12 år som slave/12 years a slave.....en "must-see" film......

Som det jo nok er de fleste læsere af min blog bekendt, er jeg "rimeligt meget" interesseret i den amerikanske borgerkrig 1861-1865. Det kan bl.a. ses af den mængde bøger og film jeg har og som fremgår ude til højre under Sider - om min interesser i boglister hvor der er en særskilt side herom.

Jeg har læst om denne krig i mange år og sågar besøgt (læs om 2010 turen her og om 2012 turen her) en del af dens slagmarker og museer derovre i USA. Min interesse er først og fremmest - ja, hvor nørdet, men altså - det artilleri (kanoner, taktik, kamphandlinger, artillerikommandører, granater, støbning af kanonerne o.s.v.) der blev brugt under borgerkrigen og dernæst selve slagene, kampagnerne, personerne der deltog = erindringsbøger og selvbiografier skrevet af deltagerne selv og generelle biografier skrevet i nutiden, om soldaternes forhold og hvorfor de kæmpede  o.s.v., o.s.v.  Der er selvfølgelig også læst en del om hele baggrunden for borgerkrigens opståen, altså om det politiske spil i årtierne op til 1861 og om de amerikanske samfundsforhold i perioden op til og under borgerkrigen og især efter denne.....om det er overraskende at finde ud af at de spændinger der var dengang stadig eksisterer.

Nuvel - i går, Lørdag eftermiddag, var Lillemor og jeg i biografen og se en film der foregår i perioden 1841-1853 i USA og især i Sydstaterne. Filmen var 12 years a slave eller på dansk 12 år som slave og er baseret på en autentisk beretning/bog skrevet af hovedpersonen Solomon Northup.

Kort fortalt handler filmen om en i New York bosiddende og fri født neger, Solomon Northup, som er gift, fader til 2 børn og som ernærer sig bl.a. som musiker. Familien er en - bortset fra at de er negre - en respekteret og velfungerende helt almindelig familie i deres lokalsamfund. Solomon's hustru skal på 3 ugers rejse for at undervise et andet sted.

Under hendes fravær bliver Solomon præsenteret for 2 mænd, der har et cirkus/variete der mangler en musiker og han bliver overtalt til at tage på en lille turné i et par dage med dem til Washington. Her bliver han af de 2 mænd drukket fuld, bortført sydpå med andre negre og solgt på en auktion som slaver. Selvfølgelig gør han opmærksom på at han er en fri mand o.s.v. men lige lidt hjælper det. Det er jo bemærkelsesværdigt at bemærke, at sydstatsfolkene virkelig troede, at negre var laverestående væsner og at biblen gav dem ret til at holde negre som slaver. Det skulle jo klart fremgå deraf og de troede virkelig på det. Sådan var Sydstaterne dengang.

Som jeg opfatter det, så når han at være på hele 3 plantager. Han er også undervejs ved at blive lynchet af nogen hvide:

Der er mange barske scener i filmen, han bliver selv pisket, man ser nogen andre slaver blive lynchet/hængt, andre blive pisket til blods, voldtægt af slavepiger o.s.v., o.s.v. Der er en scene, hvor en slave-pige tryglende beder Solomon om at slå hende ihjel, da hun ikke kan holde sit liv ud mere idet hun konstant bliver voldtaget af den hvide plantage-ejer. Det ER barske scener skal jeg hilse og fortælle og man kan ikke være uberørt af de scener....jeg kunne i hvert fald ikke.

Hvis man kan tale om en lykkelig slutning på filmen, så er den trods alt en sådan en; på den sidste plantage Solomon er på, skal han hjælpe en canadisk tømrer med at bygge en have-pavillon. Denne canadier er imod slaveri og har bl.a. skændtes med plantage-ejeren om dette. Canadieren indvilliger i, da han har hørt Solomon fortælle sin historie, og med stor fare for ham selv, at kontakte nogle af Solomons bekendte tilbage i New York og en dag måneder efter kommer den lokale Sherif samt en af Solomons hvide bekendte fra New York og får ham fjernet med magt fra plantagen da han kan bevidne at han er født som fri mand og aldrig har været slave. Selvfølgelig bliver plantage-ejeren enormt gal og prøver at forhindre det. Solomon kommer hjem og genforenes med sin familie, hvor børnene nu er blevet voksne og han har sågar fået et barnebarn som er blevet opkaldt efter ham.

Bogen blev udgivet en del år efter hans hjemkomst og vakte jo, som Onkel Toms hytte, jo en del ballade derovre. Solomon Northup blev før og under den amerikanske borgerkrig en del af den organisation som går under navnet "Underground Railroad" og som hjalp slaver med at flygte fra Sydstaterne og som skjulte dem oppe nord på.

Jeg skriver i starten at der stadig er spændinger i USA omkring dette Nord-Syd spørgsmål. Tænk på, at der først sent i 1960'erne skete fuld - på papiret i hvertfald - lighed for alle i Sydstaterne. Navnet Martin Luther King burde være de fleste bekendt.

Når man som jeg er nørdet med den amerikanske borgerkrig og giver sig til at undersøge de felter som jeg beskriver som min interesse ovenfor, så kommer man i kontakt med mange mennesker derovre. Det er fortrinsvis forfattere af historiske og militærhistoriske bøger jeg har lært at kende via Internettet og har udvekslet mange meninger med og fået meget lærdom af. Jeg har som sagt "spandevis" af bøger om emnet og masser af Links til hjemmesider derom. Under læsningen af disse og især om blog's om emnet (en del af disse kan ses ude til højre om dem jeg følger) så kommer man vidt omkring og finder ud, at der stadig ER forskel  på Nord og Syd derovre, at Mason-Dixon linien der nærmest adskiller Nordstaterne fra Sydstaterne -  nærmest er en usynlig grænse for livs- og politik opfattelser stadig væk. Især finder man ud af, at indenfor skolevæsenet er der stor forskel. Mange bøger der bruges over det meste af USA bruges IKKE i de gamle Sydstater, for her har man stort set sine egne bøger, der fremstiller borgerkrigen og især årsagerne dertil helt anderledes.....og det vokser skolebørnene så op med.

For eksempel, så er der mange såkaldte "Southern Heritage Groups", der agiterer for, at det var Nordstaterne der startede borgerkrigen, selvom det jo var visse sydstater der ville trække sig ud af unionen og som via deres militser (hjemmeværn/Home-guards) erobrede Unionens arsenaler og tømte dem for våben  og udrustning og som også var de første til at bruge våben som midler = bombardementet af sø-fortet Fort Sumter i Charleston's (South Carolina) havn d. 12 april 1861 og som således var de første skud i borgerkrigen. Disse grupper agiterer også for at grunden til de forskellige staters udtræden var Stats-rettigheder (States Rights) såsom retten til selv at bestemme skatter og afgifter og selvbestemmelse uden Unionens indblanding o.s.v. Man glemmer helt, at 3 af de første stater der trak sig ud af Unionen for at danne deres egen Konføderation, nemlig Missisippi, Georgia og South Carolina, direkte i deres udtrædelseserklæringer nævner slaveriets opretholdelse som den væsentligste årsag. Man nævner heller ikke, at en årsag var, at man fra Unionregeringens side ønskede, at de territorier man annekterede vestpå (områder der snart ville blive til nye stater i USA) ikke måtte være slave-stater. Man anerkendte i Unionen at der i Syden var slavestater og man agtede ikke fra Unionen at ændre her på. Man ville bare ikke have flere slavestater, hvilket de eksisterende slavestater, som var i undertal, ikke ville anerkende.

Der er masser af eksempler her på og det er ret rystende at læse, at der i dagens USA virkelig er mennesker der tror på dette.

En detalje om jeg så må sige, er det flag vi alle forbinder med Sydstaterne. Oprindelig lavede de udtrædende stater, som dannede Confederate States of America, et nyt Nationalflag, kaldet Stars and Bars (Stjerner og bjælker) der så således ud:

Som man vil bemærke, er der 7 stjerner som repræsenterer de 7 først udtrædende stater og som dannede Confederate States of America.

Dette flag blev brugt som samlingspunkt for de Sydstatshærene under de første kamphandlinger i 1861. Der skete dog det, at det i kampens hede - man anvendte jo sort-krudt dengang - og p.g.a. af den megen røgudvikling der var, så opstod der mange misforståelser BEGGE veje, idet dette flag kunne minde meget om Unions flag, Stars and Stribes:

 Derfor fandt man så ud af at lave et nyt Battle-flag, altså ikke et nyt Statsflag, men et flag som udelukkende skulle bruges i kamp og som adskilte sig væsentligt fra Unionsflaget og fra Nationalflaget og det blev så det velkendte Battleflag som ses herunder:  

 Det var altså et kampflag, et samlingspunkt for Sydstatssoldaterne, et flag der i kampens hede sagde "vi er sydstatssoldater og IKKE nordstatssoldater"...altså et simpelt signalflag (ligesom man bruger det indenfor Marinen). Intet andet.

 Man udviklede siden National-flaget således (men det er en anden sag) til bl.a. dette:

(og i den tredje udgave forsvandt den røde lodrette stribe yderst til højre, så det var et rent hvidt Nationalflag med Battle-flaget i øverste venstre hjørne).

Men tilbage til Battle-flaget. Det var altså et rent militær-signal-/samlingsflag. Idag bruges det overalt i Sydstaterne og andre steder af disse "Heritage-grupper" for at markere, at man er fra Syden af. Sågar har del-staten Missippi incorporeret Battleflaget i sit delstatsflag. Nu vil delstaten Georgia til at tillade at Battle-flaget kan ses på del-statens bil nummerplader.

Nu er det sådan, at dette Battle-flag igennem tiderne er blevet flittigt brugt af yderligt gående organisationer som f.eks. Ku Klux Klan og andre racist-organisationer og at det verden over mest er blevet kendt for Racisme og had.....og har været det de sidste 100 år. Derfor har flere og flere stater og byer i USA bl.a. i Virginia forbudt at dette flag må benyttes ved offentlige bygninger, på offentlige pladser og flagstænger o.s.v. og det er de såkaldte "Heritage-grupper" så gået i selvsving over. De mener at det er noget om Arv og ære og ikke om racisme. De har dog ganske svært - og forståeligt - ved at få deres synspunkter igennem. Men de masser på for deres sag over alt. Ligesom de gør med deres påstande om slaveri og årsager til borgerkrigen o.s.v. Selv TV-stationer som den yderst ekstremt-konservative FOX er en af deres forkæmpere og det siger så ikke så lidt.

Nåh - nok om det. Men det er virkelig tankevækkende, at især i USA's sydstater er racismen og historie-forfalskning så udbredt som den er.

....og så undrer jeg mig virkelig over, hvem mon det kan være, der vil læse dette blog indlæg og om de har læst helt her ned til.

....men filmen som jeg startede med at omtale: Gå ind og se den....hvis du tør...den er tankevækkende på mange punkter.