12 år som slave/12 years a slave.....en "must-see" film......

Som det jo nok er de fleste læsere af min blog bekendt, er jeg "rimeligt meget" interesseret i den amerikanske borgerkrig 1861-1865. Det kan bl.a. ses af den mængde bøger og film jeg har og som fremgår ude til højre under Sider - om min interesser i boglister hvor der er en særskilt side herom.

Jeg har læst om denne krig i mange år og sågar besøgt (læs om 2010 turen her og om 2012 turen her) en del af dens slagmarker og museer derovre i USA. Min interesse er først og fremmest - ja, hvor nørdet, men altså - det artilleri (kanoner, taktik, kamphandlinger, artillerikommandører, granater, støbning af kanonerne o.s.v.) der blev brugt under borgerkrigen og dernæst selve slagene, kampagnerne, personerne der deltog = erindringsbøger og selvbiografier skrevet af deltagerne selv og generelle biografier skrevet i nutiden, om soldaternes forhold og hvorfor de kæmpede  o.s.v., o.s.v.  Der er selvfølgelig også læst en del om hele baggrunden for borgerkrigens opståen, altså om det politiske spil i årtierne op til 1861 og om de amerikanske samfundsforhold i perioden op til og under borgerkrigen og især efter denne.....om det er overraskende at finde ud af at de spændinger der var dengang stadig eksisterer.

Nuvel - i går, Lørdag eftermiddag, var Lillemor og jeg i biografen og se en film der foregår i perioden 1841-1853 i USA og især i Sydstaterne. Filmen var 12 years a slave eller på dansk 12 år som slave og er baseret på en autentisk beretning/bog skrevet af hovedpersonen Solomon Northup.

Kort fortalt handler filmen om en i New York bosiddende og fri født neger, Solomon Northup, som er gift, fader til 2 børn og som ernærer sig bl.a. som musiker. Familien er en - bortset fra at de er negre - en respekteret og velfungerende helt almindelig familie i deres lokalsamfund. Solomon's hustru skal på 3 ugers rejse for at undervise et andet sted.

Under hendes fravær bliver Solomon præsenteret for 2 mænd, der har et cirkus/variete der mangler en musiker og han bliver overtalt til at tage på en lille turné i et par dage med dem til Washington. Her bliver han af de 2 mænd drukket fuld, bortført sydpå med andre negre og solgt på en auktion som slaver. Selvfølgelig gør han opmærksom på at han er en fri mand o.s.v. men lige lidt hjælper det. Det er jo bemærkelsesværdigt at bemærke, at sydstatsfolkene virkelig troede, at negre var laverestående væsner og at biblen gav dem ret til at holde negre som slaver. Det skulle jo klart fremgå deraf og de troede virkelig på det. Sådan var Sydstaterne dengang.

Som jeg opfatter det, så når han at være på hele 3 plantager. Han er også undervejs ved at blive lynchet af nogen hvide:

Der er mange barske scener i filmen, han bliver selv pisket, man ser nogen andre slaver blive lynchet/hængt, andre blive pisket til blods, voldtægt af slavepiger o.s.v., o.s.v. Der er en scene, hvor en slave-pige tryglende beder Solomon om at slå hende ihjel, da hun ikke kan holde sit liv ud mere idet hun konstant bliver voldtaget af den hvide plantage-ejer. Det ER barske scener skal jeg hilse og fortælle og man kan ikke være uberørt af de scener....jeg kunne i hvert fald ikke.

Hvis man kan tale om en lykkelig slutning på filmen, så er den trods alt en sådan en; på den sidste plantage Solomon er på, skal han hjælpe en canadisk tømrer med at bygge en have-pavillon. Denne canadier er imod slaveri og har bl.a. skændtes med plantage-ejeren om dette. Canadieren indvilliger i, da han har hørt Solomon fortælle sin historie, og med stor fare for ham selv, at kontakte nogle af Solomons bekendte tilbage i New York og en dag måneder efter kommer den lokale Sherif samt en af Solomons hvide bekendte fra New York og får ham fjernet med magt fra plantagen da han kan bevidne at han er født som fri mand og aldrig har været slave. Selvfølgelig bliver plantage-ejeren enormt gal og prøver at forhindre det. Solomon kommer hjem og genforenes med sin familie, hvor børnene nu er blevet voksne og han har sågar fået et barnebarn som er blevet opkaldt efter ham.

Bogen blev udgivet en del år efter hans hjemkomst og vakte jo, som Onkel Toms hytte, jo en del ballade derovre. Solomon Northup blev før og under den amerikanske borgerkrig en del af den organisation som går under navnet "Underground Railroad" og som hjalp slaver med at flygte fra Sydstaterne og som skjulte dem oppe nord på.

Jeg skriver i starten at der stadig er spændinger i USA omkring dette Nord-Syd spørgsmål. Tænk på, at der først sent i 1960'erne skete fuld - på papiret i hvertfald - lighed for alle i Sydstaterne. Navnet Martin Luther King burde være de fleste bekendt.

Når man som jeg er nørdet med den amerikanske borgerkrig og giver sig til at undersøge de felter som jeg beskriver som min interesse ovenfor, så kommer man i kontakt med mange mennesker derovre. Det er fortrinsvis forfattere af historiske og militærhistoriske bøger jeg har lært at kende via Internettet og har udvekslet mange meninger med og fået meget lærdom af. Jeg har som sagt "spandevis" af bøger om emnet og masser af Links til hjemmesider derom. Under læsningen af disse og især om blog's om emnet (en del af disse kan ses ude til højre om dem jeg følger) så kommer man vidt omkring og finder ud, at der stadig ER forskel  på Nord og Syd derovre, at Mason-Dixon linien der nærmest adskiller Nordstaterne fra Sydstaterne -  nærmest er en usynlig grænse for livs- og politik opfattelser stadig væk. Især finder man ud af, at indenfor skolevæsenet er der stor forskel. Mange bøger der bruges over det meste af USA bruges IKKE i de gamle Sydstater, for her har man stort set sine egne bøger, der fremstiller borgerkrigen og især årsagerne dertil helt anderledes.....og det vokser skolebørnene så op med.

For eksempel, så er der mange såkaldte "Southern Heritage Groups", der agiterer for, at det var Nordstaterne der startede borgerkrigen, selvom det jo var visse sydstater der ville trække sig ud af unionen og som via deres militser (hjemmeværn/Home-guards) erobrede Unionens arsenaler og tømte dem for våben  og udrustning og som også var de første til at bruge våben som midler = bombardementet af sø-fortet Fort Sumter i Charleston's (South Carolina) havn d. 12 april 1861 og som således var de første skud i borgerkrigen. Disse grupper agiterer også for at grunden til de forskellige staters udtræden var Stats-rettigheder (States Rights) såsom retten til selv at bestemme skatter og afgifter og selvbestemmelse uden Unionens indblanding o.s.v. Man glemmer helt, at 3 af de første stater der trak sig ud af Unionen for at danne deres egen Konføderation, nemlig Missisippi, Georgia og South Carolina, direkte i deres udtrædelseserklæringer nævner slaveriets opretholdelse som den væsentligste årsag. Man nævner heller ikke, at en årsag var, at man fra Unionregeringens side ønskede, at de territorier man annekterede vestpå (områder der snart ville blive til nye stater i USA) ikke måtte være slave-stater. Man anerkendte i Unionen at der i Syden var slavestater og man agtede ikke fra Unionen at ændre her på. Man ville bare ikke have flere slavestater, hvilket de eksisterende slavestater, som var i undertal, ikke ville anerkende.

Der er masser af eksempler her på og det er ret rystende at læse, at der i dagens USA virkelig er mennesker der tror på dette.

En detalje om jeg så må sige, er det flag vi alle forbinder med Sydstaterne. Oprindelig lavede de udtrædende stater, som dannede Confederate States of America, et nyt Nationalflag, kaldet Stars and Bars (Stjerner og bjælker) der så således ud:

Som man vil bemærke, er der 7 stjerner som repræsenterer de 7 først udtrædende stater og som dannede Confederate States of America.

Dette flag blev brugt som samlingspunkt for de Sydstatshærene under de første kamphandlinger i 1861. Der skete dog det, at det i kampens hede - man anvendte jo sort-krudt dengang - og p.g.a. af den megen røgudvikling der var, så opstod der mange misforståelser BEGGE veje, idet dette flag kunne minde meget om Unions flag, Stars and Stribes:

 Derfor fandt man så ud af at lave et nyt Battle-flag, altså ikke et nyt Statsflag, men et flag som udelukkende skulle bruges i kamp og som adskilte sig væsentligt fra Unionsflaget og fra Nationalflaget og det blev så det velkendte Battleflag som ses herunder:  

 Det var altså et kampflag, et samlingspunkt for Sydstatssoldaterne, et flag der i kampens hede sagde "vi er sydstatssoldater og IKKE nordstatssoldater"...altså et simpelt signalflag (ligesom man bruger det indenfor Marinen). Intet andet.

 Man udviklede siden National-flaget således (men det er en anden sag) til bl.a. dette:

(og i den tredje udgave forsvandt den røde lodrette stribe yderst til højre, så det var et rent hvidt Nationalflag med Battle-flaget i øverste venstre hjørne).

Men tilbage til Battle-flaget. Det var altså et rent militær-signal-/samlingsflag. Idag bruges det overalt i Sydstaterne og andre steder af disse "Heritage-grupper" for at markere, at man er fra Syden af. Sågar har del-staten Missippi incorporeret Battleflaget i sit delstatsflag. Nu vil delstaten Georgia til at tillade at Battle-flaget kan ses på del-statens bil nummerplader.

Nu er det sådan, at dette Battle-flag igennem tiderne er blevet flittigt brugt af yderligt gående organisationer som f.eks. Ku Klux Klan og andre racist-organisationer og at det verden over mest er blevet kendt for Racisme og had.....og har været det de sidste 100 år. Derfor har flere og flere stater og byer i USA bl.a. i Virginia forbudt at dette flag må benyttes ved offentlige bygninger, på offentlige pladser og flagstænger o.s.v. og det er de såkaldte "Heritage-grupper" så gået i selvsving over. De mener at det er noget om Arv og ære og ikke om racisme. De har dog ganske svært - og forståeligt - ved at få deres synspunkter igennem. Men de masser på for deres sag over alt. Ligesom de gør med deres påstande om slaveri og årsager til borgerkrigen o.s.v. Selv TV-stationer som den yderst ekstremt-konservative FOX er en af deres forkæmpere og det siger så ikke så lidt.

Nåh - nok om det. Men det er virkelig tankevækkende, at især i USA's sydstater er racismen og historie-forfalskning så udbredt som den er.

....og så undrer jeg mig virkelig over, hvem mon det kan være, der vil læse dette blog indlæg og om de har læst helt her ned til.

....men filmen som jeg startede med at omtale: Gå ind og se den....hvis du tør...den er tankevækkende på mange punkter.

Amerikanske nummerplader

Når man færdes rundt i USA - bare et enkelt større sted - så ser man ufatteligt mange nummer-plader på bilerne. Hver stat har sin egen nummerplade og igen så kan der indenfor hver stat være specielle designs af disse og disse er oftest selv-designede af de respektive bil-ejere. Nedenfor er bare et almindeligt udsnit af nummerplader fra de "stater" jeg så der ovre.

Der er ofte et specielt "Slogan" eller kælenavn for den enkelte stat på pladerne, f.eks. står der på alle New York-plader "The Empire State", på alle New Jersey-plader "Garden State" o.s.v. Bemærk, det der står på nummerpladen fra hovedstaden Washington D.C. - "Taxation without representation". Det er et stille oprør mod Forbundsstaten, idet hovedstaden Washington er sit eget lille autonome område i staten Maryland og på den ene måde bliver man behandlet som en stat, på den anden måde må man ikke selv fastsætte bl.a. skatter for det gør Senatet og Repræsentanternes hus. Man har godt nok en Overborgmester og en Magistrat som i København, men man må altså tage til takke med den skatteudskrivning ANDRE foretager. Iøvrigt er sætningen "Taxation without representation" hugget direkte fra et af hovedargumenterne som amerikanerne havde, da de i 1770'erne lavede oprør mod den engelske Konge og  dermed startede Uafhængigshedskrigen. 

Der er 24 nummerplader med 23 Stater repræsenteret og det skyldes, at vores New York'er-nummerplade var gul og om det skyldes, at det er en erhversvogn (udlejningsbil) fandt jeg ikke ud af men de gængse N.Y.plader er hvide som den anden viste:

 

Der er mange flere flotte og selv-designede nummerplader derovre. De ovenfor viste er bare de mest almindelige typer fra de enkelte stater som jeg så. 

En "smut-tur" til USA......Maj 2012.

Lillemor og jeg har lige været 12 dage i USA fra d. 16. Maj til d. 28. Maj. Det var en tur som vi begge længe havde set frem til; dels skulle vi bo de første 6 dage i Gettysburg i Pennsylvania og dels de næste 6 dage i New York. For mig var det først og fremmest gensynet med Slagmarken ved Gettysburg (og en lille en-dags tur til slagmarken ved Antietam) der var det primære mens jeg da også glædede mig til at opleve New York. Lillemor havde nok den omvendte prioritet.

(Vores tur i 2010, som kan læses ved at trykker på denne linie, var fra 17. -28- Maj 2010).

Vi landede i Newark hvor vi i Lufthavnen afhentede vores bil, en Chevrolet Malibu (Mercedes-størrelse) med automatgear forståes. Turen fra Newark (beliggende i New Jersey) og til Gettysburg var på ca. 300 km og tog godt og vel 4 timer. Til forskel fra turen i 2010, hvor vi kørte fra Gettysburg til Buffalo = ca. 700 km, oplevede vi kørslen på motorvejen helt anderledes. Nu var bilisterne meget mere agressive; især de store - og de ER store - lastbiler kørte som om de ejede vejen. Hastighedsgrænsen er max. 65 miles i timen og vi blev tit overhalet af disse kæmpe lastvognstog og det var ret så ubehageligt. Billedet herunder viser kørslen ud fra Newark hvor der var vejarbejde og her klaredes det ved at man havde sat beton-klodser op som kørebane-adskillelse.

Vi ankom til Gettysburg Torsdag (en overnatning i Newark) ved 13-tiden og skulle bo på Quality Inn Motor Lodge Gettysburg.

Det var længer i 2 etager og vi boede på 2.etage. Som et kuriosum kan oplyses, at denne bygning var den sidste FØR slagmarken. jeg kunne fra svalegangen - hvor jeg/vi oftest sad - faktiskt se de nærmeste monumenter ude på slagmarken. Utroligt.

Herover ses Lillemor i inden vi skal et-eller-andet sted hen og herunder ses vores bil og vores værelse; 3. dør fra venstre på 1.etage.

Første stop var ude ved Slagmarkens besøgscenter, Gettysburg National Battlefield Visitor-Center hvor jeg lige blev fotograferet sammen med Abraham Lincoln ;-)

Lige kort: Jeg skal forskåne jer for mange, mange billeder. Jeg tog 576 billeder på slagmarken af diverse kanoner m.m.

Gettysburg var stedet for det største slag under den amerikanske borgerkrig. Det fandt sted i dagene 1. til og med 3. Juli 1863. Der deltog ca. 100.000 soldater fra Nordstaternes side og ca. 85.000 soldater fra Sydstaterne. Nordstaternes tabstal var ca. 23.000 mand og sydstaternes ca. 28.000 mand, så det var en blodig omgang. Hele området, som er Nationalpark, er ca. 5 x 4 km, større er det ikke og der var altså samlet ca. 185.000 mand i 3 dage slaget varede på det lille område.

Hjemmefra havde jeg i (åre-)månedsvis forberedt mig på besøget; læst stakkevis af bøger om slaget, erindringer fra alle mulige personer som deltog i slaget, Orders of Battle, regimenthistorie, om bevæbning og mandskabsstørrelser, hvor de forskellige enheder kæmpede de enkelte dage, hvem der kommanderede ned til regiments- og kompagni størrelse o.s.v., o.s.v. Alt sammen på amerikansk forstås og meget af det, erindringerne, ordre-udskrivelser, rapporter efter slaget på gammeldags amerikansk, så det har været noget af en oplevelse.

Min hoved-interesse er artilleri, det vil sige kanoner og kugler og deres mandskab og taktik. Mange bøger om kanoner og det der hører sig til er læst ligesom internettet har været en stor kilde. På internettet har jeg af amerikanske Facebook-venner fået meget hjælp og især af Craig Swain som har en hjemmeside kun om artilleri. Fra ham fik jeg tilsendt detaljerede tegninger over hele slagmarken med angivelse af hver enkelt kanons placering, dens type o.s.v. og disse kort var min "Bibel" under opholdet.

Ja - det ER nørdet, at have interesse for specielt amerikansk borgerkrigs artilleri, kanoner krudt og kugler, men sådan er det ;-)

Herunder bare lidt billeder:

Billedet ovenover og nedenunder er fra Visitor Centret og viser eksempler på de granatyper der blev anvendt under slaget. De viste ting er alle fundet fra slaget.

Jeg fik selv købt nogen ting i butikker i byen såsom som Friction Primers (som er til brug ved kanonens afskydning), Time Fuses (som er til brug ved indstilling af hvornår/hvordan granaten eksploderer når den er afskudt), Canister-kugler (=kardæsk-kugler), granat-stykker fra eksploderede Parrot-granater o.s.v., o.s.v. hvilket også inkluderer gevær-patroner af forskellige typer.

Byen Gettysburg ville nok være et hul i jorden ude på landet hvis det ikke var fordi der havde fundet det største slag under borgerkrigen lige udenfor og i byen. Faktsisk er den ret bevaret og hyggelig.....når man ser bort fra, at mange af de hyggelige gamle huse indeholder souvenir-butikker og restauranter og hvad der til hører. Vores favorit sted at spise var dennegang - som også i 2010 - Dobbin's Inn som er beliggende i et hus fra ca. 1780 og som ses herunder:

Der er ca. 370 kanoner opstillet rundt på hele slagmarken......og jeg tror jeg fik set dem alle sammen og læst om dem på f.eks. opstilledes skilte (lavet af omstøbte bronce-kanoner). På billedet nedenunder ses at de kanoner der var lige der, var fra Army of the Potomac (Nordstaterne) 3. Korps' Artilleribrigades 2.Batteri fra New Jersey lette Artilleri (regiment) og at det batteri - kommanderet af kaptajn A.Judson Clark - bestod af 6 stk. 10 Pdr. (Kalibren) Parrott kanoner og at det deltog den 2 dag af slaget og at det havde 1 dræbt, 16 sårede og 3 savnede mand, ialt et tabstal på 20. (3.dag var det til stede men deltog ikke). Sådanne tavler er der overalt.

Overalt på slagmarken er der også sten-monumenter og statuer - vistnok omkring 600 - der vedrører de forskellige infanteri-regimenter og enheder der deltog. Det er meget overvældende at se og læse. Den ovenfor viste tavle er endda - såvidt jeg huske - med et lavt tabstal, da batteriet kun deltog aktivt den ene dag.

Iøvrigt var et Nordstats-batteri på 6 kanoner (sydstaternes batterier var kun på 4 kanoner) hver med ca. 140-150 mand samt lidt flere heste. Hver kanon blev betjent af 8 mand. Dertil officerer for hver sektion (2 kanoner udgjorde en sektion) samt soldater til reserve-ammunitionsvogne (Caisson) og til andre udstyrsvogne.

Herover ses et Sydstatsbatteri på 4 kanoner indeholdende 2 12 pdr. Napoleon's (bronce-kanoner) som er irret af tidens tand og 2 10 pdr. Parrot kanoner (Støbe-og smedejern) de sorte i baggrunden.

Herunder ses et af to kuriosum'er, nemlig en 12 pdr.Whitworth Rifle. Den er af engelsk fabrikat og er bagladet (som kanoner er idag). Dem var der 2 af under slaget og de tilhørte Sydstaterne. De er af jern.

De 2 kanoner var de eneste bagladere (der var vist 4 bagladere i aktion under hele krigen). Ellers var alle andre kanoner, bronce- og jern-kanoner, forladere.

Alle Bronce-kanoner (de lyse/irrede) er forresten glatløbet, mens alle jernkanoner (de sorte) er riflet.

Herover ses en 3-inch Ordnance Rifle, som nok var den bedste kanon på slagmarken. Flest bronce-kanoner af typen Napoleon's var dog i brug under slaget.

Nu kan de 3 oftest anvendte kanontyper - hver type for sig selv - jo minde om hinanden (en kanon er jo bare en kanon som de andre), men her kommer Nørden (og det er mig) ind i billedet. Nedenfor ses mundingen af en type 3-inch Ordnance Rifle (selvom der står 2,9). Af stemplerne her ses - fra ur-vis kl. 13 af - fabrikationsåret 1863, at den er godkendt af en våbeninspektør med initialerne W.P.F., at dens kaliber er 2.9 (=3 inch), at den er støbt af Ames Manufacturing Co. i Springfielse (A.M.), at den vejer 898 pound (ca. 450 kg) og at den har løbenr. 241.

Det er bl.a. sådanne ting jeg har gået og set efter på de forskellige kanon-typer......:-)

Nåh - der er også andre ting at se på. Faktiskt er landskabet meget flot. Og hvis I kender filmen med Meryl Streep og Clint Eastwood "Broerne i Madison County", så vil I kunne nikke genkendende til sådan en bro som den nedenfor. Det er en overdækket træ-bro fra 1848 ved navn "Sach's Bridge". Sydstaterne gik over/igennem den på vej til slaget og brugte den igen til at slippe væk efter slaget og det undrer stadig folk at de - sydstaterne - ikke nåede at få den brændt af, for Nordstaterne anvendte den også i deres forfølgelse af sydstaterne efter slaget.

Et andet sted kan man på en bro over en mindre å på en af murenes topsten se det forstenede fod-aftryk efter en Dinosaur. Faktiskt er der 2 sten med aftryk, men kun nedenstående er godt nok til foto.

Hjemmefra havde jeg (vi) planlagt af bruge en af de 5 dage på at tage til en anden slagmark i en anden Stat, nemlig "Antietam" ved byen Sharpsburg i Staten Maryland syd for Gettysburg/Pennsylvania. Slaget ved Antietam fandt sted d. 17. September 1862 og var borgerkrigens blodigste enkelt-dags-slag med et tabstal på hele 23.000 soldater på denne ene dag. Uhyggeligt at tænke på.

Jeg var kun interesseret i at bruge et par timer der (det tog kun 1,5 time at køre dertil) og det for at se 3 specielle steder der; nemlig "Bloody Lane", en hul-markvej hvor der blev slagtet i massevis af sydstatssoldater, "Dunker Church" hvor der var heftiftige artilleri-dueller samt "Burnside (Lower) Bridge".

Herunder ses en del af "Bloody Lane" som den ser ud idag - den dag vi var der" - ret idyllisk, ik' ?

Billedet herunder er taget dagen efter slaget, hvor man skal til at begrave de døde, som stadig ligger som de døde i kampen dagen inden:

Bemærk, at de døde IKKE ligger til begravelse i en grav - det er hul-vejen de stadig ligger i og der lå vistnok knap 1000 mand på et par hundrede meters vej-længde.................
Billedet herunder viser så "Dunker Church" som vi så den (det er også mit foto). En lille tysk menighedskirke i et idyllisk område.

........og billedet herunder er også - som det af "Bloody Lane" - taget dagen efter slaget........

Ja - det er ret voldsomme og blodige billeder, men borgerkrigen (al krig) er jo en blodig og frygtelig "forestilling".

Mens vi var der, opdagede vi et mindre brunt dyr, der fes lidt rundt og små-gravede. Det lignede en Bæver og var også på den størrelse. Vi så flere af dem rundt omkring. Ved at spørge nogen andre turister, fik vi at vide at det var "Ground Hogs" (Jordsvin), som er en gnaver af en art, en temmelig stor en på omkring 50-60 cm. Den lignede altså en Bæver eller et Marsvin.

Efter besøget her fortsatte vi Sydpå til Staten "West Virginia" og så byen "Harpers Ferry" som også var en plads for kamphandlinger under borgerkrigen. Idag er byen fredet og Nationalpark og ligger faktisk og ser ud som "i gamle dage"...sådan lidt a la Den Gamle By i Aarhus.
Harpers Ferry ligger i grenen af 2 floder, nemlig Potomac og Shenandoah floderne.

Der var ret hyggeligt, selvom den ikke når Den Gamle By til sokkeholderne. Efter at have spist sen frokost der, kørte vi over en bro og ind i Staten "Virginia" og langs med floden og over en anden bro ind i Maryland og så hjem til Pennsylvania....altså 4 stater, Maryland, West Virginia, Virginia og Pennsylvania på en og samme dag :-).

Efter de her 5-6 dage i Gettysburg kørte vi derfra og til Newark og afleverede bilen hos Hertz og tog derfra toget til New York og Penn (-sylvania) Station af alle steder ;-). Stor var min overraskelse, for da vi kom op fra stationen opdagede vi, at stationen ligger lige under Madison Square Garden, hvor ishockey-klubben New York Rangers har hjemmebane.

Taxi til hotellet, Mansfield Hotel, beliggende på 12 West 44 Street. Herfra kunne vi se hen til Times Square :-) .

Vores værelse var lille, meget lille synes jeg. Men der var det, der skulle være. Desværre var Air-konditionerings-halløjet åbenbart det, som er standard overthere; enten fuld knald på eller slukket = d.v.s. larmende stiv kuling eller tavshed. Vi havde haft flot vejr i Gettysburg - sol og blå himmel - og det så ud til at fortsætte i New York med den forskel af der tilsattes en meget høj luftfugtighed. Puha - det var slemt, rigtigt slemt. Derudover var der en anden markant forskel nemlig larmen. Hold da op, hvor der er meget larm - hele tiden og overalt - dels fra den kraftige trafik og dels fra mennesker, forretninger og byggearbejder. Jeg har aldrig oplevet det på den måde i hverken Berlin, London, Paris, Washington, Amsterdam, Stockholm eller for den sags skyld København. Måske er det simpelthen bygningernes størrelse/højde der holder på og forstærker lyd-niveauet.

At finde rundt i New York (=Manhattan) er ret let, når man først fanger systemet. Manhattan er en lang ø. Nord/Syd gående og parallelt med hinanden går Avenuer'erne og de er nummeret fra 1 og ud af. Nogen af dem har samtidigt navne som Park Avenue, Madison Avenue, Broadway. Gaderne der går vinkelret på tværs af Avenuerne hedder Street's og er nummeret fra 1 til 70-90 stykker og gadenumrene er yderligere opdelt i East eller West fra vistnok 2nd. Avenue. Med Subway er det lige sådan; linierne går alle Nord-Syd, så det er enten Uptown eller Downtown man tager Subway. Hver linie har en Local eller Express linie. Local er toget der stopper på alle stationer og Express på udvalgte/store stationer.

Hver morgen indtog vi morgenmad på kaffebar og så ud at se.

Herover ses Empire State Building - den opleves bedst på afstand. Nedenfor er det nye World Trade Center. Her ville vi have set mindesmærket fra 11/9-katastrofen men det fravalgte vi, da man skal have indgangsbillet og guide på. Guiderne er efterladte fra ofrene som fortæller meget personlige historie og det havde vi hverken lyst eller tid til at høre på.

Herunder ses Chrysler Bygningen. Toppen af bygningen er meget flot.

Selvfølgelig var kulturen i højsædet. Herunder ses Guggenheim Museet som vi var inde og se. Desværre var der en ny udstilling undervejs, så der var ikke så meget udstillet og det der var, var mest en fotoudstilling og en udstilling af mærkelige video-installationer. Der var dog en pæn lille samling impressionister.

Lincoln Center, som ses herunder, består af 3 store haller/sale/bygninger. Til venstre ses J.P.Koch's Hall hvor New York City Ballet har hjemme. I midten ses Metropolitan, hvor Operaen og American Ballet Company har hjemme og bygningen til højre er koncertsalen hvor New York Philarmonica (Symfoni-orkesteret) har hjemme.

Den anden aften vi var i New York var vi inde på "Neil Simon" teatret på Broadway og se og høre musicalen "Jesus Christ Superstar". Hold da op; jeg havde helt glemt hvor god musikken er. Det er vel 35 år siden jeg sidst så den opført i København. Det var en oplevelse.

Den tredie aften var i inde og se New York City Ballet med forestillingen "Double Feature" der bestod af 2 balletter; The blue Neckless og Make me Whopee. Det var nærmest Jazzballet og begge foregik i 1920-30'erne og jeg forventede Fred Astaire komme valsende ind. Det var hans slags musik og dansenumre i balletform. En oplevelse men ikke ballet som jeg forventer det.

Billedet herover er taget af scene-tæppet fra vores udmærkede pladser.
En aften vi passerede Times Square var alle disse et. De skulle næste morgen starte i et billøb der hedder Gumball 3000 og som går fra New York til vistnok Los Angeles. Der var alle mulige sportsvogne og masser af mennesker. Vi så dem også næste morgen da de skulle starte.

En morgen vi var ved Times Square var der opbygget en scene og vildt mange mennesker der hujede af begejstring. På scenen var vinderne m.fl. af den amerikanske udgave af "Vil med dans" som var afgjort aftenen før.

Times Square er iøvrigt altid fyldt med mennesker. Der er en masse kæmpereklamer på husene derned og flot og farverigt se det ud....men hvilken konstant larm, der er det sted.

En dag var vi på Metropolitan Museum of Art. Det er et underlig et. Et stort et også. Det er opdelt i samlinger.

Alle mulige rigmænd har skænket deres samlinger til museet og det betyder at hver samling holdes i egne lokaler og det igen betyder, at f.eks. impressionister ses forskellige steder, at amerikansk kunst ses forskellige steder. De er altså ikke samlet som hos os i Europa og det betyder at man farer frem og tilbage mellem samlingerne for at se det hele....og det kan man altså ikke overskue. Vi var der tidligt og brugte 2 timer og så opgav vi. Det er første gang jeg har haft det sådan, at jeg bare måtte ud. Dels var der kommet rigtig mange mennesker mens vi var der og dels kunne jeg simpelthen ikke overskue det og jeg måtte simpelthen ud. Ærgerligt for der var en del vi ikke nåede. Dog nåede vi at
at se bl.a. Edvard Hopper - se hans billede nedenfor - med 5 billeder repræsenteret og ligeså en del franske impressionister.

Vi fik også set nedenstående berømte maleri af George Washington der krydser Delaware floden under den amerikanske frihedskrig mod englænderne i 1770'erne.

Det er et enormt maleri, nok en 5 x 7 meter og ganske imponerende når man står der foran.

En anden sjov bygning er Flat Iron bygningen som ses herunder. Den står hvor vistnok 5 Avenue og Broadway skærer hinanden ved Madison Square Park.

Vi var selvfølgelig også på Manhattans sydspids - Battery Park - hvor man kan se ud til Friheds Gudinden og Ellis Island. Her tog vi færgen over til Staten Island - en gratis færge for byen New York der forbinder disse 2 bydele. New York består af 5 by-dele, nemlig Manhattan, Bronx, Queens, Brooklyn og Staten Island. Herunder ses Sky-line fra færgen af:

Herunder ses en af Staten Island-færgerne som er gratis og som sejler hver halve time. Man kommer tæt forbi Frihedsgudinden på denne sejltur.

Herunder ses Lillemor og Frihedsgudinden. Det er Lille mor i forgrunden til højre ;-)

Frihedsgudinden er ret imponerende....og stor. Man kan med turbåde sejle ud til hende og til Ellis Island, men vi valgte bare turen forbi med den ordinære færge.

Den tredie aften vi var der, var vi i Metropolitan og se rigtig ballet med American Ballet Company.
Igen mange mennesker. Det var balletten La Bayadere - en rigtig klassisk ballet - vi fik set og den var fejende flot. På et tidspunkt er der hele 24 danserinder på scenen i klassiske strutskørter der dansede fuldstændigt synkront. DET var imponerende.

Publikum var meget blandet påklædt, fra almindeligt tøj til det store skrud som ses herover. De 3 kinesiske damer tilhørte en familie; 2 døtre og deres forældre. Farmand er forrest udenfor billedet. De skulle selvfølgelig fotograferes foran Metropolitan og jeg tilbød galant at tage deres billeder med deres kamera og fik mange smil og buk og Thank You bagefter for det. Lillesøsteren - hende med den bare ryg - var sørme en flot pige :-) .

Billedet herover er taget indefra Metropolitan ud mod Plaza'en. Imponerende bygninger allesammen iøvrigt. Og billedet herunder er taget fra vores aldeles udmærkede pladser mod scenen.

Vi oplevede mange ting i New York; flere museer, Jesus Christ Superstar og 2 balletter og en masse bygninger og arkitektur, Frihedsgudinden og vandretur i Central Park og meget mere. Jeg er glad for at vi gjorde den tur og fik oplevet byen, men det er IKKE en by jeg vil tage til igen. Den er simpelthen for larmende og menneske-fyldt for mig. Og det her med at bygningerne er så høje/store - jeg føler at man går i skygge hele tiden - lidt klaustrofobisk følelse. Og en sjov ting - det skal tages med et stor gran salt - er at når man sidder på en restaurant og spiser, så RÅBER amerikanerne. De kan simpelthen ikke sidde og tale normalt. Det betyder at lydniveauet er enormt sådanne steder. Det er en ting jeg har bemærket med amerikanere alle steder hvor man har mødt dem rundt omkring hjemme og i Europæiske byer.

Men alt i alt en god tur. Næste tur senere på sommeren bliver en uge i sommerhus i Skagen og der er der åbne vidder, højt til loftet og dejlig dansk stilhed ;-)