tirsdag den 18. juli 2017

2 flyvende Rørdrummer....og masser af Skægmejser

I dag havde jeg egentlig planlagt at besøge Assistens Kirkegård på Nørrebro for at gå en tur der og gen-se gravene af f.eks. Søren Kirkegaard, Christen Købke, C.W.Eckersberg, H.C.Andersen, Niels Bohr, Peter von Scholten, Dan Turéll og mange andre. Da jeg stod op i morges, var vejret gråt og overskyet og lovede ikke bedre for resten af dagen og jeg blev ikke ligefrem i humør til at besøge Assistens Kirkegaard. Så kom jeg i tanke om, at jeg (vistnok) i TV havde hørt, at man havde fået færdigbygget "spångerne" (planke-stier) ude ved Gundsømagle Sø. Denne sø har jeg tit været ved tidligere og set på fugle. Jeg besluttede mig derfor til at se dette og efter lidt indkøb tog jeg afsted ved 11,30-tiden.

Gundsømagle sø ligger tættere på Østrup end på Gundsømagle. Placeringen ses herunder på kortet:
Når jeg kører hjemmefra, tager det vel kun knap 15-20 minutter så er jeg der. Det er helt rart at køre ud ad Frederikssundsvejen, for lige efter Ballerup er man ude på landet. Der drejes af ved Veksø og så kører man i flot bakket istidslandskab med kornmarker og ko- og hestemarker, mose-områder og masser af krat. Man kan kun blive i godt humør af sådan noget, især fordi man mødes med masser af Land- og Bysvaler susende rundt. Også lidt Hvide Vipstjerter lod sig se. Vel ankommet til Østrup og P-pladsen, kan man se, at Gundsømagle Sø ejes af Fugleværnsfonden, som er en selvstændig "underafdeling" af Dansk Ornitologisk Forening:
Herunder ses søen i luftfoto. I den venstre ende af søen kan man se nogen hvide bygninger, som er en stor Bondegård lige ved P-pladsen. Lige nedenfor denne ligger Øst-fugletårnet. Der ligger et andet fugletårn længere mod højre, sådan ca. midt i billedet nedenfor den hvide gård man kan se. Lidt længere til højre, kan man ane den her planke-sti gå ud i sivene:
Herunder et kort fra Fugleværnsfonden. Husk at trykke på billederne/kortene for at dem i større størrelse. Helt til højre ved Østrup ses P-pladsen og Øst-tårnet. Midtvejs på kortet ses Vest-tårnet. Man kan gå fra Øst- til Vesttårnet dels på sti og dels på den her træ-plankesti.

Fra P-pladsen snor en sti sig ned gennem et lille skov-stykke, nærmest en sump, til Østtårnet. Her hørte jeg Storflagspætte, så masser af Gærdesmutter og lidt Musvitter og - mener jeg - også en Sumpmejse. Denne dog kortvarigt, så derfor usikkerheden. Herunder ses Øst-tårnet.
Nedenfor er 2 foto's taget fra Østtårnet ud over søen. På det første foto, ses i venstre nederste hjørne en busk og lige nedenfor denne, sad en Kærsanger og sang løs. Det er lidt siden jeg har hørt sådan en, så genhøret var dejligt. Ellers var der "bare" en små 150-200 Grågæs på søen og lidt Toppede Lappedykkere samt en fouragerende Fjordterne.
Pludselig kom - fra venstre (fra vest af) en stor brun fugl flyvende et par meter over sø-overfladen og let stigende. Kikkerten på og...WOW...en flyvende Rørdrum. Dejligt. Rigtig dejligt. Det er længe siden jeg har set Rørdrum flyve. Man hører dem oftere end ser dem, da de lever inde i tagrør-skoven. Den fortsatte østpå mod Hove og måske fløj den til det store rørskovsområde netop ved Hove Å, hvor jeg så sådan en "karl" flyve rundt for en del år siden.
Jeg blev stående i Øst-tårnet en vel 20-25 minutters tid til mens jeg kiggede efter fugle og også fik spist et par medbragte croissanter. Vejret var jo ikke ligefrem fremragende; gråt og overskyet og meget få regndråber var faldet. Hmmm....at gå de 2 km hen til Vesttårnet og risikere at blive fanget af en regnbyge tiltalte mig ikke, så jeg besluttede at køre derhen. På vej tilbage til bilen mødte jeg et ægtepar, der var på vej til Østtårnet jeg lige havde forladt. Jeg fortalte om Kærsangeren, Rørdrummen og hvad jeg ellers havde observeret. Manden var forhippet på at se Skægmejser, hvortil jeg svarede at chancen var størst henne ved Vest-tårnet.

Jeg kørte hen og parkerede ved den meget lille P-plads og gik af stien ned mod Vesttårnet:
Kornet, Hveden, stod faktisk flot og jeg tog et par aks og nulrede mellem fingrene og kunne mærke, at de manglede noget i at være modne til høstning:
Jeg opdagede også langs stien en stribe Valmuer. De er flotte. Der manglede bare nogle blå Kornblomster, så havde været perfekt, men markerne der, var så rene, så de var højst sandsynligt sprøjtede. Der var heller ikke skyggen af Svaler over markerne.
Herunder Vesttårnet. Lige før det, var der i et buskads ca. 6 Stillitser. Flotte friske farver.
Oppefra Tårnet er der dette syn. Enden af søen ses til venstre. En stor Tagrørskov lige nedenfor. Her vimsede det rundt med Skægmejser. Det satans ved "de fyre" er, at de næsten altid kommer op af rørskoven, flyver lavt over denne mellem et par meter og en 10-15 meter og så forsvinder ned i den. Man får sjældent det perfekte syn af dem. Dog kan man ind i mellem være heldig, både i luften og hvis en sidder i toppen af et rør kortvarigt, at se de flotte farver og Hannens sorte skægstribe. Der var også enkelte Rørspurve at se. Ude på søen var Grågæs og Toppede Lappedykkere og kun en 3-4 Gråænder. Til gengæld var der 4-5 Fjordterner der piskede rundt frem og tilbage. En enkelt Fiskehejre stod på en stolpe ude i søen.
Ved Vesttårnet går den her lange plankesti (Spånger) ud i Rørskoven:
Først gennem lidt sumpskov:


Og så lige pludselig er man ude i Rørskoven. Stien er vel 1 km lang og snor sig rundt derude i vistnok 2 cirkler.
Herunder "et vejkryds" ude i Rørskoven. Hist og her er der indhak med bænke. Rørene var højere end mig, så det var ret sjovt at gå der. Jeg kunne høre enkelt Rørsangere og Rørspurve, men så ikke en eneste fugl, mens jeg gik der eller sad på bænke hist og pist. Jeg tror chancen er bedre om vinteren - for Skægmejse - når noget af vegetation er væk. Har hørte om folk der har Hirse- eller Hørfrø med derud og som de strør på gelænderplankerne og som Skægmejserne så kommer til og således er "fotografer-bare". Det må jeg prøve til vinter.
Efter en god halvtimes tid i Rørskoven gik jeg tilbage til Vestårnet, hvor ægteparret, jeg havde mødt ved Østtårnet, nu var ankommet. Vi faldt i rigtig god snak om fugle. Konen var en rigtig habil fuglekigger, mens manden.....eller rettere som jeg fandt ud af...hendes kæreste, var rimelig ny. Han fik set sine Skægmejser. Derudover så vi endnu en flyvende Rørdrum, en Rørhøg han, 2 Spurvehøge, Rørspurve, masser af Grågæs og Toppede Lappedykkere og den lille flok Fjordterner jeg tidligere havde set. Snakken gik lystigt og var smadder hyggelig.

Lige pludselig var klokken 15,15 og jeg måtte hjemad. De besluttede også at tage hjem - til Nivå af - og vi fulgtes. I det buskads jeg havde set Stillitsene, sad nu i toppen en Gulspurv og sang sit 1-2-3-4-5-6-7......de 6 første toner er ens mens den syvende er en oktav lavere og længere.

Det havde været en dejlig tur på trods af gråvejret.

2 kommentarer:

  1. Lyder som en hyggelig tur, og fint med både Rørdrum og Skægmejser, Jan! :-)
    Jeg kom selv meget derude for år tilbage, før DOFbasen var officiel, og DOFkoordinator Erik Agertoft havde en hjemmeside om Gundsømagle Sø, hvortil jeg altid sendte mine obs. efter en tur...
    Dengang foregik det ofte med det offentlige, der kører bus fra Ballerup til Østrup Trafikplads ved søen.
    De senere år har jeg ikke været der så meget, men en gang imellem kommer jeg der dog...
    Det var også ved Gundsømagle Sø jeg (med dig, Jan!) fik mine første Sølvhejrer og Hærfugl.
    Der er altid noget at se derude, selvom det er mange år siden, søen var en af Danmarks bedste fuglesøer.
    Der blomstrer i øvrigt Kødfarvet Gøgeurt ved Vesttårnet og andre småsjældne planter...

    SvarSlet
  2. Tak for turen. Jeghar af og til tænkt at det ville være en god ide at gå en tur rundt om søen, og det kan jeg jo se det er.

    SvarSlet