Første weekend i Marts...hvert år....Vasa Løbet :-)

(Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse)
Den første weekend i Marts hvert år siden 1922 er der løbet Vasa Løbet, et 90 km langt langrendsskiløb fra Sälen til Mora. Ruten siges at være den, som den senere svenske konge, Gustav Vasa, løb i 1521 da han blev forfulgt af en anden tron-prætendent.

Svensk TV har i rigtig mange år sendt Vasa-løbet direkte i TV. Udsendelsen starter kl. 07,30 hvor der laves oplæg og små-interviews med både favoritter og motionister. Starten går præcis kl. 08,00. Undervejs i de 7 depot-byer står der tv-folk som interviewer motionisterne efterhånden som de når frem. Det er sk... hyggeligt. Der sendes direkte i en køre fra 07,30 til 13,15 og jeg sidder klistret til skærmen hver gang og har gjort det på denne dag så langt tilbage jeg kan huske.


På kortet herunder ses ruten med angivelse af de små-byer som passeres undervejs som vædske-stationer.....blåbær-saft :-)

Da løbet startedes i 1922, var der kun 119 deltagere. Idag er tallet nogenlunde stabilt med omkring 15.000 deltagere og vindertiden for de bedste er omkring de 4 timer for de 90 km og for de sidste motionister omkring 12 timer. Der er en pæn del der ikke gennemfører.

Starten er altid imponerende; 15.000 ski-løbere linet up og sikke et kaos der er efter bare 1 km når alle skal over en landevej på et smalt sted og op ad bakke.

Målet er byen Mora, som ligger ved Siljan-søens nord-ende. Her er opløbet nærmest på hovedgaden og der er en flot Dala-rød målport i træ, hvorpå der står "I fäders spor for främtids segrar".

Lillemor og jeg har taget turen 2 gange.....i bil og om sommeren. Det er sjovt at følge sporet, som man kan det meste af vejen og se de små depot-byer (ofte bare 4 tømmerhuse og et fælles lokum samt genkende navnene). Ved målet er der en lille græshøj, hvorpå der står en statue af Gustav Vasa som er lavet af  Anders Zorn.

Lige før målporten passerer man Mora Kirke. Lidt sjovt ved denne kirke er, at den udover at have et tårn - som de fleste kirker jo har til klokkerne - har et særskilt klokketårn malet i Dala-rødt.

Lige før man passerer kirken, så passerer man den store svenske maler Anders Zorn's hjem, kaldet Zorn-gården. Det er et fantastisk hjem at besøge. Lillemor og jeg har en 5-6 gange holdt ferie i en lille by, der hedder Orsa og som ligger bare 15 km fra Mora og hver gang har vi besøgt Mora og især Zorngården og Zorn Museet der ligger der ved. Zorn købte huset af sine bedsteforældre og fik det siden udbygget i gammel Dala-stil. På billedet nedenunder ses til højre den trekantede stejle gavl, som indeholder en stor stue eller nærmere hal. Midt på huset ses en art indgang; det er det ikke - det er trappe-tårnet op til 1.salen. Indgangen, som Zorn brugte, ligger til højre i gavl-bygningen. I øvrigt ligger der til højre for bygningen, skjult bag et træ, en 1600-tals tømmerstue, som Zorn brugte som sit atelier.

Anders Zorn (1860-1920) var en stor maler og kunstner. Dels var han fysisk stor - en levemand af Guds nåde - og dels er han den største kunstner Sverige har fostret.

I sin levetid malede han mange portrætter bl.a. af hele den svenske overklasse og kongelige familie, men også af den europæiske og ikke mindst den amerikanske (han var derovre et par gange) overklasse og tjente styrtende med penge. Han var på et tidspunkt blandt Sveriges rigeste personer.

Herunder ses et selvportræt af ham malet i atelieret.

Man kan besøge Zorn-gården. Man køber en billet til en en bestemt rundvisning, da man ikke kan gå rundt på egen hånd. Som sagt har vi besøgt Zorn-gården en 5-6 gange og hver gang giver det et sug over at opleve det. Herunder et foto af spise-stuen. Der var plads til - med udviddet bord - ca. 23 personer. Han holdt mange middage der med en masse af datidens "kändisser" og kongelige og maler-kolleger.

Herunder et meget lille foto af den omtalte sal på 1.sal. Man føler man er inde i et vikinge-hus, når man er der. Der er nok 8-10 meter fra gulv til loftets top (loft med kip). Det dug-overdækkede bord er et hel-match billardbord, der blev hejst på plads før taget blev rejst. 

Udenfor i haven, lige inden for have-lågen, står en bronze-statue på lidt over en meters højde. Det er et lille springvand, idet pigen står med en svamp som hun presser vandet ud af og som løber ned ad hendes krop:

Historien vil vide, at Zorn brugte 3 lokale søstre som model for statuen; en set forfra, en på grund af ansigtet og en set bagfra. I øvrigt var Zorn storforbruger af lokale piger som nøgen-modeller.

Maleriet ovenfor er et typisk Zorn maleri. En nøgen pige i naturen. Vi har dette maleri som udskåren plakat indrammet med passe-partout og fyrretræs-ramme.

Selvfølgelig er der lavet en spillefilm om Zorn. Den blev også vist i TV i en noget længere udgave som serie i 3 dele. Den har jeg på DVD :-) Herunder et still-billede fra filmen.

Zorn var meget gæstfri. Han boede jo sådan set uden for lands lov og ret, midt i Dalarna og langt fra de svenske storbyer. Han havde dog en lejlighed med atelier i Stockholm, som han brugte, når han var der.

Herunder ses et foto fra omkring 1910. Zorn ses med den store pels. I døren klædt i lyst, ses Zorn's moder og maleren Oscar Björck. Til højre stående ses den svenske maler-Prins Eugen (som har et pragtfuldt slot/villa i Stockholm ved navn WaldemarsUdde, som Lillemor og jeg også har besøgt en 3-4 gange). Prins Eugen var søn nr. 3 af kongen. Kun førstfødte arvede Kongetitlen. De andre blev uddannet officerer og var i hæren. Prins Eugen fik dog lov til at uddanne sig som maler og blev ven med en del af de svenske "top-malere", herunder bl.a. Anders Zorn og Carl Larsson. Sidstnævnte, Carl Larsson ses stå ved hestens bagparti. I slæden Zorn's hustru Emma Zorn.  

Lige udenfor billedkanten til højre ligger atelieret.

Maleren Carl Larsson boede også i Dalarna, nemlig i den lille by Sundborn.  Larsson og Zorn familierne var rigtig nære venner; bl.a. boede en af Larsson's  døtre et par år hos Zorn familien.

Carl Larsson's hjem i Sundborn har Lillemor og jeg selvfølgelig også besøgt en del gange. Desværre er et besøg hos Carl Larsson blevet meget "forretningsmæssigt". Der er meget mere "hype" omkring Carl Larsson's ting, idet hans malerier - som oftest var akvareller - bruges meget til kommercielt brug som kagedåser, plakater, duge, tapeter m.m. Men stedet er et besøg værd......der er dog af de nævnte årsager rigtig mange besøgende og også her kun med rundvisninger. Carl Larsson kunne - som Zorn - også male nøgne piger. Herunder ses et af de få nøgenmalerier (akvarel) hvorpå han også selv medvirker foran et spejl. Også denne akvarel i udsnit fra stor plakat og i passe-partout med fyrretræs-ramme har vi hængende :-) Vores gæsteværelse kalder vi af samme grund "Pige-værelset", da disse 2 nøgen-studier hænger her samt at alle møbler på værelset er svenske :-)

De fleste kender nok Carl Larsson's stil med de fine lyse akvareller oftest fra hjemmet i Sundborn med dets omgivelser og have.

Jeg kan mægtig godt lide de her 3 svenske malere. Jeg har nok tæt på en hylde-meters længde med bøger om de 3 kunstnere, deres hjem o.s.v.

Nåh - det var lidt om Vasa-løbet :-)

En ex-kollegasnak om gamle dage...

Forleden dag faldt jeg i snak med en ex-kollega om gamle dage, nærmere betegnet om kunst. Vi havde været omkring amerikansk Pop-art og kom siden ind på at jeg havde gået på en del aftenskole om tegning i mine unge dage. På et tidspunkt falder spørgsmålet om jeg havde noget fra dengang og det mente ikke. Dog - efterfølgende kom jeg i tanke om en mappe jeg havde liggende gemt langt væk, at der vistnok var noget derfra og sandelig, det var der, sådan lidt blandet. Vi tegnede mest efter små skulpturer m.m. og herunder lidt fra den tid:

Tegningen herover er en kvindelig torso fra 2 vinkler. Jeg prøvede mange teknikker dengang, både stregtegninger og skraveringer for skygger. Det var og er stadig svært synes jeg.

En gang imellem var der en kvindelig model. Herover den samme model i 2 positioner. Ikke særlige synes jeg, men jeg har da gemt dem.

Herover min kærnelædertaske. Jeg havde sådan en dengang, som jeg brugte hver dag. Jeg havde ovenikøbet selv lavet den og det var hårdt for fingrene kan jeg huske.

Herover igen en tegning af en gipsfigur - vistnok en romersk portrætbuste - og så støvlerne og underbenene af en af de andre aftenskole-elever.

 I en pause, må det have været, har jeg åbenbart tegnet de 2 eneste andre mænd der var på holdet. Manden til venstre var pensionist. Dog havde han et natjob på en taxi-central. Det var sjældent han tegnede, han snakkede mest. Sjovt nok er det sådan, at på alle de aftenskolekurser i tegning/maling jeg har gået på i årenes løb, har kønsfordelingen stort set altid været på - ud af en klasse på 14-15 stykker - 12 kvinder og 2 maks 3 mænd. Samtidigt var den kvindelige aldersfordeling meget spredt - fra ca. 25 år til pensionistalderen og hos mændene altid i den ældre afdeling (med mig som undtagelsen). Hvorfor det er sådan, har jeg altid undret mig over. En overgang fulgte jeg noget undervisning på Det Kongelige Kunstakademi, og der var det ca. 50/50.


Jeg fandt sørme også en tegning af mig - det ER mig - som min lærerinde har lavet.

Herunder 2 tegninger af veninder, som jeg har lavet. Først er det Kirsten:

Og så er det Lene og så oven i købet med farveblyant. Hun havde svært ved at holde sig stille og snakkede fanden et øre af mens jeg tegnede:

Herunder en senere akvarel af et romersk tempel.

Bag en dør står dette akryl-maleri jeg har lavet for mange år siden. Hver gang vi er flyttet - det er kun 2 gange siden det blev malet - har jeg ville smide det ud, men Lillemor insisterer på at det beholdes. Det står meget godt bag døren.

Faktisk er det uendeligt lidt jeg har efter alle de år jeg har tegnet og malet. Det ryger ud efter et stykke tid, mest fordi det bare er leg og øvelser jeg sidder og laver. Sjovt synes jeg, men ikke værd at gemme. Nu her på mine gamle dage er jeg begyndt at tegne/male igen. Dog næsten alt sammen i store skitsebøger, der også dur til akvarel. De fylder ikke meget, så de har en chance for at overleve. I dag er det også mest landskaber og arkitektur jeg tegner/maler.

Lidt bogindkøb......

Jeg har længe været "lidt forelsket" i en maler ved navn Paul Fischer. Måske siger navnet jer ikke så meget, men I kender helt sikkert mange af hans malerier....som I kan se ved at trykke på linien her. Han malede mange motiver fra det gamle København og andre steder og var (og er stadig ?) lidt miskendt og undervurderet; blev. f.eks. kaldt for postkortmaler og andre mindre pæne ting og at han malede efter fotografiske forlæg o.s.v....altså ikke anset for en rigtig maler, hvad nu sådan en størrelse er for noget. Jeg har et par bøger om ham, nemlig

 

og

Begge bøger er vel nærmest - synes jeg - appetitvækkere om ham. Især den sidstnævnte er sjov, da den viser nogen af hans motiver fra København før og nu.

På Facebook er jeg medlem i/af mange forskellige interesse-grupper, hvoraf en er om "Gamle København", hvor selv Allan Mylius Thomsen også er medlem og bidragsyder, og hvor der jævnligt postes billeder af Paul Fischer og der læste jeg om en bog jeg ikke kendt og som nærmest er en biografi om ham, nemlig denne af Helge Carlsen:

 

Den er fra 1991 og på antikvariat.net har jeg så bestilt den i forgårs hos en antikvarboghandler til kr. 265.

 

I dag var jeg så et smut inde i København for at hente en bog jeg havde bestilt hos Arnold Busck. Her faldt jeg - i Vangsgaards antikvariat over en anden bog af en kunstner/tegner som I sikkert kender, nemlig denne:

 

 

Aage Sikker Hansen er jo mest kendt for sine mange tegninger for reklamer for Brugsen m.m. Denne omhandler hans tegninger for avisen Politikens Magasinet, så den røg lige i indkøbsposen.

 

Nåh - den bog jeg skulle hente, var denne om 1864, "Fra Altona til Dybbøl - midtjydske soldater i krigen 1864" af Magne Lund og Preben Strange......den glæder jeg mig til at læse, den virker nemlig ret nørdet....altså meget detaljeret. Faktisk blev jeg gjort opmærksom på dens eksistens af min "Roomie" på arbejdet, altså den kollega (Anette) jeg deler kontor med; det var et eller andet med noget familie eller forældres ven(-ner), der havde skrevet den og udgivet her i Maj 2014:

 

 

Nu har jeg det med IKKE at falde for impulskøb (her omgås sandheden nok en smule), men for et stykke tid siden, så købte jeg denne bog, som også handler om 1864:

 

 

Den ser spændende og handler, som det fremgår af forsiden, om den danske hærs tilbagetrækning fra Dannevirke og til Dybbøl. OK - det var et impulskøb. Nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om den. Jeg har endnu ikke læst den og hverken forfatter Claes Johansen eller forlag sagde eller siger mig noget, så jeg har googlet lidt på forfatteren og fundet ud af, at han har skrevet en masse bøger m.m. Faktisk enorm produktiv (se ved at trykke her)....og det er måske grunden til min skepsis. Han har skrevet dokumentariske bøger om andre krige, men han har også skrevet romaner, noveller m.m. Og det er så det jeg frygter lidt; at han spreder sig over for meget og ikke får researchet sine dokumentariske bøger godt nok, men kun får skrevet det på baggrund af få kilder. Det har jeg oplevet før med andre forfattere og bliver så irriteret, når man ved noget om emnet, og finder ud af, at dette eller hint er forkert eller der mangler en dybere forklaring på hvorfor noget skete eller ikke skete og så videre, og så videre. Nuvel - den får en chance og forhåbentlig bliver min skepsis gjort til skamme.

 

I øvrigt var det "forfærdeligt" inde i byen i dag. Jeg tog ind til Nørreport med offentlig transport og gik først ad Fiolstræde til mine sædvanlige "antikvariat-pushere" og siden til Købmagergade til Arnold Busck og så tilbage til Nørreport. Nu er forretningerne allerede i gang med det der jule-halløj og på Kultorvet var der sat små boder op med jule-ting og sager ligesom der var karrussel og futtog til børnene.....og herhjemme hvor jeg bor, i et rækkehus med 8 huse, der har 5 af naboerne allerede sat lyskæder på buskene i forhaverne......suk....det er for tidligt efter min smag, men jeg bliver alligevel overrasket hvert år over hvor tidligt det der Jule-halløj begynder. 

Lidt association......en smule...men alligevel...

For øjeblikket har vi på min arbejdsplads en kunstudstilling af en kvindelig kunstner jeg ikke har hørt om før; Birgit Andreasen fra Rødovre.

Hun udstiller sådan 2 slags billeder, nemlig lidt personer og lidt landskaber. Jeg tror at der er 10 - 12 stykker af hver type. Personbillederne er jeg ikke begejstret for; nogen af dem ude af perspektiv/forhold... man bliver lidt søsyg af at se på dem .....og generelt synes jeg de er lidt kedelige.

Men landskaberne, dem er der en del jeg synes godt om. Jeg mente jeg havde set dem før - måske - eller snarere, at der måske var noget bekendt over dem....et eller andet var der i hvert fald. Og så slog det mig forleden dag; det er J.F.Willumsen de kan minde en bette smule om. Et eller andet fælles er der over dem.

De 4 første er af Birgit Andreasen:

Vindsleben sne.

 

 Koral rev 

 Gulbrune bjerge  

 Dolomitterne

 De næste 3 er af J.F.Willumsen. Den første behøver ikke nogen præsentation - den er jeg selv meget bjergtaget (hø-hø) af;

Bjergbestigersken

Sol over sydens bjerge

Aftensuppen

Der er et eller andet med farveholdningen, ikke ? Sådan lidt klare farvesætninger uden for megen hurlumhej. Men det er alligevel en dristig sammenligning....association....jeg har tilladt mig.

J.F.Willumsen er en kunstner jeg sætter meget højt - endda rigtig meget højt. Jeg har en stribe bøger om ham og besøger jævnligt hans pragtfulde museum i Frederikssund. Jeg synes at han er genial med alt hvad han har rørt ved. Han har ikke bare lavet malerier men også keramik, tryk af forskellig slags og også billedhuggeriet har han flirtet med.

Nedenfor er et af de "malerier" jeg altid dvæler ved: Jotunheimen. Den viste yder slet ikke originalen retfærdighed. Det er en blanding af maleri og skulptur, idet relieferne i rammen er lavet af Zinck og så bemalet. Den øverste takkede kant/ramme er hele Jotunhem-massivet i profil i zinck. Samme profil er malet i maleriet øverste del. Et fantastisk stykke.

Med hensyn til billedhuggeriet, er der denne skulptur - en hel væg på hele 620 cm x 400 cm og lavet i forskellige sten- /marmor arter og metal. Også den her vist yder ingen retfærdighed. Et genialt mesterstykke synes jeg.

 

 

Nå - det var lidt om Birgit Andreasen og J.F.Willumsen.......

 

Og så idag efter arbejdstids slut kl. 18, hentede Lillemor mig. Hun havde haft fri idag og havde "oset" ude i Rødovre Centrum og der set en Samsonite kuffert som hun syntes vi skulle investere i. Hun startede med at sige at den var på udsalg og man sparede hele 30 % og det er da udmærket. Dernæst, at den kostede kr. 1.199....før rabatten....og hun syntes det var et godt tilbud som vi skulle nappe. Her skal indskydes, at vi har diverse - en 4-5 stykker - kufferter i forskellige størrelser på hjul i forvejen, men hun syntes altså at vi skulle have en i samme størrelse som en vi har i forvejen for "så har vi en hver og kan indchecke dem som håndbagage, da de lige opfylder målene, og vi så slipper for at vente på bagagen o.s.v." . Der var sikkert flere gode forklaringer, men jeg sagde bare OK - vi skal en smuttur - 4 overnatninger - til Amsterdam i næste måned, så den skal nok blive brugt.

Og nu vi var i Rødovre Centrum, så smuttede jeg lige ind i boghandlen der; den er en af de bedre jeg kender, selvom den er en kæde-boghandel; Arnold Busck - og sørme om jeg ikke lige fandt en bog "der passede" mig:

 

 

 En net lille sag - i meget stor format og formentlig vejende et par kg eller tre - og på sølle 576 sider omhandlende, ja det ses jo; Art Deco, I ved - Art Noveau, Jugendstil, Skønvirke....sådan lidt af det samme...kært barn har mange navne....men jeg er jo begejstret for den stil og den glæder jeg mig til at læse og nyde.....og så kun til den latterlige pris af kr. 299, - og hvem kan modstå det, vel ?  Forfatteren er Maria Adriana Giusti og bogen er udgivet på det italienske forlag Scala.

Tillykke Edvard....

I dag for 131 år siden fødtes min amerikanske favorit-maler Edvard Hopper. Han er meget speciel og det er det, jeg godt kan lide ved ham.

Her har han begået et selvportræt.

Hans kendteste maleri hedder "Nighthawks" og jeg er dybt forelsket i det:

Et par sidder på en "Diner"/kaffebar i en eller anden storby om natten. Der er kun en anden gæst og så kokken/ekspedienten. Det er så tomt og ensomt på trods af at der er mennesker og den mandlige del af parret ovenikøbet taler til kokken. Jeg kan kigge længe på det billede; hvem er de 2 - parret ? Har de lige mødtes ? Er hun samlet op af ham på en Natklub ? Afgiver manden en bestilling til kokken ? Og ham den enlige; der anes noget på disken ved hans venstre side - en avis ? - man kan se hans kaffekrus. Og så det nøgne, kolde elektriske lys......ja, - jeg kan se længe på det.

Hans stil er kølig og tit ensom og så det med at man aldrig kan se vindues-glasset i hans billeder:

På en måde virker de triste, men alligevel så kan jeg ikke lade være med at være fascineret af hans stil. Der ER altså noget over den.

Jeg havde fornøjelsen af at se 5 stykker af ham på Metropolitan i New York sidste år, desværre ikke "Nighthawks" som findes på et museum vistnok i enten Detroit eller Chicago.



Men prøv at klikke på den her linie for at se mere af Edvard Hoppers malerier. Han er det værd.

Et loft......

Forleden dag faldt jeg over dette billede:

Det er et loftsmaleri. Det er malet af Stefan Viggo Pedersen og "hænger" inde i DSB's Hovedsæde, Generaldirektoratet,  i Sølvgade og er en gave fra personalet i anledning af DSB's 100 års Jubilæum i 1947.

Nogen gange er det, jeg ikke lige fanger meningen med sådan et billede. OK - jeg kan se en masse nøgne kvinder der bader, solbader o.s.v. set i forskellige vinkler ved noget der kan minde om en badebro med et badehus (omklædningsrum) og så alligevel.......øverst oppe ser jeg en jernbanebro med et damptog - der er damp og/eller røg - og også de store fundamenter bl.a. midt i billedet. OK - så har det noget med DSB at gøre alligevel.

Det må være stort, det maleri, siden det er et loftsmaleri. Jeg kan godt lide den der stil han har; det er jo ligesom klare farver "der er lagt sammen" og som så danner en krop o.s.v.

Stefan Viggo Pedersen sagde mig ikke en skagle. Jeg kunne ikke mindes at have set noget af ham før endsige læst/hørt om ham.

Men han levede 1891 - 1965. Og hans stil er umiskendelig. Der er sådan lidt kubistisk over den, synes jeg, - altså den måde han "lægger farverne på".

Han var åbenbart til de store eller det monumentale lærreder. På Frederiksberg Rådhus hænger et gevaldigt maleri:

Man kan tydeligt se stilen der er den samme som loftsmaleriet ovenfor.

En lidt spændende maler, som er værd at dyrke lidt mere synes jeg.