Viser indlæg med etiketten dådyr. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten dådyr. Vis alle indlæg

søndag den 27. november 2016

"Mit" lille smørhul.....

(Husk at I kan klikke på billederne for at se dem i større størrelse)


Som I jo nok har bemærket af mine seneste indlæg, så går jeg en del ture i vores lokale Smør- og Fedtmose og I har også set nedenstående kort før. Jeg har jo min indtræden i mosen ude til venstre for kortet, fra den vej der hedder Tibbevangen:
Herunder har jeg smidt et luftfoto fra Google Maps af området jeg går ind fra. Klik på billedet for at se det i større størrelse, idet der er nævnt nogen vejnavne...Tibbevangen, som er den lange lodrette vej i billedets venstre side. Der går en sti ind til højre, sådan skråt op ad, og det er min indgang til denne del af mose-området.
Som det ses, har jeg lavet et par henholdsvis gule og røde streger på billedet. De er omkring et par mindre mosehuller (de 2 er hver især på størrelse med et par håndboldbaner) ved navn Lindholm Sø (!?). De røde streger er for de steder jeg har set Rådyr her indenfor den sidste 14 dages periode. I forgårs så jeg igen 2 Rådyr på stykket langs den lange vandrette gule streg samt et enkelt nede ved den anden røde streg parallelt med den gule lodrette til højre. Altså rød streg = Rådyr og Gul streg er så = Dompapper, Vindrosler, Egern, Skovskader, Sjagger m.m. og faktisk ret mange af hver slags fugl. Dompappen er ved at være min yndlingsfugl. Den er så flot, den røde han og den grå hun og så har de et dejligt sørgmodigt kald. De er meget nemme at genkende både når de sidder og når de flyver. Jeg har i øvrigt en lille håndsnittet han Dompap stående på mit "kontor".

Herlev Kommune lavede for nogen år siden en konkurrence blandt borgerne for at få navngivet alle de små søer og moser der er her i Kommunen. Smør- og Fedtmosen gav sig selv og ligeså Sømosen og Kagsmosen. Ikke alle navnene virker helt logiske, synes jeg, for nogen af søerne/mosehullerne har i "folkemunde" ofte været kaldt et-eller-andet navn, men som nu er ændret. På kommunens hjemmeside ligger et kort med de nye navne og jeg har smidt et udsnit af den nordlige del af kommunen - mit område om jeg så må sige. Man kan, hvis man kigger efter, se Lindholm sø lidt oppe og midtvejs på kortet (Klik på det o.s.v.).
Jeg har altid kendt den her Lindholm sø "Mose-Hans'es" mose. I hvert fald har "indfødte" Herlevvitter (det hedder sådan nogen, der bor her i Herlev) benævnt området som sådan. Jeg plejer at gå hele turen ned til Smør- og Fedtmosen og rundt der, men den seneste tid har jeg brugt en del tid der i Lindholm-området. 

I den her nedenfor viste bog, som blev udgivet i 1978, kan man læse om mosen og dens dyre- og planteliv, historie m.m. og selv om der er ændret noget i de 38 år der er gået siden udgivelsen, så holder den på mange områder. Desværre beskæftiger den sig ikke så meget med "min ende" af mosen, men sjov er den. Mit eksemplar er rimeligt slidt.

Når man har bevæget sig gennem Lindholm området, så når man til en lille grusvej der hedder Valnæsvej. Her ses et "kig" ned af den.
Der er meget fugleliv her og også mange Egern.
Hvad der også er her - udover endnu en rideskole (der er vist 5 i kommunen og den ene kan man se på luftfotoet for oven syd for Mosehullerne) - er en Hjortefarm med Dådyr. Jeg har vist tidligere nævnt den. Herunder et foto fra lågen ind til farmen. På et skilt står der, at man gerne må fodre dyrene med æbler og gulerødder. Jeg havde ellers forståelsen af at de ikke måtte fodres, men det er godt at få sådan noget afklaret. Billedet herunder er taget med det mindste min telelinse kan klare, derfor ret nærbilledeagtigt.
Når man går langs stierne her i dette område er der ret sumpet. Egentlig mener jeg, at der burde være Lille Flagspætte nogen steder, men jeg har aldrig set nogen eller hørt om nogen, der har set den.

Det er altså et ret godt lille område af mosen det her område ved Lindholm og Tibbevangen og Tibberup Å, så det skal helt klart udforskes noget mere.

Og så slutter vi lige af med et herligt billede fra "nettet" af.

søndag den 20. november 2016

Vandstære i Mølleåen bag den gamle Rådvad Knivfabrik



I det forholdsvis gode vejr det var i dag, besluttede Lillemor og jeg at tage i skoven, nærmere bestemt i Dyrehaven med udgangspunkt ved den gamle Knivfabrik Rådvad som ligger ved Mølleåen. Ankommet dertil, kunne vi konstatere, at der på P-pladsen bag ved Rådvad Kro kun var en plads ledig, så heldig var vi.
(Husk at man kan klikke på billederne for se dem i større størrelse. Alle foto taget med mit mobilkamera. På min Facebook har jeg smidt 2 små film - også taget med mobilkameraet - af svømmende Vandstære).

Når man kommer ned fra P-pladsen, kan man vælge at gå direkte ind i Dyrehaven via en af de røde Porte. Vi fortsætter som altid hen til Knivfabrikken, for at gå ind gennem porten der. Nedenfor ses hele anlægget. Rådvad Knivfabrik er jo fra  1758, så det er et gammelt industrianlæg der ligger der. På billedet nedfor ses - udover Lillemor i sin røde jakke - fabrikken med søen til venstre. Anlægget blev jo dengang drevet ved hjælp af vandmøller (bl.a. deraf navnet Mølleåen) og der er 2 Møllevandløb der.
Her ses Hovedbygningen af den gamle knivfabrik. I dag er der bronze-støber-værksted i denne bygning.
Når man er kommet gennem porten, så er det første man ser en masse mere eller mindre tilhuggede sten og et "Vejskilt". Inde i gården ligger der Rådvad Stenhuggeri, en smed, Broncestøberiet, et Træskære-værksted + lidt andet. Der er også en Naturskole i sin egen bygning. Det er jo Staten der ejer området og de folk der har lejet sig ind med deres værsteder m.m.. har også opgaver for Staten, når Staten for restaureret gamle bygninger.
Herunder ses Stenhuggerværkstedet samt Lillemor på vej hen mod åen.
Herunder ses åen oppe fra vejen og hvor Vandhjulet i sin var placeret. Det er i dette "løb" man plejer at kunne se Vandstære her om vinteren.
Og i dag var vi "heldige" (det er vi nu næsten altid når vi er derude), for der var hele 3 Vandstære på det lille stykke her. Husk at billederne er taget med mobilkamraet, så deraf den lidt grumsede kvalitet. Herunder ses den ene stå på stenen midt i billedet:
Og herunder en anden på en træstamme ikke langt derfra. Den tredje holdt til lidt længere nede ad vandløbet. Dog bevægede de alle 3 sig rundt op og ned ad åen.


Da vi havde set os mætte, gik vi gennem/mellem de gamle bygninger og ind i Dyrehaven. Man følger Mølleåen på dette stykke og den er nu ca. 10 meter bred.  En lille kilometer inde ligger Mathildebroen. Vi konstaterede, at den er fuldtstændig udskiftet med en ny træ-bro af samme type som den gamle.....bortset fra at gelænderet nu er massive tømmer-stokke og ikke rafter som på den gamle bro. For små 8 år siden stod Lillemor og engang der midt på broen og studerede Isfugl på en gren bare 5-6 meter fra os. Den fiske der fra og ned i åen og så op igen. Vi stod der i ca. 10-15 minutter og så på den på den korte afstand. Herligt. Har siden kun set Isfugl i Mølleåen kortvarigt 2-3 gange.

Der var ingen Isfugl denne gang, så vi gik videre over broen og fortsatte gennem skoven. Herunder kan ses et stykke af Mølleåen, der snor sig gennem skoven her. 

Der er ret flot på denne årstid, selvom de fleste blade er faldet af alle træerne. Det gode ved Dyrehaven er, at de træer der vælter, de får lov at ligge og rådne og det giver liv til en masse insekter. Der er også set Sortspætter ved nogen af de gamle stubbe derude.


På mange af de døde og stadigt stående træer - det er nærmest kun stammerne der er tilbage har jeg bemærket - er der masser af de her flade svampe ligesom de også har masser af spor efter Spætternes hakken.



Når man på den tur vi går, kommer op mod et af skovløberhusene, så vælger vi altid at syd om sletten. Ved krydsning af en anden sti - der går mod alle hjortenes vinterfoderplads - er der en lysning. Her hørte vi først og siden så 3 Ravne flyve lige over os. Herligt. Det er bare en stor fugl med en fantastisk lyd. Rigtig oldnordisk.

Turen vi går er nærmest en stor cirkel og vi kommer ud igen nede ved Rådvad gennem en af de traditionelle store Røde porte. Jeg synes det er flot med disse røde porte med den regerende monarks bo-mærke for oven. Foriøvrigt så vi kun 8-10 Dådyr, heraf et hvidt, i Dyrehaven. Ellers ses mange flere samt også Kronhjorte og Sikahjorte. Sjovt nok har jeg aldrig set Rådyr derude, men jeg ved de findes derude. Rådyrene er jo vilde modsat de 3 andre Hjortearter som om end ikke er tamme, men så ikke helt sky for mennesker.

Ude på den anden side kommer man igen til Knivfabriksområdet. Her er alle de gamle tjenesteboliger beliggende. Der er både nogen grå murstensbygninger, nogen hvidkalkede som herunder og nogen gulkalkede nærmere knivfabrikken.

Som det ses her, foran de hvidkalkede bygninger, så er der i stensætningen brugt gamle møllehjul. Der er rigtig man hele vejen rundt.

Herunder de gule bygninger. Man kan se Lillemor ved den gule gavl. Lige foran hende er der en hvid gavl. Det er her billedet af åen længere oppe i indlægget er taget fra.

Som tidligere nævnt er der i den gamle hovedbygning bl.a. et bronze-støberi. Jeg har kendt nogen kunstnere, nu afdøde Steffen Lüttge, stadigt levende Peter Hesk og Pipin Henderson, der havde deres værksteder der. Der har jeg overværet når der skulle støbes i bronze. Varmt og meget facinerende at overvære. For enden af vejen kan man i øvrigt se Rådvad Kro, der ligger sådan lidt oppe. Men altså - i vinduerne til støberiet, kan man se en del små ting der er støbt der og trykker man næsen tilstrækkeligt flad mod vinduerne kan man se større modeller og støbte figurer derinde.





Så det havde igen været en dejlig tur derude med både Vandstær og Ravn.

søndag den 9. marts 2014

Trane(r), Dådyr og det lokale "Syberg-land".....

I dag Søndag har det været årets hidtil varmeste dag. Lillemor og jeg nappede en lille tur i det gode vejr i vores lokale mose-område.

I dag kortede vi turen lidt af og rundede en Hjorte-farm der ligger i kanten af området, for at se om der var nogen dyr; de har det jo med at udtynde flokken en gang i mellem og sidst vi var forbi så vi kun nogen få stykker der; idag var der flere. Det viste billede her nedenfor er taget i modlys:

Lige da vi begyndte at gå fra Hjortene, så hørte vi begge den umiskendelige lyd, som vi begge elsker at høre.....Tranens trompeteren eller kalden. Den lyd er bare så speciel og har man hørt den bare en gang, så glemmer man den aldrig. Og straks kiggede vi begge op mod himlen og hovederne på os begge drejede rundt i alle retninger uden at kunne se noget. OK - lige der hvor vi var er der ret begrænset himmel at se, så måske når vi kom ud i det åbne land et par hundrede meter længere henne, kunne vi måske være så heldige. Men Ak - ingen Trane(r) at se deroppe på den ellers blå himmel. Nu er det sådan, at Tranens kald kan høres uhyggeligt langt væk. Jeg har tidligere - efter at have hørt Trane-trompeteren - været minutter om at spotte en flok på himlen og så bare som små prikker i en skrue eller et bånd langt oppe og langt, langt væk, men altså i dag forgæves. Det er tidligt på sæsonen at høre Traner; de store træk er normalt ikke begyndt endnu, men p.g.a. den milde forvinter sydpå, så meldes der allerede om pæne skarer af Traner nede i Nordtyskland og de første er meldt ud i Sverige, så de på vej, så kig op i de næste 3-4 uger.

Vi kom som sagt ud på de åbne markområder - og spejdede selvfølgelig hele himlen rundt hvert andet sekund - og bemærkede mange gæs rundt om på de spirende marker. Jeg følte mig helt hensat til "Syberg-land" . Dejligt var det og mindede som sagt om de mange malerier fra malerens Frits Sybergs hånd ovre på Kerteminde-egnen på Fyn. På billedet herunder ses lidt gæs. Den mørke bræmme i baggrunden er Hareskoven.
For resten så vi også en enkelt Vibe spankulere rundt på en mark dernede. SÅ er foråret altså også kommet til Hjortespring.

søndag den 25. december 2011

Rådvadstur, Vandstær og hjorte m.m.

Idag 1.Juledag var Lillemor og jeg en smut ude og gå en tur i Dyrehaven, en tur vi tit går og især på denne dag på året. Vi holder altid bag kroen derude og går så hen og ind ad porten ved Knivfabriken. Denne er i dag en slags levende museumsværksted; der er broncestøbere = kunstnere og skulptører og stenhuggere.

Den gamle fabrik var jo drevet ved vandmølle-hjul. Det er jo Mølleåen der går derude :-) . I et af vandmøllens mange vandløb er der altid, på denne årstid, en eller flere Vandstære. I øjeblikket er der et par stykker eller tre, men vi så kun denne ene:
Det er altid en herlig lille fyr at se som den står der på stenene og "knikser" og vipper.
Bag knivfabriken - som indeholder kunstneratelier og broncestøberi - er der stenhuggeri. Der ligger masser af huggede - :-D - ting der, som vareprøver nærmest.

Vi gik forbi Naturskolen og mod Mathildebroen, hvor vi kortvarigt stod og spejdede efter både Spurveugle og Isfugl. Ingen af delene var der. En enkelt ornit prøvede at lokke Spurveuglen til sig ved at afspille dens kald fra mobilen.

Vi fortsatte rundt op mod Eremitagen og der så vi en stor flok Dådyr på vej ud mod golfbanen. Der var enkelte af de hvide Dådyr imellem.
Lidt længere henne gik en enkelt Kronhjort for sig selv. Det er et imponerende gevir, så en han har.
...og sandelig om ikke også vi så Sika-hjort også. Kun et par stykker. Det er en lille tyk/kompakt "fætter" med et gevir a la Kronhjort....selvfølgelig lidt mindre. Denne, der er herunder, kan ikke være mere end 2-3 år gammel efter gevirets størrelse at dømme.
Ellers hørte og så vi masser af Spætmejser, 2 Flagspætter samt småflokke af Grønsiskener piske rundt deroppe i trækronerne. Enkelte Musvåger og Spurvehøge sås og hørtes også.
Tilbage ved Knivfabriken så vi små skulpturer udstillet i vinduerne. For en del år siden, kendte jeg en stribe kunstnere der holdt til der. 2 af dem var billedhuggere. De arbejdede i sten; granit og marmor men gik siden begge over til at støbe skulpturer i bronce. Det var spændende at se dem arbejde med det og især støbningen var spændende at overvære.....ak ja - det var dengang. Vi har 2 små skulpturer derhjemme af den ene af dem; Peter Hesk Møller. Idag har Peter Hesk sit udgangspunkt dels fra hjemmet i Skovlunde og dels fra sit værksted/atelier på havnen i Nykøbing Sjælland. Han er en herlig fyr at besøge og det kan anbefales.



Så var turen sluttet - ved knivfabriken og Rådvad Kro. Det er underligt med den kro der. Den ser ud til at leve/eksisterer, men det er faneme sjældent man ser "liv" derinde.


På endegavlen af den ene træ-længe hænger dette imponerende Kronhjorte-gevir:

....og lige da vi gik derfra hen til bilen, så landede der på Mølle-dammen, 6 par Stor Skallesluger. Det er prikkerne man kan se på billedet nedenunder.

Hjemme igen stod den på afslapning; d.v.s. jeg læste mens Lillemor læste OG SPISTE RIS A LA MANDE igen-igen. Det er simpelthen utroligt med hende. Hvert år til Jul laver hun ca. 2-3 liter Ris a la Mande og stort set alene, sætter hun det til livs i de par Juledage der er. Hun køber en særlig italiensk kirsebærsovs der til og så spiser hun det tidligt og silde - døgnet rundt. Jeg selv ? - joh, jeg får et par små skåle i den tid, men hun ? - det er utroligt...........(og man kan absolut ikke se det på hendes figur).