onsdag den 25. juni 2014

Fra Dover til Lands End 10. - 21. Juni 2014....sommerferie

Dette års sommerferie gik til England, nærmere bestemt en biltur fra (via Gatwick) Dover til (Lands End) Penzance, altså langs med den engelske kanal-kyst. Vi havde som så ofte før selv arrangeret turen; booket fly-billetter, booket hotel-ophold og lejet bil.

(Husk, at man kan klikke på billederne, så ser man dem i en lidt større størrelse)
Tirsdag morgen d. 10.Juni lettede vi kl. 10,50 fra Kastrup med Easy-Jet og landede i Gatwick 30 km syd for London ca. 1 time og 30 minutter senere.

Vi havde forudbestilt en mellemklasse-bil hjemmfra og med automat-gear og GPS. Sidstnævnte er uundværlig i England, da byskilte ikke er noget man ofre mange penge på. I det hele taget er skiltning ikke det, de gør mest ud af derovre. Vejene derovre er opdelt i 3 kategorier; M for motorveje (M3, M20, M25 o.s.v.) som oftest er 3 og 4 sporede men kan også være med kun 2 spor. En stor hage ved dem er, at tilkørsler kan være ekstremt korte, så man ligefrem holder for at komme ind på dem og det kan skabe lidt farlige situationer. M vejene findes kun omkring storbyerne...og altså ikke mange steder i den del af England vi kørte i. Dernæst A veje (A23, A30 o.s.v.) som er hovedveje. Disse kan enkelte steder være med midterrabat - en slags motor-trafik-veje - men også her med ekstremt korte tilkørsler og også fodgænger-felter, der bare markeres med et skilt med en fodgænger og ordet Crossing nedenunder...altså en noget pudsig og pludselig oplevelse. Disse veje er oftest kun med et spor i hver retning og nogen steder ret smalle og stort set alle steder kører man imellem hække, som kan være begroede sten-diger (så man skal ikke køre i rabatten), eller grønne tunneller hvis man kører i skov-områder. Og så er der B veje og det er alt andet end Motor- og Landeveje. Disse B veje er kun en vognbredde, måske halvanden vognbredde. Det betyder, at når man møder modkørende må man holde stille, alternativt bakke for at passere hinanden. Husk på det med hækkene/stendigerne og så det, at disse små B veje følger markernes afgrænsninger, altså at de sjældent er lige ret langt; man svinger hele tiden og kørsel en mindre strækning tager altså længere tid end man forventer. Og så ser man ikke ret meget af landskabet, når man kører mellem disse grønne "vægge".

Og så kører man faneme ovenikøbet i den forkerte side af vejen ;-)

Lad det være sagt med det samme: Jeg kørte ikke en meter derovre. Lillemor kørte hele ferien. Jeg har ganske vidst kørt i Irland og i Skotland med det der venstre-kørsel, men jeg har aldrig brudt mig om det og dennegang syntes jeg det direkte var ubehageligt. Jeg sad nærmest stiv som en stenstøtte når vi kørte, havde kold-sved og bremsede hele tiden o.s.v. og det IKKE på grund af Lillemors kørsel, for hun kører rigtig godt (bortset fra et mindre uheld med en ridse i bilen ved en vending),  så nej - vi blev enige om at jeg koncentrerede mig om kort og GPS og Lillemor om kørslen.

Bilen vi fik udleveret viste sig at være en Fiat 500 ML. Ikke den lille Fiat 500 men en større udgave og man sad rigtig godt og højt i den. Jeg vil sammenligne den i størrelse med Skoda Octavia eller Ford Mondeo. Og så var det en diesel bil.

Vi fandt smertefrit ud af Gatwick og London-området og kørte til Dover hvor vi ankom ved 14-tiden engelsk tid. Vort hotel lå nærmest klods op ad "The White Cliffs of Dover" og med udsigt over havnen. Billedet nedenunder er fotograferet fra hotellets bagside. Husene man kan se er lige op ad klinterne. Der var en del måger, der holdt til der og faneme om jeg ikke også opdagede en Mallemuk der fløj frem og tilbage og også havde rede der oppe på klinten næsten ud for hotellet. Senere opdagede jeg også en, muligvis to, Vandrefalke der patruljerede kanten af klinten øverst oppe. Sikke et postyr der var.

Herunder udsigten fra vores vindue ud over havnen. Fra vinduet kunne vi faktisk se den franske kyst ved Calais på den anden side af Kanalen.

Efter indkvartering gik vi afsted for at komme op på "The White Cliffs of Dover". Herunder er vil halvvejs oppe ad stien med et vue ud over havnen.

De er sgu' imponerende de der hvide klinter. Vi gik en pæn tur deroppe ud til et fyrtårn. Heroppe kunne vi igen se Mallemuk over havet. Vi så også Tårnfalk og Hare/Kanin heroppe.

Undervejs fandt vi flere flotte blomster. Herunder ses Lillemor i færd med at fotografere en af dem:

...og herunder ses resultatet af hendes anstrengelse. Meget skarp baggrund, ik' ?  OK - retfærdigvis skal det siges, at hun fik flotte billeder af nogen af blomsterne deroppe.

Apropos billeder, så fotograferede jeg 543 stk. og Lillemor 244 stk. så der er nok at vælge af, slette o.s.v. Jeg tror der er ca. 75 billeder med på denne beretning.

Herunder er vi på vej tilbage. Man kan se noget af havnen til venstre og i horisonten kan skimmes Dover Castle, som faktisk lå lige over os/vores hotel.

Om aftenen fandt vi Dover's ældste pub, The White Horse, hvor vi indtog en udmærket aftensmad med god lokal øl til.

Næste morgen skulle vi videre et par hundrede km til Portsmouth. Undervejs gjorde vi stop i byen Battle og beså slagmarken for slaget ved Hastings i 1066 hvor Vilhelm Erobreren slog den engelske konge Harold Godwinson og dermed "erobrede" England. Byen Battle (som betyder slag eller kamp) ligger ca. 15 km fra Hastings og det var her slaget foregik. Der var ingen by dengang, men slaget må være opkaldt efter nærmeste "storby", Hastings. Battle er en hyggelig by med mange gamle huse og skæve bindingsværkhuse. Et eksemplar ses herunder:

Et par år efter slaget, opførte Vilhelm Erobreren en katedral og et kloster på slagmarken for at hædre sig selv og sejren. Klostret og katedralen er ruiner nu, men nogle gamle bygninger er der dog, da der idag er en kostskole der.


Selve slagmarken er ikke større end at man kan gå omkring den på ca. 45 minutter. Dengang fandtes ingen træer eller buske. Englænderne havde taget placering på toppen af en lang skråning og beherskede således slagmarken. Vilhelm Erobrerens normannere (i øvrigt sjovt at tænke på, at de faktisk var vikinger eller i det mindste 2. generations vikinger bosat i Frankrig) måtte således angribe op ad den lange skråning og det lykkedes længe englænderne at holde stand men måtte til sidst give op og flygte da deres konge Harold blev dræbt. På 2 af billederne herunder kan man se den ret bratte stigning de angreb op ad. I midten af billederne kan man se resterne af kolsteret, der blev opført der hvor englænderne stod i starten af slaget.

Der var informationstavler hele vejen rundt på slagmarken, som fortalte om slagets enkelte faser.


Efter dette besøg, kørte vi mod kysten og besøgte et område med nogle klinter der om muligt er endnu større og imponerende end dem ved Dover, nemlig ved Beachy Head:

Der er mange fyrtårne ved den engelske kyst. Det nedenfor er nok 30-40 meter højt og giver en ide klintens højde, som jeg fotografere fra:

Langt væk sås et andet fyrtårn. Det kunne vi genkende fra et tv-program på TV2 FRI. Et ældre ægtepar havde købt fyret for at restaurere det og lave det til Bed & Breakfast og det var så det projekt udsendelse fulgte:

Det er altså imponernde at stå der og se det landskab og de klinter; man er altså højt oppe.

Efter besøget der kørte vi så til Portsmouth, hvor vi ankom til vores hotel beliggende på South Sea Beach lige over for en strandpromenade. Vi havde igen hav-udsigt som i Dover. Her skulle vi nu have 3 overnatninger.

Sent eftermiddag gik vi bare en tur ind mod centrum for at orientere os og så tilbage langs Strandvejspromenaden. Der er en masse monumenter fra især 2. verdenskrig. Portsmouth var jo bl.a. udskibningshavn for invasionen D-Dag d. 6. Juni 1944. Vi passerede et stort museum på promenaden netop for D-Dag. Herunder nærmer vi os vores hotel som ligger lige overfor den typiske engelske forlystelses promenade af træ der er bygget ud i vandet.

Næste dag skule vi besøge et af mine højdepunkter på turen. I hvert fald et som jeg havde set frem til, nemlig Portsmouth Historic Dockyard. Portsmouth er en kæmpe flåde-havn og der ligger mange krigsskibe i havnen. En del af denne flåde-base er indrettet som museum, Portsmouth Historic Dockyard, hvor der ligger en stribe museer og en del gamle krigsskibe og både.

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at opleve og se Lord Horatio Nelson's flagskib HMS Victory fra slaget ved Trafalgar d. 21. Oktober 1805 og hvor Lord Nelson blev dræbt. Det viste sig - desværre - at man havde taget skibets maste-toppe og rigning af på grund af renovering. Ærgerligt, men skibet var der og ombord kom vi og jeg tog en hulens masse billeder der.....som I dog skal forskånes for :-) . Det er utroligt at forestille sig, at der har været en besætning på 854 mand på det træ-skib der. De almindelige sømænd og marinesoldaterne sov i hængekøjer på de 3 dæk og der var bare en breddeplads på ca. 35 cm til rådighed for hver mand i deres hængekøjer.

Det er ganske enkelt imponerende at være der ombord og se alle kanonerne og de andre ting og de forhold som de levede under.




Herunder et foto fra et af kanondækkene. Kanonerne står ret tæt og mandskabet sov altså i hængekøjer ophængt under loftet. Da jeg var ca. 15 år gammel var jeg for første gang i London. Vi besøgte dengang Madame Tussaud's Wax-Cabinet. Der havde de bl.a. lavet en natur-tro kopi af en del af kanondækket fra netop HMS Victory med naturtro sømænd i rigtig størrelse. Der var en 5-6 kanoner med mandskab under kamp og det bragede og dundrede og glimtede af eksplosioner og kanoner der skød og der var råben og skrigen af kommandoer og fra de sårede og røgen bølgede. Man stod altså der i det lange mørke rum som om man var der under kamp. En ganske imponerende oplevelse for en 15 årig knægt. Jeg kan stadig huske det.

Skibet er jo stadig "aktivt" i den engelske flåde og under kommando af Portmouth's kommanderende Admiral, der bruger skibet en gang imellem til repræsentative formål. Der er altså rigtige flåde personel ombord. Jeg spurgte oppe på dækket en af dem om hvor det var, at Lord Nelson blev ramt og han pegede lakonisk på en lille mesingplade i dækket:

Han grinede og sagde, at de fleste overså den lille plade der. Nelson blev ramt af et skud af en fransk soldat affyret fra masten på det franske (krigs-) linieskib Redoutable. Musket-kuglen gik gennem hans kraveben og tværs diagonalt gennem hans krop. Han blev båret ned på nederste dæk og døde der ca. 3 timer senere.

Efter nogen timer der og på et par museer gik vi hen til et andet gammelt krigsskib, nemlig HMS Warrior, som blev bygget i 1860 og var det første engelske krigsskib med - udover de almindelige sejl - dampmaskine. Desuden var det det første skib med jern-pansring. Også et imponerende skib.

Der er et tredje gammelt skib der. Det er HMS Mary Rose som sank engang i 1600-tallet med mand og mus lidt væk fra Portsmouth. Det blev fundet engang for ca. 30-35 år siden og hævet i næsten intakt tilstand (ca. 65 % bevaret af det) og det er nu udstillet en ny specialbygget udstillingsbygning. DET sprang vi over, da ingen af os orkede mere den dag.

Næste dag kørte vi så til endnu et højdepunkt, nemlig Stonehenge. Det ligger ret tæt på hovedvejen og man kan se det, når man kommer kørende der til:

Fotografiet nedenunder er et luftfoto som jeg affotograferede fra en planche på stedet:

Man kommer til et Visitor-Center, som ligger knap en kilometer væk fra Stonehenge. Herfra kan man så enten gå ad afmærkede stier der ud - det er jo marker der dyrkes, der omkranser Stonehenge - eller man kan vælge at blive kørt der ud i shuttle-busser. Det valgte vi. Heldigvis var vi der rimeligt tidligt ved åbningstid og der var således ikke mange turister der. Det kom der til gengæld da vores besøg var ved at slutte.

Det er imponerende at tænke på, at det er bygget ca. 2.600 år f.kr., altså ca. 4.600 år gammelt. At stenene - de store af dem - er transporteret der til fra et særligt område i Wales ca. 350 km væk. Der er mange teorier om hvordan de har gjort det og hvad det er brugt til: Offerplads, Tempel for solkult o.s.v. Beregninger viser, at solen ved midsommer står på en særlig måde i forhold til nogen af stenene o.s.v. Spændende og imponerende.

Jeg tog en huklens masse billeder hele vejen rundt. Her er bare et par stykker:


Der var Informationstavler hist og pist. På en af dem nævnes og sammenlignes over til en kæmpe Gravkammerhøj i Irland ved navn Newgrange, hvor solens stråler  ved midvinter passerer gennem et hul over døren og når helt ind i gravkammeret inde i midten af højen. Sjovt. Der har vi også været, altså ved og inden i Newgrange kæmpehøjen der ovre i Irland for et par år siden. Billedet herunder er fra den Informationstavle:


 Og herunder ses Lillemor og nedenunder igen "yours truly" diskret forklædt som 1.klasses turist:


Man kan ikke komme (man må ikke) ind på området uden adgang og betaling gennem Visitor-centret. Derfra kan man vælge at gå ca. 1,5 km derud eller blive transporteret i noget de kalder "Shuttle-busser", som er en slags tranport vogne - 3 på rad - trukket af en Landrover og vi valgte at blive kørt frem og tilbage. Herunder ses en af Landrover-chaufførerne  fodre en meget nysgerrig tikkende Råge, der har taget plads på side-spejlet. Og nedenunder et billede fra Shuttlen vi sad i.


Efter besøget ved Stonehenge kørte vi mod den gamle by Salisbury. I gamle dage - i middelalderen - kaldtes den for "Old Sarum". Måske navnet virker bekendt, for det er den by (i bogen kaldet Kingsbridge) og dens Katedral som forfatteren  Ken Follet skriver om i si bog Jordens Søjler som også er blevet filmatiseret og vist som serie i TV. Herunder ses Salisbury's gamle Markedsplads. Bemærk bindingsværkhuset i baggrunden, som er en af byens ældste huse og offentlige udskænkningsteder og hvor man allerede i 1650'erne serverede morgenmad og aftensmad, men af en eller anden besynderlig grund nævntes intet om frokost.

Salisbury er som byen Battle en meget hyggelig by med gamle huse.
Herunder Katedralen i Salisbury.Den er ret flot, men alligevel ret klassisk.

Der var jo til den, som med andre katedraler og kirker fra middelalderen, tilknyttet et kloster. Herunder et foto fra klostergangen:
Derinde stod i en glasmontre af det gamle Salisbury også med benævnelsen "Old Sarum":

I en tilbygning derinde fandtes en af fire kopier/originaler af den gamle engelske grundlov "Magna Carta". Flot håndskrevet kalveskind med gotiske bogstaver. Man måtte ikke fotografere derinde; det "plejer" ikke at afholde mig for at forsøge, men i dette tilfælde stod der en vagt og holdt øje, så derfor....

Herfra gik vi tilbage til den føromtalte gamle Pub og indtog en fortrinlig frokost bestående af friske hvide asparges med dejlig olie-eddike dressing til og hakkede rødløg og dertil en lokal øl. Det er Lillemor, der sidder der ved vinduet....og fotograferer mig.

Dagen efter kørte vi så fra Portsmouth og de par hundrede kilometer til vores sluthotel i Penzance. Det var strålende vejr - som det har været på hele turen - og i Cornwall, som landskabet hedder, er der helt tropisk med alle mulige slags palmer og andre eksotiske farvestrålende planter, buske og træer. Vores hotel, som ligger på Briton Hill, ses herunder. Vi havde værelse i den karnap der er øverst til venstre. Der var også vindue i gavlen. Vi havde den fedeste udsigt over bugten og over Penzance havn.
Herunder ses gavlen med vores andet vindue. Bemærk hvor stejlt indkørslen er. Den voldte en del problemer ved ankomsten så vi havde portieren til at parkere vores vogn der i de små skrå-båse der var. I de næste 5 - 6 dage kørte vi kun i bilen en gang, ellers brugte vi lokale busser eller gik.

Herunder udsigten fra vores vindue ud over havnen i Penzance. Man kan se en masse sejlbåde der. Nogen dage havde tidevandet trukket sig ud, så bådene stod på kølen på havnens bund.

Herunder ses turisten i haven ved et rundt bor hvor jeg sad hver eftermiddag og læste et par timer. Det var bare pisse-behageligt, at sidde der i varmen under parasolen, med drikkelse, snacks, smøger og en god bog.

Haven var helt sydlandsk. Det viser de næste par billeder:




Hver dag hørte vi en Påfugl's kald og pokker om den ikke holdt til i haven hos bag-naboen. Her stikker den hovedet op over muren:

Vi var på halvpension, morgenmad og aftensmad, og det var ren luksus det vi fik at spise: kæmpemorgenmadsbuffet med bl.a. scrambled egg, bacon, stegte pølser, forskellige slags brød, forskellige slags marmelade, oste, forskellige slags müsli og ymer (eller hvad det nu er), kaffe og the og forskellige juicer. Det der med æg, bacon og pølse er lige mig. Om aftenen var der hver aften nyt spisekort, hvor vi kunne vælge mellem 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter. Vi er mest til fisk, så vi fik smagt både Havtaske, Kulmule og Kuller men selvfølgelig også andre ting. Maden var bare sublim.....og det kan ses; jeg har taget ca. 2 kg på efter den omgang........puha.

En dag gik vi fra Penzance langs kysten ud til et lille fiskerleje ved navn "Mousehole". 27 graders varme og en spadsere-tur på ca. 9 km langs landevejen der gik langs kysten. I landsbyen Newlyn passerede vi nogle mennesker, der på en flad tætklippet græsplæne spillede noget der mindede dels om bowling og dels om Petange/Boúle:

Herunder ses havnen i "Mousehole" - ikke meget vand der, vel ? :


Jeg vil tro, efter mærker på kajernes inderside, at tidevandsforskellen er mindst på en 3 meters penge.

Vi fik en let frokost der = scones og "Clotted cream" og the/kaffe:

Hjemmefra havde jeg læst om den lille by St. Ives, som ligger på den anden side af halvøen hvor Penzance ligger på sydsiden. Det skulle have været en rigtig kunstnerkoloni i første halvdel af 1900-tallet a la Skagen var det i Danmark. Jeg havde glædet mig til at se den og de mange gallerier og især Tate St. Ives galleriet.

Byen var en skuffelse = ren turistfælde. Jeg tror at en del lokale ikke kan lide det, for en hel del af gaderne "i baglandet" = væk fra havneområdet, var helt normale, mens hele havnefronten og de nærmest liggende gader var værthuse og grillbarer....hele havnefronten virkede og lugtede som en lang pommes frites.

På den anden side af yen lå museet Tate St.Ives, som er i familie med de andre Tate gallerier i f.eks. London:
Det var dog hele entreen og udflugten værd. Masser af gode engelske kunstnere fra 1900 og fremad i blandet også lidt udenlandske. Herunder ses Lillemor fotografere en Giacometti skulptur. Hun er helt pjattet med Giacometti's lange tynde figurer. Brøkdelen af et sekund efter de her 2 billeder (mit og Lillemors) blev taget fik vi at vide af en museumsvagt at fotografering ikke var tilladt. Vi havde ved ankomst læst brochure og checket for skilte men ingen fundet om fotografering forbudt. Sådan var det bare.

Da vi hjemme sad og arrangerede turen, havde vi fundet et sted der hed Minack Theater, som ligger ved byen Porthcurno som ligger på Cornwalls sydspids. Det er et udendørs Amfi-teater og det så spændende ud og vi fandt ud af at de havde en forestilling mens vi var der, så vi bestilte billetter på nettet der til.

En aften tog vi så - den eneste gang vi kørte i Penzance og omegn - til omtalte teater. Vi havde medbragt lidt sandwiches og drikkelse samt ekstra trøjer og regnfrakker hvis og nu....
Der var kø da vi ankom ved 18-tiden. Først kl. 19,00 blev vi lukket ind og forestillingen begyndte kl. 20,00.

Herover et foto af køen og nedenunder et foto ud over bugten hvor teatret ligger.

Det er ganske enkelt imponerende, det teater. Fuldstændig bygget som et gammel græsk eller romersk amfi-teater ud til havet. Det var virkelig stejlt at gå ned til vores pladser.



Her er vi næsten nede ved vores pladser. Man sad på de græsbeklædte terrasser, d.v.s. at vi lejede nogle specielle puder med ryglæn.

Da vi havde taget plads begyndte vi at spise den medbragte mad....ligesom alle andre også gjorde. Mens vi sad og spiste og kiggede ud over vandet, opdagede jeg at der fløj Mallemukker og Suler rundt. Sulerne, der er nogen store hvide fugle med sorte vingespidser, flyver i 10-20 meters højde over vandet og når de ser en fisk styrtdykker de lodret ned i vandet efter fiskene. Lige før de rammer vandoverfladen samler de vingerne. De ryger flere meter under vand på den måde. Det er og var fascinerende at sidde og se på. Herunder ses en Sule flyve væk fra os:

Ca. 10-15 minutter før forestillingen begyndte kom et par af skuespillerne frem på trapperne og hilste hjerteligt på folk. Først troede vi, at de hilste på fremmødte familiemedlemmer, venner og bekendte, men så gik det op for os, at de bare lavede gas med os...sådan ligesom at få folk op i humør og stemning. Fyren her under spillede en alf (Fairy) i forestillingen. Han havde meget løse håndled om jeg så må sige, men enormt herlig og pragtfuldt spillende.

Herunder et par piger der også spøgte med publikum. De spillede søvngængere i forestillingen. Det var næsten udelukkende unge mennesker omkring de 22-25 år i forestillingen og påaldende var det, at de fleste af dem havde en pæn del kilo for meget på sidebenene.

Det var en herlig forestilling. Den hed "The sleeping beauty" og var en sammenblanding  af eventyrerne om Tornerose, Hans og Grethe, Den lille Rødhætte og balletten Svanesøen. Fantastisk oplevelse.

Som forestillingen skred frem kom der lys på. Iøvrigt var det blevet lidt køligere - vi sad jo lige ud til havet uden at det dog blæste andet end en meget lille smule...næsten ikke...så vi havde dog trods alt taget vores fleece-trøjer og regnjakker på.


På vores sidste dag, tog vi bussen ud til Lands End, den alleryderste spids af Cornwall.

Igen var vejret bare i top. Ud for Lands End ligger den obligatoriske klippe-ø med det ligeså fyrtårn.

Herunder ses det alleryderste/sydligste hus i England. Det var samtidigt en souvenirforretning med cafe.

Vi fik en kop kaffe der og lige der, på en mur et par meter fra os, landede en Sølvmåge og sad og ventede på "smulerne fra de riges bord". Den er faktisk ret stor, sådan en Sølvmåge.

Vi gik så rundt i området og der er flot. På klipperne herunder ses hvide plamager. Det er fuglkidt - Guano - fra de rastende/ynglende fugle:

Herunder en spøjs formation - midt i billedet - hvor en stor klippeblok hænger mellem 2 andre klippeblokke:

Også her så vi Mallemukker og Sule. Herunder Mallemukker:


De 2 herunder, er et par på rede:

Udover de nævnte Mallemukker og Suler, sås også Hare blandt klipperne samt en enkelt Gråsæl svømmende rundt og endelig en lille flok Alke på 5 stk. ligge og vugge i vandet.

Næste dag var det afgang og mod Gatwick. Herunder ses vores improviserede GPS-holder. Den normale ville sidde fast uanset hvad vi gjorde, så vi købte en tape-rulle og klistrede den fast til bil-radioen.


Vi havde ellers en booket overnatning undervejs, men den ændrede vil til en overnatning på Hilton-hotellet ved/i Lufthavnen. Grunden var, at vi havde lavet et par skrammer på bilens venstre forskærm, så alt det bøvl med at aflevere udlejningsbilen ville vi godt have overstået i godt tid. Vi skulle flyve 10,50 næste dag Lørdag, så da vi ankom Fredag eftermiddag fik vi afleveret bilen og fortalt og forklaret om skaden. Nu får vi at se, hvad der sker:

Det var så den sommerferie. Alt i alt en dejlig tur med mange gode og dejlige oplevelser og afslapning og kanonvejr hele perioden.