søndag den 30. juli 2017

En lille Christianshavner tur...

Hvis nogen ikke har opdaget det endnu, så har det været sommer og familie m.m. har haft travlt med at holde ferier og flytte og lignende, så det har været lidt spredt med at få set hinanden. Min svigerinde og bror har lige haft ferie med en tur til Tyskland og lidt Frankrig og har nu været hjemme i en uges tid. Vi havde aftalt at gå en tur sammen og spise lidt frokost. Mødested var aftalt til i dag kl. 12 på Christianshavns Torv, så der mødtes vi. Vi kom alle med Metro'en og det første man ser når man kommer op er selvfølgelig Christianshavns Torv med grønlænder statuerne.
Drejer man sig mod venstre ses den legendariske Funkis-bygning kaldet "Lagkagehuset". For at det ikke skal være løgn, så ligger der faneme også en afdeling af bagerkæden "Lagkagehuset" i dets ene hjørne. Før funkis-huset blev bygget lå det gamle Kvindefængsel der.
Drejer man sig yderligere ses en del af Christianshavns Kanal med Overgaden Neden Vandet på den anden side. På denne side hedder det Overgade Oven Vandet og den valgte vi så at gå ned ad.
Der ligger mange flotte og pænt renoverede gamle huse, der på Christianshavn. Herunder kigger vi tilbage mod Torvegade, som den store gade hedder hvor Christianshavns Torv og Lagkagehuset ligger på.
Herunder er vi nået til Store Søndervoldstræde, hvor der ligger et sådan knækket hus. Gaden knækker simpelthen der.
Kanalen slår længere nede et knæk og følger man den kommer man ud til Københavns Havn. Herunder ses Olafur Eliassons spøjse cirkelbro og ovre på den anden side kan man se "Den sorte Diamant"....den ny del af Det Kongelige Bibliotek.
Vi fortsatte lidt ad kajen og drejede så op ad Christianshavns Voldgade, som - som navnet siger - går langs Christianshavns Vold. Oppe ved Amagergade ligger der et kommunalt asyl for småbørn fra 1837.
Lidt længere henne ad Amagergade liger nogen kendte bygninger. Først er det værtshuset "Rottehullet" hvor Emma residerede i "Huset på Christianshavn":
Lige over for ligger så selve "Huset". Flot restaureret og en del ombygget. For eksempel er porten nu væk (der er en simpel gadedør) og ligesådan er Clausens Dyrehandel i stuen. Der er nu lejligheder:
Af en eller anden grund var der mange Bonderoser i gaden. Der var også en flot gammel gadelampe som ses herunder. I øvrigt kan man se Torvegade oppe for enden.
Lidt henne fandt vi en port, som vi selvfølgelig gik ind i. Indenfor var alle de gamle baggårde bortsanerede, så der var en masse grønne pladser for beboerne derinde. Meget hyggeligt. Vi fandt en anden port og kom ud i Prinsessegade lige ved Sofiegade. På det hushjørne var der over døren dette flotte skilt indfældet i muren. Det er et skilt for en "Brændevins-brænder" og er fra 1774. Huset har - som mange andre på Christianshavn - overlevet bl.a. Københavns Bombardement i 1807.


I Sofiegade lå i øvrigt Sofiegården, som i sin tid blev besat af slumstormere....som sidenhen blev til BZ'ere. Vi fortsatte af Sofiegade til Dronningensgade og så var vi på Christianshavns Torv igen. Nu gik vi over broen og der ligger Christianshavns Bådudlejning. Skiltet siger at den er fra 1898 og det passer meget godt........for.....


...min brors og min morfar har fortalt os, at hans far - og altså vores Oldefar - i sin tid fik Bådudlejningen i kompensation for en invaliderende arbejdsulykke på Holmen. Dengang fandtes ikke pension, så han fik altså retten til at drive bådudlejning der.
Vor Morfar fortalte, at han som barn havde ligget dernede og pilket efter Torsk, Hvillinger og Ålekvapper og ål ligesom han også havde sejlet rundt i kanalerne. Familien boede ellers i Nyboder, så det har været noget af en gå-tur.

Nå henne ad kanalen ligger der et værthus ved navn "Stærkodder". Ejeren Tony (sammen med kæresten Eva) er en af min svigerindes og brors venner. Vi ser dem også en gang om året og det er til julefrokosten 2. juledag hos min bror. Det ender altid med at vi kører Eva og Tony hjem :-)  Herunder ses min bror i raske fjed på vej ind på værtshuset:
Tony var selvfølgelig ikke på arbejde i dag, så vi fortsatte og drejede om hjørnet og gik nedad mod Restaurant Kanalen på Wilders Plads. Den ses herunder til venstre. Den gule bygning i baggrunden er det fhv. Orlogsmuseum...og lå vistnok i Admiral Gjeddes Gård. Nu er Orlogsmuseet flyttet ind på Tøjhusmuseet.
Vi fortsatte så ad Strandgade tilbage til Christianshanvns Torv, hvor så gik hen ad Overgaden Oven Vandet til cafeen "Ovenvandet" hvor vi så spiste frokost.
Det var såmænd ok mad, men heller ikke mere....min mening. Undervejs havde jeg kommet til at sparke til en bro-sten der ikke lå helt rigtigt og da jeg lige netop med den storetå har en stribe problemer, så gjorde sparket det ikke mindre...tværtom...jeg små-hinkede og var ikke meget værd for så vidt at gå, så efter frokosten valgte vi at tage hjem igen. Et par hyggelige timer var gået.

I starten skrev jeg noget om noget familie og flytning. Det er min søn og svigerdatter. De har boet i Esbjerg i 2 år og i den tid fremlejet deres rækkehus her i Sognet. Nu har sønnen jo forlænget sin kontrakt med yderligere 2 år (de er jo faldet rigtig godt til derovre) og derfor må de ikke fremleje rækkehuset mere. Derfor har de sagt den op og så lige her i weekenden været herovre og ordnet det sidste med rækkehuset der skal overdrages til Boligselskabet på Mandag.

Det er lidt underligt; det er ligesom om at broerne og tilknytningen til deres fødesogn nu er endegyldigt brudt.



1 kommentar:

  1. For ikke så længe siden har vi, inspireret af dit indlæg, været en tur rundt om Københavns havn (indlæg følger). Vi talte om, at det ville være en ide at lade næse tur gå til Chr.havn. Så tak for også denne inspiration.

    SvarSlet