Viser indlæg med etiketten ravn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten ravn. Vis alle indlæg

lørdag den 14. januar 2017

Wow for en lille tur i dag :-)

Lillemor var på vandretur med Dansk Vandrer Laug i dag. En lille tur i dejligt vejr omkring Farum Sø. Jeg gik min sædvanlige tur ned omkring Lindholm Sø i den meget vestlige del af Smør- og Fedtmosen.


Undervejs passerer jeg klubhuset til cykelklubben KCK-Herlev, hvor der på hjørnet sidder en gammel bøjet/knækket racer-cykel på hus-hjørnet. Det er noget sjovt noget med den der cykelklub KCK, som betyder Kjøbenhavns Cykle Klub; stiftet i 1918 i forbindelse med lidt intern cykleballade ved Ordrup-banen. Først hjemmehørende i/ved Damhus-kroen, så fra 1928 ved/i Husum Møllekro, så fra 1938 på Jagtvej på Nørrebro og så fra 1973 i Herlev....deraf bindestregstilnavnet....KCK-Herlev.


Jeg gik min sædvanlige rute og det var besynderligt, at der var bemærkelsesværdigt fugletomt og stille. Vejret var stille - der var faldet en bette smule sne lidt inden - og overskyet...altså normalvejr ;-) ...men mærkværdigt stille. Det ændrede sig på turens 2. halvdel. Ved Valnæsvej så jeg 3 Kernebidere siddende frit fremme. Herlige fugle at se på. Der var også 2 Store Flagspætter og 2 Spætmejser. Alle set fint og klart. Og masser af Bogfinker, Musvitter, Blåmejser, Gærdesmutter o.s.v. En lokal Musvåge lettede fra sit sædvanlige træ og en overflyvende Ravn hørtes.

Henne ved Hjortefarmen var der (stadig ?) kun 2 Då-bukke med deres flotte skovlgevirer. Jeg kunne ikke se de andre. Det kunne jeg heller ikke sidst jeg gik forbi. Mon de er slagtet ? ...og at hannerne venter nye hunner ?? Må holde lidt øje med dem.

En pæn flok Gråsiskener kunne beses ret så klart. Herlig små fætre :-) Og der nogen Skovskader.

Rundt om Svanesøen og mod Lindholm Sø igen. Valgte at gå ad stien ved Valnæsvej igen og det skulle jeg ikke fortryde. Først 4 Spætmejser fouragerende i samme træ. Så 2 til der...og også der. Og 2 Kernebidere der. Og så lidt længere henne...wow...11 Kernebidere i toppen af et træ. Jeg ville tage foto, men de blev skræmt væk af en dame der kom trækkende med sin hest. Ærgerligt. Så videre...hov - hvad var det ? Jo - der fløj en Stor Flagspætte....og dér, lige dér, sad en anden Stor Flagspætte og hakkede i det :-).

Videre hen til mit sædvanlige sted ved Lindholm Sø. Undervejs et par flokke Sjaggere og et par enkelte Vindrosler imellem. Et par Skovskader eller 4 sås også. Og så der, ved "mit sted"...endelig...BINGO...12 Dompapper siddende frit fremme og fouragere i den skarpe lave sol. Herligt herligt. Og hvad var det der oppe....jo da - 13 Kernebidere siddende i toppen af et par træer. Mon ikke det var den flok jeg havde set lidt før ? . Jeg tog et billede af de mørke klatter. Det ER Kernebidere :-)
...og da jeg var på stedet for en god times tid siden var her fugletomt....og nu vrimlede det med de sædvanlige Dompap's og masser af Kernebidere.....

Herunder 2 forstørrede udsnit af den store Flagspætte. Mit kamera er jo automatiskt, og det betyder at jeg ikke selv kan stille skarpt. Igen - grene, strå og kviste der sidder for, stiller kameraet skarpt på, så motivet bag ved bliver lidt uldent/uskarpt. Sådan er det bare.



Jo - en dejlig tur med masser af fugle. På trods af at Herlev kommune er landet 3. mindste i areal og har både København, Ballerup, Glostrup, Rødovre, Gladsaxe og Furesø Kommuner til forstæder, så er her en pæn lille smule natur, som JEG synes er værd at gå i.

tirsdag den 22. november 2016

Dagens fugl....Ravnen...og en enkelt bog fra bunken :-) (redigeret )

(Indlægget er her til aften redigeret med et par fotos og et par kommentarer fra turen)


I dag, på min daglige tur, var jeg igen nede omkring og i Smør- og Fedtmosen. Hold da op hvor det myldrede med fugle i "min" ende af mosen (indgang fra Tibbevangen af).
Jeg talte 10+ Skovskader, 5 Dompapper, 6 Vindrosler. Skovskaderne var overraskende mange på det lille område der ved den lille mose. Her var også masser af Sjaggere med et par Vindrosler iblandt. Og så de sædvanlige Dompapper, som der i dag sås 5 og hørtes 5 af.
I dag valgte jeg ruten forbi Dådyrfarmen. På denne sti (Valnæsvej er en grusvej/grus-sti) igen mange Sjaggere. Henne ved Svanemosen hvor Valnæsvej ender igen masser af Sjaggere og yderligere 4 Vindrosler. Sjovt nok så jeg en 2-3 Stillids fouragere i et mindre bær-træ. Ved dette åbne sted hørte jeg den så, Ravnen altså. Først tænker man:"Hvad ?? En Ravn ??" og så lyden igen......og der kom den så - ret lavt og flyvende vest - øst skråt over mig. Huha....flot, flot....stor..."små-snakkende"....det store næb...den lidt spidse hale á la Ådselsgrib......flot flot. Det er min første Ravn dernede. Derefter ellers "bare" de sædvanlige fugle og nogen Egern hist og pist. For resten blev jeg "overfløjet" af Vandflyveren fra ruten mellem Aarhus og København; den ser jeg flere gange om ugen og næsten hver dag.


Herunder et af Egerne fra i dag. Denne fyr sad helt stille i den stilling i et par minutter.
Det er sjovt at se, når man går langs en af markerne, de Grågæs der er der. Man ser kun de vagtsomme strakte halse og hoveder. Der kan være ret mange i den høje vegation der er der nu.
Og til sidst....her er et foto af et af de mange skilte, der er rundt omkring og især ved alle stier der fører ind i hele Smør- og Fedtmoseområdet. Hund i snor, ingen knallert kørsel og ingen heste.

Det er da til at forstå. Men fakta er, at - mit gæt - 75 % af hundeejerne skider højt og flot på det og lader deres køtere rende frit omkring (retfærdigvis skal siges, at der er et indhegnet område, kaldet Træ-banken, hvor hunde har lov at gå frit og at en del hundeejere benytter sig af dette område). I denne uge har en Golden Retriever jagtet NaturCentrets høns og bidt en af hønsene ihjel. Ejeren - en dame - kaldte bare sig køter til sig og gik videre. Sidste år var der en billedeserie i lokalavisen, der viste en hund der i mosen jagtede/svømmede efter en ælling - begge i samme billede - og der efter et billede af køteren i vandet med ællingen i gabet og sluttelig den døde ælling vandet. FUCK HUNDE-EJERE. De har ikke en skid styr på deres møg-køtere eller respekt for de opsatte skilte.

Jeg har aldrig set en knallert dernede. Det skal siges.

Med hensyn til heste - der er et par rideskoler dernede - så er der visse steder tilladt at ride og visse steder er der særlige ridestier. HVAD der dog undrer mig er følgende:

Når en hundeejer lufter sin hund, så har de poser (oftest/meget ofte) med, som de samler hunde-høm-hømmerne op i.

Hvorfor skal en heste-ejer/rytter ikke have en tilsvarende pose/sort sæk med ? De krikker skider jo også på de fælles stier - hvadenten de er grusede eller asfalterede - der er dernede. Kan virkelig ikke se forskellen. Sådan er der så meget.


Og nu skal jeg i gang med en bog fra bunken af. Den er vel meget apropos ovenstående, nemlig Lars Jonsson's ny-udkomne


Lars Jonsson er en fantastisk fugletegner og ornitolog. Jeg har 3 bøger af ham i forvejen, nemlig "Fugle i Europa" som er en decideret fugleindentifikationshåndbog og lidt for os nørder, "Fugle og lys" samt "Mellem himmel og jord" (god titel i øvrigt ;-) ) . De 2 sidstnævnte er mere sådan kunstbøger med tekst fra oplevelser i naturen med fuglene og hans arbejde med at tegne/male dem. Alle er lige fantastiske.

Men altså, "Vinterfugle" er lige udkommet her i September 2016 og omhandler 60 almindelige svenske vinterfugle. Meget tekst til hver enkel fugl. Hele 335 sider. Jeg glæder mig til at komme i gang med den.



....and now to something completely different, som de altid sagde i de gode gamle "Monty Python Flying Circus" show i TV......i aften tager jeg hul på efterårets sidste foredragsrække på Folkeuniversitetet, nemlig "Waffen-SS - Europas nazistiske soldater" med følgende foredragsholdere: Claus Bundgaard Christensen, Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen. Af materialet omkring foredragsrækken fremgår det, at den har danskere i tysk tjeneste under 2.verdenskrig som udgangspunkt. De 3 foredragsholdere har både sammen og hver for sig skrevet en del bøger her de seneste par år omhandlende dette emne og det er det der interesserer mig.....hvorfor meldte folk sig dertil ?....hvem var de ? .....hvor kom de fra (sociale baggrund) ?....og hvad skete der sidenhen med dem ?

Billedet herover er taget her til aften og er indledningen vist på "Overhead-projektor", derfor den lidt mørke og slørede kvalitet.


søndag den 20. november 2016

Vandstære i Mølleåen bag den gamle Rådvad Knivfabrik



I det forholdsvis gode vejr det var i dag, besluttede Lillemor og jeg at tage i skoven, nærmere bestemt i Dyrehaven med udgangspunkt ved den gamle Knivfabrik Rådvad som ligger ved Mølleåen. Ankommet dertil, kunne vi konstatere, at der på P-pladsen bag ved Rådvad Kro kun var en plads ledig, så heldig var vi.
(Husk at man kan klikke på billederne for se dem i større størrelse. Alle foto taget med mit mobilkamera. På min Facebook har jeg smidt 2 små film - også taget med mobilkameraet - af svømmende Vandstære).

Når man kommer ned fra P-pladsen, kan man vælge at gå direkte ind i Dyrehaven via en af de røde Porte. Vi fortsætter som altid hen til Knivfabrikken, for at gå ind gennem porten der. Nedenfor ses hele anlægget. Rådvad Knivfabrik er jo fra  1758, så det er et gammelt industrianlæg der ligger der. På billedet nedfor ses - udover Lillemor i sin røde jakke - fabrikken med søen til venstre. Anlægget blev jo dengang drevet ved hjælp af vandmøller (bl.a. deraf navnet Mølleåen) og der er 2 Møllevandløb der.
Her ses Hovedbygningen af den gamle knivfabrik. I dag er der bronze-støber-værksted i denne bygning.
Når man er kommet gennem porten, så er det første man ser en masse mere eller mindre tilhuggede sten og et "Vejskilt". Inde i gården ligger der Rådvad Stenhuggeri, en smed, Broncestøberiet, et Træskære-værksted + lidt andet. Der er også en Naturskole i sin egen bygning. Det er jo Staten der ejer området og de folk der har lejet sig ind med deres værsteder m.m.. har også opgaver for Staten, når Staten for restaureret gamle bygninger.
Herunder ses Stenhuggerværkstedet samt Lillemor på vej hen mod åen.
Herunder ses åen oppe fra vejen og hvor Vandhjulet i sin var placeret. Det er i dette "løb" man plejer at kunne se Vandstære her om vinteren.
Og i dag var vi "heldige" (det er vi nu næsten altid når vi er derude), for der var hele 3 Vandstære på det lille stykke her. Husk at billederne er taget med mobilkamraet, så deraf den lidt grumsede kvalitet. Herunder ses den ene stå på stenen midt i billedet:
Og herunder en anden på en træstamme ikke langt derfra. Den tredje holdt til lidt længere nede ad vandløbet. Dog bevægede de alle 3 sig rundt op og ned ad åen.


Da vi havde set os mætte, gik vi gennem/mellem de gamle bygninger og ind i Dyrehaven. Man følger Mølleåen på dette stykke og den er nu ca. 10 meter bred.  En lille kilometer inde ligger Mathildebroen. Vi konstaterede, at den er fuldtstændig udskiftet med en ny træ-bro af samme type som den gamle.....bortset fra at gelænderet nu er massive tømmer-stokke og ikke rafter som på den gamle bro. For små 8 år siden stod Lillemor og engang der midt på broen og studerede Isfugl på en gren bare 5-6 meter fra os. Den fiske der fra og ned i åen og så op igen. Vi stod der i ca. 10-15 minutter og så på den på den korte afstand. Herligt. Har siden kun set Isfugl i Mølleåen kortvarigt 2-3 gange.

Der var ingen Isfugl denne gang, så vi gik videre over broen og fortsatte gennem skoven. Herunder kan ses et stykke af Mølleåen, der snor sig gennem skoven her. 

Der er ret flot på denne årstid, selvom de fleste blade er faldet af alle træerne. Det gode ved Dyrehaven er, at de træer der vælter, de får lov at ligge og rådne og det giver liv til en masse insekter. Der er også set Sortspætter ved nogen af de gamle stubbe derude.


På mange af de døde og stadigt stående træer - det er nærmest kun stammerne der er tilbage har jeg bemærket - er der masser af de her flade svampe ligesom de også har masser af spor efter Spætternes hakken.



Når man på den tur vi går, kommer op mod et af skovløberhusene, så vælger vi altid at syd om sletten. Ved krydsning af en anden sti - der går mod alle hjortenes vinterfoderplads - er der en lysning. Her hørte vi først og siden så 3 Ravne flyve lige over os. Herligt. Det er bare en stor fugl med en fantastisk lyd. Rigtig oldnordisk.

Turen vi går er nærmest en stor cirkel og vi kommer ud igen nede ved Rådvad gennem en af de traditionelle store Røde porte. Jeg synes det er flot med disse røde porte med den regerende monarks bo-mærke for oven. Foriøvrigt så vi kun 8-10 Dådyr, heraf et hvidt, i Dyrehaven. Ellers ses mange flere samt også Kronhjorte og Sikahjorte. Sjovt nok har jeg aldrig set Rådyr derude, men jeg ved de findes derude. Rådyrene er jo vilde modsat de 3 andre Hjortearter som om end ikke er tamme, men så ikke helt sky for mennesker.

Ude på den anden side kommer man igen til Knivfabriksområdet. Her er alle de gamle tjenesteboliger beliggende. Der er både nogen grå murstensbygninger, nogen hvidkalkede som herunder og nogen gulkalkede nærmere knivfabrikken.

Som det ses her, foran de hvidkalkede bygninger, så er der i stensætningen brugt gamle møllehjul. Der er rigtig man hele vejen rundt.

Herunder de gule bygninger. Man kan se Lillemor ved den gule gavl. Lige foran hende er der en hvid gavl. Det er her billedet af åen længere oppe i indlægget er taget fra.

Som tidligere nævnt er der i den gamle hovedbygning bl.a. et bronze-støberi. Jeg har kendt nogen kunstnere, nu afdøde Steffen Lüttge, stadigt levende Peter Hesk og Pipin Henderson, der havde deres værksteder der. Der har jeg overværet når der skulle støbes i bronze. Varmt og meget facinerende at overvære. For enden af vejen kan man i øvrigt se Rådvad Kro, der ligger sådan lidt oppe. Men altså - i vinduerne til støberiet, kan man se en del små ting der er støbt der og trykker man næsen tilstrækkeligt flad mod vinduerne kan man se større modeller og støbte figurer derinde.





Så det havde igen været en dejlig tur derude med både Vandstær og Ravn.