mandag den 17. juli 2017

Formel 1 racerløb i København ?? NEJ TAK....

Måske er det fordi, det er sommer og dermed agurketid, at der i medierne lige nu florerer en heftig debat om et forslag om afholdelse af Formel 1 racerløb midt i København.

Forslaget er præsenteret af d'herrer Helge Sander og Lars Seier Christensen. Da jeg hørte om det, så var min reaktion bare "Suk....nu igen...." og med det mener jeg, at der fra de 2's side, hver for sig,  jævnligt fremkommer mere eller mindre utopiske foreslag og ideer.

Helge Sander er fhv. borgmester i Herning, fhv. Minister fhv. folketingsmedlem  og alt sammen for partiet Venstre. Jeg kan om Sander huske, at han tilbage engang i 1976-77 sammen med ex-fodboldspilleren Harald Nielsen fremlagde planer om at etablere en professionel fodbold-liga i Danmark udenom DBU. Dette afstedkom at DBU fik fingrene ud og fik tilladt professionel fodbold i de 3 bedste rækker herhjemme. Det er nok det eneste positive tiltag, jeg er bekendt med, han har lavet. Resten er rene ekstremt liberale ting som jeg er absolut politisk modstander af.
Lars Seier Christensen er godt nok født i København, men har mestendels holdt til i whisky-bæltet og de seneste mange år i Schweiz. Han er medstifter af Erhvervs- og investeringsbanken SAXO BANK. Han har sammen med Bjarne Riis, været medejer af det professionelle cykelhold af samme navn og senere med den russiske millardær Tinkoff som partner. Derudover er han medejer af ishockeyholdet Rungsted Seier Capitals. Han har endvidere været det politiske parti Liberal Alliance's sponsor i de 2 første år af dette partis levetid samt også medlem af dets hovedbestyrelse. Han har ultra-liberale meninger og er mest fortaler for at alle må klare sig selv og ingen restriktioner for rige folk og storkapitalen.
Sander har været talsmanden og fremlagt planen til medierne og ruten skal foregå i det centrale Købehavn, som det ses af kortet herunder:
Meningen er selvfølgelig, at Københavns kommune skal spytte en sjat i projektet, men at det ellers stort set skal finansieres af virksomhedssponsorer, reklamer og entre-indtægter (man påregner mindst 100.000 betalende tilskuere). Argumentet for løb midt i København er, at det er en kæmpe-branding for byen København og at der vil komme masser af turister og være et afsmittende salg af dette boom til gavn for erhvervslivet i København. I planerne fremgår selvfølgelig også hvad der skal gøres ved København og banens etablering m.m.

Nu går diskussionerne højt i visse medier og især på de sociale medier. En mindre hårdnakket kerne af racerløbsfans er helt oppe i det røde felt over at få planerne realiseret, for selvfølgelig vil dette være fantastisk; Formel 1 racerløb på dansk jord og endda som By-løb. Der køres ca. 20 Formel 1 løb om året og 3 af disse er i byer, nemlig Monaco (der er en knap 100 årig tradition for motorløb i Monaco's gader), i Baku i Aserbajdsjan (fhv. sovjetisk republik) samt i Shanghai i Østen. Alle andre racerløb foregår på dertil byggede racerbaner.

Det skal siges, at der endnu ikke er indleveret officiel ansøgning til Københavns Kommune om projektet. Der er heller ikke givet grønt lys fra Formel 1 organisationen til at der skal ligge et løb i København, men de har da ikke udelukket muligheden. Det siges, at Lars Løkke henkastet har sagt, at det da kunne være spændende ligesom at Københavns kommunes kulturborgmester har sagt det samme. Men som sagt; ingen officiel ansøgning og dermed ingen officiel udmelding fra Københavns Kommune.

Jeg bor ikke i Københavns Kommune og på trods af at jeg til daglig er endog meget stor Formel 1 fan og ser alle de racerløb jeg kan i TV, så er min mening om projektet et rungende ABSOLUT NEJ.

For det første vil det indre København og del af Amager/Christianshavn være afspærret i knap en måned, idet der skal sættes specielle autoværn op langs hele banen og på begge sider. Disse autoværn er ikke bare betonklodser, som ses ved byggerier eller vejarbejder. De er specielle og med højt kraftigt sikkerhedsgitter foroven. De kan ikke bare sættes, men skal fastgøres til "banelegemet" (den almindelige vejbane) med specielle anordninger. De skal være glatte og sammenhængende. De skal produceres og hvem skal bekoste denne udgift ? Den er stor. Derudover skal hele banen ny-asfalteres med speciel "racer-asfalt". Alle helle-anlæg ved vejkryds og fodgængerovergange, lyskurve, skilte og standere skal fjernes....og re-etableres når løbet er forbi. Der skal bygges mange og store tilskuer-tribuner hist og pist på grund af det forventede tilskuertal mindst 100.000 tilskuere. Der skal ud-over selve banen etableres afkørselsveje, hvor havarerede eller istykkergåede biler kan trækkes ud og det igen betyder at sideveje inddrages og afspærres. Der skal indhyres et hav af kraner eller "gummi-geder" der kan fjerne evt. havarede biler og disse skal placeres på strategisk punkter og dermed yderligere plads skal inddrages. Hvert af de 20 Formel 1 racerteams har mellem 10 og 15 kæmpe containerlastbiler, der skal gøres plads til i Paddock-området. Dette Paddock-område er der hvor team'ene har deres garager/værksteder ved Pit-lane som er den lille vej, der er langs med banen og hvor bilerne under løbet kører ind for at få skiftet dæk o.s.v. Yderligere områder der skal inddrages og spærres af for borgere og erhvervsdrivende og det i flere dage end bare selve løbet. Selve løbet består af 3 dage: Fredag hvor der køres 2 træningssessions, Lørdag hvor der køres 1 træningssession og 1 kvalifikationssession samt Søndag hvor selve løbet skal køres. I de 3 dage hvor der køres, skal der etableres yderlige afspærringer, idet kun betalende tilskuere må komme ind, altså en yderligere ring af hegn, der begrænser adgangen for beboere og erhvervsdrivende.

Yderligere skal der ske omlægninger af rigtig mange Bus-ruter til gene for de daglige brugere til og fra deres arbejdspladser.

Det vil også være mere eller mindre umuligt for ambulancer og brandbiler at komme rundt hvis det værste nu skulle ske uheld eller andet for en af beboerne eller brand i et af husene i de pågældende områder.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forstille mig at alt dette, selve etableringen af banen, kan foretages på mindre end 2-3 uger + et ubestemt antal dage hvor det hele fjernes igen og alle lysmaster, helle-anlæg, trafiklys, fodgængerfelter og anden almindelig vejafstribning skal gen-etableres.

Det kan godt være at at det ligger i planerne, at "organisationen" skal stå for udgifterne, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at skatteborgerne i København kommer til at stå for en udgift i omegnen af en 500 millioner kroner eller mere og det for at Helge Sander, Lars Seier og deres kumpaner samt Formel 1 organisationen kan tjene penge, mange penge. Jeg mener ikke at den smule afledt indtjening ved turisme i forbindelse med løbet kan opveje udgifterne for det offentlige og de mange gener for borgere og erhvervsdrivende der vil være der.

Normalt indgår Formel 1 Organisationen kun kontrakter om løb for flere år; minimum 3 år og oftest flere år. Det betyder, at dette hurlumhej skal ske 1 gang om året dog med lidt færre udgifter de næste år (går ud fra at autoværn, hegn, stilladser o.s.v. opmagasineres og gemmes for genanvendelse). Asfaltering skal selvfølgelig ske hvert år, for dagligt brug gør denne umulig for Formel 1 løb (det tunge tryk af lastbiler og busser gør asfalten rillet/bølget).

Ydermere kæmper København for at gøre byen berømt for at være en grøn by. Her passer et uhæmmet forbrug af benzin og dæk ikke samt et uhørt støjniveau i de 3 dage ikke ind i det billede.

Som sagt, der er ikke indgivet ansøgning om projektet fra Helge Sander & Co. og der er ej heller meldt noget ud fra Formel 1 Organisationen med ønske om at placere et løb her.


Hvor meget vores Regering skal indblandes her i ved jeg ikke, men det meste står og falder jo nok med hvad Borgerrepræsentationen i Købehavns Kommune beslutter. I spidsen for denne, står Danmarks vel nok dårligste Borgmester, Socialdemokraten Frank Jensen.
Han er jo mest kendt for at være.......kendt. Dagligt læser man, at han ikke har styr på sin egen magistrat på Københavns Rådhus, ligesom - og det er, trods alt, ikke hans skyld - selve opbygningen af Københavns Kommune med mange selvstændige borgmestre af forskellig politisk observans, gør samarbejde mere eller mindre umuligt. Frank Jensen er jo mest for at gøre København kendt og ikke for at tage sig af Københavns borgeres ve og vel.

Så med alt ovenstående in mente, så håber jeg dog, at flertallet i Borgerrepræsentationen siger nej til dette cirkus, for cirkus'er er der nok af i forvejen, som lukker København (Distortion, diverse marathon- og Ironman løb, Classic Car racerløbet omkring Bellahøj m.m.) .

5 kommentarer:

  1. Ingen ved deres fornufts fulde brug kunne forestille sig sådan et arrangement!

    Jeg bor ganske vist helt herude i Hvidovre, men København er alligevel også MIN by, og jeg hader det, når dele af den bliver afspærret på grund af et eller andet arrangement, så man ikke kan færdes normalt. Nu er der så et par hovedløse profitmagere, der i tilgift vil gøre byen til et støjhelvede og forpeste luften i en sådan grad, at nogle helt sikkert ville blive syge, for slet ikke at tale om, at der også må være en risiko for varige helbredsskader. Det ville selvfølgelig også gå ud over brolægningen og sværte bygningerne til.

    Den ide er simpelthen helt igennem sindssyg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sindssyg er det rette ord.

      Apropos det, så tager jeg altså hatten af for Liberal Alliances Trafikminister Ole Birk Larsen, som netop har oplyst, at der fremover ikke skal være Broløb eller cykelløb over Storebæltsbroen mere bl.a. på kraftig anbefaling af Vejdirektoratet (og måske et stort påtryk fra visse erhvervsorganisationer(Transportfirmaer m.m.).

      Jeg har altid syntes det var åndsvagt med disse løb på Storebæltsbroen. Broen er bygget til biler (og tog) og ikke til fodgængere eller cyklister. Der er masser af steder hvor folk kan løbe eller cykle. Bare fordi man kan løbe eller cykle over Storebælt er det altså ikke ensbetydende med at man partout også skal kunne gøre.....også selvom det kun er et par gange om året.

      Slet
    2. Jeg vidste ikke noget om de løb, men jeg er selvfølgelig helt enig.

      Slet
  2. Du beskriver vanviddet så glimrende!

    SvarSlet