lørdag den 12. november 2016

På Bogforum 2016.....



I Fredags, d. 11. November 2016 kl.10,00, blev dørene til årets Bogforum åbnet.


Jeg havde hjemmefra over Bogforums Hjemmeside købt billet til kr. 140 for hele Fredagen. Det koster det pr. dag. Hvis man køber partout-kort til alle 3 dage koster det kr. 285. Der er ingen rabat ved at købe billetten på hjemmesiden men, som de skriver, man sparer meget tid ved indgangen da man slipper for at stå i kø. Jeg havde kigget programmet igennem forinden og vidste at for mig var Fredag den bedste dag.

Jeg tog bussen hjemmefra til Herlev S-Station. I S-toget var der en del mennesker, selvom det var efter myldretid ved ca. 09,00-tiden. PÅ Vanløse Station skulle en masse af incl. et par skoleklasser der alle, som jeg, skulle videre med Metro'en til Bella Center....viste det sig. Der kom også et par børnehaver med, så der var et leben uden lige i Metro'en. Vel ankommen til Bella Centret konstaterede jeg, at der var MEGA-lang kø ved indgangen for på nettet forudkøbte billetter, mens der ved indgangen for billetter købt derude nu var nada kø...ingen...jo - måske 3-4 stykker, mens vi med forudkøbte billetter stod i en et par 100 meter lang kø. Ydermere var det sådan, kunne jeg høre da jeg nærmede mig "lågen", at en del havde købt billetter på nettet for flere end dem selv, men at disse ikke var ankommet endnu, så hvad skulle de gøre. De 2 personer der betjente indgangen svarede at de måtte vente på dem, for de kunne ikke modtage billetter og have liggende til efternølerne.....eller også måtte de gå til selve kasserne eller til Informationen for at få klaret deres problemer. Der var åbenbart en del af sådanne "sager" som forsinkede hele indgangs-proceduren.

Herunder ses, hvor jeg er kommet halvvejs i køen, at der bag ved gruppen med damen i den lyse frakke, ikke er nogen ved de almindlige billetindgange....Nåh, - men jeg kom ind....


...og påfaldende var det, at i indgangsområdet med mange cafe'er/spisesteder og hele børne-området var fyldt med mennesker, mens selve den store hal C stort set var tom, som det ses herunder:

Det første jeg skulle var hen til staden for (Jeppe) Aakjær-selskabet Jenle. Dem har jeg besøgt de sidste par år og nu i år, så ville jeg altså melde mig ind i selskabet. Dette dels fordi jeg godt kan lide mange af Jeppe Aakjærs skriverier og sange og dels fordi jeg gerne vil støtte den forening med det gode frivillige arbejde de laver deroppe nord for Skive på Jeppe Aakjærs gård "Jenle". Jeg fik indmeldt mig - jeg var deres første besøgende den dag, og fik i velkomstgave 2 bøger om Jeppe Aakjærs sange samt ...tada....2 kaffe-fri-billetter, hvis jeg besøger "Jenle". Efter noget snak med de søde mennesker der, bevægede jeg mig ned mod den scene, der hedder Bogcaféen. Der var allerede nu kommet flere mennesker i hallen.


Nede ved Bogcaféen tog jeg plads, for jeg ville se og høre et interview med kunsthistorikeren Bente Scavenius og forfatteren Bo Tao Michaëlis, der sammen havde udgivet - den udkom samme dag - en bog "Bybilleder - Kunstnernes og forfatternes København". Intervieweren eller ordstyreren var forfatteren Martin Kongstad.
Herover ses på scenen til venstre Bo Tao Michaëlis, i midten Martin Kongstad og til højre Bente Scavenius. Det var et fremragende interview med 2 mennesker der livligt og velformuleret og humoristisk fortalte om deres fælles bogs tilblivelse, om udvælgelsen af henholdsvis digte og malerier. Meget spændende og dygtigt ledet af Martin Kongstad.

Herefter gik jeg lidt rundt og så på en del af de mange stader. Hist og pist på de forskellige scener var der interview i gang. Jeg overværede bl.a. et interview med Ane Cordes (det dårlige foto herunder - dem tog jeg mange af i Fredags og kun få fandt nåde her til bloggen...og husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse) og Birthe Rønn Hornbech. Sidstnævnte dame er sandelig en Bedstemor med smæk i; lun og vittig og i højt humør.

På nogen af de større scener, bl.a. ved Gyldendals, var der sort af mennesker og man kunne knap komme forbi eller se Gyldendals egen stade:

Som sagt masser af mennesker nu og megen larm. På et tidspunkt måtte jeg på det lille hus og det foregår i hal C ved at gå ud af en dør i en stor port. Udenfor er der et gitterafspærret område hvor der står en toilet-vogn. Den var pæn og blev rengjort hele tiden af en opsyns-person. Jeg benyttede mig af at tage en smøg mens jeg var udenfor. Her stod op ad muren en lille flok skoledrenge på en 14-15 år og talte om en eller anden forfatter de havde mødt og at det var lidt fantastisk at møde en de havde læst i skolen. Samtidigt bemærkede jeg - det gjorde drengene ikke lige der - at Socialdemokratiets Leder Mette Frederiksen kom ud og skulle besøge toiletvognen. Efter endt gerning gik hun mod og forbi drengene. Her opdagede den ene af drengene hende og sagde så, sådan lidt halv-genert, "Dav Mette". Hun vendte sig lige lidt og smilede til ham og sagde så "Davs" igen og gik så ind af døren. Hold da op hvor han rødmede. Først da gik det op for de andre hvem det var og de racede ind for at se hende. OK - det var dagens højdepunkt for dem og især for ham der "havde konverseret" med hende.. :-)

Inde igen var det rundt til de andre forlag og stader og der købte et par bøger til udfyldning af reolen derhjemme. Igen høre lidt interview hist og pist, bl.a. Knud Romer som jeg hørte på afstand før end jeg kom til den lille scene han var på.

På et tidspunkt vil jeg have en bid mad og en Café Latte, så jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe en ret så kedelig Panini til hele kr. 67 og en Caf'e Latte til kr. 35.....det er sgu' nogen pæne priser de holder sig derude. Ved bordet jeg slog mig ned ved - et 6 personers bord (3 på hver side) - sad der for enden et ægtepar lidt ældre end mig. Vi sagde davs til hinanden. Lidt efter så vi nærmere på hinanden og blev enige om at vi havde set hinanden før og det endda i køen ved sidste års Bogforum. Her havde vi talt sammen i noget tid inden dørene åbnedes. De var fra Aarhus og begge pensioneret (også sidste år). Og igen - de havde indkvarteret sig på et hotel i København og havde købt Partout-kort til alle 3 dage og så ellers lavet lister over alle de interview de ville høre og de Forlag/stader de ville besøge. De hyggede sig rigtig med denne weekend her i Storbyen.

Efter lidt mere bog-kiggeri derinde, var det ved 14,30-tiden tid for mig at vende hjem. Jeg har jo bogstaveligt talt øre-problemer; dels har jeg nedsat hørelse - er "bevilget 2 stk. høre-apparater som jeg ikke går med på grund af mine hudproblemer, der bevirker at øregangene bliver generet og hæver op, så jeg ikke kan have høre-apparaterne i - og dels har jeg siden 20-års alderen lidt af Tinitus; en konstant hørende høj tszzzziinnngg-lyd der, når jeg har været i et lokale med støj i nogen tid, stiger i lydstyrke, så al snak for mig bliver en summen jeg ikke fatter så meget af. Bliver jeg for længe bliver det slemt, nogen gange så slemt, at jeg om natten ikke kan sove på grund af min egen larm/Tinitus. Derfor ud og hjemad.

På Metro-stationen tog jeg disse 2 nedenstående fotos. Det første et blik over Amager Fælled ind mod København. Klik på billedet for at se det i større størrelse; man kan faktisk godt kende tårne m.m. derinde.

Det andet er ad sporet mod DR-Byen og DR's Koncerthus. Sidstnævnte er den lille blå firkant ca. midt i billedet. Metroen er "ovenjords" ind til Islands Brygge stationen.


Hjemme igen ved 16-tiden efter en god dag. Bogforum er altid et besøg værd.

3 kommentarer:

  1. Det lyder som det var umagen værd at foretage rejsen - og især at komme ud i tide. Fine billeder fra Metroen. Jeg må køre med den en dag.

    SvarSlet
  2. Ad prædikestoles placering (som intet har med ovenstående at gøre): http://kirkearkitektur.dk/rummets-geografi/praedikestol/placering/

    SvarSlet
    Svar
    1. Flot og tak :-) - se min kommentar hos dig :-)

      Slet