Viser indlæg med etiketten Rådyr. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Rådyr. Vis alle indlæg

søndag den 27. november 2016

"Mit" lille smørhul.....

(Husk at I kan klikke på billederne for at se dem i større størrelse)


Som I jo nok har bemærket af mine seneste indlæg, så går jeg en del ture i vores lokale Smør- og Fedtmose og I har også set nedenstående kort før. Jeg har jo min indtræden i mosen ude til venstre for kortet, fra den vej der hedder Tibbevangen:
Herunder har jeg smidt et luftfoto fra Google Maps af området jeg går ind fra. Klik på billedet for at se det i større størrelse, idet der er nævnt nogen vejnavne...Tibbevangen, som er den lange lodrette vej i billedets venstre side. Der går en sti ind til højre, sådan skråt op ad, og det er min indgang til denne del af mose-området.
Som det ses, har jeg lavet et par henholdsvis gule og røde streger på billedet. De er omkring et par mindre mosehuller (de 2 er hver især på størrelse med et par håndboldbaner) ved navn Lindholm Sø (!?). De røde streger er for de steder jeg har set Rådyr her indenfor den sidste 14 dages periode. I forgårs så jeg igen 2 Rådyr på stykket langs den lange vandrette gule streg samt et enkelt nede ved den anden røde streg parallelt med den gule lodrette til højre. Altså rød streg = Rådyr og Gul streg er så = Dompapper, Vindrosler, Egern, Skovskader, Sjagger m.m. og faktisk ret mange af hver slags fugl. Dompappen er ved at være min yndlingsfugl. Den er så flot, den røde han og den grå hun og så har de et dejligt sørgmodigt kald. De er meget nemme at genkende både når de sidder og når de flyver. Jeg har i øvrigt en lille håndsnittet han Dompap stående på mit "kontor".

Herlev Kommune lavede for nogen år siden en konkurrence blandt borgerne for at få navngivet alle de små søer og moser der er her i Kommunen. Smør- og Fedtmosen gav sig selv og ligeså Sømosen og Kagsmosen. Ikke alle navnene virker helt logiske, synes jeg, for nogen af søerne/mosehullerne har i "folkemunde" ofte været kaldt et-eller-andet navn, men som nu er ændret. På kommunens hjemmeside ligger et kort med de nye navne og jeg har smidt et udsnit af den nordlige del af kommunen - mit område om jeg så må sige. Man kan, hvis man kigger efter, se Lindholm sø lidt oppe og midtvejs på kortet (Klik på det o.s.v.).
Jeg har altid kendt den her Lindholm sø "Mose-Hans'es" mose. I hvert fald har "indfødte" Herlevvitter (det hedder sådan nogen, der bor her i Herlev) benævnt området som sådan. Jeg plejer at gå hele turen ned til Smør- og Fedtmosen og rundt der, men den seneste tid har jeg brugt en del tid der i Lindholm-området. 

I den her nedenfor viste bog, som blev udgivet i 1978, kan man læse om mosen og dens dyre- og planteliv, historie m.m. og selv om der er ændret noget i de 38 år der er gået siden udgivelsen, så holder den på mange områder. Desværre beskæftiger den sig ikke så meget med "min ende" af mosen, men sjov er den. Mit eksemplar er rimeligt slidt.

Når man har bevæget sig gennem Lindholm området, så når man til en lille grusvej der hedder Valnæsvej. Her ses et "kig" ned af den.
Der er meget fugleliv her og også mange Egern.
Hvad der også er her - udover endnu en rideskole (der er vist 5 i kommunen og den ene kan man se på luftfotoet for oven syd for Mosehullerne) - er en Hjortefarm med Dådyr. Jeg har vist tidligere nævnt den. Herunder et foto fra lågen ind til farmen. På et skilt står der, at man gerne må fodre dyrene med æbler og gulerødder. Jeg havde ellers forståelsen af at de ikke måtte fodres, men det er godt at få sådan noget afklaret. Billedet herunder er taget med det mindste min telelinse kan klare, derfor ret nærbilledeagtigt.
Når man går langs stierne her i dette område er der ret sumpet. Egentlig mener jeg, at der burde være Lille Flagspætte nogen steder, men jeg har aldrig set nogen eller hørt om nogen, der har set den.

Det er altså et ret godt lille område af mosen det her område ved Lindholm og Tibbevangen og Tibberup Å, så det skal helt klart udforskes noget mere.

Og så slutter vi lige af med et herligt billede fra "nettet" af.

torsdag den 18. februar 2016

Hjorte (Rådyr) på IF Hjortens baner :-)

Her til eftermiddag kom jeg kørende forbi den lokale fodboldklub IF Hjorten's fodboldbaner - bare små 5-600 meter fra hvor jeg bor. Ud af øjenkrogen fangede jeg - igennem det nøgne, bladløse buskads - vistnok synet af nogen Rådyr på fodboldbanen derinde... WHAT ???

Hjemme drønede jeg lige op efter kameraet og huskede at sætte telelinsen (270 mm) på og så afsted igen og tilbage til boldbanerne. Da jeg kørte forbi kunne jeg se, at de stadig stod der inde. Jeg "kastede" bilen ind til siden i en blind indkørsel lige ved siden af. Der ligger en 18 hullers golfbane lige op til boldbanerne...eller omvendt.....altså faktisk et stort område, den der golfbane, med små skovstykker, buskadser, mosehuller, levende mindre læ-hegn, altså et område hvor der kan leve hjorte.

På bedste indianer-maner listede jeg mig hen mod buskene der omkransede denne bane og ja - der stod 3 Rådyr der midt på banen og spiste....græs !! Ikke særligt godt at fotografere igennem de der mange grene, men så opdagede jeg små 10 meter længere henne en gitter-låge og listede derhen for at fotografere gennem denne. Da jeg kom derhen, viste det sig, at mine indianer-evner ikke var så gode, for det ene af rådyrene, bukken, havde set mig og stod og så mig an mens de to hinder græssede.
På foto'et nedenunder kan man se - det er langt væk trods tele'en og på trods af at jeg knipsede kameraet lige da jeg fik det op for øjnene (deraf uskarpheden) -  Bukken til venstre der ser mod mig mens den ene hind (den anden er udenfor billedet til højre) ser på den. Split-sekundet efter dette foto løb Bukken til venstre mod en port-åbning i hegnet dernede og forsvandt:

Herunder har jeg lavet et forstørret udsnit af Bukken fra ovenstående foto. Uskarpt som ind i helvede.
Bemærk dens V-formede opsats. Man kan se, at Opsatsen/geviret er tykt og det er fordi det er nyt og stadig med den tykke hud, kaldet "Bast" omkring, som først fejes af ud på foråret. Lidt spøjs, synes jeg - et øjeblik blev jeg i tvivl om det var et Dådyr, bl.a. fordi der knap en km i den anden retning - i Smør- og Fedtmosen - ligger en Dådyr-farm og at det måske kunne være "flygtninge" derfra.

Herunder et fra samme foto forstørret udsnit af den ene græssende hind:

Nedenfor ses et bedre foto - også et forstørret udsnit og denne gang mere skarpt - af den ene hind. Her ser man dens hvide hale-parti, kaldet Spejlet. Havde der været en mørk stribe igennem midten, havde det været et Dådyr.

5-6-7 sekunder efter dette ovenstående foto blev taget luntede de 2 hinder efter Bukken og forsvandt.

Herunder ses et udsnit af golfbanen fra hvor jeg - til højre - fotograferede rådyrene. Som sagt, det er et pænt stort område deroppe og "skråt" overfor et par hundrede meter væk ligger Smør- og Fedtmosen, hvor jeg i 2015 så et enkelt Rådyr - det første Rådyr jeg nogensinde har set i den Mose efter at have gået i den i ca. 40 år.


Lige til "Borgeroplysning" herunder en illustration af de forskellige hjorte-arters, der lever i Danmark, hale-partier:



Men en herlig oplevelse her i sognet. Jeg må holde mere opsyn med det område derhenne.

Og lidt sjovt, synes jeg, med rigtige hjorte på "IF Hjorten"'s fodboldbaner; det er vel heller ikke uden grund, at det område jeg bor i hedder Hjortespring.