søndag den 18. september 2011

På besøg på Bakkehus Museet....

Idag var det tidligt op - kl. var 05,15 da uret ringede - for jeg skulle aflevere Lillemor og en kollega i Lufthavnen, da de skal på konference i Chamonix i Frankrig.
På hjemturen til bageren og købe en "Håndværker" og en Rom-snegl og så hjem og få kaffe og se ishockeykampen mellem Herlev og Aab til morgenkaffen. Kampen - som jeg så Live i hallen i går aftes - endte stadig 2-1 til Aab efter straffeslag (øv , men Herlev fik da 1 point for uafgjort i ordinær tid) men sjovt at se den i TV når man har set den Live.
Ved 11-tiden kørte jeg så til Valby/Frederiksberg, for NU VILLE jeg se "Bakkehus Museet" .
Bakkehuset er - for os guldalder-nørder  - kendt for at være boligen for Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) og hans hustru Kamma Rahbek (1775-1829).  I tiden fra 1802 til de døde, var deres hjem, Bakkehuset, "stedet" for datidens kulturelle elite. Der kom mange digtere og malere der, og også andre af tidens "tone-angivende" mennesker. Stedet lå udenfor Københavns volde, altså laaaangt ude på landet. Der var dog en fin udsigt derfra ind til København, da huset lå kanten af Valby/Frederiksberg bakke. Nedenfor ses et meget idyliseret billede fra guldaldertiden ind mod København, hvor man kan ane Rundetårns silhuet.
Idag ligger Bakkehuset indeklemt mellem bl.a. Carlsberg Bryggerierne og Frederiksbergske 5-6 sals beboelsesejendomme...som en lille grøn oase. Når man ankommer mødes man af en mindesten for Knud Lyhne Rahbek i haven.
Huset er i 2 etager og bygget som et vinkelhus. Haven dertil har været enorm, men er idag nærmest ikke-eksisterende. Der er museum i begge bygninger. I den nærmeste fløj beboes 1.salen af Benjamin og Janne Madsen der "bestyrer" museet og i den fjerne fløj er indrettet en mindre lejlighed på 1.salen som bruges som legat-bolig for forfattere/digtere.
Herunder ses hovedfløjens bagside fra "have-siden" af. Som sagt er der ikke meget have tilbage.
Indenfor blev jeg modtaget, bogstaveligt talt, af en herre som bød mig velkommen og straks høfligt begyndte at forklare om stedet. Det viste sig at være stedets inspekstør og bestyrer Benjamin Madsen som bor der med sin hustru Janne Madsen . Det var en rigtig hyggelig velkomst og jeg fik en del at vide, bl.a. at den særudstilling der var i den ene fløj "Blomsterpoesi i Kamma's ånd" nærmest var arrangeret af Janne Madsen som dels havde lavet alle buketterne og opstillingerne samt tillige udstillet enkelte private genstande såsom brudekjole og hatte. Altsammen pænt og nydeligt. Helt bestemt.

Nåh - jeg begyndte rundturen og så, som skrevet før, først særudstillingen om blomsterpoesien. Kamma Rahbek var meget ud i blomster udover de æsker (decoupager) som hun nok er mest kendt for at lave...og som vor Dronning også gør sig i.

Undervejs her stødte jeg igen ind i Benjamin Madsen og igen fik vi en god snak om stedet arkitektur m.v.

De foto's der er her på indlægget er alle taget med min mobiltelefons kamera på 3,2 pixels, så derfor kvalitetens tvivlsomme karakter.

Herunder ses hjørneværelset - det værelse der er hvor de 2 fløje mødes. Her tilbragtes det meste af tiden og spiste Knud og Kamma og ved bordet lavede Kamma sine æsker. Det var også i dette værelse at Kamma i 1829 afgik ved døden på en sofa. Knud døde året efter.
Herunder ses et vue gennem stuerne. At dørene - åbningerne - sidder midt i væggene mente Benjamin Madsen skyldtes en noget vel hård renovering foretaget i 1925, for normalt - det ses i den anden fløj - ville dørene ligge ved den ene ydervæg, således at stuerne var dybe og ikke skåret over som vist her.
I et af de mange rum sås Knud Lyhne Rahbeks's skrivepult. Huset er såvidt muligt møbleret med de møbler der ejedes af Rahbek'erne dengang. Enkelte møbler m.m. er dog tidsmæssigt korrekte men fra andre steder.
Herunder ses en del af havestuen, som var meget lys og venlig. Bemærk malerierne på væggene. Stort set alle malerier og tegninger er af de mennesker, der kom i Bakkehuset under dets storhedstid.
I havestuen findes sågar et gammeldags fuglebur med en levende Kanarie-fugl i.
2 af rummene i huset er helliget henholdsvis digteren Johannes Ewald (1743-1781) og digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850). Førstnævnte nåede Knud Lyhne Rahbek at kende i sin ungdom og beundrede ham enormt og helligede meget af sit eget skriveri om ham. Sidstnævnte, Oehlenschläger, kender jeg mere til. Det skyldtes bl.a. at han levede længere op i Guldaldertiden ("min" tid) og dels hans digt om Guldhornene (De higer og søger....) . Herunder ses buste forestillende Oehlenschläger i hans velmagtsdage. Han var en stor mand - på alle måder.....
....og det ses af billedet herunder af hans slåbrok/badekåbe. Den var stor - selv jeg ville ikke kunne fylde den ud :-D .
Efter et hyggeligt besøg i Bakkehuset, så ville jeg om hjørnet og bese bl.a. Elefantporten på Carlsberg Bryggeriet. Der er så meget flot bygningsarkitektur der, som det ses af nedenstående 2 billeder. som jeg tog med mobilen udenfor:
Bemærk rigtigt alt "krim-kramset" på denne bygning herunder:
Desværre brød regnen løs i vilde kaskader, så jeg fortrak skyndsomt til bilen. Carlsberg besøget må vente til en anden dag.

Jeg vil kraftigt anbefale jer at bruge Bakkehus Museets hjemmeside til at læse mere.....evt. tage derud, for det er faktiskt meget interessant og den periode, det var på sit højeste, var netop den periode hvor vort samfund, som det så nogenlunde er i dag, blev skabt.

Og her i aften er jeg inviteret til sønnen og svigerdatteren til aftensmad og en god gang NFL-football på TV. Mørbradbøffer, bløde løg, sovs og kartofler og syltede asier.....yum-yum....

6 kommentarer:

  1. Hvor du dog hygger dig!

    Du var godt nok heldig med at møde selveste inspektøren. Jeg har været der en enkelt gang til en normal rundvisning uden særudstilling, og det viste sig, at deltagerne i rundvisningen faktisk vidste mere end rundviseren. På den måde fik vi trods alt det hele med :-)

    Siden har jeg været til et par arrangementer i huset, men man skal ikke sætte sig på en af husets klapstole. De er mystisk nok de rene torturinstrumenter for ryggen, og det lumske er, at de ser så nydelige ud. Så hellere stå op!

    SvarSlet
  2. Hej Rasmine. Ja da - du kan tro jeg hygger mig :-) . Hyggelige mennesker er gode til at hygge (sig). Tro mig - jeg er ekstrem god til det :-D . Nej - spøg til side; når man er et sted og møder et flinkt menneske, så skader det aldrig at spørge om dette eller hint. Man får allerhøjst en kølig afvisning - og det er så det - men oftest får man et svar på det man har spurgt om. Og foregår det i en god (og munter) tone, så kan det udvikle sig helt hyggeligt og det kan så give sig udslag i mange gode oplysninger man ellers ville have været foruden. Er man ovenikøbet selv interesseret i det man spørger om, så er det endnu bedre, for modparten fanger ens nysgerrighed lige for hans/hendes om råde og så kommer snakken helt af sig selv. Det benytter jeg mig ofte af.....nogen gange til Lillemors "irritation", for vi skal jo videre.

    F.eks. så ryger jeg. Under vores ferie i USA var vi den første uge i Washington og boede på hotel nærmest i centrum. Når jeg skulle ryge, så var det ned med elevatoren og ud for an hotellet og ryge. Som morgenmenneske var jeg tit nede foran hotellet på en bænk små 10 meter fra hovedingangen og ryge...og det ved ca. 06,45-tiden om morgenen. Den anden morgen kom en amerikaner fra Chicago og satte sig. Vi faldt i snak og det viste sig at vi havde lidt fælles interesser, så snakken gik lystigt. Samtidigt var vi nysgerrige nok til at spørge hinanden ud om vore respektive hjemlande (og om Europa), om leveforhold, politik, samfund o.s.v. og på de næste morgener fik vi snakket en masse og lært en masse af hinanden om hinandens lande o.s.v. Vi sad der hver morgen i mindst en time med vores Starbuck-kaffe og smøger "og ordnede verdenssituationen". Herligt, lærerigt og hyggeligt.

    SvarSlet
  3. Tænk, at der kan komme noget godt ud af rygning! Nå ja, som jeg plejer at sige: Det er (næsten) aldrig værre, end at det er godt for noget :-)

    Men jeg bliver lidt ked af det, når hyggelige mennesker ryger ;-)

    SvarSlet
  4. Hej Rasmine.

    Det er sjovt at du nævner det der med hyggelige mennesker og rygning. Jeg har bemærket - ofte - at når der er noget festivitas af en slags og rygerne står/sidder udenfor og ryger og snakker og hygger, som kommer ikke-rygerne ofte ud og deltager i snakken/hyggen.

    ....vi - eller i det mindste jeg - er ofte hyggelige :-D .

    SvarSlet
  5. Jeg er ikke blandt dem, der kommer ud og deltager. Du synes sikkert, det er overdrevet, men jeg synes altså, at det er makabert. Det er derfor, jeg bliver ked af det.

    SvarSlet
  6. Hej Rasmine.

    Makabert ? Det er ikke lige et ord, jeg har sat i forbindelse med eller hørt i den forbindelse før.

    Vi har alle vore meninger og holdninger om dette eller hint og det skal man respektere. Sådan er det bare.

    SvarSlet