Viser indlæg med etiketten Stor Flagspætte. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Stor Flagspætte. Vis alle indlæg

lørdag den 14. januar 2017

Wow for en lille tur i dag :-)

Lillemor var på vandretur med Dansk Vandrer Laug i dag. En lille tur i dejligt vejr omkring Farum Sø. Jeg gik min sædvanlige tur ned omkring Lindholm Sø i den meget vestlige del af Smør- og Fedtmosen.


Undervejs passerer jeg klubhuset til cykelklubben KCK-Herlev, hvor der på hjørnet sidder en gammel bøjet/knækket racer-cykel på hus-hjørnet. Det er noget sjovt noget med den der cykelklub KCK, som betyder Kjøbenhavns Cykle Klub; stiftet i 1918 i forbindelse med lidt intern cykleballade ved Ordrup-banen. Først hjemmehørende i/ved Damhus-kroen, så fra 1928 ved/i Husum Møllekro, så fra 1938 på Jagtvej på Nørrebro og så fra 1973 i Herlev....deraf bindestregstilnavnet....KCK-Herlev.


Jeg gik min sædvanlige rute og det var besynderligt, at der var bemærkelsesværdigt fugletomt og stille. Vejret var stille - der var faldet en bette smule sne lidt inden - og overskyet...altså normalvejr ;-) ...men mærkværdigt stille. Det ændrede sig på turens 2. halvdel. Ved Valnæsvej så jeg 3 Kernebidere siddende frit fremme. Herlige fugle at se på. Der var også 2 Store Flagspætter og 2 Spætmejser. Alle set fint og klart. Og masser af Bogfinker, Musvitter, Blåmejser, Gærdesmutter o.s.v. En lokal Musvåge lettede fra sit sædvanlige træ og en overflyvende Ravn hørtes.

Henne ved Hjortefarmen var der (stadig ?) kun 2 Då-bukke med deres flotte skovlgevirer. Jeg kunne ikke se de andre. Det kunne jeg heller ikke sidst jeg gik forbi. Mon de er slagtet ? ...og at hannerne venter nye hunner ?? Må holde lidt øje med dem.

En pæn flok Gråsiskener kunne beses ret så klart. Herlig små fætre :-) Og der nogen Skovskader.

Rundt om Svanesøen og mod Lindholm Sø igen. Valgte at gå ad stien ved Valnæsvej igen og det skulle jeg ikke fortryde. Først 4 Spætmejser fouragerende i samme træ. Så 2 til der...og også der. Og 2 Kernebidere der. Og så lidt længere henne...wow...11 Kernebidere i toppen af et træ. Jeg ville tage foto, men de blev skræmt væk af en dame der kom trækkende med sin hest. Ærgerligt. Så videre...hov - hvad var det ? Jo - der fløj en Stor Flagspætte....og dér, lige dér, sad en anden Stor Flagspætte og hakkede i det :-).

Videre hen til mit sædvanlige sted ved Lindholm Sø. Undervejs et par flokke Sjaggere og et par enkelte Vindrosler imellem. Et par Skovskader eller 4 sås også. Og så der, ved "mit sted"...endelig...BINGO...12 Dompapper siddende frit fremme og fouragere i den skarpe lave sol. Herligt herligt. Og hvad var det der oppe....jo da - 13 Kernebidere siddende i toppen af et par træer. Mon ikke det var den flok jeg havde set lidt før ? . Jeg tog et billede af de mørke klatter. Det ER Kernebidere :-)
...og da jeg var på stedet for en god times tid siden var her fugletomt....og nu vrimlede det med de sædvanlige Dompap's og masser af Kernebidere.....

Herunder 2 forstørrede udsnit af den store Flagspætte. Mit kamera er jo automatiskt, og det betyder at jeg ikke selv kan stille skarpt. Igen - grene, strå og kviste der sidder for, stiller kameraet skarpt på, så motivet bag ved bliver lidt uldent/uskarpt. Sådan er det bare.



Jo - en dejlig tur med masser af fugle. På trods af at Herlev kommune er landet 3. mindste i areal og har både København, Ballerup, Glostrup, Rødovre, Gladsaxe og Furesø Kommuner til forstæder, så er her en pæn lille smule natur, som JEG synes er værd at gå i.

mandag den 28. november 2016

Dagens fugle....og en hest....

Det var ret koldt her til morgen/formiddag, da jeg lige slog et smut ned i mosen. Jeg har på luftfotoet (se tidligere indlæg) opdaget en grusvej ved en af rideskolerne, som jeg ikke kendte og den gik jeg af i dag. Ret interessant. En del Dompapper og Skovskader der.

Ved Svanesøen opdagede jeg en flok Stillitser, der fouragerede lystigt. De sad ret godt i lyset. Fik et enkelt godt billede, som ses herunder i forstørret et udsnit.

Henne ved Lindholm Sø hørte jeg en Spættes diskrete hamren/banken og det lykkedes mig da også at finde den. Igen et udsnit af Stor Flagspætte han (han, fordi den har rød nakkeplet. Hunnerne har ingen rød nakkeplet). Jeg fik også en lille video optaget med mobilkameraet, men her var det bedste nu lyden :-)
Ved rideskolen ved Valnæsvej var der denne krikke. Minder mig om en af Apoklypse-rytternes heste....sådan en grålig døde-hest.

Ved den her rideskole, som ikke er så stor, er markerne/foldene altid meget våde og mudrede. Har tit tænkt på om det er sundt for hestenes hove altid at gå i det mudder.


Der var i øvrigt mange Dompapper ved Lindholm sø i dag. Talte en 8-10 stykker og hørte flere. De er rimeligt nemme at finde for tiden, især hvis de flyver, men når de sidder i træerne og buskene, så er de ikke de nemmeste at fotografere, da der "altid" er grene der stikker for.

For nogen år siden var Lillemor og jeg en April måned på vej til Stockholm. På et tidspunkt på stykket mellem Ödeshög og Linköping ville vi holde en kaffepause og holdt en ved et mindre Värdshus lang motervejen. Vi parkerede på gruspladsen lige ved nogle buske. Lige før vi skulle stige ud, opdagede jeg at busken "vrimlede" med Dompapper. Der var nok en 5-6 stykker og det bare 2-3 meter fra bilen. Vi blev siddende en 6-7 minutters tid og så på dem. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft med Dompapper. Desværre lå kameraet i tasken i bilens bagagerum; jeg ville ellers have kunne tage en masse flotte fotos. Sådan er det bare en gang imellem.

søndag den 29. december 2013

En lille tur til Rådvad....

I denne Juletid har man godt af at komme ud og bevæge sig, så det gjorde vi så idag. En lille tur som vi har gået så mange gange før, nemlig til Rådvad ved Dyrehaven, og et sving ind igennem denne og omkring Mathildebro, golfbanen, Eremitage Slottet og tilbage igen til Rådvad.

Vi starter altid ved Rådvad, den gamle knivfabrik, der nu er et center for gamle håndværk med bl.a. Stenhuggeri og Billedhuggerværksteder, smedier og Naturskole. Herunder ses lidt af stenhuggerens arbejder, som ligger og "flyder" ved hans værksted.

Gæt hvem der står i sin karakteristiske røde jakke derhenne......

...og lidt mere  af stenhuggerens......

Ved Naturskolen stod Mikkel Ræv - udstoppet ganske vist - og kiggede ud af glasdøren. I døren der skimtes til venstre stod en Hare....

For resten har de renoveret faldet fra det der hedder "Stampen", søen foran Knivfabrikken Rådvad. Der er 2 sådanne "fald" der i gamle dage drev selve vandmølle-hjulene. Før i tiden var der en gammel træbygning her, men nu kan man frit se faldet. I øvrigt er det Mølleåen der løber der.

Herunder kan ses det "stryg" hvor vi normalt ser en eller flere Vandstære stå og knikse eller "svømme" i det strømmende vand. De står på de sten man kan se hist og pist eller ved den væltede træ-stamme over åen....men denne gang var der ingen Vandstære. Ærgerligt.

Vi gik gennem den røde port, som er til Statsskovene herovre, og fortsatte mod Mathilde-broen. Undervejs nærmest eksploderede træ-kronerne til venstre for os og Ring-duer i store mængder fløj i panik væk i alle retninger. En rovfugl måtte være dukket op. Og faneme om vi så ikke, sekunder efter, lige pludselig så en Due-høg komme drønende på vores højre side lavt og parallelt med Mølleåen. Så forsvandt den mellem træerne. Bare et glimt på 3-5 sekunder. Herligt. Den var nok årsagen til "eksplosionen" i træ-toppene.

Ude på Mathilde-bro stod vi som vanligt og kiggede efter Isfugl.  Så vidt jeg husker har hr. Frank Desting vistnok set 2 stk. derude i år. For nogen år siden, en del år siden faktisk, stod Lillemor og jeg og så en enkelt Isfugl på få meters afstand i en 10 minutters tid. Den sad der på en gren bare 5-6 meter fra os ved broen og dykkede fra grenen i vandet efter små-fisk. Helt fantastisk at se den flotte fugl så tæt på i så lang tid. Siden har jeg kun set den en gang til der ved Mathilde-bro. Der ud af kan udledes. at vi (heller) ikke så Isfugl denne gang.

Men vi stod der, lige ankommet, så fløj en stor fugl over åen og satte sig på en stor vandret gren i et træ noget væk. Op med kikkerten og for pokker da.....det var en flot, fin stor dejlig Duehøg hun, der sad der. Den sad kiggede sig omkring i et par minutter før den fløj fra grenen af og forsvandt. Herligt med den oplevelse.

Når man se ser på de 2 billeder nedenfor, hver sin vej, kan man se, at det er godt Isfugle-miljø; ro og utilgængelighed for for mennesker, kondi-løbere (stønnere), Mountain-bike terrorister og hunde og masser af gode grene at have fangstplads fra:


....og så.....faneme om ikke der så kom en Vandstær og satte sig i Vandkanten på åens ene side. Det er første gang vi har set Vandstær der. Vandet er jo helt roligt og næsten uden bevægelse/strøm. Den kunne vi så se fouragere frem og tilbage der. Billederne er taget med mit lorte-kamera, Canon IXUS 860 IS Digital. Jeg ved godt, at dårlige billeder i 99 % af tilfældene skyldes m/k'eren bag kameraet, men det her er umuligt at styre. Jeg må simpelthen få taget mig sammen til at få et nyt.

Men altså......Vandstæren, med det hvide bryst, er der altså på de 3 næste billeder:



Vi fortsatte turen gennem skoven og rundede op mod golfbanen hvor Eremitage-slottet kan ses ude på sletten. Her opdagede vi på en stor rådden træ-stub en han Stor Flagspætte side og hakke i det.



Længere henne mødte vi de sædvanlige mængder af Då-dyr. Der er en vinterfoderplads i nærheden og derfor altid masser af dyr der. Vi så dog hverken Kronhjorte eller Sika-hjorte denne gang.

Dyrehaven er i øvrigt kendt for - i Europa (og vel også verdenen i al almindelighed) - for sine mange hvide Då-dyr. Herunder et par enkelte.....på lang afstand.

...og apropos Spætten, så passerede vi så denne udgåede træ-stamme fyldt  med spættens hakkede huller. Ret fascinerende, at sådan en fugl kan frembringe disse huller.....uden at få hovedpine.

Og vi endte rundturen ved at komme ned til Stampen  ved Rådvad igen. Her opdagede jeg - og I må tro mig på mit ord - 8 Stor Skallesluger ligge nede for enden af Stampen. Det er de hvide klatter, der ses på billedet herunder :-)
 
 
Iøvrigt var der også - udover mange Blishøns og Gråænder - 2 stk. Troldænder og 2 stk. Hvinænder. Det er lidt siden jeg sidst har set Hvinænder, så en dejlig fugl at slutte turen af med.