Medlidenhed ???

I denne artikel i Ekstra Bladet beskriver en mand hvordan hans liv er ødelagt økonomisk efter at en kommune har rejst erstatningssag mod ham efter en sag om vold. Prøv at læse artiklen først.

Det er godt nok noget l... at hænge på sådan en regning i mange år/resten af livet.......men.....og der er et men.

Nu er artiklen om ofret ikke særligt godt belyst - det fremgår endda af artiklen at retslægerådet erkender at aspekterne ikke er godt nok oplyst - men spørgsmålet er hvordan har ofret det (stadg) idag ? Er hans straf i form af en dom, en bøde og en mindre erstaning, nok til at købe sig fri ??? Jeg synes egentlig nej, for nu hænger vi/samfundet på den efterfølgende regning i form af mange års sygedagpenge m.m. til ofret.

Det er en svær en, synes jeg og måske er jeg forudindtaget.

Har I nogensinde været udsat for vold eller trusler ?  Det har jeg - trusler og måske forsøg på vold mod mig på mit arbejde.

Vi havde en dag besøg af en ung mand på ca. 23 år i rimeligt pænt og nyt tøj. Kortklippet - med tatooveringer på arme og hals. Han havde brugt sin måneds kontanthjælp på knap en uge og stod nu uden en krone på lommen til betaling af husleje. Hvis der er noget, der aldrig gives tilskud til, så er det husleje. Hjælp kan kun ske til uforudseete sociale begivenheder.  Betaling af husleje er IKKE en af dem. Enhver ved at husleje skal betales hver måned og at det ikke kan komme bag på en; derfor er der ikke hjælp at hente til den.

Nåh - men han var utilfreds og VILLE have penge. Mange diskussioner og højt råben fra hans side. En socialrådgiver og jeg fik ham "snakket væk" fra skranken og hen til en væg. En anden rådgiver var også kommet til. Vi VAR pæne i vores opførsel - dels fordi vi er det og dels skal være det og dels p.g.a. erfaring og uddannelse med "sådan nogen". En rådhusbetjent (=vagt) var tlkaldt og stod lidt fra og overværede "de videre samtaler". Vi havde lukke døren til afdelingen så ingen nye kunder kunne komme ind. Politiet var også tilkaldt. Af os 3 der snakkede med ham var jeg eneste han-køn og måske var det derfor han var mest agressiv overfor mig; råbte at jeg ikke skulle kigge på ham o.s.v. Nogen gange, når han råbte, så var hans ansigt kun få cm fra mit - sådan næse mod næse - og det er ret ubehageligt, skal jeg hilse at sige.  På et tidspunkt kigger jeg hen ad gangen og kan se andre kolleger ca. 10 meter væk stå i dørene til deres kontorer og følge med. Da jeg vender ansigtet mod ham igen registrerer jeg ud af øjenkrogen en knyt-næve der forsvinder væk fra min hage af (jeg har efterfølgende fået at vide at han slog ud efter mit ansigt, men stoppede slaget lige før det ramte...og det var altså den bevægelse væk af knytnæven jeg registrerede). Sådan refleksmæssigt reagerer jeg ved at trække hage og overkrop baglæns/læne mig lidt tilbage. Da det sker, træder han et skridt frem mod mig og hamrer knytnæven påny mod mit ansigt/hage. Jeg når lige at tænke...og det er helt åndsvagt...men jeg tænker:"Så - nu ryger dine briller...." og lige før kontakt drejer han hånden så den suser forbi ansigtet uden at ramme mig. Han råber om jeg er bange o.s.v. og næsten i det samme kommer en anden rådhusbetjent og forkynder med høj røst at Politiet er på vej (herop?). Knægten råber og skriger stadig men vælger at forlade afdelingen og de 2 rådhusbetjente følger efter ham.

Lige bagefter er jeg helt OK og cool....måske lidt overstadig...men cool. Vi bruger det næste tid på at snakke hele scenariet igennem, hvad skete der, hvad kunne vi have gjort, kunne vi have gjort det bedre/anderledes o.s.v. Der bliver spurgt om jeg vil have krise-psykolog o.s.v. men nej-nej, jeg har det ok o.s.v. og vi fortsætter - alle kollegerne og jeg med at snakke om det.

Selvfølgelig bliver der et par dage efter indgivet Politi-anmeldese mod knægten ligesom der bliver udstedt forbud fra Kommunaldirektør til ham mod at vise sig på rådhuset. Der snakkes da også om det i de efterfølgende par dage.

Da jeg kom hjem fra arbejde den dag, var jeg alene hjemme. Lillemor ville først komme om et par timer. Da jeg havde været hjemme et stykke tid - jeg gik jo og tænkte på det passerede - så kom der en reaktion; jeg begyndte at ryste og jeg blev så forbandet gal som jeg aldrig har været før. Sådan en forpulet knægt, så en pisse-kontanthjælpsmodtager, sådan en hvalp, hvad fanden bildte han sig ind og optræde på den måde. Jeg var så gal og rasende og jeg har sgu' nok råbt højt derhjemme. For fanden da også.....o.s.v., o.s.v. Havde jeg haft ham foran mig, så havde jeg smadret ham til plukfisk eller det, der var værre o.s.v. Jeg var virkelig oppe på naglerne. Efterhånden kom jeg ned igen - der blev godt nok røget igennem, skal jeg sige jer - men var næsten OK da Lillemor kom hjem. Hun fik så selvfølgelig hele smøren fortalt...og som med hende som med kollegerne var det rart at få snakket om det.

Den næste tid fik jeg ind i mellem den her raseri-følelse, som jo også er en afmagtsfølelse over det der skete og som man/jeg ikke kunne gøre noget ved i situationen, da det skete, men det er et overstået stadie....sådan da. Ind i mellem - der går måneder imellem - så kan tanken og følelserne lige strejfe mig. Heldigvis har jeg ikke oplevet sådan en episode igen - syv-ni-tretten og bank-under-bordet - og håber da at det ikke sker.

Idag står hans skikkelse bare som en skikkelse. Jeg kan ikke genkalde mig hans ansigt. Jeg ved selvfølgelig hvad han hedder, men ansigtet ??? - nix - jeg kan ikke set det for mig. Og måske har jeg mødt ham "nede i byen" når man handler ind - jeg aner det ikke.

For lige at runde DEN historie af, så fik vi senere meddelelse om, at Politi-advokaten ikke ville rejse sigtelse, da han ikke mente - på trods af beskrivelse og adskillige personers vidneforklaringer - at sagen ikke ville føre til en domfældelse "for trusler mod embedsmand" o.s.v. Og lige netop der, så tabte jeg alt hvad der hedder respekt for politi og rets-systemet i DK. Kommunens ledelse har selvfølgelig klaget over ham (Politianklageren) videre i systemet. Sagen har været oppe i lokal-nævnet ligesom fagforeningen også har klaget.....til dato er der ikke sket en skid, men knægten har stadig forbud mod at komme der.

Tilbage til artiklen og voldsmanden; skal man have medlidenhed med ham ? Nu var jeg IKKE udsat for den fysiske vold, så jeg er heldigere sluppet end ofret i artiklen er m.h.t. sygemelding o.s.v.. På en måde forstår jeg godt kommunen, at den vil have ham til at betale "gildet"....sygedagpengene til ofret, for hvorfor skal vi - som samfund - betale for hans eskapader. Godt nok har fået både fængselsstraf o.s.v. men ofret lider altså stadig.......