Viser indlæg med etiketten art deco. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten art deco. Vis alle indlæg

søndag den 22. november 2015

Cool moderne - Art Deco på Gl. Holtegaard.....

I Fredags, d. 20/11, var jeg omkring Gl.Holtegaard og se udstillingen Cool Moderne - en udstilling om Art Deco i Danmark i perioden 1910 - 1940.



(Husk at I kan klikke/trykke på billederne for at se dem i større størrelse. Alle billeder er taget med mit mobilkamera)

Jeg ankom lidt før åbningstid kl. 12,00 og konstaterede på den lille parkeringsplads at der allerede var ankommet en halv snes biler, hvor der i enkelte biler sad folk og ventede eller var ved at stå ud. Jeg sad og lyttede et musiknummer færdigt og gik så op til hovedindgangen og ventede. Hmmm....de 7-8 stykker der ventede der var alle damer i bedste alder - 60-75 år - og ikke en herre at se. I de par minutter der gik inden de åbnede ankom yderligere en stribe damer.

Nuvel - indenfor og bevæbnet med et katalog gik jeg i gang med udstillingen. Alle rummene var malet i forskellige striber - speciel Art Deco effekt som passede glimrende:

Art Deco er en masse ting. Det er først af alt dekorativt og så omfatter det en masse forskellige ting såsom drikke/spise-service, huse og bygninger, figurer/statuer, malerier, plakater, bogstaver, pynte-genstande, lyse-stager, lamper, møbler, tøj, sko o.s.v., o.s.v. ...kort sagt alt. Hvis man nu tilfældigvis ser TV og især ser den engelske forfatterinde Agatha Christie's kriminalserie om Hercule Poirot, så vil man bemærke, at hans lejlighed og mange af de steder/huse/hoteller han kommer i nærmest er rendyrket Art Deco interiører. Desværre var der ikke så service og kaffestel (oftest i sølv) udstillet og heller ikke så mange dekorative ting som f.eks. figurer og lamper o.s.v.

De danske kunstnere der var udstillet var f.eks. Gerda Wegener, Jais Nielsen, Franciska Clausen, Jean Gauguin, Sven Brasch, Gerhard Henning, Besse Giersing, Svend Rathsack, Olaf Rude, Axel Salto, Johannes C.Bjerg, m.fl.

I nedenstående foto af en montre ses 3 figurer; fra venstre Svend Rathsack, Gerhard Henning
og igen Svend Rathsack.

 Hvis I kigger nærmere på den midterste af Gerhard Henning, så er det et udkast til den figurstatue der er øverst på Pelsfirmaet A.C.Bang's bygning på hjørnet af Strøget/Østergade og Bremerholm skråt overfor Magasin du Nord:



Herunder ses et maleri af Jais Nielsen fra 1918: Grevinde Danner med Jærgerspris Slot og marcherende gardere i baggrunden:



Jais Nielsen lavede i starten af sin karriere mange malerier som f.eks. nok et af de bedste danske malerier jeg kender, nemlig Afgang fra 1918:

Dette ovenstående maleri er IKKE med på udstillingen, men vises bare for det er nok hans kendteste maleri og som sagt et af mine danske favoritmalerier. Det hænger på Fuglsang på Lolland.

Jai Nielsen startede en karriere op som skulptør/designer og lavede i mange år arbejder for Den Kongelige Porcelænsfabrik og det er nok disse ting han er mest kendt for.

Herunder et maleri fra 1934 af Gerda Wegener. Titlen er ukendt men maleriet forstiller Maggie Baaring:


Gerda Wegener er aktuel med en stor udstilling på Arken ved Ishøj for øjeblikket fra 7. November 2015 til 16. Maj 2016.

En anden kendt skulptør eller nærmere keramiker er Axel Salto. Herunder er et maleri, Odalisque, fra 1916:


En af de bedste plakat-tegnere Danmark nogen sinde har haft, er Sven Brasch. Han lavede teater og biografplakater i hobetal i første halvdel af 1900-tallet. Herunder en plakat af ham:

Franciska Clausen er repræsenteret med dette plakat-udkast til Hot Jazz fra 1928. Franciska Clausen er nok mest kendt for sin non-figurative eller kubistiske malerier i meget glade og stærke farver. Prøv at Google hende og I vil se mange kendte og flotte malerier:

Olaf Rude er vel også de fleste bekendt. Jeg har tidligere skrevet om en tur til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland for netop at se Olaf Rude's malerier. Her er et noget anderledes et af ham fra 1918, Kubistisk komposition:

Herunder et andet plakat-udkast af Franciska Clausen i den for mig så typiske Art Deco stil. Dette udkast er ret så meget anderledes end det lidt for oven viste Hot Jazz. Dette er et udkast til Dampskibsselskabet United States Lines fra engang i 1920'erne:

Og herunder så et eksempel på Jais Nielsen's keramik-kunst. Dog er det en keramisk glaseret skulptur på omkring 170-175 cm højde heddende Pottemageren og er fra 1925:


Alt i alt er det en fremragende lille udstilling med et tilhørende godt katalog og udstillingsoversigtsfolder. Det er selvfølgelig kun en smule jeg har vist her; der er meget mere af de enkelte kunstnere på udstillingen. Visse kunstnere har jeg ikke fået vist her. Det er en absolut seværdig og god udstilling der løber indtil 3. Januar 2016.

Udover det rigtigt gode udstillingskatalog købte jeg en fremragende bog om Art Deco: ART DECO 1910 - 1939 edited by Charlotte Benton, Tim Benton and Ghislane Wood på flere hunderede sider.
.....og så, som jeg har fortalt om tidligere, så fik jeg i både 60-årsfødseldagsgaver og i afskedsgaver en masse bøger, ligesom jeg løbende har købt nogle. Jeg plejer at sige, at bøger kan man ikke få for mange af. Det er dog en sandhed med modifikationer. Sjældent får jeg sorteret nogen fra til Spejdernes genbrugsmarked, så bøgerne er begyndt at hobe sig lidt op. Det resulterede så i, at Lillemor og jeg var i Trævarefabrikernes forretning i Lyngby i går Lørdag og investere i 2 nye sektioner ABC reol: 180 cm høje og 83 cm bredde pr. sektion og med 6 hylder i hver. Nu er der lidt mere plads til bøger og til flere indkøb. Nu er der bare snart ikke mere plads til flere reoler. Vi har selvfølgelig måtte flytte lidt om på vores kontor/mit værelse, så der nu er dobbelt-reoler på de 3 af væggene. På den 4. væg er der vindue med stort skrive-/arbejdsbord foran. Suk.

I morgen Mandag, om vejret tillader, skal jeg derud for at købe 2 hylder og måske et skuffedarium til alt mit malergrej. Skuffedariummet kan lige stå under det store skrive-/arbejdsbord.

torsdag den 16. januar 2014

Lidt association......en smule...men alligevel...

For øjeblikket har vi på min arbejdsplads en kunstudstilling af en kvindelig kunstner jeg ikke har hørt om før; Birgit Andreasen fra Rødovre.

Hun udstiller sådan 2 slags billeder, nemlig lidt personer og lidt landskaber. Jeg tror at der er 10 - 12 stykker af hver type. Personbillederne er jeg ikke begejstret for; nogen af dem ude af perspektiv/forhold... man bliver lidt søsyg af at se på dem .....og generelt synes jeg de er lidt kedelige.

Men landskaberne, dem er der en del jeg synes godt om. Jeg mente jeg havde set dem før - måske - eller snarere, at der måske var noget bekendt over dem....et eller andet var der i hvert fald. Og så slog det mig forleden dag; det er J.F.Willumsen de kan minde en bette smule om. Et eller andet fælles er der over dem.

De 4 første er af Birgit Andreasen:

Vindsleben sne.
 
 Koral rev 

 Gulbrune bjerge  

 Dolomitterne


 De næste 3 er af J.F.Willumsen. Den første behøver ikke nogen præsentation - den er jeg selv meget bjergtaget (hø-hø) af;
Bjergbestigersken

Sol over sydens bjerge

Aftensuppen

Der er et eller andet med farveholdningen, ikke ? Sådan lidt klare farvesætninger uden for megen hurlumhej. Men det er alligevel en dristig sammenligning....association....jeg har tilladt mig.

J.F.Willumsen er en kunstner jeg sætter meget højt - endda rigtig meget højt. Jeg har en stribe bøger om ham og besøger jævnligt hans pragtfulde museum i Frederikssund. Jeg synes at han er genial med alt hvad han har rørt ved. Han har ikke bare lavet malerier men også keramik, tryk af forskellig slags og også billedhuggeriet har han flirtet med.

Nedenfor er et af de "malerier" jeg altid dvæler ved: Jotunheimen. Den viste yder slet ikke originalen retfærdighed. Det er en blanding af maleri og skulptur, idet relieferne i rammen er lavet af Zinck og så bemalet. Den øverste takkede kant/ramme er hele Jotunhem-massivet i profil i zinck. Samme profil er malet i maleriet øverste del. Et fantastisk stykke.


Med hensyn til billedhuggeriet, er der denne skulptur - en hel væg på hele 620 cm x 400 cm og lavet i forskellige sten- /marmor arter og metal. Også den her vist yder ingen retfærdighed. Et genialt mesterstykke synes jeg.

 
 
Nå - det var lidt om Birgit Andreasen og J.F.Willumsen.......
 
Og så idag efter arbejdstids slut kl. 18, hentede Lillemor mig. Hun havde haft fri idag og havde "oset" ude i Rødovre Centrum og der set en Samsonite kuffert som hun syntes vi skulle investere i. Hun startede med at sige at den var på udsalg og man sparede hele 30 % og det er da udmærket. Dernæst, at den kostede kr. 1.199....før rabatten....og hun syntes det var et godt tilbud som vi skulle nappe. Her skal indskydes, at vi har diverse - en 4-5 stykker - kufferter i forskellige størrelser på hjul i forvejen, men hun syntes altså at vi skulle have en i samme størrelse som en vi har i forvejen for "så har vi en hver og kan indchecke dem som håndbagage, da de lige opfylder målene, og vi så slipper for at vente på bagagen o.s.v." . Der var sikkert flere gode forklaringer, men jeg sagde bare OK - vi skal en smuttur - 4 overnatninger - til Amsterdam i næste måned, så den skal nok blive brugt.

Og nu vi var i Rødovre Centrum, så smuttede jeg lige ind i boghandlen der; den er en af de bedre jeg kender, selvom den er en kæde-boghandel; Arnold Busck - og sørme om jeg ikke lige fandt en bog "der passede" mig:
 
 
 En net lille sag - i meget stor format og formentlig vejende et par kg eller tre - og på sølle 576 sider omhandlende, ja det ses jo; Art Deco, I ved - Art Noveau, Jugendstil, Skønvirke....sådan lidt af det samme...kært barn har mange navne....men jeg er jo begejstret for den stil og den glæder jeg mig til at læse og nyde.....og så kun til den latterlige pris af kr. 299, - og hvem kan modstå det, vel ?  Forfatteren er Maria Adriana Giusti og bogen er udgivet på det italienske forlag Scala.