lørdag den 15. december 2012

Lørdagsfrokosten.....

 
 Min svoger (Lillemors lillebror) og svigerinde har den "geniale" ide begge at have fødselsdag d. 22. December. På sin vis er det praktiskt, da der kun er en dag at huske, på den anden måde så er det upraktiskt da deres fødselsdag ligger "klods op ad Juleaften".......og en mindre detalje er så, at de bor lige uden for Nykøbing Sjælland på vejen mod Rørvig.

Men altså - vi havde med dem aftalt, at de kom herind, for så ville vi give en omgang frokost og den havde vi besluttet skulle være på "Arbejdermuseets" Cafe og Ølhalle som ligger netop i forbindelse med Arbejdermuseet og hvis interiør er fra slutningen af 1890'erne af.
 
Arbejdermuseet ligger i Rømersgade. På billedet ses det ovenfor og det grønne er Botanisk Have og hvis man vender sig, så kigger man på Israels Plads med Torvehallerne. Altså smaddercentralt og lige ved siden af Nørreport Station - som vi kan nå med både S-Tog og Metro.

Arbejdermuseet er virkelig et besøg værd. Det er som at gå i en tidslomme - en tidsrejse om man vil. Der er mange ting man kan genkende fra sin barndom af og fra tidligere tider. De har en meget sjov museumsbutik, hvor man kan købe bøger og alt muligt "skrammel" fra de gode gamle dage af. Det er herligt at gå og se på.
 
Derudover har man bevaret Festsalen i dens originale udseende fra slutningen af 1800-tallet. Husk på, at bygningen var en af de første huse af den slags, som her i København kaldes for "Folkets Hus" og som der lå/ligger en del af rundt omkring i de gamle arbejder-distrikter. Denne festsal er iøvrigt brugt i mange film; "Barndommens gade" for at nævne en af dem.
 
Nåh - vi skulle altså IKKE på museum, bare spise i den gamle "Cafe og Ølhalle 1892". Det staves altså sådan - Ølhalle - og den er fra 1892, et herligt sted med rigtigt gammeldags indretning og med rigtigt gammeldags spisekort med gamle danske retter og smørrebrød; bl.a. kan man til den efterfølgende kaffe faneme få KIKSEKAGE !!!!!! 
Den kan jeg huske fra min barndom af og den får jeg altid et stykke af, når vi - Lillemor og jeg - spiser derinde. Egentlig, når man tænker over det, en ret ulækker og usund kage.....but what the heck - noget skal man jo dø af, ik' ?
 
Men altså, Lillemor og jeg havde parkeret ved Flintholm Station og taget Metroen til Nørreport, for vi havde afltat med Svoger og Svigerinde at mødes foran Torvehallerne på Israels Plads. Svoger er i sin fritid "Redningshundefører" - I ved de hunde der bruges til eftersøgninger o.s.v. - og han har udover denne en mindre hund til. Disse skulle jo luftes efter den lange tur fra Nykøbing af, så vi gik - i regnvejr - tur i Ørstedparken, så ned ad Nørregade, ad Krystalgade, ad Fiolstræde, ad Kannikestræde forbi huset hvor Peter Faber skrev "Højt fra træets grønne top" og til Købmagergade ved Regensen lige overfor Rundetårn. Her "løb" vi ind i en gruppe unge mennesker - et kor - som stod der og sang sange fra de forskellige "Julekalendere" fra TV af. 
 
 Det var ret herligt - de smådansede i takt samtidigt. Behøver jeg at sige at det stadig regnede ? 
 
Videre ad Købmagergade til Kultorvet. Her kunne jeg høre noget "plingeling" og kiggede på uret. Joh - Livgarden var på vej til vagtafløsning på Amalienborg. Herunder ses de på vej over Kultorvet som stadig er under renovering. 
 
 
  
 
 De 4 billeder ovenover er forresten taget med min Mobiltelefon......i regnvejr.
 
Herfra gik vi så ad Pustervig  til Suhmsgade og så ad Landemærket, Sværtegade, Vognmagergade og Kristen Bernikowsgade til Strøget og så op til Kongens Nytorv og så en smuttur frem og tilbage gennem Nyhavn og den Julehalløj. Det var herligt at gå af de nævnte gamle gader og de gamle huse fra 1700 tallet som den del af byen er smækfyldt med. 
 Nyhaven er Nyhavn - et Gedemarked uden lige. Der er Julemarked i denne tid og der er langs kaj-kanten rejst en masse små boder hvor man kan købe alskens bras med mere.....og masser af mennesker. Glemte jeg at sige, at det stadig regnede ?
Herfra så den lige vej tilbage over Kongens Nytorv og ad Gothersgade til Nørreport, de 50 meter af Frederiksborggade til Israels plads, hvor Svoger afleverede vovserne i deres bil i P-kælderen.
 
Nu var det tid til frokosten, for vi havde bestilt bord til kl. 13,00.
 
Lidt skuffet blev jeg. De havde IKKE deres ordinære spisekort med alle de gamle retter og smørrebrødstyper - næh, de havde istedet rigtig gammeldags Julefrokost buffet og det var så sandelig ikke så ringe endda :-)  med bl.a. BLODPØLSE !!! Hold da op - der kan gå år imellem jeg får det. Men vi gik hele vejen; forskellige slags sild, laks, rejer, sylte, lun leverpostej, lune frikadeller, flæskesteg, finker, Blodpølse, æbleflæsk....you name it...og vi sluttede af med en rigtig god Ris-a-la-mande hvor der var rigtig mange mandel-stykker i og en god kirsebærsovs.  
 
 Herover ses svigerinden og Lillemor; jeg har utallige billeder af Lillemor, hvor hun liiiige når at få lukket øjnene/blinket. Ret begavet udtryk, synes jeg ;-) . 
 
 Herunder et Vué gennem lokalet - taget med Mobiltelefonens kamera (som også det ovenfor igen).
 
Vi kunne ikke rokke med ørerne, da vi var færdige - puha....men dejligt var det. 
 
 
 Herover ses et dagslysbillede af Cafe og Ølhalle 1892.
 
Bagefter smuttede vi over i Torvehallerne og indhandlede lidt delikatesser hver især og sagde farvel til svoger og svigerinde. 
 Jeg blev også sendt hjem herfra, da Lillemor ville indkøbe visse ting til Julen og som jeg ikke skulle blande mig i. Lykkelig var jeg :-) - byen var fuldstændig fyldt med mennesker på jule-indkøb.
 
På Nørreport Metro-station sad dette en-mands-orkester og spillede: 

 
Han sad med en lille storetrømme  med fod-pedal og en lilletromme, en mikronfonholder og en rytmeboks af en art der understøttede med nogen melodiøse frembringelser og så sang han ellers af karsken bælg derudaf. Det lød ret godt - det var "rockede" julemelodier han fyrede af.
 
Jeg var hjemme ved 16-tiden og Lillemor dukkede op ved 18,30-tiden.
 
 
Og så lige Sporten kort:
Her til aften spiller Ishockey-landsholdet sin sidste landskamp for i år i Lyon i Frankrig. Landsholdet deltager i en 4-Nationers turnering hvor modstanderne er Slovenien, Letland og Frankrig. De har vundet de 2 første kampe mod Slovenien og Letland og spiller netop nu mod Frankrig - den står 1-3 lige nu, hvilket betyder at de har vundet den turnering. Knægten er med igen. Han er med sine 33 år og 9 måneder holdets ældste og han spiller i aften sin landskamp nr. 172. Det gør ham til den spiller i Danmark gennem tiderne, der har spillet 9. flest landskampe. Det synes jeg faktiskt er ret godt gået.

1 kommentar: