Viser indlæg med etiketten kunstforening. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten kunstforening. Vis alle indlæg

torsdag den 16. januar 2014

Lidt association......en smule...men alligevel...

For øjeblikket har vi på min arbejdsplads en kunstudstilling af en kvindelig kunstner jeg ikke har hørt om før; Birgit Andreasen fra Rødovre.

Hun udstiller sådan 2 slags billeder, nemlig lidt personer og lidt landskaber. Jeg tror at der er 10 - 12 stykker af hver type. Personbillederne er jeg ikke begejstret for; nogen af dem ude af perspektiv/forhold... man bliver lidt søsyg af at se på dem .....og generelt synes jeg de er lidt kedelige.

Men landskaberne, dem er der en del jeg synes godt om. Jeg mente jeg havde set dem før - måske - eller snarere, at der måske var noget bekendt over dem....et eller andet var der i hvert fald. Og så slog det mig forleden dag; det er J.F.Willumsen de kan minde en bette smule om. Et eller andet fælles er der over dem.

De 4 første er af Birgit Andreasen:

Vindsleben sne.
 
 Koral rev 

 Gulbrune bjerge  

 Dolomitterne


 De næste 3 er af J.F.Willumsen. Den første behøver ikke nogen præsentation - den er jeg selv meget bjergtaget (hø-hø) af;
Bjergbestigersken

Sol over sydens bjerge

Aftensuppen

Der er et eller andet med farveholdningen, ikke ? Sådan lidt klare farvesætninger uden for megen hurlumhej. Men det er alligevel en dristig sammenligning....association....jeg har tilladt mig.

J.F.Willumsen er en kunstner jeg sætter meget højt - endda rigtig meget højt. Jeg har en stribe bøger om ham og besøger jævnligt hans pragtfulde museum i Frederikssund. Jeg synes at han er genial med alt hvad han har rørt ved. Han har ikke bare lavet malerier men også keramik, tryk af forskellig slags og også billedhuggeriet har han flirtet med.

Nedenfor er et af de "malerier" jeg altid dvæler ved: Jotunheimen. Den viste yder slet ikke originalen retfærdighed. Det er en blanding af maleri og skulptur, idet relieferne i rammen er lavet af Zinck og så bemalet. Den øverste takkede kant/ramme er hele Jotunhem-massivet i profil i zinck. Samme profil er malet i maleriet øverste del. Et fantastisk stykke.


Med hensyn til billedhuggeriet, er der denne skulptur - en hel væg på hele 620 cm x 400 cm og lavet i forskellige sten- /marmor arter og metal. Også den her vist yder ingen retfærdighed. Et genialt mesterstykke synes jeg.

 
 
Nå - det var lidt om Birgit Andreasen og J.F.Willumsen.......
 
Og så idag efter arbejdstids slut kl. 18, hentede Lillemor mig. Hun havde haft fri idag og havde "oset" ude i Rødovre Centrum og der set en Samsonite kuffert som hun syntes vi skulle investere i. Hun startede med at sige at den var på udsalg og man sparede hele 30 % og det er da udmærket. Dernæst, at den kostede kr. 1.199....før rabatten....og hun syntes det var et godt tilbud som vi skulle nappe. Her skal indskydes, at vi har diverse - en 4-5 stykker - kufferter i forskellige størrelser på hjul i forvejen, men hun syntes altså at vi skulle have en i samme størrelse som en vi har i forvejen for "så har vi en hver og kan indchecke dem som håndbagage, da de lige opfylder målene, og vi så slipper for at vente på bagagen o.s.v." . Der var sikkert flere gode forklaringer, men jeg sagde bare OK - vi skal en smuttur - 4 overnatninger - til Amsterdam i næste måned, så den skal nok blive brugt.

Og nu vi var i Rødovre Centrum, så smuttede jeg lige ind i boghandlen der; den er en af de bedre jeg kender, selvom den er en kæde-boghandel; Arnold Busck - og sørme om jeg ikke lige fandt en bog "der passede" mig:
 
 
 En net lille sag - i meget stor format og formentlig vejende et par kg eller tre - og på sølle 576 sider omhandlende, ja det ses jo; Art Deco, I ved - Art Noveau, Jugendstil, Skønvirke....sådan lidt af det samme...kært barn har mange navne....men jeg er jo begejstret for den stil og den glæder jeg mig til at læse og nyde.....og så kun til den latterlige pris af kr. 299, - og hvem kan modstå det, vel ?  Forfatteren er Maria Adriana Giusti og bogen er udgivet på det italienske forlag Scala.