Viser indlæg med etiketten kunstudstillinger. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten kunstudstillinger. Vis alle indlæg

søndag den 13. september 2015

Ballet, koncert, kunstudstilling.....der planlægges stadig.

Her i dag sad Lillemor og jeg med programmet for Det Kongelige Teater og kiggede efter forestillinger vi godt gad se. Der er mange, rigtig mange der falder ind under den kategori. Pudsigt nok er skuespil ikke interessant for nogen af os, besynderligt nok, for vi har tidligere set en del forestillinger under, der dengang hed Arte, som ikke eksisterer mere. Altså vi koncentrerede os om Opera, Ballet og Koncerter.

Af Operaer var der et par stykker der kunne have interesse, men dem havde vi set/hørt - sådan da - men dog faldt vi over en der kunne være spændende.

Af balletter fandt vi tre og af koncerter fandt vi en. Vi gik så på nettet og købte billetter til følgende:

Opera: Il trittico af italienske Puccini. Spilles i Operahuset på Holmen. Puccini står for La Bohéme, Tosca, Madame Butterfly m.v., så det er rigtig godt. Den her forestilling er faktisk en gave til en af vores venner, der blev 60 år i foråret, så vi er et par stykker der skal afsted.

Ballet: Hübberiet. Balletmester Nikolaj Hübbe byder velkommen med smagsprøver fra forskellige balletter og indlagte overraskelser. Lyder spændende. Gamle scene.

Ballet: Come fly to me. Et causeri af moderne dans med udgangspunkt i Frank Sinatra's musik. Jeg er helt pjattet med Frank Sinatra og har ham ofte på CD-afspilleren herhjemme. Jeg har set nogle klip i TV fra den forestilling og glæder mig afsindigt. Gamle scene.

Ballet: Romeo og Julie. Shakespeares berømte historie koreograferet af John Neumeier. Musikken er af Sergej Prokofiev. Fantastisk musik. Lyt til den sats der hedder Riddernes dans/Dance of the Knights på f.eks. Youtube og I vil vide det. Fantastisk. Gamle scene.

Koncert: Mozart's blæsere. Det Kongelige Kapel's træ-blæsere (tværfløjte (?), obo, klarinet, fagot) spiller Mozart's Figaro's bryllup. Jeg har jo en hvis forkærlighed for Mozart og dette kun med trø-blæsere kan blive rigtig interessant. Gamle scene.

Derudover har jeg på nuværende spottet følgende kunstudstillinger jeg (og Lillemor) skal se:
Cool Moderne - Art DecoGl. Holtegaard. 21.08.2015 - 03.01.2016. Jeg er jo pjattet med Art Deco (og Skønvirke, Arts and Craft, Art Nouveau og Jugendstil...og Bauhaus og Funkis) så det her er en decideret Jan udstilling.

En smuk løgn - EckersbergStatens Museum for Kunst. 08.10.2015 - 24.01.2016. Det giver sig selv; Eckersberg er guldalderkunstnernes fader og Guldalderen er min foretrukne kunstperiode.

Johannes Larsen og AlhedOrdrupgaard. 11.12.2015 - 21.02.2016. Endnu en af mine favoritter som jeg sætter meget højt både som kunstner og som menneske. Har masser af bøger af og om ham og også en stribe træ-snit. Jeg besøger Johannes Larsen hus og museum i Kerteminde mindst en gang om året, hvad for mig nærmest er at betragte som den årlige pilgrimsfærd.

Ditlev BlunckNivågaard. Foråret 2016. Der er ikke kommet så meget - om noget - ud om denne udstilling endnu. Ditlev Conrad Blunck var en af Guldaldermalerne og født i Holsten var han præget af det tyske. Uddannet på Kunstakademiet i København og har vundet dettes store Guldmedalje. Valgte side til fordel for holstenerne i 3 årskrigen i 1848-1851 og meldte sig til deres oprørshær mod Danmark (som også Louis Gurlitt gjorde) og kappede dermed enhver forbindelse med Danmark. Et must for en guldalder-aficionado som mig.

Der kommer med statsgaranti og morgen kaffe flere udstillinger til på denne foreløbige liste.

Og apropos udstillinger, så var jeg senere på dagen i dag henne på vort Kunst- og Kulturcenter Gammelgår og se udstillingen "Kunst i Dullespjældet". En gruppe ældre kunstnere som vi dog alle kender i mange forskellige genre, nemlig komiker, filminstruktør og meget andet Erik Clausen, lead-guitarist i Gasolin Franz Beckerlee, Røde Mors Troels Trier og hans søn Lars Trier, tegneserieforfatteren og musikeren Flemming Quist Møller, guitarist i Burnin' Red Ivanhoe m.m. Ole Fich samt jazzsaxofonist m.m.Thomas Agergaard.  For pokker da en udstilling, jeg havde glemt både min mobiltelefon (og kamera) og kan derfor ikke vise billeder fra den udstilling. Den er meget humoristik sådan overordnede set, men alligevel meget overraskende. At se Ole Fich's meget naturalistiske surrealistiske malerier er fantastisk. Franz Beckerlee har noget Per Kirkeby over sig. De andre er ok men disse 2 er - synes jeg - de bedste. Udstillingen varer til 25. Oktober.

mandag den 13. oktober 2014

Lidt efterårssysler.....

Nu nærmer den gode tid sig med raske fjed; det vil sige, at den gode tid allerede er startet, idet dels er ishockeysæsonen startet (her følger jeg jo den lokale klub Herlev Eagles (sæsonkort) på 37. år) og dels er NFL sæsonen (amerikansk football) og startet i TV. Mennnnn....det der nu optager mig mest, er de udstillinger der altid er en del af, som jeg og Lillemor vil se. Derudover plejer der at falde et par koncerter, balletter og opera også af.
På Ny Carlsberg Glyptoteket vises i perioden 13.09.2014 - 07.12.2014 udstillingen "Som forvandlet - antik skulptur i farver". Kort og godt vises der eksempler på hvordan marmorskulpturer i det gamle Rom og Grækenland var bemalet. For et par år siden var jeg i Berlin og på Pergamon-museet var der en lille udstilling om det samme:


På Ordrupgaard er der netop åbnet en udstilling om den svenske maler Carl Larsson, "Det gode liv" der vises i perioden 25.09.2014 - 08.02.2015. Carl Larsson er en af de bedste akvarel-malere jeg kender. Jeg har masser af bøger om ham, jeg har et par skilderier (indrammede grafiske særtryk) hængende på det vi kalder Pigeværelset (vores gæste værelse i svensk stil/møbler med Carl Larsson og Anders Zorn på væggene) og sidst men ikke mindst, så har Lillemor og jeg besøgt hans hjem i Sundborn i Dalarna i Sverige 3 gange.

Apropos Ordrupgaard, så har de indført Onsdagsaften- åbent til kl. 21,00. Det sjove er, at jeg i forbindelse med deres udstilling tidligere på året om Van Gogh, Gauguin og Bernard: Dramaet i Arles, foreslog dem, at holde åbent f.eks. Onsdag aften, idet de normale åbningstider kun var til kl. 17, sådan at man var nødt til at besøge dem i weekenden hvor der så var stuvende fuldt. Jeg fik positiv respons tilbage, at de ville tænke over det og kort efter meddelelse fra dem, at de "havde fundet midler til at indføre Onsdagsaften-åbent", så jeg bilder mig ind, at det - lidt - er min fortjeneste, at dette er indført.

På Nivågaard vises udstillingen "Martinus Rørbye - det nære og det fjerne. Under sydlige himmelstrøg" i samarbejde med Øregaard Museum, der viser udstillingen "Martinus Rørbye - det nære og det fjerne. Under nordlige himmelstrøg". Martinus Rørbye var guldalermaler og døde i det for guldalderkunsten så tragiske år 1848. I det år døde 3 af de bedste Gulaldermalere, nemlig Martinus Rørbye, Johan Thomas Lundbye og Christen Købke. Men altså Rørbye-udstillingen. Det er en 2-delt udstilling i samarbejde med Øregaard . Nivågaard viser malerier, akvareller og tegninger fra Rørbye's rejser til Italien, Grækenland og Tyrkiet, altså sydpå, mens Øregaard viser malerier, akvareller og tegninger fra Rørbye's rejser til Jylland og Norge ...og fra København. Begge udstillinger foregår i perioden 07.09.2014 - 18.01.2015, hvorefter udstillingen drager til henholdsvis Ribe Kunstmuseum og Skovgaardmuseet i Viborg.





 
På kunstmuseet Fuglsang på Lolland nede ved Guldborgsund, vises der i perioden 10.10.2014 - 04.01.2015 udstillingen "Tuxen - farver, friluft og fyrster". Han var også på Skagen (bosat der) men det er en anden historie. De fleste kender ham nok som fyrstemaleren, da han malede konger og fyrster, andre adelige samt industriens stormænd og rigmænd over hele Europa.

Det er en lang køretur, så den skal planlægges godt. Skejten ligger der for eksempel. Et udmærket natur- og fuglested.

Det var bare nogen af de p.t. planlagte udstillinger jeg vil se. Selvfølgelig dukker der nogle flere udstillinger op - det plejer der.

lørdag den 2. juli 2011

Lørdags-ting-og-sager....

Som græs-enkemand - Lillemor tog afsted til de svenske fjelde for at vandre på Kungsleden i Onsdags og kommer først hjem på Fredag - har jeg en del tid til mig selv. Idag tog jeg f.eks. på en kunstudstilling som jeg havde forventet mig en del af bl.a. på baggrund af et par fornuftige anmeldelser. Udstillingen hedder "En plads i solen - kvindelige kunstnere født mellem 1850 og 1950" og er på Sophienholm beliggende ved Bagsværd Sø.

Det er altså kvindelige kunstnere som Anna Ancher, Alhed Larsen, Christiane Swane, Olivia Holm Møller, Else Alfeldt, Jane Muus, Jytte Rex, Merete Barker m.fl.

Lad det være sagt med det samme; jeg blev skuffet. OK - når man henser til titlen, så opfylder den også formålet med hensyn til repræsentation. Men den - repræsentationen - er til gengæld ringe. Få eller kun enkelte billeder og skulpturer af de enkelte kunstnere. På den måde fik man da set dem, men de billeder og skulturer var altså ikke spor repræsentative for den stribe kvindelige kunstnere. ÆV - når man ved hvad de har lavet, både det gamle og det ny.

Eftermiddagen gik med sortering af nogen bøger. Jeg er ved - igen - at løbe tør for plads, så måske skal jeg imorgen til spejdernes container med et par poser bøger. Jeg må lige sove på det. Og samtidigt lyttede jeg til Tour de France. TV'et VAR tændt men det var begrænset hvad jeg så og det var kun slutningen - med et eller to kæmpestyrt - jeg så. Til gengæld er det rart at LYTTE til d'Herrer Ritter, Sørensen og Leth og deres smalltalk om løbet, dets historie, rygter, chancer, om landskabet o.s.v. Det er ganske enkelt sublim underholdning.

Og så ved jeg ikke om I har hørt/set vejrudsigten her til aften. De snakker om et tordenvejr på vej ind over Københavnsområdet fra Sverige. Og ja - det er her. Siden kl. ca. 18,30 (klokken er nu 19,30) har det buldret og braget og rumlet løs.....i det fjerne. Og mørk ser himlen ud den vej. Og det er en konstant rumlen uden pause. Egentlig imponerende at lytte til.

Og nu vil jeg ellers til at surfe på nettet. I disse dage - fra d. 1.juli og til og med d. 3. juli - foregik slaget ved Gettysburg i USA under den amerikanske borgerkrig i 1863. I den anledning er der en masse events og reenactments derovre, så der er en del websites der skal gennemses. Iøvrigt er jeg på Facebook og har derigennem fået mig et netværk "over-there" med en masse flinke amerikanere, der har samme interesse som jeg. Sjovt nok er kun en - 1 - fra Nordamerika, resten er Sydstatsfolk og alle sammen har forfædre - nogen i hobetal - der deltog i Borgerkringen og selvfølgelig på Sydstaternes side og det er de mægtigt stolte af.....lidt for stolte efter min mening, men dem om det. Det, jeg mener med Facebook er, at der findes en chat-funktion, således at jeg kan "snakke" med en del af dem, som var det i telefon. Og da der kun er 8 timers tidsforskel til Virginia, hvor de fleste bor, så er denne tidsforskel ikke så stort et problem. Og m.h.t. reenactment, så ved jeg ikke om I har lagt mærke til det billede der ligger fast her på bloggen allernederst. Det er fra sådan et reenactment-træf.

Ha' en fortsat god weekend.

fredag den 26. februar 2010

Spændende til det sidste.

Så er næstsidste spilleomgang af grundspillet i AL-Bank Ligaen overstået og spændingen om at blive et af de 4 øverste slutspilshold er intakt og afgøres først på sidste spille dag. Der går 8 hold i slutspillet og de 4 øverst/bedst placerede får flest hjemmebanekampe i bedst af 7 kampe kvartfinalerne + at evt. 7.kamp spilles der. Det hele bliver afgjort på Tirsdag d. 2.marts......

Et af "fiskeindpakningsprodukterne" (= en af formiddagsaviserne) havde forleden dag fundet et gammelt billede (mindst 3 år gammelt) af knægten frem:

Bemærk at man kan skimte tandbeskytteren på over-fortænderne......et sjældent syn. Nu om dage spiller han uden tandbeskytter - har en OK forsikring ;-) - idet han påstår at han så bedre kan trække vejret. Han har en "erhvervsskade" i form af en brækket næse og hvor han på trods af opretning af næsebenet stort set ikke kan trække vejret gennem det ene næsebor.

Iøvrigt rart at sneen nu er på retur. Jeg plejer at sige at temperaturer over 22 grader er spildt og fråds af energi (jeg er ikke født med store læber og kruset hår o.s.v., o.s.v.), men nu, altså nu så synes jeg godt det må blive lidt varmere....gigten I ved ;-) .

Men også dejligt at høre fuglene blive forårskåde. Hver morgen hører og ser jeg gæssene komme i små-flokke.

Her i weekenden står den CPH Art Fair i Falkonercentret samt et smut på "Den Frie". Og så lige Canada-Slovakiet inat (OL-semifinale) - USA har lige lammetævet finnerne i den første semifinale - og så er der forhåbentlig den sejeste OL-Finale Søndag nat kl. 00:00 mellem Canada og USA.