søndag den 9. marts 2014

Trane(r), Dådyr og det lokale "Syberg-land".....

I dag Søndag har det været årets hidtil varmeste dag. Lillemor og jeg nappede en lille tur i det gode vejr i vores lokale mose-område.

I dag kortede vi turen lidt af og rundede en Hjorte-farm der ligger i kanten af området, for at se om der var nogen dyr; de har det jo med at udtynde flokken en gang i mellem og sidst vi var forbi så vi kun nogen få stykker der; idag var der flere. Det viste billede her nedenfor er taget i modlys:

Lige da vi begyndte at gå fra Hjortene, så hørte vi begge den umiskendelige lyd, som vi begge elsker at høre.....Tranens trompeteren eller kalden. Den lyd er bare så speciel og har man hørt den bare en gang, så glemmer man den aldrig. Og straks kiggede vi begge op mod himlen og hovederne på os begge drejede rundt i alle retninger uden at kunne se noget. OK - lige der hvor vi var er der ret begrænset himmel at se, så måske når vi kom ud i det åbne land et par hundrede meter længere henne, kunne vi måske være så heldige. Men Ak - ingen Trane(r) at se deroppe på den ellers blå himmel. Nu er det sådan, at Tranens kald kan høres uhyggeligt langt væk. Jeg har tidligere - efter at have hørt Trane-trompeteren - været minutter om at spotte en flok på himlen og så bare som små prikker i en skrue eller et bånd langt oppe og langt, langt væk, men altså i dag forgæves. Det er tidligt på sæsonen at høre Traner; de store træk er normalt ikke begyndt endnu, men p.g.a. den milde forvinter sydpå, så meldes der allerede om pæne skarer af Traner nede i Nordtyskland og de første er meldt ud i Sverige, så de på vej, så kig op i de næste 3-4 uger.

Vi kom som sagt ud på de åbne markområder - og spejdede selvfølgelig hele himlen rundt hvert andet sekund - og bemærkede mange gæs rundt om på de spirende marker. Jeg følte mig helt hensat til "Syberg-land" . Dejligt var det og mindede som sagt om de mange malerier fra malerens Frits Sybergs hånd ovre på Kerteminde-egnen på Fyn. På billedet herunder ses lidt gæs. Den mørke bræmme i baggrunden er Hareskoven.
For resten så vi også en enkelt Vibe spankulere rundt på en mark dernede. SÅ er foråret altså også kommet til Hjortespring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar