Forældre-løs..........

I dag ved 11,00-tiden ringede min storebror Steffen (4½ år ældre end mig) til mig på arbejdet og fortalte, at vores Far var død ved 10-tiden. OK - det var så det.

Den reaktion virker kold, ikke ? Men det har sine grunde, bl.a. er det ca. 20-21 år siden jeg sidst har set ham og før da var der også gået en små 4-5 år og igen før det igen nogle år og før det igen....o.s.v.
Vi kunne ikke sammen; det vil sige, at jeg havde cuttet forbindelsen med ham hver gang.

På et af de få billeder jeg har af ham, så står vi der: mig ca. 6-7 år, min bror ca. 10-11 år og så vores far ca. 40-41 år. Billedet er taget en sommer i Lumsås i en ferie-by som B & W (Skibsværftet Burmeister og Wain) havde deroppe på Sjællands Odde. Jeg tror at billedet er taget omkring 1960-61.

Han var født i Polen af tyske forældre i 1920. Familien der var en blanding af katolikker og Luthersk-evangeliske. Min Farmor var katolik og min Farfar var Lutheraner og deres børn, 12 stk. , blev skiftesvist katolikker og Lutheranere. Min far var katolsk. Da han var en 16-17 år kom han i den polske marine, da han ville være officer. Det må have altså have været omkring 1936-37. Som det er alle bekendt, raslede nabo-landet Tyskland jo ret kraftigt med sablen og som Volks-deutsche havde familien og andre af samme afstamning, det ikke let og da Tyskland så i 1939 invaderede Polen, - ja så blev de jo "befriet" og "heims in reich".........og så er det, at det så begynder at "vande lidt ud".....familie-historien altså. Hans foklaring var at han var presset i arbejdstjeneste, altså tvangsarbejder på nogle tyske skibe. Og ved krigens afslutning "stak han af" da han lå på Lazaret i København efter at være blevet sænket (det blev han 2 gange) i krigens sidste tid på skibe i Østersøen. Han blev registreret som "Displaced person"...altså en person af fremmed herkomst - ikke som tysker - og langt fra sit hjemland mod sin vilje.

Min mor var Røde-kors søster i en af de Lejre ved Nivå oppe i Nordsjælland for sådanne nogen efter krigen og de mødtes og sød musik opstod og de blev gift.

Han kunne ikke så meget andet end at stå til søs, så han blev sømand og sejlede fra ca. 1947 til 1956 (jeg er født i 1955), hvorefter han slog sig permanent ned på land og bl.a. fik job på B & W. Polen og Tyskland var jo under genopbygning og over for sin kone/min mor fortalte han at hans familie var døde under krigen - ingen omstændigheder nævnt - og at han aldeles ikke agtede sig tilbage dertil.

Engang i starten af 1960'erne fandt han ud af, at han havde 2 storesøstre der stadig levede i Polen og fik kontakt med dem....men stadig uden at skulle derned. Min mor og hendes familie syntes det var mærkeligt at han ikke ville det.

Han drak som en svamp kvartalsvis og i 1966 endte det med at mine forældre blev skilt. Min bror og jeg boede selvfølgelig hos vor Mor. Jeg kan faktiskt ikke huske så meget fra min helt unge barndom; dog kan jeg huske et par enkelte episoder der mest har været ferieoplevelser og så nogle sørgelige nogen som f.eks. at min bror og jeg fik tæv af ham med gummi-støvler fordi vi havde svinet os til lige før vi i stiveste puds skulle have været til et eller andet arrangement. Jeg kan også svagt huske noget med at få tæv med en rem. Lige efter skilsmissen sparkede han i fuldskab døren ind hjemme hos os og tævede min mor med et Træ-sko-horn; jeg stod i døren til mit værelse og så det.

Min mor insisterede på at vi skulle have kontakt med ham, men jeg har aldrig rigtig brudt mig om det og besøgene blev sjældnere og sjældnere op gennem teenage-årene bl.a. fordi at jeg var det sorte får = fik langt hår, røg lidt grine-tobak, havde ruskindscowboyjakke med frynser, havde Afghaner-pels, havde en af de dersens hvide finske Vinterkrigsfrakker som var foret med lammeskind og blev lukket med bændler på bryst og mave, spillede el-guitar o.s.v., o.s.v. mens min bror tilgengæld var "den udvalgte prins" da han jo efter folkeskolen blev Konstabel-elev i forsvaret, kom på Sergent-skole og siden hen på Officersskolen på Frederiksberg Slot.....og han blev jo så også pensioneret fra Forsvaret som Major for knap 2 år siden. Så ja - vi var væsensforskellige. Han var altid efter mig; jeg kunne ikke gøre noget godt nok og sådan og så jo forfærdelig ud og havde underlige politiske meninger o.s.v., o.s.v. Det eneste formildende var min kæreste som var UG-student; det er hende som jeg stadig er gift med. Omkring 20 års alderen gad jeg ikke mere og lod være med at komme hos ham mere.

Han var blevet gift igen med en sød, men bund-naiv kvinde ved navn Gerda. Hun var skide-sød og helt OK. Hende kunne jeg godt lide.

Så en aften i 1980 ringer det på døren derhjemme - jeg er ikke hjemme den aften - og Lillemor åbnede og opdagede at det var Gerda.....og en fætter til mig "dernedefra". Stor var overraskelsen. Jo fætteren havde jo hørt meget om mig og min bror og nu da han var på besøg hos min far så ville han da gerne hilse på os og derfor og med en meget, meget beklemt Gerda var de cyklet over til os. Hvad Gerda eller fætteren ikke vidste var, at Lillemor og jeg var blevet gift et par år forinden og året efter havde fået vores søn, som nu lå som 1½-årig og sov. Hun blev totalt overrasket og helt ude af den, for nu ville fætteren jo hjemme igen fortælle at det var en flink fætter og kone han havde mødt og et sød søn de havde......og det vidste min far ikke en skid om bl.a. fordi min storebror, som havde bibeholdt kontakten med ham, aldrig havde fortalt ham om det, for han ville ikke indblandes i "vores kamp".

Jeg kom hjem da de var gået og fik historien at vide af Lillemor. OK - vi snakkede lidt om det og blev enige om at jeg, af hensyn til Gerda som jo skulle leve med ham, hellere måtte tage derover næste aften og hilse på fætteren og min far. Det var en mærkelig aften. Jeg havde taget et par billeder med af vor søn og den gamle stortudede og kyssede billedet og flæbede som jeg aldrig har set ham før....eller siden. Min fætter har nok undret sig over hvad der foregik.

Nåh - jeg holdt gode miner og prøvede at holde mig i skindet de næste 2-3 år men igen blev det det samme forhold som før og igen valgte jeg at cutte forbindelsen for jeg orkede ikke at høre på det.

(Min storebror, som jo havde holdt kontakten med ham, opdagede engang ovre hos ham, da han skulle hjælpe ham med noget, nogen papirer fra krigens tid. Bl.a. så han en tysk "Sold-buch"...altså en tysk soldaterbog med stempler om hans forskellige tjenesteder, hans udmærkelser bl.a. for at være blevet såret under kamp og bl.a. at han var blev sænket 2 gange. Der var et billede i forrest med vor far i tysk "Kriegs-marine" matros-uniform. Hmmm - det stemte jo ikke med det han havde fortalt om tvangsarbejde o.s.v., for tvangsarbejdere fik ikke rigtige og officielle tyske soldaterbøger. Han havde altså været tysk (Marine-) soldat under krigen og havde holdt det hemmeligt. På en eller anden måde fandt min bror også ud af, at 2 af vor fars brødre også havde været i tysk tjeneste under krigen, men var blevet dræbt der. Nåh - hvad fanden, der var jo en masse, der havde været tyske soldater under krigen og da han jo var "volks-deutsche" havde han selvfølgelig været soldat. Det var man jo bare dengang. Min bror forholdt ham det, men han ville ikke snakke om det. Og personligt synes jeg også at det er pisse-ligegyldigt. Det var andre tider dengang.)

Og så gik der igen nogen år, for så til et eller andet familiehalløj hos min bror mødtes vi så igen og af hensyn til freden lod jeg som ingenting og forholdt mig neutral. Vor søn var jo blevet en 3-4 år og af hensyn til ham og at det trods alt var  hans farfar, kom vi der så de næste 5-6 år. Så døde Gerda og min Far drak igen hjernen ud. Jeg måtte ordne begravelse og alt muligt og skifteret o.s.v. for ham. Han var fuld det meste af tiden. En dag havde jeg fået nok derovre og sagde til ham at jeg ville hælde al hans sprit ud......og det gjorde jeg så. Så kom vi bogstaveligt talt op at slås og faneme om ikke jeg måtte slå manden i gulvet for at komme væk derfra.

Siden har jeg ikke set ham og det er vel altså 20-21 år siden. Jeg orkede ham simpelthen ikke. Han var mig bare så uendelig ligegyldig. Og jeg har haft det godt med det. Selvfølgelig har det ærgret mig ikke at have en far (eller en mor, for min mor døde da jeg var 16 år i starten af 1972). Jeg har ikke savnet ham, men har godt ville have haft noget (mere) familie, men sådan var det altså.

Og nu er han altså død, 92 år gammel. Og nej. - jeg skal heller ikke til hans begravelse. Sådan er det bare.