Viser indlæg med etiketten Gerda Wegener. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Gerda Wegener. Vis alle indlæg

lørdag den 6. februar 2016

I biografen...."Den danske pige".......

Lillemor og jeg var her til eftermiddag i den lokale BIG Bio og se filmen "Den danske pige" om Gerda og Einar Wegener/Lilli Elbe.


Hovedrollerne indehavedes af Alicia Vikander (Gerda Wegener) og Eddie Redmayne (Einar Wegener/Lilli Elbe). Alicia Vikander, der er svensker, har jeg set før, nemlig som Dronning Caroline Mathilde i filmen om Struensee "En Kongelig affære". Eddie Redmayne's ansigt kender jeg, men kan ikke huske hvorfra. Han spillede hovedrollen, fysikeren Stephen Hawking - ham den multihandicappede, der sidder i kørestol og som "taler" elektronisk via computer - i "The Theory of everything" fra 2014 som han fik en Oscar for.

Det er altså rigtig gode navne der er i filmen og rigtig gode skuespillerpræstationer. Også i birollerne skal det siges.

Filmen er bl.a. optaget i København; kunstnerparret bor i Nyhavn - på den pæne side - og der er klip fra blandt andet Magstræde og ved Det Kongelige Teater herunder - og det er jeg sikker på - "Stærekassen" (Ny Scene som den også hed), hvilket er meget sjovt, for klippene foregår før 1912, hvor parret flyttede til Paris, og "Stærekassen" blev bygget og indviet i 1931 :-)

Et andet sted er der et udendørsklip fra Paris. Jeg er også næsten 100 % sikker på, at det er Marmor-Kirken man ser i baggrunden i det klip. Man kan meget med foto- og film-teknik i dag :-)

Slutscenen foregår ved Vejle Fjord......og er optaget et eller andet sted i Norge :-) Der er sne på toppen af fjeldene, der ved "Vejle Fjord" :-D

I December 2015 var Lillemor og jeg på Arken og se Gerda Wegener udstillingen der. I den forbindelse har man (jeg) jo læst en hel del om hende og Einar/Lilli. Filmen er handlingsmæssigt meget komprimeret; det der i virkeligheden varede ca. 20 år, er i filmen kogt ned til en 2-4 år vil jeg tro. Der er meget udeladt, eks. alt om hendes illustrationsarbejde, hendes erotiske tegninger og akvareller og ikke mindst at hun også var til damer (bi-seksuel). Men sådan er det jo med den kunstneriske frihed fra drejebogsforfattere og instruktørs side.

Alt i alt en seværdig film om en traumatisk situation, nemlig det at være en person  (kvinde) og være fanget i en anden persons (mands) krop. Et eviggyldigt emne og forfærdeligt at være i den situation.

Ellers startede jeg dagen med at være Aarhus Universitetsforlags bogudsalg på Aarhus Universitet, Camp Emdrup. Jeg var der mindre end 5 minutter tror og gik tom-hændet. Der var stillet 2 høje runde café-borde og 2 mindre borde op, hvorpå der lå bøger. Af kunst var der kun en (1) bog. Nemlig en museumskatalogsbog udgivet i samarbejde med/for Vejle Museum om nutids-kunstneren Anders Kirkegaard. Han er ikke lige mig. Så derfor hjem med uforrettet sag.

Apropos Bogudsalg; har I bemærket at der netop nu er bogudsalg hos både Bog & Ide og hos Arnold Busck ? Det var tilfældigt jeg opdagede det, for det er ikke særlig godt annonceret. Jeg har dog nået at være i 2 Bog&Ide og 2 Arnold Busck'er og der er NADA...Zip....at hente. Jeg tror aldrig jeg har oplevet så dårligt bogudsalg før. Dårlige knald- og lægeromaner, lidt biografier og lidt kogebøger er alt hvad der er hos begge kæder. Så kan jeg godt forstå at det er så dårligt annonceret. Det er det første årlige bogudsalg hvor jeg ikke har købt noget......ikke engang de her "køb-og-smid-væk bøger" som jeg kan finde på at købe.

onsdag den 16. december 2015

Gerda Wegener på Arken.....


Her til aften var jeg med Lillemor og hendes arbejdsplads Personalekunstforening på Arken og se udstillingen om Gerda Wegener:

Hun - Gerda Wegener - er åbenbart en indtil nu, rimelig ukendt person i den danske kunstverden. Hun er åbenbart ikke repræsenteret på noget museum herhjemme. Selv kan jeg ikke huske hvornår jeg støtte på hende første gang - det er mange år siden - og den smule jeg kendte til hende (udover at hun var gift med en anden kunstner, Einar Wegener, som lod sig kønsskifte-operere i vistnok 1930 og året efter døde af komplikationer følgende operationen) var ikke andet end at hun var avis- og blad illustrator. Jeg har i hvert fald ikke opfattet hende som kunstner i gængs forstand.

Vi var 21 i alt og vi blev guidet gennem udstillingen af en kvindelig guide, Miriam, som vi har haft fornøjelsen af før. Miriam bruger - og det er positivt ment - en lidt anderledes måde at formulere sig på nogen gange og det giver en anden og god indgang til billederne, Jeg kan godt lide den måde hun gør det på og som ikke er den gængse "Liren-den-faste-lektie-af-måde-på" som en hel del guide's benytter.

Miriam var i øvrigt god til at inddrage gruppen i snakke om enkelte af billederne, bl.a. om de portrætteredes blikke, bl.a. det herunder viste portræt af Ellen von Kohl, som blev afvist både af Charlottenborg's og på Den Frie's censurkomite'er.


Senere gentoges snakken omkring et andet maleri (ikke afbilledet her) som mindede om Manet's Olympia i lidt af det her med at modellen kigger direkte ind i beskuerens øjne....sådan lidt pågående og udfordrende.

Herunder et eksempel på hendes malerier, der stort set for de flestes vedkommende var med kvinder og ofte i mere eller mindre afklædte tilstande:

Der var et mindre særligt rum, fuldstændig mørke/sorte vægge, hvor der han en stribe særdeles erotiske malerier og med de fleste af lesbisk/bi-seksuel karakter. Gerda Wegener VAR bi-seksuel, så derfor måske ikke så underligt:

Når jeg i starten af dette indlæg skriver, at jeg aldrig har opfattet hende som sådan decideret kunstner (hvad er det, for resten ?) men mere som illustrator til blade og aviser og annoncer, så synes jeg netop det fremgår af mange af hendes billeder. I øvrigt er de i type meget ens; kvinderne har stort set alle sammen samme type mund og øjne. Og mændene virker alle sammen sådan lidt feminime.....



Indimellem er der dog nogen der afviger, som f.eks. nedenstående af danserinden Ulla Poulsen...og dog alligevel:

Hendes mand Einar havde jo det med at være 2 personligheder; dels som hendes mand, maleren Einar og dels som den unge kvinde Lili, som Gerda tit portrætterede. Herunder ses dog hendes mand Einar som ung mand.....ret feminim, ik' ?

 Herunder ses igen danserinden Ulla Poulsen. Prøv at se og sammenlign hendes mund og øjne med portrættet af Einar ovenover. Ret ens i udseende, ik' ? Der er tit ikke den store variation af de forskellige potrætteredes ansigter; de er meget ens.

 Til slut i udstillingen var der et lille hjørne med kun malerier af Einar Wegener. Sådan på en måde lidt naive, der er også noget med proportionerne synes jeg, men gode i farverne.......selvom tidens tand nok har påvirket farvernes intensitet.


 Vi sluttede af med en bid mad i Arkens Cafe, en tallerken med forskellige små fiske-anretninger og rigtig dejlig.

Alt i alt en god aften.....men jeg synes stadig at Gerda Wegener nu mere er illustrator end kunstner.