Viser indlæg med etiketten amerikanske borgerkrig. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten amerikanske borgerkrig. Vis alle indlæg

torsdag den 31. maj 2012

En "smut-tur" til USA......Maj 2012.

Lillemor og jeg har lige været 12 dage i USA fra d. 16. Maj til d. 28. Maj. Det var en tur som vi begge længe havde set frem til; dels skulle vi bo de første 6 dage i Gettysburg i Pennsylvania og dels de næste 6 dage i New York. For mig var det først og fremmest gensynet med Slagmarken ved Gettysburg (og en lille en-dags tur til slagmarken ved Antietam) der var det primære mens jeg da også glædede mig til at opleve New York. Lillemor havde nok den omvendte prioritet.

(Vores tur i 2010, som kan læses ved at trykker på denne linie, var fra 17. -28- Maj 2010).

Vi landede i Newark hvor vi i Lufthavnen afhentede vores bil, en Chevrolet Malibu (Mercedes-størrelse) med automatgear forståes. Turen fra Newark (beliggende i New Jersey) og til Gettysburg var på ca. 300 km og tog godt og vel 4 timer. Til forskel fra turen i 2010, hvor vi kørte fra Gettysburg til Buffalo = ca. 700 km, oplevede vi kørslen på motorvejen helt anderledes. Nu var bilisterne meget mere agressive; især de store - og de ER store - lastbiler kørte som om de ejede vejen. Hastighedsgrænsen er max. 65 miles i timen og vi blev tit overhalet af disse kæmpe lastvognstog og det var ret så ubehageligt. Billedet herunder viser kørslen ud fra Newark hvor der var vejarbejde og her klaredes det ved at man havde sat beton-klodser op som kørebane-adskillelse.

Vi ankom til Gettysburg Torsdag (en overnatning i Newark) ved 13-tiden og skulle bo på Quality Inn Motor Lodge Gettysburg.

Det var længer i 2 etager og vi boede på 2.etage. Som et kuriosum kan oplyses, at denne bygning var den sidste FØR slagmarken. jeg kunne fra svalegangen - hvor jeg/vi oftest sad - faktiskt se de nærmeste monumenter ude på slagmarken. Utroligt.
Herover ses Lillemor i inden vi skal et-eller-andet sted hen og herunder ses vores bil og vores værelse; 3. dør fra venstre på 1.etage.
Første stop var ude ved Slagmarkens besøgscenter, Gettysburg National Battlefield Visitor-Center hvor jeg lige blev fotograferet sammen med Abraham Lincoln ;-)

Lige kort: Jeg skal forskåne jer for mange, mange billeder. Jeg tog 576 billeder på slagmarken af diverse kanoner m.m.

Gettysburg var stedet for det største slag under den amerikanske borgerkrig. Det fandt sted i dagene 1. til og med 3. Juli 1863. Der deltog ca. 100.000 soldater fra Nordstaternes side og ca. 85.000 soldater fra Sydstaterne. Nordstaternes tabstal var ca. 23.000 mand og sydstaternes ca. 28.000 mand, så det var en blodig omgang. Hele området, som er Nationalpark, er ca. 5 x 4 km, større er det ikke og der var altså samlet ca. 185.000 mand i 3 dage slaget varede på det lille område.

Hjemmefra havde jeg i (åre-)månedsvis forberedt mig på besøget; læst stakkevis af bøger om slaget, erindringer fra alle mulige personer som deltog i slaget, Orders of Battle, regimenthistorie, om bevæbning og mandskabsstørrelser, hvor de forskellige enheder kæmpede de enkelte dage, hvem der kommanderede ned til regiments- og kompagni størrelse o.s.v., o.s.v. Alt sammen på amerikansk forstås og meget af det, erindringerne, ordre-udskrivelser, rapporter efter slaget på gammeldags amerikansk, så det har været noget af en oplevelse.

Min hoved-interesse er artilleri, det vil sige kanoner og kugler og deres mandskab og taktik. Mange bøger om kanoner og det der hører sig til er læst ligesom internettet har været en stor kilde. På internettet har jeg af amerikanske Facebook-venner fået meget hjælp og især af Craig Swain som har en hjemmeside kun om artilleri. Fra ham fik jeg tilsendt detaljerede tegninger over hele slagmarken med angivelse af hver enkelt kanons placering, dens type o.s.v. og disse kort var min "Bibel" under opholdet.

Ja - det ER nørdet, at have interesse for specielt amerikansk borgerkrigs artilleri, kanoner krudt og kugler, men sådan er det ;-)

Herunder bare lidt billeder:
Billedet ovenover og nedenunder er fra Visitor Centret og viser eksempler på de granatyper der blev anvendt under slaget. De viste ting er alle fundet fra slaget.

Jeg fik selv købt nogen ting i butikker i byen såsom som Friction Primers (som er til brug ved kanonens afskydning), Time Fuses (som er til brug ved indstilling af hvornår/hvordan granaten eksploderer når den er afskudt), Canister-kugler (=kardæsk-kugler), granat-stykker fra eksploderede Parrot-granater o.s.v., o.s.v. hvilket også inkluderer gevær-patroner af forskellige typer.

Byen Gettysburg ville nok være et hul i jorden ude på landet hvis det ikke var fordi der havde fundet det største slag under borgerkrigen lige udenfor og i byen. Faktsisk er den ret bevaret og hyggelig.....når man ser bort fra, at mange af de hyggelige gamle huse indeholder souvenir-butikker og restauranter og hvad der til hører. Vores favorit sted at spise var dennegang - som også i 2010 - Dobbin's Inn som er beliggende i et hus fra ca. 1780 og som ses herunder:

Der er ca. 370 kanoner opstillet rundt på hele slagmarken......og jeg tror jeg fik set dem alle sammen og læst om dem på f.eks. opstilledes skilte (lavet af omstøbte bronce-kanoner). På billedet nedenunder ses at de kanoner der var lige der, var fra Army of the Potomac (Nordstaterne) 3. Korps' Artilleribrigades 2.Batteri fra New Jersey lette Artilleri (regiment) og at det batteri - kommanderet af kaptajn A.Judson Clark - bestod af 6 stk. 10 Pdr. (Kalibren) Parrott kanoner og at det deltog den 2 dag af slaget og at det havde 1 dræbt, 16 sårede og 3 savnede mand, ialt et tabstal på 20. (3.dag var det til stede men deltog ikke). Sådanne tavler er der overalt.

Overalt på slagmarken er der også sten-monumenter og statuer - vistnok omkring 600 - der vedrører de forskellige infanteri-regimenter og enheder der deltog. Det er meget overvældende at se og læse. Den ovenfor viste tavle er endda - såvidt jeg huske - med et lavt tabstal, da batteriet kun deltog aktivt den ene dag.

Iøvrigt var et Nordstats-batteri på 6 kanoner (sydstaternes batterier var kun på 4 kanoner) hver med ca. 140-150 mand samt lidt flere heste. Hver kanon blev betjent af 8 mand. Dertil officerer for hver sektion (2 kanoner udgjorde en sektion) samt soldater til reserve-ammunitionsvogne (Caisson) og til andre udstyrsvogne.

Herover ses et Sydstatsbatteri på 4 kanoner indeholdende 2 12 pdr. Napoleon's (bronce-kanoner) som er irret af tidens tand og 2 10 pdr. Parrot kanoner (Støbe-og smedejern) de sorte i baggrunden.

Herunder ses et af to kuriosum'er, nemlig en 12 pdr.Whitworth Rifle. Den er af engelsk fabrikat og er bagladet (som kanoner er idag). Dem var der 2 af under slaget og de tilhørte Sydstaterne. De er af jern.

De 2 kanoner var de eneste bagladere (der var vist 4 bagladere i aktion under hele krigen). Ellers var alle andre kanoner, bronce- og jern-kanoner, forladere.

Alle Bronce-kanoner (de lyse/irrede) er forresten glatløbet, mens alle jernkanoner (de sorte) er riflet.

Herover ses en 3-inch Ordnance Rifle, som nok var den bedste kanon på slagmarken. Flest bronce-kanoner af typen Napoleon's var dog i brug under slaget.

Nu kan de 3 oftest anvendte kanontyper - hver type for sig selv - jo minde om hinanden (en kanon er jo bare en kanon som de andre), men her kommer Nørden (og det er mig) ind i billedet. Nedenfor ses mundingen af en type 3-inch Ordnance Rifle (selvom der står 2,9). Af stemplerne her ses - fra ur-vis kl. 13 af - fabrikationsåret 1863, at den er godkendt af en våbeninspektør med initialerne W.P.F., at dens kaliber er 2.9 (=3 inch), at den er støbt af Ames Manufacturing Co. i Springfielse (A.M.), at den vejer 898 pound (ca. 450 kg) og at den har løbenr. 241.
Det er bl.a. sådanne ting jeg har gået og set efter på de forskellige kanon-typer......:-)

Nåh - der er også andre ting at se på. Faktiskt er landskabet meget flot. Og hvis I kender filmen med Meryl Streep og Clint Eastwood "Broerne i Madison County", så vil I kunne nikke genkendende til sådan en bro som den nedenfor. Det er en overdækket træ-bro fra 1848 ved navn "Sach's Bridge". Sydstaterne gik over/igennem den på vej til slaget og brugte den igen til at slippe væk efter slaget og det undrer stadig folk at de - sydstaterne - ikke nåede at få den brændt af, for Nordstaterne anvendte den også i deres forfølgelse af sydstaterne efter slaget.

Et andet sted kan man på en bro over en mindre å på en af murenes topsten se det forstenede fod-aftryk efter en Dinosaur. Faktiskt er der 2 sten med aftryk, men kun nedenstående er godt nok til foto.

Hjemmefra havde jeg (vi) planlagt af bruge en af de 5 dage på at tage til en anden slagmark i en anden Stat, nemlig "Antietam" ved byen Sharpsburg i Staten Maryland syd for Gettysburg/Pennsylvania. Slaget ved Antietam fandt sted d. 17. September 1862 og var borgerkrigens blodigste enkelt-dags-slag med et tabstal på hele 23.000 soldater på denne ene dag. Uhyggeligt at tænke på.

Jeg var kun interesseret i at bruge et par timer der (det tog kun 1,5 time at køre dertil) og det for at se 3 specielle steder der; nemlig "Bloody Lane", en hul-markvej hvor der blev slagtet i massevis af sydstatssoldater, "Dunker Church" hvor der var heftiftige artilleri-dueller samt "Burnside (Lower) Bridge".

Herunder ses en del af "Bloody Lane" som den ser ud idag - den dag vi var der" - ret idyllisk, ik' ?

Billedet herunder er taget dagen efter slaget, hvor man skal til at begrave de døde, som stadig ligger som de døde i kampen dagen inden:

Bemærk, at de døde IKKE ligger til begravelse i en grav - det er hul-vejen de stadig ligger i og der lå vistnok knap 1000 mand på et par hundrede meters vej-længde.................
Billedet herunder viser så "Dunker Church" som vi så den (det er også mit foto). En lille tysk menighedskirke i et idyllisk område.

........og billedet herunder er også - som det af "Bloody Lane" - taget dagen efter slaget........

Ja - det er ret voldsomme og blodige billeder, men borgerkrigen (al krig) er jo en blodig og frygtelig "forestilling".

Mens vi var der, opdagede vi et mindre brunt dyr, der fes lidt rundt og små-gravede. Det lignede en Bæver og var også på den størrelse. Vi så flere af dem rundt omkring. Ved at spørge nogen andre turister, fik vi at vide at det var "Ground Hogs" (Jordsvin), som er en gnaver af en art, en temmelig stor en på omkring 50-60 cm. Den lignede altså en Bæver eller et Marsvin.

Efter besøget her fortsatte vi Sydpå til Staten "West Virginia" og så byen "Harpers Ferry" som også var en plads for kamphandlinger under borgerkrigen. Idag er byen fredet og Nationalpark og ligger faktisk og ser ud som "i gamle dage"...sådan lidt a la Den Gamle By i Aarhus.
Harpers Ferry ligger i grenen af 2 floder, nemlig Potomac og Shenandoah floderne.

Der var ret hyggeligt, selvom den ikke når Den Gamle By til sokkeholderne. Efter at have spist sen frokost der, kørte vi over en bro og ind i Staten "Virginia" og langs med floden og over en anden bro ind i Maryland og så hjem til Pennsylvania....altså 4 stater, Maryland, West Virginia, Virginia og Pennsylvania på en og samme dag :-).

Efter de her 5-6 dage i Gettysburg kørte vi derfra og til Newark og afleverede bilen hos Hertz og tog derfra toget til New York og Penn (-sylvania) Station af alle steder ;-). Stor var min overraskelse, for da vi kom op fra stationen opdagede vi, at stationen ligger lige under Madison Square Garden, hvor ishockey-klubben New York Rangers har hjemmebane.

Taxi til hotellet, Mansfield Hotel, beliggende på 12 West 44 Street. Herfra kunne vi se hen til Times Square :-) .

Vores værelse var lille, meget lille synes jeg. Men der var det, der skulle være. Desværre var Air-konditionerings-halløjet åbenbart det, som er standard overthere; enten fuld knald på eller slukket = d.v.s. larmende stiv kuling eller tavshed. Vi havde haft flot vejr i Gettysburg - sol og blå himmel - og det så ud til at fortsætte i New York med den forskel af der tilsattes en meget høj luftfugtighed. Puha - det var slemt, rigtigt slemt. Derudover var der en anden markant forskel nemlig larmen. Hold da op, hvor der er meget larm - hele tiden og overalt - dels fra den kraftige trafik og dels fra mennesker, forretninger og byggearbejder. Jeg har aldrig oplevet det på den måde i hverken Berlin, London, Paris, Washington, Amsterdam, Stockholm eller for den sags skyld København. Måske er det simpelthen bygningernes størrelse/højde der holder på og forstærker lyd-niveauet.

At finde rundt i New York (=Manhattan) er ret let, når man først fanger systemet. Manhattan er en lang ø. Nord/Syd gående og parallelt med hinanden går Avenuer'erne og de er nummeret fra 1 og ud af. Nogen af dem har samtidigt navne som Park Avenue, Madison Avenue, Broadway. Gaderne der går vinkelret på tværs af Avenuerne hedder Street's og er nummeret fra 1 til 70-90 stykker og gadenumrene er yderligere opdelt i East eller West fra vistnok 2nd. Avenue. Med Subway er det lige sådan; linierne går alle Nord-Syd, så det er enten Uptown eller Downtown man tager Subway. Hver linie har en Local eller Express linie. Local er toget der stopper på alle stationer og Express på udvalgte/store stationer.

Hver morgen indtog vi morgenmad på kaffebar og så ud at se.

Herover ses Empire State Building - den opleves bedst på afstand. Nedenfor er det nye World Trade Center. Her ville vi have set mindesmærket fra 11/9-katastrofen men det fravalgte vi, da man skal have indgangsbillet og guide på. Guiderne er efterladte fra ofrene som fortæller meget personlige historie og det havde vi hverken lyst eller tid til at høre på.

Herunder ses Chrysler Bygningen. Toppen af bygningen er meget flot.

Selvfølgelig var kulturen i højsædet. Herunder ses Guggenheim Museet som vi var inde og se. Desværre var der en ny udstilling undervejs, så der var ikke så meget udstillet og det der var, var mest en fotoudstilling og en udstilling af mærkelige video-installationer. Der var dog en pæn lille samling impressionister.


Lincoln Center, som ses herunder, består af 3 store haller/sale/bygninger. Til venstre ses J.P.Koch's Hall hvor New York City Ballet har hjemme. I midten ses Metropolitan, hvor Operaen og American Ballet Company har hjemme og bygningen til højre er koncertsalen hvor New York Philarmonica (Symfoni-orkesteret) har hjemme.

Den anden aften vi var i New York var vi inde på "Neil Simon" teatret på Broadway og se og høre musicalen "Jesus Christ Superstar". Hold da op; jeg havde helt glemt hvor god musikken er. Det er vel 35 år siden jeg sidst så den opført i København. Det var en oplevelse.

Den tredie aften var i inde og se New York City Ballet med forestillingen "Double Feature" der bestod af 2 balletter; The blue Neckless og Make me Whopee. Det var nærmest Jazzballet og begge foregik i 1920-30'erne og jeg forventede Fred Astaire komme valsende ind. Det var hans slags musik og dansenumre i balletform. En oplevelse men ikke ballet som jeg forventer det.

Billedet herover er taget af scene-tæppet fra vores udmærkede pladser.
En aften vi passerede Times Square var alle disse et. De skulle næste morgen starte i et billøb der hedder Gumball 3000 og som går fra New York til vistnok Los Angeles. Der var alle mulige sportsvogne og masser af mennesker. Vi så dem også næste morgen da de skulle starte.

En morgen vi var ved Times Square var der opbygget en scene og vildt mange mennesker der hujede af begejstring. På scenen var vinderne m.fl. af den amerikanske udgave af "Vil med dans" som var afgjort aftenen før.

Times Square er iøvrigt altid fyldt med mennesker. Der er en masse kæmpereklamer på husene derned og flot og farverigt se det ud....men hvilken konstant larm, der er det sted.

En dag var vi på Metropolitan Museum of Art. Det er et underlig et. Et stort et også. Det er opdelt i samlinger.

Alle mulige rigmænd har skænket deres samlinger til museet og det betyder at hver samling holdes i egne lokaler og det igen betyder, at f.eks. impressionister ses forskellige steder, at amerikansk kunst ses forskellige steder. De er altså ikke samlet som hos os i Europa og det betyder at man farer frem og tilbage mellem samlingerne for at se det hele....og det kan man altså ikke overskue. Vi var der tidligt og brugte 2 timer og så opgav vi. Det er første gang jeg har haft det sådan, at jeg bare måtte ud. Dels var der kommet rigtig mange mennesker mens vi var der og dels kunne jeg simpelthen ikke overskue det og jeg måtte simpelthen ud. Ærgerligt for der var en del vi ikke nåede. Dog nåede vi at
at se bl.a. Edvard Hopper - se hans billede nedenfor - med 5 billeder repræsenteret og ligeså en del franske impressionister.

Vi fik også set nedenstående berømte maleri af George Washington der krydser Delaware floden under den amerikanske frihedskrig mod englænderne i 1770'erne.

Det er et enormt maleri, nok en 5 x 7 meter og ganske imponerende når man står der foran.

En anden sjov bygning er Flat Iron bygningen som ses herunder. Den står hvor vistnok 5 Avenue og Broadway skærer hinanden ved Madison Square Park.

Vi var selvfølgelig også på Manhattans sydspids - Battery Park - hvor man kan se ud til Friheds Gudinden og Ellis Island. Her tog vi færgen over til Staten Island - en gratis færge for byen New York der forbinder disse 2 bydele. New York består af 5 by-dele, nemlig Manhattan, Bronx, Queens, Brooklyn og Staten Island. Herunder ses Sky-line fra færgen af:

Herunder ses en af Staten Island-færgerne som er gratis og som sejler hver halve time. Man kommer tæt forbi Frihedsgudinden på denne sejltur.

Herunder ses Lillemor og Frihedsgudinden. Det er Lille mor i forgrunden til højre ;-)

Frihedsgudinden er ret imponerende....og stor. Man kan med turbåde sejle ud til hende og til Ellis Island, men vi valgte bare turen forbi med den ordinære færge.

Den tredie aften vi var der, var vi i Metropolitan og se rigtig ballet med American Ballet Company.
Igen mange mennesker. Det var balletten La Bayadere - en rigtig klassisk ballet - vi fik set og den var fejende flot. På et tidspunkt er der hele 24 danserinder på scenen i klassiske strutskørter der dansede fuldstændigt synkront. DET var imponerende.

Publikum var meget blandet påklædt, fra almindeligt tøj til det store skrud som ses herover. De 3 kinesiske damer tilhørte en familie; 2 døtre og deres forældre. Farmand er forrest udenfor billedet. De skulle selvfølgelig fotograferes foran Metropolitan og jeg tilbød galant at tage deres billeder med deres kamera og fik mange smil og buk og Thank You bagefter for det. Lillesøsteren - hende med den bare ryg - var sørme en flot pige :-) .

Billedet herover er taget indefra Metropolitan ud mod Plaza'en. Imponerende bygninger allesammen iøvrigt. Og billedet herunder er taget fra vores aldeles udmærkede pladser mod scenen.

Vi oplevede mange ting i New York; flere museer, Jesus Christ Superstar og 2 balletter og en masse bygninger og arkitektur, Frihedsgudinden og vandretur i Central Park og meget mere. Jeg er glad for at vi gjorde den tur og fik oplevet byen, men det er IKKE en by jeg vil tage til igen. Den er simpelthen for larmende og menneske-fyldt for mig. Og det her med at bygningerne er så høje/store - jeg føler at man går i skygge hele tiden - lidt klaustrofobisk følelse. Og en sjov ting - det skal tages med et stor gran salt - er at når man sidder på en restaurant og spiser, så RÅBER amerikanerne. De kan simpelthen ikke sidde og tale normalt. Det betyder at lydniveauet er enormt sådanne steder. Det er en ting jeg har bemærket med amerikanere alle steder hvor man har mødt dem rundt omkring hjemme og i Europæiske byer.


Men alt i alt en god tur. Næste tur senere på sommeren bliver en uge i sommerhus i Skagen og der er der åbne vidder, højt til loftet og dejlig dansk stilhed ;-)

tirsdag den 28. februar 2012

Endnu en "Nørde-" bog.....

Så har jeg fået endnu en bog hjem fra Amazon.co.uk og lidt af en "nørde-bog". Som det måske er jer bekendt, så er den amerikanske borgerkrig et af mine interesseområder og især artilleriet har min store bevågenhed.

Denne bog er en af 2-3 stykker man kan kalde for "bibler" indenfor beskrivelsen af kanoner i den borgerkrigen. Den handler udelukkende om kanoners støbning, dimensioner, skudvidder, vægte, antal, krudt typer og mængder, kugler og granattyper o.s.v., o.s.v. Altså ren teknisk guf for sådan en som mig.
Egentlig talt, så ved jeg ikke lige hvorfor, det er artilleriet der har min store interesse. Måske er det fascinationen over deres måde at kæmpe på; kanonerne stod oftest - som vist på bogens forside - i helt åbent terræn og dermed var kanonbesætningen et meget udsat mål, da de kæmpede oprejste og frit synlige, dels for "counter-batteri-fire" - altså at modstandernes kanoner skød igen så det udviklede sig til ren kanon-dueller - og dels for at modstandernes infanteri kunne snige sig ind og skyde såvel mandskab som hestene der trækker skytset ned, en for en.

Nåh - men sådan er det.

Bogen står nu på listen ude til højre under "Den amerikanske borgerkrig".

lørdag den 2. juli 2011

Lørdags-ting-og-sager....

Som græs-enkemand - Lillemor tog afsted til de svenske fjelde for at vandre på Kungsleden i Onsdags og kommer først hjem på Fredag - har jeg en del tid til mig selv. Idag tog jeg f.eks. på en kunstudstilling som jeg havde forventet mig en del af bl.a. på baggrund af et par fornuftige anmeldelser. Udstillingen hedder "En plads i solen - kvindelige kunstnere født mellem 1850 og 1950" og er på Sophienholm beliggende ved Bagsværd Sø.

Det er altså kvindelige kunstnere som Anna Ancher, Alhed Larsen, Christiane Swane, Olivia Holm Møller, Else Alfeldt, Jane Muus, Jytte Rex, Merete Barker m.fl.

Lad det være sagt med det samme; jeg blev skuffet. OK - når man henser til titlen, så opfylder den også formålet med hensyn til repræsentation. Men den - repræsentationen - er til gengæld ringe. Få eller kun enkelte billeder og skulpturer af de enkelte kunstnere. På den måde fik man da set dem, men de billeder og skulturer var altså ikke spor repræsentative for den stribe kvindelige kunstnere. ÆV - når man ved hvad de har lavet, både det gamle og det ny.

Eftermiddagen gik med sortering af nogen bøger. Jeg er ved - igen - at løbe tør for plads, så måske skal jeg imorgen til spejdernes container med et par poser bøger. Jeg må lige sove på det. Og samtidigt lyttede jeg til Tour de France. TV'et VAR tændt men det var begrænset hvad jeg så og det var kun slutningen - med et eller to kæmpestyrt - jeg så. Til gengæld er det rart at LYTTE til d'Herrer Ritter, Sørensen og Leth og deres smalltalk om løbet, dets historie, rygter, chancer, om landskabet o.s.v. Det er ganske enkelt sublim underholdning.

Og så ved jeg ikke om I har hørt/set vejrudsigten her til aften. De snakker om et tordenvejr på vej ind over Københavnsområdet fra Sverige. Og ja - det er her. Siden kl. ca. 18,30 (klokken er nu 19,30) har det buldret og braget og rumlet løs.....i det fjerne. Og mørk ser himlen ud den vej. Og det er en konstant rumlen uden pause. Egentlig imponerende at lytte til.

Og nu vil jeg ellers til at surfe på nettet. I disse dage - fra d. 1.juli og til og med d. 3. juli - foregik slaget ved Gettysburg i USA under den amerikanske borgerkrig i 1863. I den anledning er der en masse events og reenactments derovre, så der er en del websites der skal gennemses. Iøvrigt er jeg på Facebook og har derigennem fået mig et netværk "over-there" med en masse flinke amerikanere, der har samme interesse som jeg. Sjovt nok er kun en - 1 - fra Nordamerika, resten er Sydstatsfolk og alle sammen har forfædre - nogen i hobetal - der deltog i Borgerkringen og selvfølgelig på Sydstaternes side og det er de mægtigt stolte af.....lidt for stolte efter min mening, men dem om det. Det, jeg mener med Facebook er, at der findes en chat-funktion, således at jeg kan "snakke" med en del af dem, som var det i telefon. Og da der kun er 8 timers tidsforskel til Virginia, hvor de fleste bor, så er denne tidsforskel ikke så stort et problem. Og m.h.t. reenactment, så ved jeg ikke om I har lagt mærke til det billede der ligger fast her på bloggen allernederst. Det er fra sådan et reenactment-træf.

Ha' en fortsat god weekend.

lørdag den 11. juni 2011

Bogtur med andet resultat...og en enkelt sky fra igår aftes.

Jeg sad i forgårs og checkede et par websites om den amerikanske borgerkrig...d.v.s. om bøger, hvor jeg bl.a. andet på Amazo.co.uk købte en enkelt. Under checkningerne var jeg bl.a. inde på - det synes jeg - Københavns bedste boghandels hjemmeside (hjemmesiden stinker til gengæld) for at se åbningstider. Der er lige et par sider og der opdagede jeg at de d. 28.05.2011 havde fået en stribe antikvariske bøger hjem om ....ja - den amerikanske borgerkrig, men at de ikke listede dem op; man skulle komme og checke dem ud selv.

Og det gjorde jeg så idag med lidt iblandet rædsel for kaos, idet der i København er Pinse-karneval i denne weekend og der bla. altid er store aktiviteter i Kongens Have som man kommer forbi på vej til Nyboders Boghandel. Men pu-ha - ingen problemer.

Det viste sig, at de bøger de havde tilbage enten var nogen jeg allerede havde eller ikke var interessante...nok. Så jeg osede ellers rundt i denne pragtfulde boghandel og fandt så en bog, som jeg har ledt efter længe til en fornuftig pris og her var den så sørme og alle 3 bind i pæn stand.

Og apropos denne bog, så er DR-K begyndt at (gen-)udsende Jørgen Flindt Petersen serie om "Rylens Togt" rundt i Danmark.

"Rylen" var en Keteminde-fiskerbåd af typen Bælt-båd, som forfatteren og maleren Achton Friis købte sammen med maleren Johannes Larsen og som de drog rundt og besøgte hele Danmark med. Den første bog "De danskes øer" (i 3 bind) er den absolut bedste. Senere tilkom "De store øer" og "De jyders land". Men det er altså denne - "De danskes øer" som jeg faldt over og købte.
Bogen - som jeg (eller rettere min mor) har haft for mange, er ret spøjs at læse. Herlige beskrivelser af øerne og deres folkeliv og personskildringer og aldeles fremragende illustreret af Johannes Larsen med flotte tegninger og vignetter. Prisen, der stod i den, var kr. 800, men da manden slog den ind kostede den kun kr. 600. Jeg betalte uden et ord den pris. OK - nu er jeg gammel kunde, så måske var det derfor der var lidt rabat.

Og nedenfor er der billede af en sky-formation fra igår aftes. Flot ikke ? Flot lys på de udtrukne bølge-skyer.

Og apropos skyer....så er der i disse dage chance for at se lidt Nordlys om natten lavt mod Nord...men man skal være heldig og det har jeg ikke været endnu. Årsagen er et mega-udbrud på solen for et par dage siden.


Og det var så første indlæg på min gen-opstandne blog, som jeg fremover vil skrive på.

lørdag den 7. august 2010

Civil War Reenactment, Jægerpris 2010.

Som det nok er bekendt, er jeg "rimeligt meget" interesseret i Den Amerikanske Borgerkrig - The Civil War - 1861-1865. Der findes foreninger over hele USA, hvor man grupper/foreninger hvori man "lever som dengang" - d.v.s. man har uniformer, man er grupperet i regimenter o.s.v. Stort set alle byer har sådanne foreninger som er baseret på de regimenter de stillede med i Borgerkrigen. Man samles på bestemte dage og genopfører de forskellige slag o.s.v., o.s.v. Der kan deltage fra 50-100 mand til adskillige 1.000'nde. F.eks. er der hvert år et kæmpe arrangement i Gettysburg hvor der deltager adskillige 1000 fra hele USA som bruger deres ferie på at genleve det slag. I 2013 - om 3 år altså - er det 150 år siden, at slaget fandt sted og man forventer - det har jeg læst mig til - at der til det arrangement vil deltage omkring 15.000-20.000 Reenactere fra hele USA og sågar også fra Europa.


I Danmark har man og så en foreninger der omfatter såvel Nordstats- som Sydstatsregimenter og disse arrangerede i fælleskab med svenske, norske og tyske ligesindede et reentactment arrangement her i dagene 5. - 8. August 2010 i Jægerpris. Det var et lukket arrangement, men jeg fik alligevel "sneget mig med på en kigger" - man har vel kontakterne i orden ;-) - og det var idag Lørdag d. 7 jeg var der (jo - jeg har fået henvendelse om at blive medlem, men nej; for fanden da - jeg er snart 55 år, overvægtig, ude af form, problemer med knæ, allergi og mange andre gode undskyldninger...iøvrigt er min interesse ren akademisk og historisk ).


Jeg smider her en stribe foto's fra dagens arrangement - uden yderligere kommentarer andet end at jeg alligevel bukker mig i støvet for deltagernes engagement og indleven i det.