fredag den 30. januar 2015

Dimission for Fysioterapeuter på Professionshøjskolen Metropol

De sidste 1½ år knægten min spillede ishockey, så læste han til Fysioterapeut inde på Professionshøjskolen Metropol, den afdeling der ligger på Sigurdsgade på Nørrebro. Forrige Mandag var han oppe til sidste eksamen og forsvare sin hovedopgave (Bachelor) og fik et flot 10-tal og dermed var han, efter de normerede samlede 3½ års studier, færdiguddannet som Fysioterapeut (også kaldet Professionsbachelor).

I dag var der så Dimission inde på Metropol og Lillemor og jeg og svigerdatteren var derinde og se på. Her bare et par elendige foto's taget med mobilkameraet:
På skiltet ude foran, kan man se hvilke uddannelser der er på denne afdeling af Metropol.
 
 Instituttets Uddannelseleder, Anette Helt Hansen, bød velkommen til de 99 færdiguddannede fysioterapeuter - der var vist knap 200 der var tilmeldt for 3½ år siden - og til deres familie og venner. Efter fællessang, Det er i dag et vejr, et solskinsvejr, holdt  fysioterapeutklinikejer Marianne Dall-Jepsen en flot tale til sine nye kolleger og fortalte om alt det de nu skulle ud at opleve. Herefter var der et musikalsk indslag med Anders Filipsen's Kvartet (trommer, kontrabas, klaver og sangerinde med noget fedt, fedt stille jazz-musik a la Billie Holiday) holdt uddannelsesleder Anette Helt Hansen så den lange tale for os alle - især de færdigtuddannede - og derefter gik hun over til udlevering af Eksamensbeviser. Hver klasse blev kaldt op for sig og skulle i fornavns alfabetisk rækkefølge stille op og så blev de enkeltvis kaldt hen for at få deres eksamensbevis til akkampagnement af klap og hujen og piften. Knægten min, med navnet Thor, stod selvfølgelig andensidst i sin klasse, som i øvrigt var den første der blev kaldt frem.

Bagefter uddelingen blev der holdt tale af en af de ny-uddannede fysioterapeuter, Camilla Keller, og hendes tale var om livet som studerende og forventningerne der til og til livet bagefter. Meget humoristisk tale.

Så en fællessang De unge smukke mennesker.

Herefter var der lige lidt afsluttende bemærkninger med bl.a. reception oppe på 1.sal på skolen. Klasserne havde inden dimissionen fået taget officielle professionelle klassebilleder, men der blev efter uddelingen lige taget en stribe amatørfoto's -de fleste med mobilkameraer - og herunder ses min version.:

Man kan se på ovenstående billede, at auditoriet, som var megastort, er ved at blive tømt. Jeg vil tro at vi var en knap 300 familie og venner tilstede.

Bagefter tog jeg ind til byen - jeg holdt jo fleksfri i dagens anledning. Jeg købte lidt italienske og spanske tørrede pølser i Torvehallerne; de franske opgav jeg i denne omgang, da jeg synes at deres priser efterhånden er blevet noget pebrede for disse; 80 kr. for 1 (en) pølse der er på størrelse med et brille-etui. Så var jeg i mine sædvanlige antikvariater (kun 1 bog om våben i den amerikanske borgerkrig) og hos boghandlen Arnold Busck ( en bog om Kunstnerdynastiet Syberg) på Købmagergade og derfra til Fona2000 på stræget for at købe en klassisk CD med Jean Sibelius' Finlandia og Karelia-suite.

Alt i alt en dejlig dag :-)

2 kommentarer:

  1. Til lykke med "knægten". 10 er virkelig flot - hvis der da anvendes en skala, der nogenlund ligner dem, jeg kender til. Nu til dags ved man jo aldrig.

    SvarSlet
  2. Godt at nogle vælger uddannelser der vedblivende vil være brug for. Tillykke til den nyuddannede.

    SvarSlet