Viser indlæg med etiketten Kernebider. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Kernebider. Vis alle indlæg

onsdag den 8. marts 2017

Sikke en tur...og årets første Traner :-)

Var på min sædvanlige tur ned omkring Lindholm Sø her i Hjortespring. Stadig rigtig mange Dompap's....mindst 25 sås og hørtes i området. Herunder et par stykker:


Ellers var der 6 Kernebidere, 3-5 Skovskader hvoraf 1 sås bygge rede, 50-60 Sjaggere, Musvitter, Blåmejser, Grønirisker, Gråsiskener, Grønsiskener, Rødhalse, Gærdesmutter, en Vandrikse i Lindholm Sø (i forgårs så jeg Gråstrubet Lappedykker der + et par Troldænder) og endelig et par Egern.
Og så var der 2 Træløbere. Det er ikke så tit man får dem at se. Det sjove her var, at de fouragerede på de samme 2 træer og skiftedes til at jage hinanden på stammerne. Jeg kunne stå og se på dem på bare 2-3 meters afstand. Jeg prøvede også at fotografere dem, men de fiser op og rundt om stammerne og desværre er mit kamera et med autofocus, så det kan være svært at fokusere/stille skarpt, hvilket kan ses især på nedenstående udsnit af et foto:
Jeg så også en jagende Spurvehøg komme drønende igennem træerne og det er fantastisk som sådan en kan sno sig mellem stammerne og ret lavt. Et andet sted så jeg en Musvåge...denne dog ret højt oppe. Henne ved huset inden Dådyr-farmen fik jeg en sludder med en ældre dame, som var ude med affaldsposer i affaldscontainerne. Hun havde boet der siden 1961. Det viste sig at hun og hendes mand ejede Hjortefarmen. De havde simpelthen købt hjortene fordi manden ikke orkede at holde det store område mere, så hellere have Dådyr som "græsslå-maskiner"....og lidt dyre-kølle er jo heller ikke at foragte ind i mellem. Lige nu har de kun 16 Dådyr gående; de plejer at have op til 24 stk. gående der. Det viste sig også at vi havde fælles bekendte, dels fra min gamle arbejdsplads men og at hun kender/jævnligt snakker med 2 af min gamle fugle-makkere, Peter Godtfredsen og Frank Desting.

Nå nede ved Svanesøen (det hedder den), stod jeg og så på nogen Grønsiskener fouragere. Så hørte jeg "den der lyd" I ved og kiggede op og så 4 Traner trække trompeterende forbi over mig og lige bag ved dem var yderligere 6 Traner ved at skrue sig op og siden trække efter de andre 4 mod NØ. NØØØØJJJJJjjjjj - hvor herligt - mine årets første Traner :-) Peter Godtfredsen havde meldt 3 stk. ud forleden dag, så ja - foråret er på vej, så husk at kigge op efter Traner; trækket plejer at kulminere omkring ultimo Marts/primo April, hvor de er på vej mod Hornborga-søen i Sverige :-)
Herunder ses de 6 mens de skruer sig op ad:
Alt i alt en rigtig god 2 timers tur nede i "min mose" - lad der blive mange flere af disse :-)

Og i aften starter jeg på ny forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i Emdrup. Dennegang om Universet og dets oprindelse (Big Bang, universets udvidelse, sorte huller, mørkt stof, galakser, kvante-mekanik o.s.v., o.s.v.) med i aften den fra TV kendte astro-sysiker Michael J.D.Linden-Vørnle som forelæser. Jeg glæder mig afsindigt til det :-)

fredag den 20. januar 2017

Dagens tur.....med Skovhornugle :-)

Dejligt vejr i dag. Sol og hele + 4 grader.

Jeg havde fået et tip om Skovhornugler i nærheden.

For nogen år siden, var der en lille flok på en 8-10 stk. også i nærheden, som havde sit dagsopholdssted lige på den anden side af kommunegrænsen. Dette sted var til start hemmeligt - træet stod i en privat have i et villakvarter - men blev åbenbart af nogen lækket, således at der, og det er IKKE løgn - kom busfulde af folk for at se Skovhornhornuglerne.....stakkels beboere. Iøvrige medvirkede dette sammenrend af folk, at Skovhornuglerne til sidst forsvandt fra deres fast "overnatningsplads". Skovhornugler er nataktive og raster/sover/hviler om dagen....som de fleste andre ugle-arter gør...men det sjove er, at de finder sammen i små-flokke og overnatter sammen oftest i et Nåle-træ...vistnok Fyr eller lærk...eller noget...jeg er ikke så stiv i de der nåle-træer.

Altså - jeg startede dagens tur med at gå mod dette Skovhornugle-træ, hvor der efter sigende skulle være 4 stk. Det ligger så bare 2,6 km fra hvor jeg bor. Og i et nåletræ i en villahave...og som med Lærke-reden I ved, så siger jeg ikke hvor. Og ja - efter at have glanet et stykke tid på det udmeldte træ, så opdagede jeg en enkelt godt gemt. Sådan er det. Skovhornugler sidder altid godt gemt i træet. Herunder et udsnit af et foto jeg tog. Sådan ca. midt i billedet kan I se - med lodrette bryst/mavestriber - Skovhornuglen sidde. Man kan endda se det ene "Horn" rejst en smule. Derfra og i yderst godt humør, gik jeg så videre på min vante tur.
(Husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse).


Og i dag var alle Dådyrene på Hjortefarmen at se. De var lige blevet fodret af nogle børn i følge med deres Bedsteforældre.



I dag hørte jeg kun Spætmejse hist og pist, ligesom jeg kun kort så en Stor Flagspætte flyve fra et træ. De sædvanlige Kernebidere var der, 5 stik. i dag og på "mit" sted så jeg både en lille flok på 6 stk. Halemejser fouragere forbi ligesom jeg så "mine" Dompaps, ca. 8 stk. Herunder både en hhun (øverst) og en han (nederst).
Omkring slutningen af min tur passerer jeg forbi nogen hestefolde. Herunder ses dagens heste. Nede bag de bagerste heste ligger "mit sted" Lindholm Sø.


Og den lokale Musvåge - den ene af dem - sad på plads i et af de høje træer og kaldte på magen. Herunder et udsnit.
Jeg troede, at jeg kunne liste mig nærmere på den. men uanset hvor meget jeg sugede kinder og mave ind, så opdagede den mig og lettede. Den ses "klart og tydeligt" på billedet herunder :-D


Slut på endnu en dejlig tur i et dejligt vejr.

lørdag den 14. januar 2017

Wow for en lille tur i dag :-)

Lillemor var på vandretur med Dansk Vandrer Laug i dag. En lille tur i dejligt vejr omkring Farum Sø. Jeg gik min sædvanlige tur ned omkring Lindholm Sø i den meget vestlige del af Smør- og Fedtmosen.


Undervejs passerer jeg klubhuset til cykelklubben KCK-Herlev, hvor der på hjørnet sidder en gammel bøjet/knækket racer-cykel på hus-hjørnet. Det er noget sjovt noget med den der cykelklub KCK, som betyder Kjøbenhavns Cykle Klub; stiftet i 1918 i forbindelse med lidt intern cykleballade ved Ordrup-banen. Først hjemmehørende i/ved Damhus-kroen, så fra 1928 ved/i Husum Møllekro, så fra 1938 på Jagtvej på Nørrebro og så fra 1973 i Herlev....deraf bindestregstilnavnet....KCK-Herlev.


Jeg gik min sædvanlige rute og det var besynderligt, at der var bemærkelsesværdigt fugletomt og stille. Vejret var stille - der var faldet en bette smule sne lidt inden - og overskyet...altså normalvejr ;-) ...men mærkværdigt stille. Det ændrede sig på turens 2. halvdel. Ved Valnæsvej så jeg 3 Kernebidere siddende frit fremme. Herlige fugle at se på. Der var også 2 Store Flagspætter og 2 Spætmejser. Alle set fint og klart. Og masser af Bogfinker, Musvitter, Blåmejser, Gærdesmutter o.s.v. En lokal Musvåge lettede fra sit sædvanlige træ og en overflyvende Ravn hørtes.

Henne ved Hjortefarmen var der (stadig ?) kun 2 Då-bukke med deres flotte skovlgevirer. Jeg kunne ikke se de andre. Det kunne jeg heller ikke sidst jeg gik forbi. Mon de er slagtet ? ...og at hannerne venter nye hunner ?? Må holde lidt øje med dem.

En pæn flok Gråsiskener kunne beses ret så klart. Herlig små fætre :-) Og der nogen Skovskader.

Rundt om Svanesøen og mod Lindholm Sø igen. Valgte at gå ad stien ved Valnæsvej igen og det skulle jeg ikke fortryde. Først 4 Spætmejser fouragerende i samme træ. Så 2 til der...og også der. Og 2 Kernebidere der. Og så lidt længere henne...wow...11 Kernebidere i toppen af et træ. Jeg ville tage foto, men de blev skræmt væk af en dame der kom trækkende med sin hest. Ærgerligt. Så videre...hov - hvad var det ? Jo - der fløj en Stor Flagspætte....og dér, lige dér, sad en anden Stor Flagspætte og hakkede i det :-).

Videre hen til mit sædvanlige sted ved Lindholm Sø. Undervejs et par flokke Sjaggere og et par enkelte Vindrosler imellem. Et par Skovskader eller 4 sås også. Og så der, ved "mit sted"...endelig...BINGO...12 Dompapper siddende frit fremme og fouragere i den skarpe lave sol. Herligt herligt. Og hvad var det der oppe....jo da - 13 Kernebidere siddende i toppen af et par træer. Mon ikke det var den flok jeg havde set lidt før ? . Jeg tog et billede af de mørke klatter. Det ER Kernebidere :-)
...og da jeg var på stedet for en god times tid siden var her fugletomt....og nu vrimlede det med de sædvanlige Dompap's og masser af Kernebidere.....

Herunder 2 forstørrede udsnit af den store Flagspætte. Mit kamera er jo automatiskt, og det betyder at jeg ikke selv kan stille skarpt. Igen - grene, strå og kviste der sidder for, stiller kameraet skarpt på, så motivet bag ved bliver lidt uldent/uskarpt. Sådan er det bare.



Jo - en dejlig tur med masser af fugle. På trods af at Herlev kommune er landet 3. mindste i areal og har både København, Ballerup, Glostrup, Rødovre, Gladsaxe og Furesø Kommuner til forstæder, så er her en pæn lille smule natur, som JEG synes er værd at gå i.

mandag den 2. januar 2017

Første "sne" i år ?

Hold da op et flot vejr det har været i dag, her på årets 2. dag.

Jeg sov længe og kom ned ca. kl. 08,20 og sagde godmorgen til Lillemor, der sad i badekåben og læste. Hun havde åbenbart valgt at tage den med ro her til morgen, på årets første arbejdsdag. Jeg lavede kaffe og tændt for TV for lige at se lidt nyheder.....og så var Fanden løs.....Lillemor opdagede hvad klokken var...hun troede klokken var 07,20...afsted i bad røg hun og efter lidt bilrudeskrabning af sted på arbejde.

Jeg tullede lidt rundt og ordnede lidt småting og så i bad og i tøjet og afsted til min daglige tur i mosen. I går havde vi taget turen Sømosen rundt - en anden mose i nærheden bare et par km væk. Den "deles" med Ballerup Kommune og på deres del kunne jeg se, at Ballerup Kommune virkelig har ryddet nogen steder for buske og træer, så der mange steder er blevet bedre udsyn. Jeg har en fornemmelse af, at de også har ryddet lidt op ude på nogen af de små holme i mosen. Der kunne sagtens ryddes noget mere, som ville forbedre fuglelivet - og fuglekiggerlivet - gevaldigt. I Herlev-delen kunne Herlev Kommune godt rydde meget af den opvoksede Rør- og Pileskov der er kommet. For år tilbage, var der fine forhold der og en pæn stor Hættemåge-koloni og med "dertil hørende" - i nogen få år - en lille koloni af Sorthalsede Lappedykkere. Nu er der meget tilvokset, så først forsvandt de Sorthalsede Lappedykkere og siden Hættemåge-kolonien. Min kommune er dog ikke særlig natur-interesseret, selvom man både har et Naturcenter, Naturvejledere....i hvert fald er det ikke noget, der har særlig høj prioritet her i kommunen.

Men i dag ned i min sædvanlige mose og se til Dompapperne :-) Det blev en rigtig god fugletur i dag. For det første var vejret jo rigtig fint...til start og til slut. Ingen vind og blå himmel og kun ca. 4-5 graders varme og stort set ingen mennesker. Det sædvanlige sted "gav" ca. 10-12 Dompapper. I den lave sol, i medlys, ses de flot sidde i træer og buske. Herunder en hun. Hannerne havde alle en gren eller kviste foran sig, så de var ikke fotografvenlige. Med mit nye Windows har jeg opdaget et lille redigeringsprogram, så jeg har lavet nogen udsnit og forstørrelse fra nogen af fotegrafierne. Mit kamera - et Nikon S 1 - er såmænd OK til feriefotos og lignende, men til fuglefotografering duer det ikke rigtig godt, da jeg ikke kan justere selv for skarphed og blænde og derfor er nogen af forstørrelserne lidt uskarpe, da fotografiapparatet har stillet skarpt på f.eks. nogen kviste eller grene i i forgrunden.

Herunder en Dompap hun - en af mange:



Efter at have nydt en 5-7 Dompap's det første sted fortsatte jeg videre og opdagede oppe i et træ - man hører deres vemodige fløjten - 7 Dompap's sidde og fouragere. Herunder bare en 5-6 stykker i modlys:
Jeg havde også en flot Kernebider siddende der i nærheden. Og så - på vej til Hjortefarmen - så begyndte det at blæse en smule op og sørme om det ikke begyndte at små-sne; det lignede små flamingo-kugler. Her på Valnæsvej havde jeg endnu en Kernebider sidddende og også en Spætmejse samt pænt med Bogfinker.
Lidt underligt kunne jeg ikke se nogen Dådyr ved Hjortefarmen. Der er godt nok et hjørne man ikke kan se ind til og hvor de kan have stået, men alligevel lidt underligt. Slagtet ?

Herunder en lille Rødhals; dem er der rigtig mange af ligesom der er pænt med Gærdesmutter, Musvitter og Blåmejser. Sjovt nok var det begrænset med Sjaggere og ingen Vindrosler.
Her ved Svanesøen kan man se, at der var faldet en smule sne. Hernede så jeg den lokale Musvåge lette fra sit sædvanlige træ.
Her var også et par store flokke af Grønsiskener; herunder bare 3 der sidder og pudser sig.
Jeg havde yderligere en Spætmejse, en Stor Flagspætte og masser af Skovskader på turen tillige med et par flotte røde Egern. Alt i alt en dejlig tur.

Lagde I for resten mærke til her til tidlig aften ved 18,23-tiden, at man på den sydvestlige himmel kunne se Månen med Mars lidt oppe til venstre og Venus lidt nede til højre for sig ? De 3 planeter stod sådan lidt som Orions sværd. Mars rød og Venus klart lysende :-)