søndag den 23. august 2015

Sikke et drama...den natur....

Jeg sad her i eftermiddag på terrassen i skyggen under den udrullede markise og betragtede den vrimmel der er for øjeblikket af hvide sommerfugle - vistnok Kålsommerfugle. De er faktisk lidt imponerende at se på, sådan nogen sommerfugle. Når de flyver virker det altid meget flaksende, men på en eller anden måde så ved de åbenbart hvor de flyver hen, for de kommer over hække og ned over græsset gennem haven og så op over den næste hæk. Eller meget flaksende mellem 2 træer i nabo-haven...eller udenom en stor busk og så over en hæk. Ret fascinerende at kigge på. 


Min have er som tidligere skrevet ikke ret stor og til den ene side har vi en fuldvoksen Bøgehæk og til den anden side en noget mere pjusket kun 5-6 år gammel bøgehæk, der mangler nogen år i at være fuldvoksen. De enkelte planter er lidt uens i størrelse, så foroven kan der være lidt huller eller mellemrum om man vil.

Jeg sad netop og så på sådan en Kålsommerfugl, der kom fra den ene nabo, fløj gennem haven og gennem den noget mere pjuskede hæk ind til den anden nabo for så at vende og flyve tilbage en meter længere henne mellem 2 ret uens bøgehækkeplanter. Men nej - den fløj lige ind i et edderkoppespind og blev hængende og baskede. Jeg sad og så lidt på den i en små 10-20 sekunder - det var kun 5 meter fra mig - så rejste jeg mig og gik hen for at se hvad der skete.

Der hang den og sprællede lidt, men så opdagede, jeg, at der allerede var kommet en Korsedderkop - ikke en ret stor en - ned til den og sad på dens krop.


Jeg formoder at edderkoppen bed den eller havde bidt den og sprøjtet sit giftstof ind i den.

Så begyndte Korsedderkoppen at kravle rundt sommerfuglen og langsom fik den bøjet sommerfuglens vinger i den ene side ind mod kroppen på sommerfuglen idet den blev ved med at kravle rundt og rundt om den. Da den var kommet ind til kroppen, så begyndte den med det andet sæt vinger og til sidst var begge vinger foldet/bøjet/rullet ind mod sommerfuglens krop.

Så var det lige som om den forstærkede sit spind ved at fare frem og tilbage til nogle af grenene og de andre spindliner. Sådan virkede det i hvert fald og til sidst blev den siddende ude i siden af spindet ved en gren, mens sommerfuglen stadig hang inde midt i spindet. Så skete der intet mere og jeg satte mig hen på min stol og holdt øje med den som den hang der.

Jeg har åbenbart været uopmærksom eller noget, for på et tidspunkt var sommerfuglen væk. Jeg rejste mig og gik hen for at hvad der var sket. På spindet kunne jeg på nogen tråde tydeligt se noget af støvet fra sommerfuglens vinger. Men selv sommerfuglen og for den sags skyld også edderkoppen var væk. Jeg prøvede virkelig at se hele området der ved hækken igennem, men jeg kunne ikke finde noget spor af dem. Mystiskt. Om de var faldet ned eller blæst væk eller edderkoppen havde taget byttet og gemt væk ved jeg så ikke.

Men sikke et drama og hvor fantastisk at se, hvordan Korsedderkoppen fik behandlet sit bytte Det har jeg aldrig rigtig sådan set før...eller lagt mærke til sådan rigtigt når jeg har set naturfilm i tv.

Og i morgen er det så første arbejdsdag efter sommerferien.....og arbejdsdage, dem er der kun 50 stk. tilbage af :-)

1 kommentar:

  1. Tak for historien om kålsommerfuglen og korsedderkoppen. Det er altid fascinerende at se naturens dramaer udspille sig for næsen af en.

    SvarSlet