lørdag den 1. januar 2011

Tur 1. Nytårsdag 2011 i Københavns Havn

Lillemor og jeg har en københavner-tur vi går en eller to gange om måneden og det året rundt. Idag d. 1. Januar 2011 - Godt nytår til alle forresten - tog vi afsted for at se om havnen stadig var islagt. Vi parkerer altid ved Kastellet og går så ud gennem porten ved Nordre Toldbod. Jo - der var masser af is i havnen.

Først så vi en der skulle spille smart ved havne-bussens (vi har i Københavns Havn nogle havnebusser som sejler rundt i havnen som busser og hvor almindelige buskort, billetter, klippekort skal bruges) anløbningstoppested. Han skulle lige prøve om isen kunne bære.
Lige overfor Toldboden ligger Holmen - flådens gamle havneområde. Her ligger en af de udrangerede Fregatter, Peder Skram, nu som museumsskib. Der er også en U-båd og en Motor-torpedobåd som museumsskibe. I billedet ses også den gamle maste-kran.
Som sagt masser af is. Det kan ikke ses rigtigt, men isen - de flager man kan se - er ca. 20 cm. tykke og selv om det ser brudt ud, så er det en fastfrosset masse eller is-flade. Mægtigt flot.
På turen langs kajerne kommer vi forbi Amalie-haven og Amalienborg Slot. Jo da - flaget var oppe så Dronningen var hjemme. Vi var ikke inde og hilse på - hun havde vist kur af en slags.
Der findes jo 2 sejl-skole-skibe i Danmark. Skoleskibet Georg Stage ligger altid i vinter-hi her i havnen ved Holmen. Det andet skoleskib - Danmark - ligger i Frederikshavn.
Her ses mere is og en "Is-måge" .......;-)
Turen fortsætter ned mod det ny Skuespilshus og rundt om dette. Herfra er fotograferet ud mod havne-indløbet. Man kan se Fregatten Peder Skram og Operaen til højre. Til venstre ligger Amalie-haven og Amalienborg.
Her er fotograferet over mod en af kanalerne ved Christianshavn. Der ligger en masse gamle små-færger og andre gamle skibe i hele området.
Lige overfor Nyhavn ligger Nordatlantens Brygge. Pakhuset med gavlen imod os til venstre er Nordatlantens Hus. Deri ligger Islands Ambassade samt også både Færøernes og Grønlands "ambassader" eller repræsentationer for deres Landsstyre eller Hjemmestyre. I huset - som er et gammelt Pakhus - er der også skiftende udstillinger af nordatlantiske kunstnere. Meget interessante. Også der ligger en masse gamle skibe, der sejlede på Grønland, Island og Færøerne i gamle dage. Derovre fra afsejlede fragt- og passagerskibene og også Grønlandsekspeditionerne Nordpå i gamle dage.
Ved indløbet til Nyhavn ligger på den ene side et hotel i et gammel pakhus og på den anden side ligger "Navigatørernes Hus" med et flot rundt hjørne og kupel på taget.
I den første sidegade, Toldbodgade, ligger det hus, som det gamle Bjærgningsselskab Svitzer boede i. Der er en afstøbning bronze af en gammel Dykker Maske mellem dørene. Bemærk forneden på øverste trin mellem dørene 2 "jern-himstre-gimster". Det er 2 sko- eller støvlerenser-jern fra gamle dage, da ikke alle gader var brolagte og hvor man så lige kunne tørre sine sko-/støvle-såler af på, så man ikke svinede (tog heste-pærer, mudder, hunde-lorte m.m. med ind). Sådanne rense-jern ses ved mange gamle huse i København endnu.
Her ses også bare et gammelt hus i sidegaden ved Svitzer's hus.
Jeg har med vilje ikke taget billeder i Nyhavn. Dels kender I dem fra alle mulige turistbrochurer o.s.v. og dels er det efterhånden blevet for kulørt og cafe- og tivoliseret efter min smag.
Ærgerligt, for der er mange gamle huse der - det ældste vistnok fra 1698 - og interessante er de da, men desværre er mange af stue-etagerne idag indrettet som cafeeer og restauranter. Slet ikke som i gamle dag hvor Kap Horn og Nyhavn 71 o.s.v. stadig var værtshuse med sav-smuld eller sand på gulvet, spytbakker ved baren eller i hjørnerne, jern-kakkelovne o.s.v. Jeg kom der nogen gange i mine unge dage, den gang det stdig var værtshuse af den "mindre pæne slags" og da var der stemning, sømænd, gadepiger..........og øretæver i farvandet, hvis man ikke opførte sig ordentligt.
For enden af Nyhavn ligger Kongens Nytorv. Her går vi enten ned ad Bredgade eller af Store Kongensgade tilbage til Kastellet. Idag valgte vi Bredgade. Vi startede på solsiden, men da jeg oppe fra husene tag-render kunne se dels is og dels sne hænge ud over netop tag-renderne, syntes jeg vi skulle gå over på skyggesiden. Og tak og lov for det. Lige da vi skulle gå over kom der et par kæmpe is-stykker drønende ned og smadrede med ordentlige brag i fortorvet. Hold da op - tænk hvis man var blevet ramt af de stykker, der kommer ned fra 5-6-7 sals højde, så havde man ikke overlevet.
Altså vi smuttede over på skygge-siden af gaden, der hvor tagene ikke var blevet opvarmet af solens stråler endnu. Og lidt længere henne så så vi stykker på størrelse med bordplader komme drønende ned og splintres på vejen.....heldigvis uden at ramme mennesker eller biler da de ramte asfalten/fortorvene. Det er simpelthen livsfarligt at gå derinde for øjeblikket.
Det var vores søndagstur.

2 kommentarer:

  1. Det var dog en hyggelig lille vandretur i det isbelagte København. Tak for turen og godt nytår herfra :-)

    SvarSlet
  2. Hej Jan !

    meget smukke billeder i et skønt og krystakklart lys....og sikken en historie om isstykker så store som bordplader...jeg kan levende forestille mig det....
    Tak for en dejlig vandretur rundt i det Københavnske.....København er en rigtig dejlig by...

    SvarSlet