Viser indlæg med etiketten Sophienholm. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Sophienholm. Vis alle indlæg

torsdag den 6. oktober 2016

På Sophienholm og se udstillingen "Himlens fugle"

I dag var Lillemor og jeg sammen med Lillemors arbejdsplads personalekunstforening på Sophienholm og se udstillingen Himlens Fugle.







(Husk at klikke på billederne for at se dem i større størrelse).

Jeg glædede mig til at gen-se udstillingen, for jeg havde jo set udstillingen, da den startede på Johannes Larsen Museet i Kerteminde her i sommers. Det er jo nogen forfærdeligt dygtige kunstnere der udstiller. Udstillingen er et led i Fugleværnfondens 50 års Jubilæum. Efter Sophienholm skal udstillingen til Vendsyssel Kunstmuseum.

Som sagt - det var med en sonalekunstforening vi var med, så derfor var der kontraheret med en guide, sum på billedet herunder ses i sort tøj i baggrunden af billedet. Hun virkede lidt genert/nervøs men var udmærket. Navnet fik jeg ikke fat i.



I det første rum vi var i, var der en stribe montre, hvori der var udstillet de forskellige kunstneres skitse-bøger. På det første fot er det vistnok Marco Brodde's man kan se og det andet er det Jens Gregersen's. Jeg er helt pjattet med skitse-bøger, for de giver kunstnerens umiddelbare i felten øjeblikkelige opfattelse og de dertil hørende notater er pisse-gode at læse. Jeg kunne nøjes med en udstilling bare med skitse-bøger :-)







Også Carl Christian Tofte's skitsebog (en af dem ?) var der. Jeg har været ovre hos Carl Christian Tofte i Pulken i Sverige et par gange og har også købt nogen træsnit af ham. Jeg er meget begejstret for ham.
 




Hvem skulle tro, at Michael Kvium og maler fugle ? Men det gør han og har 2 malerier med på udstillingen. Det ene kan ses foroven som udstillingsplakat og det andet herunder. Sidstnævnte med kragerne på fylder en hel væk.
 



Carl Christian Tofte har til denne udstilling lavet en spektakulær 15 meter lang akvarel frise af Traner i naturlig størrelse. Herunder ses Lillemor foran starten af frisen af hensyn til målestoksforholdet.......men hun er da sød nok, ik' ?
 



På Johannes Larsen Museet var hele Trane-frisen i et stykke. Her på Sophienholm har CC måtte dele frisen i 3 stykker. Det giver en hel anden virkning.....flot er den men at have set den i hele lang tilstand var fantastisk.







Det slog mig til denne udstilling, at Sophienholm faktisk ikke er et særlig godt udstillingssted.....måske forkert skrevet, men nogen af akvarellerne og malerierne kom slet ikke til deres ret, f.eks. hang Jens Overgaard Christensen's akvareller - de er ret store - på en forbindelses-gang og det var synd. 2 af dem ses herunder.








I det hele taget virkede ophængningen "noget krympet"....sådan lidt for tæt ophængt - dog synes jeg at netop Johannes Larsen's små skitser og akvareller netop passer godt med at være ophængt tæt som f.eks. på billedet herunder.







Herunder ses en stribe andre Johannes Larsen akvareller af fugle ID af forskellige ænder og gæs. Også de hængte i en forbindelses-gang. Lidt synd. Og som det også ses af nedenstående foto var nogen af udstillingsrumme ikke særligt store, så nogen stod nærmest på gangen under guiden's gennemgang af tingene (og andre måtte imens kigge i andre rum og gik dermed glip af guidens ord).




Der var i et rum også 2 montre med skindlagte fugle (udstoppede fugle der ikke sidder på pind eller andet). På Johannes Larsen Museet var der mange flere montre.




Jeg har kun vist et par af kunstnerne, der er mange flere og de er brandgode og meget forskellige. Udstillingen kører til og med 6. November 2016 på Sophienholm så der er tid nok til at komme ud og se den.......og måske napper jeg lige en 3. gang :-)



søndag den 10. august 2014

Kay Bojesen på Sophienholm.

Jeg har en kollega på rådhuset som hedder Benjamin. Vi er ikke i samme afdeling og har aldrig arbejdet sammen, selvom han også er uddannet på Herlev Rådhus. For nogen år siden blev Benjamin formand for vores Personalekunstforening, d.v.s. at han er fulgt i mine fodspor, da jeg jo var formand for Personalekunstforeningen i en 5 års tid for en små 25-30 år siden. Jeg har fundet ud af, at vi udover kunst også har design og danske møbler og møbelarkitekter som fælles interesse.. Blandt andet så læste Benjamin min blog for noget siden og så "min anmeldelse" af bogen om PP Møblers stifter Ejnar Pedersen "Håndværk og Livsværk" og den lånte han så af mig. Benjamin har også set min bogliste og der set, at jeg har en ny-udgivet bog om Kay Bojesen: "Kay Bojesen - linien skal smile" og som han nu har lånt af mig. Benjamin har været samler af Kay Bojesen figurer m.m. og haft masser af dem og solgt en del af de nyere. Han fortalte mig, at der p.t. var en udstilling om Kay Bojesen ude på Sophienholm Slot ude ved Bagsværd Sø. OK - den udstilling havde undsluppet min opmærksomhed, så den oplysning blev straks lagret.

Og idag fandt vi så tid til at smutte der ud og se udstillingen.
Det er et flot sted, det der Sophienholm. Opført i 1768 og så i starten af 1800-tallet fik bygningen så sit ny-klassisiske udseende. Der er en stor park til stedet og der er der forskellige arrangementer. For nogen år siden var jeg der til Bellman-dagen, som var et udmærket arrangement. Denne dag gentages Søndag d. 17. August - kig nærmere ved at trykke her.


Når man ankommer til Sophienholm står denne pragtfulde statue af "Konen med æggene" og tager i mod en:

Indenfor i forhallen blev vi modtaget af disse 10 en meter høje Livgardere lavet af Kay Bojesen. Jeg har et par stykker af dem i 18 cm udgaven.


Og så startede ellers udstillingen med en masse af gensynsglæde. Jeg tror, at alt hvad Kay Bojesen har lavet af legetøj var repræsenteret i montre på gulve, vægge og i skabe. Mange - i hvert fald en del - kunne jeg og Lillemor genkende fra vores barndom; noget havde vi haft selv og noget havde kammerater haft. Herligt var det i hvertfald at gense. Og ganske imponerende at se Kay Bojesens "Hitte-på-somhed" som der står et sted på en planche.

I et rum var det overvældende at se mange af figurene/dyrene i endog meget stor udgave. Imponerende.....men hvor er det lige....på hvilken hylde er det lige man får plads til dem ? :-)

Som sagt - jeg har set og kender mange af hans ting i forvejen, men alligevel var der overraskelser imellem, som f.eks. disse 2 Husarer på gyngeheste. Jeg kan ikke mindes at have set dem før.

Et andet rum var dedikeret den kendt Abe, som hang her i loftet blandt andet:

Jeg kender meget af hans træ-legetøj, men er ikke så bekendt med hans sølv-arbejder. Oprindelig blev Bojesen uddannet som kommis på Stevns, siden kom han i sølvsmedelære hos Georg Jensen, da denne var nystartet som selvstændig sølvsmed og sidenhen startede Bojesen selv egen sølvsmedie op og meget senere sit træ-værksted. Jeg var altså meget nysgerrig på hans sølvarbejde og jeg må sige, at jeg blev en del imponeret:

Billederne - dem alle - levner ikke mulighed for rigtig at nyde nogen af genstandende. Jeg har taget dem uden blitz - det skal man jo sådanne steder, men alt det der lys-indfald fra kun en side samt alt det glas gjorde det rigtig svært på grund af reflekser og gen-spejlninger. Herunder ses et par eksempler på Skønvirke-smykker. Meget let-kendelig stilart og fantastisk dejlig synes jeg. Han blev jo udlært og aktiv lige i Skønvirke-perioden, der i starten af 1900-tallet.

Til en eller anden fest - læste jeg engang - manglede Bojesen afsætningsplads til forskellige ting og sager og lavede så en lille træ-tjener, der holder en bakke. Smart fundet på. Ca. 70 cm høj.

Som sagt - jeg var imponeret af hans sølvting og her er et fåtalligt udsnit af disse:


Nedenfor ses et udsnit af et af hans spise-bestik-sæt, nemlig "Grand Prix". Det hedder sådan, fordi han vandt Grand Prix ved en udstilling i Milano. Oprindelig var det jo rent sølv. I dag - siden 2011 - er tilvirkningen genoptaget og det laves nu i rustfrit stål i 2 versioner; børstet stål (lidt mat) og i poleret stål (skinnende). Sidstnævnte er klart det flotteste.

Kay Bojensen var i øvrigt en stor fortaler for, at sølv-tøj skulle bruges dagligt. Jo mere slid jo flottere blev det med de der små slidridser og mærker. Det skulle IKKE gemmes væk og kun bruges til fint brug. Jeg kan kun give ham ret. Jeg har f.eks. min dåbs-ske endnu. Den er i almindelig ske-størrelse og ikke en baby-ske. Jeg bruger den hver dag til min morgenmad (og til al anden ske-mad) og det slid m.m. giver den et specielt flot skin. Herligt.

Og udstillingen slutte af med de her 3 sjove nødde-knækkere, hvor den til venstre, som forestiller den gamle Statsminister Thorvald Stauning, nok er den mest kendte:

Udstillingen slutter d. 21. September, så I kan nå at se den endnu.

lørdag den 2. juli 2011

Lørdags-ting-og-sager....

Som græs-enkemand - Lillemor tog afsted til de svenske fjelde for at vandre på Kungsleden i Onsdags og kommer først hjem på Fredag - har jeg en del tid til mig selv. Idag tog jeg f.eks. på en kunstudstilling som jeg havde forventet mig en del af bl.a. på baggrund af et par fornuftige anmeldelser. Udstillingen hedder "En plads i solen - kvindelige kunstnere født mellem 1850 og 1950" og er på Sophienholm beliggende ved Bagsværd Sø.

Det er altså kvindelige kunstnere som Anna Ancher, Alhed Larsen, Christiane Swane, Olivia Holm Møller, Else Alfeldt, Jane Muus, Jytte Rex, Merete Barker m.fl.

Lad det være sagt med det samme; jeg blev skuffet. OK - når man henser til titlen, så opfylder den også formålet med hensyn til repræsentation. Men den - repræsentationen - er til gengæld ringe. Få eller kun enkelte billeder og skulpturer af de enkelte kunstnere. På den måde fik man da set dem, men de billeder og skulturer var altså ikke spor repræsentative for den stribe kvindelige kunstnere. ÆV - når man ved hvad de har lavet, både det gamle og det ny.

Eftermiddagen gik med sortering af nogen bøger. Jeg er ved - igen - at løbe tør for plads, så måske skal jeg imorgen til spejdernes container med et par poser bøger. Jeg må lige sove på det. Og samtidigt lyttede jeg til Tour de France. TV'et VAR tændt men det var begrænset hvad jeg så og det var kun slutningen - med et eller to kæmpestyrt - jeg så. Til gengæld er det rart at LYTTE til d'Herrer Ritter, Sørensen og Leth og deres smalltalk om løbet, dets historie, rygter, chancer, om landskabet o.s.v. Det er ganske enkelt sublim underholdning.

Og så ved jeg ikke om I har hørt/set vejrudsigten her til aften. De snakker om et tordenvejr på vej ind over Københavnsområdet fra Sverige. Og ja - det er her. Siden kl. ca. 18,30 (klokken er nu 19,30) har det buldret og braget og rumlet løs.....i det fjerne. Og mørk ser himlen ud den vej. Og det er en konstant rumlen uden pause. Egentlig imponerende at lytte til.

Og nu vil jeg ellers til at surfe på nettet. I disse dage - fra d. 1.juli og til og med d. 3. juli - foregik slaget ved Gettysburg i USA under den amerikanske borgerkrig i 1863. I den anledning er der en masse events og reenactments derovre, så der er en del websites der skal gennemses. Iøvrigt er jeg på Facebook og har derigennem fået mig et netværk "over-there" med en masse flinke amerikanere, der har samme interesse som jeg. Sjovt nok er kun en - 1 - fra Nordamerika, resten er Sydstatsfolk og alle sammen har forfædre - nogen i hobetal - der deltog i Borgerkringen og selvfølgelig på Sydstaternes side og det er de mægtigt stolte af.....lidt for stolte efter min mening, men dem om det. Det, jeg mener med Facebook er, at der findes en chat-funktion, således at jeg kan "snakke" med en del af dem, som var det i telefon. Og da der kun er 8 timers tidsforskel til Virginia, hvor de fleste bor, så er denne tidsforskel ikke så stort et problem. Og m.h.t. reenactment, så ved jeg ikke om I har lagt mærke til det billede der ligger fast her på bloggen allernederst. Det er fra sådan et reenactment-træf.

Ha' en fortsat god weekend.

søndag den 9. august 2009

Bellman dagen i Sophienholm's Park

Som skrevet i foregående indlæg, tog Lillemor og jeg på denne dejlige sommerdag ud til Sophienholm Slot ved Bagsværd sø. Der var jo dennehersens Bellman Dag med open air koncert i slotsparken.




Vi var der allerede ved 11,30-tiden selvom arrangementet først skulle starte kl. 14,00. Vi gik først en tur rundt parken og beså de skulpturer, blomster-bede o.m.a. der er der, for så at ende på Terrassen på Sophienholms bagside, hvor der er udsigt udover parken og Bagsværd sø. Her indtog vi så en ganske udmærket frokost; til mig en gevaldig tallerken med røget laks med salat, dressing og knust ristet rugbrød over + en ½ liter classic øl, til Lillemor en gang Cæsar-salat + Kildevand. Det var nogen gevaldige portioner. Mens vi spiste kunne vi se lydteknikere sætte højtalere og andet isenkram op ligesom der begyndte at komme folk med tæpper, have-stole, frokostkurve o.s.v. og begynde at indtage skråningen foran scenen. Vi sluttede af med en kande kaffe og æble-kage med vanilieflødeskum til....yum-yum.

Vi smed vores tæppe på græsset ca. en ½ time før start og nød folkelivet og især folks problemer med at sætte medbragte stole op på en skrånende græsplæne - det fremkaldte en del smil og mere frem.

Nåh - først var der noget snak af konferencieren Hans Brodersen og derefter præsentation af musikanterne: Julie Kristine Hjetland Jensen Vokal, Rikke Lie Flensburg vokal og guitar, Mikkel Engell vokal og guitar, Eva Skipper kontra-bas og Thomas Bornø på el-klaver. Her må jeg især fremhæve de 2 pige-sangere - sikke nogen stemmer de havde. De fremførte dels klassiske Bellman-sange og dels lidt moderniserede udgaver, altsammen godt. Der er ikke så meget at skrive om andet end at det var en rigtig god dag derude.

Hjemkommen til huset vores gik jeg igang med lidt æble-skrabning. Vi har et (1) æble-træ i forhaven med 1000-vis af æbler på. Heldigvis bær det kun æbler hvert andet år.
Jeg ved ikke om man kan fornemme hvormange der er på billedet her nedenunder, som bare er af nogle få grene.




Bunken herunder er resultatet af knap et døgns nedfald. Jeg plejer at fylde 3 af de her Kohberg-brødkasser 2-3 gange om ugen og køre dem på Genbrugsstationen. Det er virkelig utroligt så mange æbler der bare falder ned. Selvfølgelig spiser vi selv nogen på vanlig vis eller som æblegrød og æble-kage og også fryser nogen (skrællede og snittet i både) ned.......men ca. 98 % ryger direkte ud. Så mange er der. Ungerne på vejen har fået at vide at der er frit slag for æble-skud og hver morgen kan vi se at nogen (også voksne) lige slår et slag ind og napper et par stykker med i skole/på arbejde.



lørdag den 8. august 2009

Surprise - en ny pensel med posten.......

Jeg havde helt glemt det/den. At jeg "for længe siden" = før min sommerferie, havde snakket med Aart De Vos i Århus om en lommepensel i Kolinsky-mårhår, som de godt nok havde på deres Internet-katalog, men ikke hjemme på lager og som de ville bestille med hjem, når de næste gang skulle have varer fra producenten.

I Rom var jeg jo faldet over en kunstnerartikelforretning og der købt lommepensel godtnok i en anden udformning men alligevel.

Men så igår Fredag dumpede der en mail ind i brevkassen, hvor Aart de Vos meddelte at nu var den kommet og sendt videre til mig. Og så idag, mens jeg gik og skrabede en million nedfaldsæbler sammen i forhaven, kom "Postmand Per" med brev-pakke fra Århus. Jeg må sige, at det er en smart tingest, den der pensel.

Her ses mine 2 gamle lommepensler til venstre; de er 9,5 cm i usamlet/beskyttet tilstand, og til højre min ny i metal og 14 cm i usamlet/beskyttet tilstand:

Her ses de 3 pensler i adskilt tilstand; bemærk at på den ny - til højre - er der aftaget en del som er skaft-forlænger og bemærk ligeledes at man på den ny ikke kan se penselhårene:


Her er de 2 gamle samlet/skruet sammen og på den ny er beskyttelsesrøret ført tilbage, således at hårene er kommet fri:

Og slutteligen er de alle samlet og klar til brug. De 2 gamle er 14,5 cm i samlet tilstand og den ny er 18 cm i samlet tilstand. Skidesmarte, ik' ?

At penslerne buer på billederne skyldes kameraets indstilling - de er skam helt lige. Faktiskt gør de 3,5 cm som den ny er længere end de gamle, at de ligger bedre i hånden "in action". Jeg må se at komme igang at bruge den. Forresten kostede den ny kr. 195 i indkøb + kr. 25 i forsendelse.

Og lige nu sidder jeg og lytter til "Tidens toner med meget mere". Inde hos mine naboer, Per og Helle, er der gang i den med Party-telt i haven o.s.v. Helle's forældre har Guld-bryllup og det bliver således holdt hos dem. Her i Herlev er vejret kanon og har været det hele dagen, så det er forhåbentlig dejlig fest de har/får derinde. De startede med "suppe, steg og is"og kl. 14 og nu danses der altså løs her kl. 20,45.

I morgen har de heldigvis lovet godt vejr her i omegnen. På Rasmines blog fandt jeg en omtale til et Bellman-arrangement i Parken på Sophienholm Slot ved Lyngby Sø og det vil Lillemor og jeg deltage i. Carl Michael Bellman er en af min favoritter og jeg har bl.a. en fantastisk Triple-CD med Trio CMB (hvori Fred Åkerström er hovedmanden) som jeg tit lytter til. Det er altså nogen herlige viser Bellman lavede dengang i slutningen af 1700-tallet i Stockholm. Jeg glæder mig til det arrangement.