tirsdag den 21. oktober 2014

Bog og flere bøger....

Fik i løbet af dagen en sms fra den lokale boghandel om at min bestilte bog var klar til afhentning. Efter arbejde til "book-dealeren" og afhente
En bog der handler - som der står på forsiden - om FDB-møblers historie. Den er helt ny-udgivet fra d. 12.10.2014 og af forlaget Samvirke (hvem ellers). Hele 272 sider og masser af billeder og illustrationer fra "gamle dage" og fra kataloger og blade. Herligt. Den glæder jeg mig til at læse. Møbelarkitekten Børge Mogensen var leder af FDB-møblers tegnestue i ca. 10 år og mange af hans bedste møbler blev lavet i den periode hos FDB-møbler.

Og så talte jeg med min storebror i dag i anden anledning. Han fortalte at han er blevet anmodet af Gyldendals Forlag om at være interview'er på Tranescenen på Bogforum 2014 her lørdag d. 8. november. Han skal interviewe forfatteren Flemming Søeborg, der netop har udgivet en nostalgisk bog:
 
Som over-overskriften på bogen siger, er det simpelthen "bare" en nostalgisk rejse med jernbanerne gennem tiderne og frem til ca. 1975. Den udkom d. 24. september 2014 og den købte jeg et par dage efter og har købt og læst den. Den er fremragende med mange historier, anekdoter og masser af dejlige foto's dengang Danmark "var med damp". Det er altså den bog han skal interviewe forfatteren Flemming Søeborg om. Da jeg alligevel skal på bogmessen (Lillemor "orker" ikke, da der er millioner af mennesker derude i Bella Centret) vil jeg da helt klart overvære det. Jeg ved godt, at jeg sidste år, da jeg skrev om bogmessen (som rettelig hedder Bogforum), nævnte at det var et gedemarked uden lige og med al for mange mennesker og jeg nok ikke ville der ud igen....men altså....jeg kan ikke holde mig væk.....det er jo bøger, ik' ?.
....og det er i Bella Centret på Amager det foregår.

Og sørme om jeg så ikke også i dag fik en svar-mail fra Nivaagaard samlingen. Under vores besøg der i weekenden - se forrige indlæg - havde jeg i deres efterårsprogram opdaget, at de, Nivaagaard, onsdag d. 26.november 2014 kl. 19,30 har en foredragsaften med forfatteren og balletkritikeren m.m. Erik Aschengreen: Bournonville og guldalderen. Et foredrag om August Bournonville (1805-1876) og hans balletter i guldalderen og om hvordan de er i dag hvor Nikolaj Hübbe tager livtag med mere moderne opsætninger af de gamle balletter som f.eks. Napoli, Kermessen i Brügge, Et folkesagn o.s.v. Spændende. Det tilmeldte jeg Lillemor og mig til og idag kom så bekræftelsen. Herligt. Jeg glæder mig helt enormt. Erik Aschengreen er en meget fascinerende personlighed. Jeg har en stribe af hans bøger om ballet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar