Viser indlæg med etiketten carl larsson. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten carl larsson. Vis alle indlæg

søndag den 5. marts 2017

Første weekend i Marts...hvert år....Vasa Løbet :-)


(Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse)
Den første weekend i Marts hvert år siden 1922 er der løbet Vasa Løbet, et 90 km langt langrendsskiløb fra Sälen til Mora. Ruten siges at være den, som den senere svenske konge, Gustav Vasa, løb i 1521 da han blev forfulgt af en anden tron-prætendent.

Svensk TV har i rigtig mange år sendt Vasa-løbet direkte i TV. Udsendelsen starter kl. 07,30 hvor der laves oplæg og små-interviews med både favoritter og motionister. Starten går præcis kl. 08,00. Undervejs i de 7 depot-byer står der tv-folk som interviewer motionisterne efterhånden som de når frem. Det er sk... hyggeligt. Der sendes direkte i en køre fra 07,30 til 13,15 og jeg sidder klistret til skærmen hver gang og har gjort det på denne dag så langt tilbage jeg kan huske.


På kortet herunder ses ruten med angivelse af de små-byer som passeres undervejs som vædske-stationer.....blåbær-saft :-)



Da løbet startedes i 1922, var der kun 119 deltagere. Idag er tallet nogenlunde stabilt med omkring 15.000 deltagere og vindertiden for de bedste er omkring de 4 timer for de 90 km og for de sidste motionister omkring 12 timer. Der er en pæn del der ikke gennemfører.

Starten er altid imponerende; 15.000 ski-løbere linet up og sikke et kaos der er efter bare 1 km når alle skal over en landevej på et smalt sted og op ad bakke.

Målet er byen Mora, som ligger ved Siljan-søens nord-ende. Her er opløbet nærmest på hovedgaden og der er en flot Dala-rød målport i træ, hvorpå der står "I fäders spor for främtids segrar".


Lillemor og jeg har taget turen 2 gange.....i bil og om sommeren. Det er sjovt at følge sporet, som man kan det meste af vejen og se de små depot-byer (ofte bare 4 tømmerhuse og et fælles lokum samt genkende navnene). Ved målet er der en lille græshøj, hvorpå der står en statue af Gustav Vasa som er lavet af  Anders Zorn.





Lige før målporten passerer man Mora Kirke. Lidt sjovt ved denne kirke er, at den udover at have et tårn - som de fleste kirker jo har til klokkerne - har et særskilt klokketårn malet i Dala-rødt.
Lige før man passerer kirken, så passerer man den store svenske maler Anders Zorn's hjem, kaldet Zorn-gården. Det er et fantastisk hjem at besøge. Lillemor og jeg har en 5-6 gange holdt ferie i en lille by, der hedder Orsa og som ligger bare 15 km fra Mora og hver gang har vi besøgt Mora og især Zorngården og Zorn Museet der ligger der ved. Zorn købte huset af sine bedsteforældre og fik det siden udbygget i gammel Dala-stil. På billedet nedenunder ses til højre den trekantede stejle gavl, som indeholder en stor stue eller nærmere hal. Midt på huset ses en art indgang; det er det ikke - det er trappe-tårnet op til 1.salen. Indgangen, som Zorn brugte, ligger til højre i gavl-bygningen. I øvrigt ligger der til højre for bygningen, skjult bag et træ, en 1600-tals tømmerstue, som Zorn brugte som sit atelier.

Anders Zorn (1860-1920) var en stor maler og kunstner. Dels var han fysisk stor - en levemand af Guds nåde - og dels er han den største kunstner Sverige har fostret.
I sin levetid malede han mange portrætter bl.a. af hele den svenske overklasse og kongelige familie, men også af den europæiske og ikke mindst den amerikanske (han var derovre et par gange) overklasse og tjente styrtende med penge. Han var på et tidspunkt blandt Sveriges rigeste personer.
Herunder ses et selvportræt af ham malet i atelieret.

Man kan besøge Zorn-gården. Man køber en billet til en en bestemt rundvisning, da man ikke kan gå rundt på egen hånd. Som sagt har vi besøgt Zorn-gården en 5-6 gange og hver gang giver det et sug over at opleve det. Herunder et foto af spise-stuen. Der var plads til - med udviddet bord - ca. 23 personer. Han holdt mange middage der med en masse af datidens "kändisser" og kongelige og maler-kolleger.

Herunder et meget lille foto af den omtalte sal på 1.sal. Man føler man er inde i et vikinge-hus, når man er der. Der er nok 8-10 meter fra gulv til loftets top (loft med kip). Det dug-overdækkede bord er et hel-match billardbord, der blev hejst på plads før taget blev rejst. 

Udenfor i haven, lige inden for have-lågen, står en bronze-statue på lidt over en meters højde. Det er et lille springvand, idet pigen står med en svamp som hun presser vandet ud af og som løber ned ad hendes krop:

Historien vil vide, at Zorn brugte 3 lokale søstre som model for statuen; en set forfra, en på grund af ansigtet og en set bagfra. I øvrigt var Zorn storforbruger af lokale piger som nøgen-modeller.



Maleriet ovenfor er et typisk Zorn maleri. En nøgen pige i naturen. Vi har dette maleri som udskåren plakat indrammet med passe-partout og fyrretræs-ramme.

Selvfølgelig er der lavet en spillefilm om Zorn. Den blev også vist i TV i en noget længere udgave som serie i 3 dele. Den har jeg på DVD :-) Herunder et still-billede fra filmen.

Zorn var meget gæstfri. Han boede jo sådan set uden for lands lov og ret, midt i Dalarna og langt fra de svenske storbyer. Han havde dog en lejlighed med atelier i Stockholm, som han brugte, når han var der.

Herunder ses et foto fra omkring 1910. Zorn ses med den store pels. I døren klædt i lyst, ses Zorn's moder og maleren Oscar Björck. Til højre stående ses den svenske maler-Prins Eugen (som har et pragtfuldt slot/villa i Stockholm ved navn WaldemarsUdde, som Lillemor og jeg også har besøgt en 3-4 gange). Prins Eugen var søn nr. 3 af kongen. Kun førstfødte arvede Kongetitlen. De andre blev uddannet officerer og var i hæren. Prins Eugen fik dog lov til at uddanne sig som maler og blev ven med en del af de svenske "top-malere", herunder bl.a. Anders Zorn og Carl Larsson. Sidstnævnte, Carl Larsson ses stå ved hestens bagparti. I slæden Zorn's hustru Emma Zorn.  


Lige udenfor billedkanten til højre ligger atelieret.

Maleren Carl Larsson boede også i Dalarna, nemlig i den lille by Sundborn.  Larsson og Zorn familierne var rigtig nære venner; bl.a. boede en af Larsson's  døtre et par år hos Zorn familien.

Carl Larsson's hjem i Sundborn har Lillemor og jeg selvfølgelig også besøgt en del gange. Desværre er et besøg hos Carl Larsson blevet meget "forretningsmæssigt". Der er meget mere "hype" omkring Carl Larsson's ting, idet hans malerier - som oftest var akvareller - bruges meget til kommercielt brug som kagedåser, plakater, duge, tapeter m.m. Men stedet er et besøg værd......der er dog af de nævnte årsager rigtig mange besøgende og også her kun med rundvisninger. Carl Larsson kunne - som Zorn - også male nøgne piger. Herunder ses et af de få nøgenmalerier (akvarel) hvorpå han også selv medvirker foran et spejl. Også denne akvarel i udsnit fra stor plakat og i passe-partout med fyrretræs-ramme har vi hængende :-) Vores gæsteværelse kalder vi af samme grund "Pige-værelset", da disse 2 nøgen-studier hænger her samt at alle møbler på værelset er svenske :-)
De fleste kender nok Carl Larsson's stil med de fine lyse akvareller oftest fra hjemmet i Sundborn med dets omgivelser og have.
Jeg kan mægtig godt lide de her 3 svenske malere. Jeg har nok tæt på en hylde-meters længde med bøger om de 3 kunstnere, deres hjem o.s.v.


Nåh - det var lidt om Vasa-løbet :-)

mandag den 13. oktober 2014

Lidt efterårssysler.....

Nu nærmer den gode tid sig med raske fjed; det vil sige, at den gode tid allerede er startet, idet dels er ishockeysæsonen startet (her følger jeg jo den lokale klub Herlev Eagles (sæsonkort) på 37. år) og dels er NFL sæsonen (amerikansk football) og startet i TV. Mennnnn....det der nu optager mig mest, er de udstillinger der altid er en del af, som jeg og Lillemor vil se. Derudover plejer der at falde et par koncerter, balletter og opera også af.
På Ny Carlsberg Glyptoteket vises i perioden 13.09.2014 - 07.12.2014 udstillingen "Som forvandlet - antik skulptur i farver". Kort og godt vises der eksempler på hvordan marmorskulpturer i det gamle Rom og Grækenland var bemalet. For et par år siden var jeg i Berlin og på Pergamon-museet var der en lille udstilling om det samme:


På Ordrupgaard er der netop åbnet en udstilling om den svenske maler Carl Larsson, "Det gode liv" der vises i perioden 25.09.2014 - 08.02.2015. Carl Larsson er en af de bedste akvarel-malere jeg kender. Jeg har masser af bøger om ham, jeg har et par skilderier (indrammede grafiske særtryk) hængende på det vi kalder Pigeværelset (vores gæste værelse i svensk stil/møbler med Carl Larsson og Anders Zorn på væggene) og sidst men ikke mindst, så har Lillemor og jeg besøgt hans hjem i Sundborn i Dalarna i Sverige 3 gange.

Apropos Ordrupgaard, så har de indført Onsdagsaften- åbent til kl. 21,00. Det sjove er, at jeg i forbindelse med deres udstilling tidligere på året om Van Gogh, Gauguin og Bernard: Dramaet i Arles, foreslog dem, at holde åbent f.eks. Onsdag aften, idet de normale åbningstider kun var til kl. 17, sådan at man var nødt til at besøge dem i weekenden hvor der så var stuvende fuldt. Jeg fik positiv respons tilbage, at de ville tænke over det og kort efter meddelelse fra dem, at de "havde fundet midler til at indføre Onsdagsaften-åbent", så jeg bilder mig ind, at det - lidt - er min fortjeneste, at dette er indført.

På Nivågaard vises udstillingen "Martinus Rørbye - det nære og det fjerne. Under sydlige himmelstrøg" i samarbejde med Øregaard Museum, der viser udstillingen "Martinus Rørbye - det nære og det fjerne. Under nordlige himmelstrøg". Martinus Rørbye var guldalermaler og døde i det for guldalderkunsten så tragiske år 1848. I det år døde 3 af de bedste Gulaldermalere, nemlig Martinus Rørbye, Johan Thomas Lundbye og Christen Købke. Men altså Rørbye-udstillingen. Det er en 2-delt udstilling i samarbejde med Øregaard . Nivågaard viser malerier, akvareller og tegninger fra Rørbye's rejser til Italien, Grækenland og Tyrkiet, altså sydpå, mens Øregaard viser malerier, akvareller og tegninger fra Rørbye's rejser til Jylland og Norge ...og fra København. Begge udstillinger foregår i perioden 07.09.2014 - 18.01.2015, hvorefter udstillingen drager til henholdsvis Ribe Kunstmuseum og Skovgaardmuseet i Viborg.





 
På kunstmuseet Fuglsang på Lolland nede ved Guldborgsund, vises der i perioden 10.10.2014 - 04.01.2015 udstillingen "Tuxen - farver, friluft og fyrster". Han var også på Skagen (bosat der) men det er en anden historie. De fleste kender ham nok som fyrstemaleren, da han malede konger og fyrster, andre adelige samt industriens stormænd og rigmænd over hele Europa.

Det er en lang køretur, så den skal planlægges godt. Skejten ligger der for eksempel. Et udmærket natur- og fuglested.

Det var bare nogen af de p.t. planlagte udstillinger jeg vil se. Selvfølgelig dukker der nogle flere udstillinger op - det plejer der.

søndag den 3. april 2011

En weekendsmuttur til Hornborga i Sverige: TRANER



(Her er en beskrivelse fra rekordturen i 2012 = 26.500 Traner)

Lillemor og jeg smuttede i denne weekend - Lørdag d. 2. og Søndag d. 3. April 2011 - en tur til Hornborga Søen i Sverige. Søen ligger oppe mellem Vätern og Vänern i Östra-Götland...altså i det, der i dag i populær tale kaldes og især turistmarkedsført som Arn's Rige....I ved ham, Tempel-ridderen, som Jan Guillou har skrevet en Trilogi om. Vi havde booket en overnatning på Jula Best Western hotel i Skara og det blev iøvrigt en kanonoplevelse. Mere om dette senere. Vi tog hjemmefra direkte til "Tranedansen" ved Hornborga-søen (363 km dertil hjemmefra). Her er hovedparten af Tranerne samlet og her kan man læse dagens Trane-tal: Imponerende tal, ikke ? Men det er nu ikke alsammen man kan se der...men næsten. Derudover er der en tavle hvor alle de andre fugle er optalt og anført, f.eks. 1.650 Sangsvaner - det er kun Sangsvaner I kan se på billederne og der er mange - og Grågæs, Canadagæs, Viber, Pibeand, Krikand, Spidsand, Knarand, Troldsand, Taffeland, Hvinand, Gråand, Stor Skallesluger, Lille Skallesluger, Havørn, Skarv o.s.v., o.s.v. Jeg vil lade billederne tale for sig selv; dog lige en bemærkning om at det var overskyet og klamt og dermed et diffust lys hele tiden. Ventede hvert øjeblik at regnen ville bryde løs. Men altså billederne:






...hov - her kom jeg sgu' lige ind midt i det hele...beklager ;-)



Nåh - efter at have set Tranerne her smuttede vi over på den anden side af søen og beså Naturum der. Ikke meget at se. Søen var is-belagt derovre, så der var dødt. Så kørte vi til Varnhem og derfra til Skara og ind på hotellet.


Og her kom overraskelsen. I hotellets restaurant hang der hele 12 ægte Anders Zorn malerier bl.a. dette nedenfor: "I sandet".
Derudover hang der 3 Bruno Liljefors malerier. Det nedenunder liger lidt, men det der hang der var lysere og havde ingen flyvende gæs. Jeg troede først at det var et Johannes Larsen, men Liljefors det var.
...og så hang der endvidere 3 akvareller af Carl Larsson. Ham kender I.
Jeg var ved at gå helt bagover af at se dem på et hotel. Alle ægte. Det viste sig at ejeren af hotellet samlede på de 3 malere og havde sine malerier hængende (godt sikret) i restauranten. Jeg har en stribe bøger om de 3 kunstnere ligesom jeg har besøgt deres hjem, så det var lige mig.


Jeg har optaget en lille snut video med mit digital-kamera - omkring 1 minuts penge - som jeg har prøvet at smide ind her men der går kuk i det. Istedet for har jeg lagt den ind på min Facebook-profil. Hvis du ser den der, så husk at skru op for lyden. Ellers er her en link til en andens optagelse fra youtube.







Og igen; den ovenstående video er IKKE min.