Tegningen herover er en kvindelig torso fra 2 vinkler. Jeg prøvede mange teknikker dengang, både stregtegninger og skraveringer for skygger. Det var og er stadig svært synes jeg.
Herover min kærnelædertaske. Jeg havde sådan en dengang, som jeg brugte hver dag. Jeg havde ovenikøbet selv lavet den og det var hårdt for fingrene kan jeg huske.
Herover igen en tegning af en gipsfigur - vistnok en romersk portrætbuste - og så støvlerne og underbenene af en af de andre aftenskole-elever.
I en pause, må det have været, har jeg åbenbart tegnet de 2 eneste andre mænd der var på holdet. Manden til venstre var pensionist. Dog havde han et natjob på en taxi-central. Det var sjældent han tegnede, han snakkede mest. Sjovt nok er det sådan, at på alle de aftenskolekurser i tegning/maling jeg har gået på i årenes løb, har kønsfordelingen stort set altid været på - ud af en klasse på 14-15 stykker - 12 kvinder og 2 maks 3 mænd. Samtidigt var den kvindelige aldersfordeling meget spredt - fra ca. 25 år til pensionistalderen og hos mændene altid i den ældre afdeling (med mig som undtagelsen). Hvorfor det er sådan, har jeg altid undret mig over. En overgang fulgte jeg noget undervisning på Det Kongelige Kunstakademi, og der var det ca. 50/50.
Jeg fandt sørme også en tegning af mig - det ER mig - som min lærerinde har lavet.
Herunder 2 tegninger af veninder, som jeg har lavet. Først er det Kirsten:
Og så er det Lene og så oven i købet med farveblyant. Hun havde svært ved at holde sig stille og snakkede fanden et øre af mens jeg tegnede:
Herunder en senere akvarel af et romersk tempel.
Faktisk er det uendeligt lidt jeg har efter alle de år jeg har tegnet og malet. Det ryger ud efter et stykke tid, mest fordi det bare er leg og øvelser jeg sidder og laver. Sjovt synes jeg, men ikke værd at gemme. Nu her på mine gamle dage er jeg begyndt at tegne/male igen. Dog næsten alt sammen i store skitsebøger, der også dur til akvarel. De fylder ikke meget, så de har en chance for at overleve. I dag er det også mest landskaber og arkitektur jeg tegner/maler.









