger der på Esplanaden. Et herligt gammelt sted som serverer rigtig god gammeldags dansk mad. Deres frokost-kort er simpelthen forrygende. Der har vi indtaget frokost nogen gange.
 
 
Så det var slut på denne dags lille tur "om haven" i dette pragtfulde Oktober-vejr.
 
 

1 kommentar:

  1. Nej - men sikken et grin jeg fik, da jeg så dit indlæg. Jamen, det er jo præcis den samme tur, som jeg gik onsdag. Og ikke nok med det, men vi har jo stået fuldstændig det samme sted og fotograferet Amalienborg og marmorkirken.

    Jeg har også købt flere bøger i Nyboders boghandel og det er lidt trist, at den er væk i dag.

    Jeg har aldrig spist på "Toldbod Bodega", men det er jo et populært spisested for folk fra de bedre kredse og derfor har jeg prøvet at løbe ind i et par kendte mennesker som har været på vej enten ind eller ud, når jeg er kommet forbi.

    SvarSlet