Noget om noter, kildehenvisninger, citater o.s.v.

Jeg læser meget. Jeg læser aviser og disse oftest på internettet, jeg læser mange artikler på internettet som jeg har fundet ved tilfældighed, henvisning eller ved søgning. Det hænder også at jeg besøger det lokale biblioteks læsesal og læser aviser og fagblade/magaziner der. Jeg læser mange, rigtig mange bøger. Disse er altid relateret til en af mine mange interesser eller simpel nysgerrighed om et eller andet emne...hvad der nu kan dukke op som f.eks. mange biografier og selvbiografier. Det vil så sige, at jeg ikke læser såkaldt skønlitteratur (mere). Jeg har tidligere læst rigtig meget skønlitteratur; stort set alle de danske klassiker forfattere og en del udenlandske. Det har været slægtsromaner hvoraf nogle har været bygget på rigtige familier, ren fiktion, kriminallitteratur o.s.v.

Men altså faglitteraturen. Jeg læser dem på dansk, på svensk og på engelsk/amerikansk og det være sig på sproget fra i dag som på sproget fra dengang bogen blev skrevet. Fra dengang bogen blev skrevet, betyder i perioden 1800 til 1900, hvilket er ret så spændende uanset om det er dansk, svensk, eller engelsk/amerikansk.


Jeg har lige færdiglæst en helt ny udgiven bog om arkitekten, keramikeren, smykkekunstneren med meget mere Thorvald Bindesbøll, der levede fra 1846 til 1908. I denne bog havde forfatteren Mirjam Gefler-Jørgensen nogen citater i starten af bogen, nemlig fra engelsk og fra tysk og de kan ses - forhåbentligt - på billedet herunder, hvor de står på modsatte sider overfor hinanden (husk at I kan trykke på billederne for at dem i større størrelse):

DET blev jeg ret så irriteret over, at hun bare lavede/viste disse 2 direkte citater på fremmedsprog (der var et par stykker til andre steder) uden at de også blev oversat til dansk. Nuvel, jeg havde ingen problemer med dem, men jeg har engang for ikke så længe siden læst en bog, hvor forfatteren muntrede sig med at smide om sig med franske citater og uden oversættelse af disse og oven i købet selv muntrede sig over dem. For mig er det en uskik, ja nærmest en hån overfor læseren, idet man jo så forudsætter, at læseren er en studeret person med kendskab til forskellige sprog. Nu skriver jeg uskik, men faktisk er det en eklatant fejl at gøre sådan.

Det fik mig til at tænke lidt videre på det her med fagbøger og hvad og hvor meget det er forfatteren vil fortælle os. Her tænker jeg i sær på noter og kildehenvisninger o.s.v. En amerikansk borgerkrigsforfatter jeg jævnligt korresponderer med, skrev engang om de mange bøger der udkom om den amerikanske borgerkrig, at han, når han så dem, altid startede med at se på bogen bagfra. Selvfølgelig kunne bogens forfatter sige ham noget om bogen, men med forfattere han ikke kendte, så startede han som sagt med at se på dem bagfra. Konstaterede han, at der ikke var et omfattende note-afsnit blev han "mistænkelig". Var der ikke et afsnit om kildehenvisninger, kunne han finde på at droppe den. De 2 ting sagde altid noget om forfatterens seriøsitet og bogens lødighed. Jeg kan følge ham langt der, dog har jeg hos et fåtal af danske forfattere oplevet deres bøger uden note- eller kildeafsnit, idet disse har været indarbejdet i (brød-)teksten, hvilket for lige netop disse få forfattere har virket godt og uden at ødelægge læsningen; det har ligesom faldet naturligt.

Men som den nørd jeg er, så kan jeg godt lide noter og gerne også fyldige noter. Nu kan noter jo laves på mange måder og jeg har ikke rigtig fundet ud af hvad jeg synes er den bedste form. Jeg har herunder smidt 3 eksempler på noter. Det første eksempel er fra en bog med mange noter og et note-afsnit bagerst i bogen. Nogen gange, så kan sådanne note-afsnit bagerst være fortløbende og nogen gange - stadig bagerst - inddelt i kapitler. Begge dele - fortløbende og kapitelinddelt - er ok og har hver især sine fordele og ulemper. De fortløbende kan ende op i 3-cifrede note numre, hvorimod de kapitelinddelte ofte starter forfra for hvert kapitel. Hvad der så for en forfatter er bedst at henvise til, må afgjort være det fortløbende.

I det herover viste klassiske noteafsnit, kan der være meget uddybende noter.

Herover er noteafsnittet i denne bog "bare" blevet en kildehenvisning. Der er ikke forklaringer, kun kildehenvisning.


De 2 ovenstående eksempler kan altså være både note-afsnit bagerst i en bog eller efter hvert kapitel. Jeg kan ikke finde ud af med mig selv, hvad der er bedst; om noterne skal være helt bagerst eller efter hvert kapitel. Jeg har altid 2 bogmærker i brug. Hvad synes I ?

Herover er noterne vist nederst på den side, hvor noten forekommer. Det er mange gange en god ting, men som eksemplet herover viser, så kan noten - som vist på opslagets venstre side - bare være på 3 linier og på højre side være på 18 linier. Hvis der så er flere noter på en side, så......uha uha. Fordelen ved denne form for noter er, at man slipper for at bladre frem og tilbage.


Endelig kan en bog også være forsynet med diverse registre f.eks. for leverandører af fotografier, eller for yderligere anbefalelsesværdigt litteratur om emnet, særskilte tabeller, navne-/personregistre o.s.v. Der kan være meget at skulle holde styr på.


Som nævnt læser jeg en del litteratur om den amerikanske borgerkrig herunder mange biografier. Herunder et eksempel af Sydstatsgeneralen James Longstreet's selvbiografi "From Mannassas to Appomattox". Det, der kendetegner de selvbiografier fra dengang er, at de er skrevet 5-20 år efter borgerkrigens afslutning i 1865. Ofte har de kun haft deres egne dagbogsnotater og lidt breve at støtte sig til. Få af dem har kunne bruge officielle rapporter fra krigens tid at støtte sig til, men det er da hændt. Eksemplet herunder er ret klassisk; et nyt kapitel med det første afsnit og hvor der kort er ridset et lille resume op om hvad det handler om. Ret sjovt. Mange af selvbiografierne har det sådan.

Det er tit et meget flot sprog, de brugte dengang. Sjovt er det bl.a. at når en ny person de møder nævnes, så er der ofte en kort beskrivelse af ham:"He was a hansome and most galant man with a grand posture and a greyish beard" . Sjovt lige med den korte beskrivelse (tall, small, heavy, slim, hansome o.s.v.).

Disse amerikanske borgerkrigsselvbiografier er som nævnt ofte udgivet de her 5-20 år efter krigen og ofte i ret små oplag. Der er altid et forord af dem selv og ofte et til af en forlægger, en journalist eller en gammel kollega.

I de seneste 30-40 år er mange af dem blevet genudgivet. Nu er der føjet endnu et forord til bogen samt, hvad der er endnu vigtigere, blevet tilføjet en stribe appendiks' idet man siden udgivelsen har kunne finde masser af breve, andre personers dagbøger og selvbiografier, officielle rapporter fra slagene (for hvert slag, så skulle kompagnichefen skrive en rapport om sit kompagni, som så indgik på en eller anden måde i Regimentchefens rapport, som igen på en eller anden måde, med de andre regimentchefers rapporter, indgik i Brigadechefens rapport og som på en eller anden måde med de andre Brigadechefers rapporter indgik i Divisionchefens rapport som endelig med de andre Divisionchefers rapporter indgik i det pågældende Korp's rapport. Var der flere Korps involveret, så indgik disses rapporter i Hærchefens endelige officielle rapport. Altså en helvede meget rapportskriveri og papir. For Nordstaternes side (Unionshæren) er alt dette bevaret og der er lavet en "Official Record of the war between the States" som man rent faktisk kan købe i dag i flere hunderede bind. Der jeg vil hen med det her er, at man ved gen-udgivelser af disse gamle selvbiografier nu kan indsætte appendikser bagerst med den ny viden man har i dag. For Sydstatshæren er det meget anderledes. Dels skrev man ikke så mange og fyldestgørende rapporter i Sydstatshæren (mest tabslister og hvilket mandskab der var klar til kamp i morgen), dels blev en del af det brændt af Sydstatsenhederne ved overgivelsen i 1865. Der eksisterer en del hel- og halvofficielle rapporter, men meget af det der vides i dag om Sydstatshærene er hvad de rigtig mange sydstatsgeneraler m.fl. skrev i årene efter krigen. Det er ret sjovt, at de fleste selvbiografier om borgerkrigen er skrevet af sydstatsfolk. Man var jo på taberens side og mange officerer/generaler havde på en eller anden måde travlt med at retfærdiggøre sine handlinger, gøren og laden, under borgerkrigen. Ofte når man læser dem, så - og det fremgår ikke direkte, men sådan pænt formuleret - at..."det var ikke min skyld, det gik galt, det var de andre (sydstatsofficerers) skyld...". Man fremhæver sådan uden at prale sig selv, man sådan gør sin indsats større/bedre end den egentlig var. Alle spidserne, hvis de altså overlevede borgerkrigen,  fra såvel nord- som sydstaterne, skrev deres selvbiografier. Den eneste der ikke gjorde det, var den øverste Sydstatsgeneral Robert E.Lee, som direkte sagde, at det havde han ingen intentioner eller ønske om at gøre. Alle med interesse i den amerikanske borgerkrig begræder at han ikke gjorde det. Han ville kunne have bragt megen klarhed over mange ting ved de mange slag.

Nåh, - jeg kom vist lidt omkring...der er jo ikke noget nyt i det.