Viser indlæg med etiketten Hjortespring. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Hjortespring. Vis alle indlæg

onsdag den 8. marts 2017

Sikke en tur...og årets første Traner :-)

Var på min sædvanlige tur ned omkring Lindholm Sø her i Hjortespring. Stadig rigtig mange Dompap's....mindst 25 sås og hørtes i området. Herunder et par stykker:


Ellers var der 6 Kernebidere, 3-5 Skovskader hvoraf 1 sås bygge rede, 50-60 Sjaggere, Musvitter, Blåmejser, Grønirisker, Gråsiskener, Grønsiskener, Rødhalse, Gærdesmutter, en Vandrikse i Lindholm Sø (i forgårs så jeg Gråstrubet Lappedykker der + et par Troldænder) og endelig et par Egern.
Og så var der 2 Træløbere. Det er ikke så tit man får dem at se. Det sjove her var, at de fouragerede på de samme 2 træer og skiftedes til at jage hinanden på stammerne. Jeg kunne stå og se på dem på bare 2-3 meters afstand. Jeg prøvede også at fotografere dem, men de fiser op og rundt om stammerne og desværre er mit kamera et med autofocus, så det kan være svært at fokusere/stille skarpt, hvilket kan ses især på nedenstående udsnit af et foto:
Jeg så også en jagende Spurvehøg komme drønende igennem træerne og det er fantastisk som sådan en kan sno sig mellem stammerne og ret lavt. Et andet sted så jeg en Musvåge...denne dog ret højt oppe. Henne ved huset inden Dådyr-farmen fik jeg en sludder med en ældre dame, som var ude med affaldsposer i affaldscontainerne. Hun havde boet der siden 1961. Det viste sig at hun og hendes mand ejede Hjortefarmen. De havde simpelthen købt hjortene fordi manden ikke orkede at holde det store område mere, så hellere have Dådyr som "græsslå-maskiner"....og lidt dyre-kølle er jo heller ikke at foragte ind i mellem. Lige nu har de kun 16 Dådyr gående; de plejer at have op til 24 stk. gående der. Det viste sig også at vi havde fælles bekendte, dels fra min gamle arbejdsplads men og at hun kender/jævnligt snakker med 2 af min gamle fugle-makkere, Peter Godtfredsen og Frank Desting.

Nå nede ved Svanesøen (det hedder den), stod jeg og så på nogen Grønsiskener fouragere. Så hørte jeg "den der lyd" I ved og kiggede op og så 4 Traner trække trompeterende forbi over mig og lige bag ved dem var yderligere 6 Traner ved at skrue sig op og siden trække efter de andre 4 mod NØ. NØØØØJJJJJjjjjj - hvor herligt - mine årets første Traner :-) Peter Godtfredsen havde meldt 3 stk. ud forleden dag, så ja - foråret er på vej, så husk at kigge op efter Traner; trækket plejer at kulminere omkring ultimo Marts/primo April, hvor de er på vej mod Hornborga-søen i Sverige :-)
Herunder ses de 6 mens de skruer sig op ad:
Alt i alt en rigtig god 2 timers tur nede i "min mose" - lad der blive mange flere af disse :-)

Og i aften starter jeg på ny forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i Emdrup. Dennegang om Universet og dets oprindelse (Big Bang, universets udvidelse, sorte huller, mørkt stof, galakser, kvante-mekanik o.s.v., o.s.v.) med i aften den fra TV kendte astro-sysiker Michael J.D.Linden-Vørnle som forelæser. Jeg glæder mig afsindigt til det :-)

søndag den 24. maj 2015

En dejlig dag...

Jeg bor jo i Hjortespring - den nordlige del af Herlev Kommune - og har nærmest Smør- og Fedtmosen i min "baghave"; i netop disse dage, kan jeg fra min haveterrasse høre både Nattergal og Gøg "nede fra mosen" af.  Jeg flyttede til Herlev i 1975 og har aldrig boet mere end 1,5 km fra denne mose, som også indeholder en masse økologisk drevne marker, rideskoler, fåre-folde, kvæg-folde og sågar også en Dådyr-hjortefarm. I Smørmosen udspringer Værebro Å (Tubberup Å), som har sit udløb i Roskilde Fjord. Jeg har altså gået rigtig mange ture dernede, dels alene, dels med Lillemor og knægten og rigtig mange ture med en fuglekammerat Frank Desting. Sidstnævnte har jeg lært meget om fugle af. 

I 1978 udgav en lokal ung mand en bog om "Mosen" som jeg kalder den i daglig tale. En herlig bog i A4 format:


Forfatteren Bjarne Jensen skrev den da han var i slut-20'erne og den er bare rigtig god med mange tegnede illustrationer og fotos af ham selv. Den bog købte jeg selvfølgelig, da den udkom og jeg har den endnu - godt slidt. Den omhandler dyre- og plantelivet dernede på alle årets årstider.

Men altså....Smør- og Fedtmosen er en lokal skønhed synes jeg; bare et kvarters kørsel fra Rådhuspladsen. Alligevel føler man sig ude på landet på grund af de marker der er, der er også store "skov-områder" og en hulens masse mose-huller, som kan ses af de 2 nedenstående illustrationer, som først er et steriliseret kort og dernæst et foto fra Google-earth:

(Klik på billederne så de ses i stor udgave. Jeg bor nede i kortets venstre hjørne og kan gå ned i mosen på 5-10 minutter).

Den store vej, der går skærer billedet "lodret" i næsten højre side er Hareskov- eller Hillerødmotorvejen. Skoven øverst er Hareskoven. Man kan se, at Smør- og Fedtmoseområdet går fra motorvejen af og helt ud til billedets venstre side.

Men altså - igen - Smør- og Fedtmosen - som ligger på grænsen mellem Herlev og Gladsaxe Kommuner.....den gik Lillemor og jeg tur i, i dag i dette pragtfulde vejr som det har været. Først passeres en rideskole og bag denne drejer man ind i mosen og går langs Værebro Å. Undervejs var der Havesangere, Munke og Skovskader som de mest iøjenfaldne fugle.Ved den næste rideskole sås pænt med både By- og Landsvaler. Sidstnævnte kunne vi se flyve ind og ud af stalden og endda også et par reder derinde. Også et par "skrattende" Fiskehejre kom flyvende over os. Også en Nattergal begyndte så småt på sin sang, men den var åbenbart ikke rigtig i stødet til længere serenader. Længere henne - hvor stien går igennem et meget sumpet område, fik jeg øje på et Rådyr. Jeg sagde til Lillemor, at der stod sgu' et Rådyr. Jeg sagde så, at den sgu' da nok var kunstig, for den stod helt stille selvom vi snakkede og bevægede os bare 10 meter fra den. Lillemor mente den var levende. Jeg klappede i hænderne og så faneme om den ikke stille og roligt gik et par skridt og så ellers vendte rumpen mod os og gik stille og roligt fra os dybere ind i mosen/sumpen. Herligt. Det er det allerførste Rådyr jeg har nogensinde har set dernede. Såvidt jeg husker, har Bjarne Jensen - forfatteren til den ovenfor nævnte bog - skrevet, at han har set mange spor dernede, men aldrig set et Rådyr dernede (altså før 1978). Jeg kender dog et par stykker, der gennem årene har set Rådyr hist og pist dernede. Men herligt at opleve det. Lidt efter, da vi kom ud i mere åbent terræn ved et sumpet stykke langs åen hørte jeg lige pludselig en Sanger, jeg ikke har hørt længe; En Gulbug. Den har en speciel sang, der nærmest lyder som om man trykker på et af de der baby-pivedyr. Den lyttede vi længe til, for det er en herlig sang/lyd den har. Så fortsatte vi over til fugletårnet. På vejen hørtes bl.a. Kærsanger, Tornsanger, Havesanger og Rørsangere. Og så - ved eller snarere oppe i fugletårnet - der mødte jeg mine gamle fuglekammerater Peter Godtfredsen og Frank Desting. De 2 herrer har jeg været på mange fugleture med, både herhjemme og i Sverige. Vi var meget aktive før i tiden i noget der hed (og stadig hedder) Gladsaxe Fuglegruppe. I dag er Peter og jeg ikke så aktive på tur-fronten mere. Modsat Frank, der farer land og rige og Sverige rundt og ser på fugle året rundt. Frank har set imponerende hele 369 forskellige slags fugle her i Danmark. Selv ligger jeg vistnok lige omkring de 300 arter. Jeg har ikke helt styr på det, for jeg fører ikke en DK-liste, kun en liste over alle de fugle jeg har set og det uanset om det er her i landet, i USA, Sverige eller andet sted/land. Den eneste liste jeg hygger mig med er en matrikel liste, altså de arter jeg har set/hørt her fra min bopæl/matrikel og den er på 60 fuglearter og 6 (vildtlevende) pattedyr og 1 Krybdyr.

Nedenfor et rigtigt gammelt foto af en del af den daværende Gladsaxe Fuglegruppe: Peter ses helt til venstre, Jeg står i korte bukser og spraglet/blomstret polo-trøje og Frank forrest med vest og langt mørkt hår:


Gruppen eksisterer stadigvæk men med mange nye medlemmer, som jeg ikke kender. Der er dog et par stykker af de gamle endnu, deriblandt Frank.

Men alt i alt, en herlig tur med dejlige fugle herlige mennesker.

søndag den 2. februar 2014

En lille tur "i baghaven"......

Sent op, dovne den, se "Presselogen" kl. 10,00 på TV2NEWS (fast ritual at se det program om Søndagen), så lidt at spise og så ud en lille tur "i baghaven", hvilket vil sige moserne Fedt- og Smørmoserne,  her oppe i Hjortespring.
Hele området, også kaldet Hjortespring-Kilen, er landområde. Der er marker, rideskoler, hjorteopdræt, gårde og økonomisk landbrug samt en masse mosehuller. På billedet herunder se i horisonten træerne fra Hareskoven. Der ses også en mindre ride-skole; den svenske hovedbygning til venstre i billedet. De blå ledninger i billedets underkant er fordi der trækkes ledninger og kloakeres langs med vejen Tippevangen som føre ned til området.

Inde på rideskolen sås et par Hestevogne. De ses - og høres - jævnligt i sommerhalvåret her og der i området.

På de forskellige marker i området, er der på nogen små fåre-flokke. Et andet sted går der oftest Skotsk Højlandskvæg, men i år har det været Angus kvæg der har været på markerne.

Herunder ses vores lokale Å, Tibberup Å. Den har sit udspring i Smørmosen og løber ud i Roskilde Fjord. Kags Åen har også sit udspring i Smørmosen, men har sit udløb i Køge Bugt.

Tibberup Å er en af de længste åer her på Sjælland; hele 29 km. (ca.). Den er lidt sjov, idet den fra Smørmosen og til Søndersø hedder Tibberup Å. Fra Søndersø gennem Jonstrup og gennem/under Flyvestation Værløse og forbi Måløv til landsbyen Knardrup hedder den Jonstrup Å og fra Knardrup af og til udløbet lige nord for Jyllinge hedder den Værebro Å.

Navnet Værebro har den efter en bro i nærheden af Jyllinge og IKKE efter bebyggelsen Værebro som ligger nord for Smørmosen i Gladsaxe. Faktisk har Værebroparken navn efter åen, - altså slutningen af åen.
....og så slutter jeg lige med dette udsnit af aftenhimlen her i Hjortespring; fantastiske farver :-)


Nok om det, - det var lidt lokalhistorie....