Viser indlæg med etiketten Smør- og Fedtmosen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Smør- og Fedtmosen. Vis alle indlæg

mandag den 22. maj 2017

I den lokale mose.....

(Husk at trykke på billederne for at se dem i større størrelse).


Jeg har været lidt immobil her de sidste par dage, idet jeg dels har - og stadig har - lidt problemer med nogle rygmuskler (i nat sov jeg. f.eks. i en 5-punkts havestol) og dels med mine fødder (de gamle skader), men i dag fik jeg pumpet cyklen og tog en tur i den lokale Smør- og Fedtmose.

Det var helt rart at høre de forskellige fugle såsom Løv- og Gransanger, Rørsanger og Nattergal, Gøg m.v. Et sted hørte jeg også en meget speciel dyrelyd, ret høj og ret skarp eller klar.  Jeg har søgt på nettet efter lyden (f.eks. Rådyr og Ræv) men har ikke kunne finde den. Jeg har hørt forskellige Rådyr-lyde før og det samme med Ræve, men denne her er jeg virkelig "puzzled" over. Det var på en sti med meget mose-krat/sump på begge sider...og fugl (f.eks. Lille Lappedykker) er jeg helt sikker på det ikke var. Mystiskt....og irriterende at jeg var alene om at høre det. Ikke et menneske kom forbi i de 10 minutter jeg stod der.

Nåh - jeg kom ned til det lokale fugletårn og der kunne jeg høre både Rørsangere og Nattergal (2 stk.). Hørte senere Nattergal andre steder i mosen. Lige nedenfor lå der et par Gråstrubet Lappedykkere med 2 unger; der har været 3 så vidt jeg har hørt. Det her pars unger var en del forskellige i størrelse, som det kan ses på billederne herunder. Den store af dem snuppede alle den føde (små-fisk) som forældrefuglene fangede. Den lille fik ikke noget, mens jeg så det.....var der ca. 1 times tid. Den dør nok af sult en af dagene. That's life. På det første og det tredje billede kan man se størrelsesforskellen. Bemærk også ungernes sort/hvide striber i ansigtet.







Og så.....ved alle indgange/stier til Smør- og Fedtmosen står der rødmalede træ-pæle med disse skilte som vist her under. Der står bl.a. at hunde SKAL føres i snor. Mange mennesker blæser højt og helligt på det, når de lufter "Fido" på Mosens stier eller Marker.
Bemærk også, at der er et skilt med ridning forbudt. Dette skal dog tages med et gran salt, idet der i mosen - på de åbne områder/marker - af kommunen her er anlagt ridestier. I den sammenhæng undrer følgende mig en del: Hundefolket - de fornuftige - medbringer en sort pose til hunde-høm-hømmer. Jeg har endnu aldrig set en ride-pige medbringe en sort sæk til heste-pærer.....noget sted overhovedet. På gang-stierne og vejene til Mosen ligger der ofte heste-pærer i pæne mængder. Hvorfor den forskel ?



Men altså....jeg stod der i fugletårnet, da jeg lige pludselig hørte en vandplasken til venstre for tårnet. Jeg kiggede ned  - der går ofte gæs der - og så så en "Sibirian Husky"-lignende hund hoppe rundt i vandkanten og plaske løs, mens ejeren - en midaldrende fuldskægget mand i t-shirt og korte bukser sad på en bænk og røg.

Hmmm....de der skilte......hmmm....så pænt og høfligt henvendte jeg mig ned til ham, at jeg nok blev upopulær nu, men om han vidste at hunde - hans hund - skulle føres i snor....også når de - hvad ikke var tilladt (!) - badede i vandet og jagede fuglene med deres unger/ællinger. Han spurgte fluks om hvor det stod og jeg forklarede ham om alle de træ-pæle med skilte som stod alle steder i mosen og ved indgangene her til. Han mumlede noget og sag de at han hund aldrig gjorde noget, hvortil jeg svarede, at det var standardsvaret, når en hund havde angrebet/bidt et barn/en person/et dyr....at det havde den aldriiiiiiig gjort før....at han ejeren havde styr på hunden o.s.v.  Han mumlede noget igen, tog fat i hundens halsbånd og kig så afsted med hunden uden at den var i snor. Idiot.

Så i al almindelighed, kære venner, så husk, at hunde SKAL være i snor over alt i det offentlige rum og i naturen, selvom det er marker eller skove. Undtaget er der til indrettede hundeskove og private marker og skove.....hvor det kun er tilladt med ejerens tilladelse.
Noget efter fortsatte jeg min tur rundt i mosen, hvor jeg trak min cykel ved siden af mig og måske det ikke var så klogt med tanke på mine rygproblemer.

Og så til noget helt andet....og her går mine tanker til Jørgen og Rasmine, som begge på deres respektive blogge (tryk på deres navne) ofte beskæftiger sig med de danske sprog og de bekymringer det giver. Herunder en engelsk-sproget guide til det lille danske ord "Nå"...... :-)



Kan I nyde den kommende uges gode vejr....det ser ud til at fortsætte.

mandag den 2. januar 2017

Første "sne" i år ?

Hold da op et flot vejr det har været i dag, her på årets 2. dag.

Jeg sov længe og kom ned ca. kl. 08,20 og sagde godmorgen til Lillemor, der sad i badekåben og læste. Hun havde åbenbart valgt at tage den med ro her til morgen, på årets første arbejdsdag. Jeg lavede kaffe og tændt for TV for lige at se lidt nyheder.....og så var Fanden løs.....Lillemor opdagede hvad klokken var...hun troede klokken var 07,20...afsted i bad røg hun og efter lidt bilrudeskrabning af sted på arbejde.

Jeg tullede lidt rundt og ordnede lidt småting og så i bad og i tøjet og afsted til min daglige tur i mosen. I går havde vi taget turen Sømosen rundt - en anden mose i nærheden bare et par km væk. Den "deles" med Ballerup Kommune og på deres del kunne jeg se, at Ballerup Kommune virkelig har ryddet nogen steder for buske og træer, så der mange steder er blevet bedre udsyn. Jeg har en fornemmelse af, at de også har ryddet lidt op ude på nogen af de små holme i mosen. Der kunne sagtens ryddes noget mere, som ville forbedre fuglelivet - og fuglekiggerlivet - gevaldigt. I Herlev-delen kunne Herlev Kommune godt rydde meget af den opvoksede Rør- og Pileskov der er kommet. For år tilbage, var der fine forhold der og en pæn stor Hættemåge-koloni og med "dertil hørende" - i nogen få år - en lille koloni af Sorthalsede Lappedykkere. Nu er der meget tilvokset, så først forsvandt de Sorthalsede Lappedykkere og siden Hættemåge-kolonien. Min kommune er dog ikke særlig natur-interesseret, selvom man både har et Naturcenter, Naturvejledere....i hvert fald er det ikke noget, der har særlig høj prioritet her i kommunen.

Men i dag ned i min sædvanlige mose og se til Dompapperne :-) Det blev en rigtig god fugletur i dag. For det første var vejret jo rigtig fint...til start og til slut. Ingen vind og blå himmel og kun ca. 4-5 graders varme og stort set ingen mennesker. Det sædvanlige sted "gav" ca. 10-12 Dompapper. I den lave sol, i medlys, ses de flot sidde i træer og buske. Herunder en hun. Hannerne havde alle en gren eller kviste foran sig, så de var ikke fotografvenlige. Med mit nye Windows har jeg opdaget et lille redigeringsprogram, så jeg har lavet nogen udsnit og forstørrelse fra nogen af fotegrafierne. Mit kamera - et Nikon S 1 - er såmænd OK til feriefotos og lignende, men til fuglefotografering duer det ikke rigtig godt, da jeg ikke kan justere selv for skarphed og blænde og derfor er nogen af forstørrelserne lidt uskarpe, da fotografiapparatet har stillet skarpt på f.eks. nogen kviste eller grene i i forgrunden.

Herunder en Dompap hun - en af mange:



Efter at have nydt en 5-7 Dompap's det første sted fortsatte jeg videre og opdagede oppe i et træ - man hører deres vemodige fløjten - 7 Dompap's sidde og fouragere. Herunder bare en 5-6 stykker i modlys:
Jeg havde også en flot Kernebider siddende der i nærheden. Og så - på vej til Hjortefarmen - så begyndte det at blæse en smule op og sørme om det ikke begyndte at små-sne; det lignede små flamingo-kugler. Her på Valnæsvej havde jeg endnu en Kernebider sidddende og også en Spætmejse samt pænt med Bogfinker.
Lidt underligt kunne jeg ikke se nogen Dådyr ved Hjortefarmen. Der er godt nok et hjørne man ikke kan se ind til og hvor de kan have stået, men alligevel lidt underligt. Slagtet ?

Herunder en lille Rødhals; dem er der rigtig mange af ligesom der er pænt med Gærdesmutter, Musvitter og Blåmejser. Sjovt nok var det begrænset med Sjaggere og ingen Vindrosler.
Her ved Svanesøen kan man se, at der var faldet en smule sne. Hernede så jeg den lokale Musvåge lette fra sit sædvanlige træ.
Her var også et par store flokke af Grønsiskener; herunder bare 3 der sidder og pudser sig.
Jeg havde yderligere en Spætmejse, en Stor Flagspætte og masser af Skovskader på turen tillige med et par flotte røde Egern. Alt i alt en dejlig tur.

Lagde I for resten mærke til her til tidlig aften ved 18,23-tiden, at man på den sydvestlige himmel kunne se Månen med Mars lidt oppe til venstre og Venus lidt nede til højre for sig ? De 3 planeter stod sådan lidt som Orions sværd. Mars rød og Venus klart lysende :-)


mandag den 28. november 2016

Dagens fugle....og en hest....

Det var ret koldt her til morgen/formiddag, da jeg lige slog et smut ned i mosen. Jeg har på luftfotoet (se tidligere indlæg) opdaget en grusvej ved en af rideskolerne, som jeg ikke kendte og den gik jeg af i dag. Ret interessant. En del Dompapper og Skovskader der.

Ved Svanesøen opdagede jeg en flok Stillitser, der fouragerede lystigt. De sad ret godt i lyset. Fik et enkelt godt billede, som ses herunder i forstørret et udsnit.

Henne ved Lindholm Sø hørte jeg en Spættes diskrete hamren/banken og det lykkedes mig da også at finde den. Igen et udsnit af Stor Flagspætte han (han, fordi den har rød nakkeplet. Hunnerne har ingen rød nakkeplet). Jeg fik også en lille video optaget med mobilkameraet, men her var det bedste nu lyden :-)
Ved rideskolen ved Valnæsvej var der denne krikke. Minder mig om en af Apoklypse-rytternes heste....sådan en grålig døde-hest.

Ved den her rideskole, som ikke er så stor, er markerne/foldene altid meget våde og mudrede. Har tit tænkt på om det er sundt for hestenes hove altid at gå i det mudder.


Der var i øvrigt mange Dompapper ved Lindholm sø i dag. Talte en 8-10 stykker og hørte flere. De er rimeligt nemme at finde for tiden, især hvis de flyver, men når de sidder i træerne og buskene, så er de ikke de nemmeste at fotografere, da der "altid" er grene der stikker for.

For nogen år siden var Lillemor og jeg en April måned på vej til Stockholm. På et tidspunkt på stykket mellem Ödeshög og Linköping ville vi holde en kaffepause og holdt en ved et mindre Värdshus lang motervejen. Vi parkerede på gruspladsen lige ved nogle buske. Lige før vi skulle stige ud, opdagede jeg at busken "vrimlede" med Dompapper. Der var nok en 5-6 stykker og det bare 2-3 meter fra bilen. Vi blev siddende en 6-7 minutters tid og så på dem. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft med Dompapper. Desværre lå kameraet i tasken i bilens bagagerum; jeg ville ellers have kunne tage en masse flotte fotos. Sådan er det bare en gang imellem.

søndag den 27. november 2016

"Mit" lille smørhul.....

(Husk at I kan klikke på billederne for at se dem i større størrelse)


Som I jo nok har bemærket af mine seneste indlæg, så går jeg en del ture i vores lokale Smør- og Fedtmose og I har også set nedenstående kort før. Jeg har jo min indtræden i mosen ude til venstre for kortet, fra den vej der hedder Tibbevangen:
Herunder har jeg smidt et luftfoto fra Google Maps af området jeg går ind fra. Klik på billedet for at se det i større størrelse, idet der er nævnt nogen vejnavne...Tibbevangen, som er den lange lodrette vej i billedets venstre side. Der går en sti ind til højre, sådan skråt op ad, og det er min indgang til denne del af mose-området.
Som det ses, har jeg lavet et par henholdsvis gule og røde streger på billedet. De er omkring et par mindre mosehuller (de 2 er hver især på størrelse med et par håndboldbaner) ved navn Lindholm Sø (!?). De røde streger er for de steder jeg har set Rådyr her indenfor den sidste 14 dages periode. I forgårs så jeg igen 2 Rådyr på stykket langs den lange vandrette gule streg samt et enkelt nede ved den anden røde streg parallelt med den gule lodrette til højre. Altså rød streg = Rådyr og Gul streg er så = Dompapper, Vindrosler, Egern, Skovskader, Sjagger m.m. og faktisk ret mange af hver slags fugl. Dompappen er ved at være min yndlingsfugl. Den er så flot, den røde han og den grå hun og så har de et dejligt sørgmodigt kald. De er meget nemme at genkende både når de sidder og når de flyver. Jeg har i øvrigt en lille håndsnittet han Dompap stående på mit "kontor".

Herlev Kommune lavede for nogen år siden en konkurrence blandt borgerne for at få navngivet alle de små søer og moser der er her i Kommunen. Smør- og Fedtmosen gav sig selv og ligeså Sømosen og Kagsmosen. Ikke alle navnene virker helt logiske, synes jeg, for nogen af søerne/mosehullerne har i "folkemunde" ofte været kaldt et-eller-andet navn, men som nu er ændret. På kommunens hjemmeside ligger et kort med de nye navne og jeg har smidt et udsnit af den nordlige del af kommunen - mit område om jeg så må sige. Man kan, hvis man kigger efter, se Lindholm sø lidt oppe og midtvejs på kortet (Klik på det o.s.v.).
Jeg har altid kendt den her Lindholm sø "Mose-Hans'es" mose. I hvert fald har "indfødte" Herlevvitter (det hedder sådan nogen, der bor her i Herlev) benævnt området som sådan. Jeg plejer at gå hele turen ned til Smør- og Fedtmosen og rundt der, men den seneste tid har jeg brugt en del tid der i Lindholm-området. 

I den her nedenfor viste bog, som blev udgivet i 1978, kan man læse om mosen og dens dyre- og planteliv, historie m.m. og selv om der er ændret noget i de 38 år der er gået siden udgivelsen, så holder den på mange områder. Desværre beskæftiger den sig ikke så meget med "min ende" af mosen, men sjov er den. Mit eksemplar er rimeligt slidt.

Når man har bevæget sig gennem Lindholm området, så når man til en lille grusvej der hedder Valnæsvej. Her ses et "kig" ned af den.
Der er meget fugleliv her og også mange Egern.
Hvad der også er her - udover endnu en rideskole (der er vist 5 i kommunen og den ene kan man se på luftfotoet for oven syd for Mosehullerne) - er en Hjortefarm med Dådyr. Jeg har vist tidligere nævnt den. Herunder et foto fra lågen ind til farmen. På et skilt står der, at man gerne må fodre dyrene med æbler og gulerødder. Jeg havde ellers forståelsen af at de ikke måtte fodres, men det er godt at få sådan noget afklaret. Billedet herunder er taget med det mindste min telelinse kan klare, derfor ret nærbilledeagtigt.
Når man går langs stierne her i dette område er der ret sumpet. Egentlig mener jeg, at der burde være Lille Flagspætte nogen steder, men jeg har aldrig set nogen eller hørt om nogen, der har set den.

Det er altså et ret godt lille område af mosen det her område ved Lindholm og Tibbevangen og Tibberup Å, så det skal helt klart udforskes noget mere.

Og så slutter vi lige af med et herligt billede fra "nettet" af.

tirsdag den 22. november 2016

Dagens fugl....Ravnen...og en enkelt bog fra bunken :-) (redigeret )

(Indlægget er her til aften redigeret med et par fotos og et par kommentarer fra turen)


I dag, på min daglige tur, var jeg igen nede omkring og i Smør- og Fedtmosen. Hold da op hvor det myldrede med fugle i "min" ende af mosen (indgang fra Tibbevangen af).
Jeg talte 10+ Skovskader, 5 Dompapper, 6 Vindrosler. Skovskaderne var overraskende mange på det lille område der ved den lille mose. Her var også masser af Sjaggere med et par Vindrosler iblandt. Og så de sædvanlige Dompapper, som der i dag sås 5 og hørtes 5 af.
I dag valgte jeg ruten forbi Dådyrfarmen. På denne sti (Valnæsvej er en grusvej/grus-sti) igen mange Sjaggere. Henne ved Svanemosen hvor Valnæsvej ender igen masser af Sjaggere og yderligere 4 Vindrosler. Sjovt nok så jeg en 2-3 Stillids fouragere i et mindre bær-træ. Ved dette åbne sted hørte jeg den så, Ravnen altså. Først tænker man:"Hvad ?? En Ravn ??" og så lyden igen......og der kom den så - ret lavt og flyvende vest - øst skråt over mig. Huha....flot, flot....stor..."små-snakkende"....det store næb...den lidt spidse hale á la Ådselsgrib......flot flot. Det er min første Ravn dernede. Derefter ellers "bare" de sædvanlige fugle og nogen Egern hist og pist. For resten blev jeg "overfløjet" af Vandflyveren fra ruten mellem Aarhus og København; den ser jeg flere gange om ugen og næsten hver dag.


Herunder et af Egerne fra i dag. Denne fyr sad helt stille i den stilling i et par minutter.
Det er sjovt at se, når man går langs en af markerne, de Grågæs der er der. Man ser kun de vagtsomme strakte halse og hoveder. Der kan være ret mange i den høje vegation der er der nu.
Og til sidst....her er et foto af et af de mange skilte, der er rundt omkring og især ved alle stier der fører ind i hele Smør- og Fedtmoseområdet. Hund i snor, ingen knallert kørsel og ingen heste.

Det er da til at forstå. Men fakta er, at - mit gæt - 75 % af hundeejerne skider højt og flot på det og lader deres køtere rende frit omkring (retfærdigvis skal siges, at der er et indhegnet område, kaldet Træ-banken, hvor hunde har lov at gå frit og at en del hundeejere benytter sig af dette område). I denne uge har en Golden Retriever jagtet NaturCentrets høns og bidt en af hønsene ihjel. Ejeren - en dame - kaldte bare sig køter til sig og gik videre. Sidste år var der en billedeserie i lokalavisen, der viste en hund der i mosen jagtede/svømmede efter en ælling - begge i samme billede - og der efter et billede af køteren i vandet med ællingen i gabet og sluttelig den døde ælling vandet. FUCK HUNDE-EJERE. De har ikke en skid styr på deres møg-køtere eller respekt for de opsatte skilte.

Jeg har aldrig set en knallert dernede. Det skal siges.

Med hensyn til heste - der er et par rideskoler dernede - så er der visse steder tilladt at ride og visse steder er der særlige ridestier. HVAD der dog undrer mig er følgende:

Når en hundeejer lufter sin hund, så har de poser (oftest/meget ofte) med, som de samler hunde-høm-hømmerne op i.

Hvorfor skal en heste-ejer/rytter ikke have en tilsvarende pose/sort sæk med ? De krikker skider jo også på de fælles stier - hvadenten de er grusede eller asfalterede - der er dernede. Kan virkelig ikke se forskellen. Sådan er der så meget.


Og nu skal jeg i gang med en bog fra bunken af. Den er vel meget apropos ovenstående, nemlig Lars Jonsson's ny-udkomne


Lars Jonsson er en fantastisk fugletegner og ornitolog. Jeg har 3 bøger af ham i forvejen, nemlig "Fugle i Europa" som er en decideret fugleindentifikationshåndbog og lidt for os nørder, "Fugle og lys" samt "Mellem himmel og jord" (god titel i øvrigt ;-) ) . De 2 sidstnævnte er mere sådan kunstbøger med tekst fra oplevelser i naturen med fuglene og hans arbejde med at tegne/male dem. Alle er lige fantastiske.

Men altså, "Vinterfugle" er lige udkommet her i September 2016 og omhandler 60 almindelige svenske vinterfugle. Meget tekst til hver enkel fugl. Hele 335 sider. Jeg glæder mig til at komme i gang med den.



....and now to something completely different, som de altid sagde i de gode gamle "Monty Python Flying Circus" show i TV......i aften tager jeg hul på efterårets sidste foredragsrække på Folkeuniversitetet, nemlig "Waffen-SS - Europas nazistiske soldater" med følgende foredragsholdere: Claus Bundgaard Christensen, Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen. Af materialet omkring foredragsrækken fremgår det, at den har danskere i tysk tjeneste under 2.verdenskrig som udgangspunkt. De 3 foredragsholdere har både sammen og hver for sig skrevet en del bøger her de seneste par år omhandlende dette emne og det er det der interesserer mig.....hvorfor meldte folk sig dertil ?....hvem var de ? .....hvor kom de fra (sociale baggrund) ?....og hvad skete der sidenhen med dem ?

Billedet herover er taget her til aften og er indledningen vist på "Overhead-projektor", derfor den lidt mørke og slørede kvalitet.


fredag den 18. november 2016

På mine daglige gå-ture....


Jeg går jo dagligt en tur på mellem 8 og 10 km og oftest - i hvert fald p.t. 5 ud af 7 dage om ugen - går jeg en tur i vores lokale Smør- og Fedtmose. Jeg har bare små 400 meter, så er jeg i landzone med 3 rideskoler, marker, lidt eng, mosehuller i massevis samt skov...i hvert fald træbevoksede områder. Det kan ses på kortet herunder (kilk på det for at se det i stor størrelse). Jeg bor faktisk lige nede og udenfor det nederste venstre hjørne.
Når jeg går turen i mosen, kommer jeg ind fra Tibberupvej og følger så den øverste gule sti som går langs med Tibberup Å, som har sit udspring i Smørmosen og sit udløb i Roskilde Fjord (Kagsåen har også sit udspring her, men den løber ud i Køge Bugt). Undervejs skifter åen navn til Jonstrup Å og siden hen til Værebro Å, som den hedder ved sit udløb lige ved Jyllinge i Roskilde Fjord. Denne sti - og åen - er et langt stykke også kommunegrænse til Gladsaxe Kommune. Som det ses på kortet er der en masse mosehuller, en masse krat og skov-tykninger, engen/overdrev og åbne marker med dels økologisk landbrugsdrift men også marker med får og køer (oftest racerne Angus og Skotsk Højlandskvæg). Der ligger også en hjortefarm med Dådyr (jeg har set et par Dådyr i området, som må være stukket af fra Hjortefarmen) i den vestlige ende ligesom der ligger 3 rideskoler i området. Som det også ses på kortet er der mange stier - de er gule - og jeg veksler lidt mellem de forskellige stier, når jeg er dernede og derfor er turene på mellem 8-10 km.

Der er masser af dyreliv dernede. Bare i denne uge, på min tur hjemmefra og rundt i mosen har jeg set:

Skovspurv
Gråspurv
Husskade
Allike
Råge
Krage
Rødhals
Gærdesmutte
Musvit
Blåmejse
Sortmejse
Halemejse (både Nordlig og Sydlig race)
Spætmejse
Grønirisk
Bogfinke
Gransanger
Solsort
Dompap
Sjagger
Silkehale
Stær
Skovskade
Stor Flagspætte
Fiskehejre
Gråand
Grågås
Knopsvane
Grønbenet Rørhøne
Blishøne
Skarv
Tyrkerdue
Ringdue
Musvåge
Tårnfalk
Spurvehøg
Rød Glente
Hættemåge
Stormmåge
og
Sølvmåge.


I alt 39 fuglearter i den forløbne uge. Muligvis har jeg også set Grønsiskener idet jeg så en lille flok mindre fugle fouragere lidt højt og de mindede om Grønsiskener i deres væremåde uden at jeg dog positivt kunne sige det. Om sommeren er der selvfølgelig flere som for eksempel Munk, Jernspurv, Gærdesanger, Nattergal, Gøg, Lærke, Vibe, Rørsanger, Rørspurv med flere ligesom man kan se mange trækkende fugle såsom Vadefugle, Rovfugle, Traner, forskellige Gæs samt Sangsvaner med flere. Tidligere har jeg set både Skovhornugler og Natugler dernede.

Derudover har jeg i den forløbne uge af Pattedyr også set

Ræv
Hare
Egern
Rådyr

og af husdyr i ugens løb set

Får
Ged
Skotsk Højlandskvæg
Hest
Dådyr
og
Høns.

Måske har jeg glemt nogle ?  De fleste jeg har remset op, ses om ikke dagligt så i hvert fald ugentligt. Dog, - den Røde Glente og Silkehalerne er bestemt rariteter; Glenterne ses oftest i træktiden både forår og efterår og Silkehalerne er klart vintergæster. Rådyrene ses også sjældent.

Men alt i alt en lille perle her i Sognet og så oven i købet med bl.a. København som forstad :-)

torsdag den 6. oktober 2016

En lille tur på golfbanen og Smør- og Fedtmosen og Gammelgaard

Jeg er egentlig rimeligt privilegeret ved at bo i den kommune jeg gør. København, Ballerup, Gladsaxe, Rødovre, Glostrup og Furesø kommuner er alle forstadskommuner til Herlev. Vi har kun ca. 15-20 min. i bil ind til Rådhuspladsen i København, cirka det dobbelte med bus og/eller S-tog. Alligevel kan jeg bare nogen hundrede meter fra min bopæl være "på landet".

I dag gik jeg netop 1 km's penge hen golfbanen. På vejen passerer jeg 4 af de 6 Kolonihave-foreninger, der også ligger i Herlev Kommune. Hjortespring Golfklub er en overbygning af golfklubberne i Ballerup og Herlev, idet golfbanen ligger på kommunegrænsen med 9 huller i hver kommune og som sagt 18 huller i alt. Min søn er medlem af golfklubben. Jeg er ikke.

Herunder ses det klubhuset med bortforpagtet restaurant, klubrum og kontorer. Der er yderligere 2 bygninger til henholdsvis spillernes udstyr og en Pro-shop.

Herunder et billede fra et af hullerne. Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse. I midten i horisonten kan man se Herlev Sygehus store sengetårn.
Herunder bare et andet hul. Jeg har fået at vide, at banen er ret god.

Herfra gik jeg ned i Smør- og Fedtmosen. På den første mark sås en af de 3 (4 ?) rideskolers heste gå og græsse. Jeg tror jeg så 16 heste der.
Et sted langs stien igennem mosen passeres en Hjortefarm med Dådyr. Jeg tog billeder af dem, men disse blev så dårlige at de ikke er værd at vise. Kameraet (mobiltelefonens kamera) ville hele tiden fokusere på hegnet, så dyrene blev uskarpe. Et andet sted hørte jeg en fandens "larm" og opdagede 2 Egern, der jagtede hinanden op og ned og rundt om en træ-stamme. Igen - kameraet er ikke så godt, at det kan stille skarpt når de der små Egern fiser frem og tilbage, men alligevel; here you are...



Så kom jeg hen til de åbne marker ved Kildegården. På marker her går får - som herunder - køer (af Racen Angus) og et andet sted geder. Jeg kan ikke lige huske om der på en af de fjernere marker stadig går Skotsk Højlandskvæg.



Her ses en af de ny-pløjede marker samt taget af Kildegården. Gården er ejet af Herlev Kommune og bruges som Naturcenter for kommunens skoler og institutioner. I baggrunden skov og Hareskoven længst væk. Til højre længere ude mere mose og skov.

Så videre og til Gammelgaard, som p.t. har en udstilling med den kinesiske kunstner Tong Wang.



Den var jeg inde og se og den overraskede mig en hel del:
Jeg tog lidt billeder, nogen fra de 2 lader/udstillingsbygninger og nogle fra hovedhuset. Han virkede i sin kunst som en slags Pop-art kunstner fra 1960'erne eller tidlig start 1970'erne. Se selv og bedøm:










Udstillingen kører til og med d. 27. Oktober 2016, så I kan nå det endnu.

Senere i aften skal jeg med Lillemors arbejdsplads Personalekunstforening til rundvisning på Sophienholm og se udstillingen Himlens fugle.

Den udstilling har jeg set, da jeg var på tur til Johannes Larsen Museet i Kerteminde sammen med Rasmine. De udstillende kunstnere kan sagtens tåle et gensyn.