Viser indlæg med etiketten Hornborga søen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Hornborga søen. Vis alle indlæg

søndag den 29. marts 2015

Traner - men ingen tur i år.....

De seneste par år har Lillemor og jeg slået et sving - i et par dage - omkring Hornborgasjön i Sverige for at se på Traner, som jo raster der i store mængder.

I år bliver en undtagelse, for vi bliver hjemme her i påsken. Her i 2015 er der en del rejseaktivitet for os - dels sammen og dels Lillemor for sig selv/uden mig men med andre. Vi har allerede været i London sammen - se nedenfor - og Lillemor var i Holland i embeds medfør hele den forgangne uge. "Om snart" skal hun til Lake District i England og vandre med Dansk Vandre Laug og lidt senere skal hun til Abisko med vor Svigerinde og vandre på Kungsleden og så skal vi senere igen begge holde sommerferie sammen på Island og så.....ja - jeg runder de 60 år i efteråret, så der kan der også blive en afstikker af en art...det er i hvertfald sandsynligt.

Men Tranerne....
 
Jeg har både hørt og set Traner i år. En dag hørte jeg dem uden at kunne se dem - de kan jo høres på rigtig lang afstand (mange kilometer) når vinden bærer den rigtige vej. Den dag kunne jeg om aftenen se på Dofbasen (Dansk Ornitologisk Forening's indrapporteringsdatabase af fugleobservationer) se, at de var set over vor lokale mose på netop det tidspunkt hvor jeg havde hørt dem, så det var rart at få det bekræftet.

Næste dag så jeg 2 flokke. Den første så jeg, fordi Lillemor havde handlet ind i en Føtex, der ligger nogen km væk og som så flokken fra P-pladsen og så ringede og sagde at den havde kurs mod os, så jeg ud på terrassen og se den kun få minutter efter komme trækkende lidt væk og den var på godt 70 stk. Klokken var ca. 17,30 på det tidspunkt.Da den havde passeret kom en så en mindre en på omkring 50 stk. incl. et par efternølere et minuts tid men denne gang næsten lige over vores hus. Herligt. Jeg har jo altid kikkert og kamera stående hernede ved havedøren, så jeg nåede lige at få fat i kameraret og fik de her 3 billeder; bemærk, at det er samme flok selvom den bølger:



Og herunder passerer de så huset, da tagrenden lige når at komme med til højre på billedet.


Allerede i går var der 18.800 Traner oppe ved Hornborgasjön og mpn ikke det tal stiger den næste uges tid ? Man kan følge antallet ved at trykke her på linien.

fredag den 4. april 2014

Tranetur til Hornborga Søen d. 28. - 30. Marts 2014


Så var vi - i forrige weekend - igen på vores snart "sædvanlige" hvert-andet-års-tur op til Hornborga Søen i Västra Götaland oppe mellem Vänern og Vättern i Sverige.  (Læs her om vores Tranetur i  2010 her og i 2012 her. De tidligere Trane-ture har jeg ikke skrevet om her på bloggen).

Og igen boede vi hos Hornborga Stugby hos Elsy og Thomas. Det er 3.gang vi bor der og det er nogle dejlige hytter de har der. Nu har vi boet i 3 forskellige slags beliggende 3 forskellige steder i Hornborga Stugby og fælles for dem alle er at man har god udsigt over søens nordlige ende. Hornborga Stugby ligger oppe lidt  til højre for 9 tallet som vist på kortet ovenover.

Herunder ses vores "stuga" hvor Lillemor ses siddende på trappen i den skarpe forårssol med Ipad og kaffe.

Vi kørte direkte fra arbejdet af om fredagen og var fremme før solnedgang. Dagens Tranetal var som vanligt angivet på "Trandans Visitorcenter"'s væg med 18.200 Traner. Imponerende.

Lørdag morgen var det Lillemors fødselsdag, så det fejredes med lunt morgenbrød og medbragte gaver fra bl.a. sønnen og svigerdatteren.

Jeg vågner altid tidligt...sådan mellem 05 og 06 om morgenen uanset om det er hverdag, helligdag, ferie eller andet og benyttede mig dennegang af at sidde ude på trappen med kaffe og smøger og se morgenlyset bryde frem, høre tranerne (og gæssene) vågne og flyve afsted fra overnatningspladserne. Jeg kunne også se en masse små-fugle pile rundt og bl.a. høre Sortspætte tromme og også dens (magens ?) kald. Aldeles herligt. Efter morgenmad var det så afsted til søens syd-ende hvor der ved Bjurum ligger den berømte "Trandansen" hvor alle Tranerne holder til om dagen. Her var opslået dagens Tranetal på hele 19.900 stk. Det er mange, rigtig mange.

Tranerne bliver talt hver aften når de flyver til rast ude i søen og statistik-tallene for de enkelt dage kan ses på linken her = Tranestatistik. Man kan iøvrigt se, at tallet er steget efter vi er taget afsted, men endnu ikke nået rekordtallet på 26.500 som vi så i 2012.

Det er altid imponerende at se på. Og høre på. Den der Trane-lyd er helt specielt og den høres konstant og højt. Og ind i mellem blander Sangsvanernes og gæssenes lyde sig også. Og også enkelte Viber's sang lyder mens de tumler i luften i udkanten af markerne.
På billedet ovenover kan man over træerne i baggrunden ane nogen mørke streger i luften. Det er indtrækkende Traner.

Sådanne flokke på mellem 2-3 stykker og 10-20 stykker ses hele tiden komme flyvende ind over os for at lande og deltage i festen der på markerne.

Efter at have set os lidt mætte, kig vi hen til Bjurum Kirke (se billeder i 2012 indlægget) og fik kaffe og kage der i cafe'en.

Bagefter kiggede vi igen på Tranerne og tog så til Vestsiden af søen til Hornborga-åens udløb fra søen. Herovre så vi - på vej ud til et fugletårn der - en enkelt gammel Havørn komme flyvende hen over os og kort efter opdagede vi 2 Kongeørne i leg lidt væk. Imponerende at se. Ude ved fugletårnet hørte og så vi både Lille, Gråstrubet og Toppet Lappedykker ligesom der var Lille Skallesluger, Hvin-, Pibe- og Krikænder samt de sædvanlige Gråænder. Vi så også en flot Rørspurv og et Firben der i solen.

Derefter tog vi hjem og spiste frokost og holdt pause og tog om eftermiddagen til Hornborga Naturum hvor der - næsten som altid - ikke sås nogen specielle fugle. Der ER bedre senere på sæsonen for at se fugle der, men på dette tidspunkt er der "intet spændende" at se.

Herunder Hornborga Naturum, som dog altid er et besøg værd.

Ude ved Naturum ligger et "alternativt hus". Fyldt med små vindmøller og masser af solfangere, dels på gavlen og dels stående rundt omkring huset.

Det var jo Lillemors fødselsdag, så jeg havde hjemmefra bestilt bord i restauranten på "Löfwing's Ateljé". Det er en kunstner, Göran Löfwing, som sammen med sin hustru har fået banket noget af et sted op; dels et atelje hvor han arbejder, dels et udstillingssted, dels en café, dels en restaurant og dels et konference-center. Der er altid mange mennesker der. Jeg kan godt lide hans kunst. Han minder lidt om den svenske fugletegner Lars Jonsson men er alligevel sin egen.
Det blev en hyggelig aften med god mad og god vin og hyggelig betjening.

Næste morgen gjorde vi "stuga'n" ren og pakkede og tog derefter til Trandansen og så på traner igen. Efter en times tid her kørte vi så sydpå. Undervejs mod Helsingborg så vi enkelte flokke af Traner flyve mod Hornborga. Vi så også Røde Glenter og Musvåger og Ravne mens vi kørte.

Og hjemme igen - kl. 15,25 og kørte 382 km (ialt kørte vi 845,6 km) - pakkede vi ud. Færdig med det, satte jeg mig ud på terrassen for at ryge en smøg og drikke et krus kaffe. Jeg havde dårligt nok smækket bagdelen i sædet, da jeg hørte lyden, ja - lyden I ved - og så op og deroppe over vores hus var en flok på ca. 30 Traner ved at skrue sig op for at flyve videre nordpå. Herligt.

I denne weekend, d. 5. og 6. April, har de "Tranans Dag" oppe ved Hornborga Søen. Der er en masse arrangementer og der er stadig masser af Traner. Her til aften, Fredag d. 4. April er der optalt 22.200 Traner, så ....der er nok til alle :-) .

onsdag den 3. april 2013

fredag den 6. april 2012

Hornborgasøen 2012 - ny rekord 26.500 Traner....og vi var der...

Lillemor og jeg har i dagene Mandag d. 2. April til og med Torsdag d. 5. April været på "vores årlige tur" til Hornborga Søen i Västra Götland i Sverige. Hornborga søen er beliggende mellem de 2 store søer Vänern og Vättern. Vi havde - igen - lejet hytte eller "Stuga" om man vil hos Hornborgasjöns Stugby, som ligger i den nordlige ende af søen på en ås eller lille "bjerg-kæde/rand" kaldet Billingen.
Det var en nybygget "stuga" med fin udsigt over søen. Om morgenen og om aftenen kunne vi se og høre Traner her, ligesom der var aktivitet af Musvåger, Stor Flagspætte, Grønspætte, Ravn, Stor Regnspove, Skovskade over og rundt om os lige som vi havde besøg af Rådyr hver morgen og aften.
På billedet herunder - den nordlige del af søen - kan man til højre ane nogen marker og vådområder og det var der vi hørte indflyvende Traner om aftenen.
Vi ankom som sagt Mandag eftermiddag. Det eneste vi lavede denne dag var at slappe af, nyde udsigten og en lille smuttur til Hornborga Søens Naturum som kun ligger få km væk fra hvor vi bor.

Næste morgen, Tirsdag, tog vi så ved middagstid til Tranedansen som er "Hovedpunktet" for Tranerne deroppe. Vi har jo været der nogen gange før, så vi parkerede ved Bjurum Kirke og fik lidt kaffe der og beså kirken.
Dette - billedet ovenfor - er det allerførste man ser, når man kommer kørende til kirken: Traner i massevis stående på kanten af bakken.

Herunder ses Bjurum Kirke fra "Trandansen" - ganske mange Traner, ik' ?
Vi var inde og se kirken og derinde bemærkede jeg disse 2 lange stænger med poser påmonteret. De sad på en række oppe ved klaveret (der er orgel) i nærheden af alteret. Det er til indføring på bænkeradernerne så man kan få noget kollekt = skillinger i posen :-) . Alle kan nås på den måde :-D .

Men altså Tranerne; da vi var der i de dage, så var der ny rekord: hele 26.500 Traner blev der optalt om aftenen flyvende til rast ved søen. DET er mange, ufatteligt mange. De foregående dage havde der været 16.-17.000 men nu 26.500. Dagen efter var der "sølle" 21.400 og dagen efter igen kun 15.800.

Vi har gennem årene været der mens der har været alt mellem 8.000 og nu altså 26.500. Uanset hvad, så er det mange og de er der bare overalt i området:



Sådanne flokke, som den nedenfor, kommer hele tiden indflyvende..........


Man kan ved at trykke her se statistikkerne for Trane-antalet HER.

Senere var vi ude at se ruinen af Gudhem Kloster. Jan Guillou har jo skrevet en stribe romaner om en Tempel-ridder, Arn, og de bøger foregår i området, som altså er spækket med steder fra bøgerne. Det er blevet - ved siden af det med Tranerne - en hel lille turistindustri.

Området er også pænt dækket ind med kunstnere og ateliere. Der er rimeligt mange. Vi besøgte en af dem, som har fået "banket" noget af en virksomhed op, nemlig Göran Löfwing. Ud over at han er dygtig som maler i olie og akvarel og ved tryk af litografier, så er han også benyttet meget som illustrator og til baggrundsmalerier på forskellige museer - om dyr forstås. Han har fået udbygget sit atelier med cafe/restaurant som også kan bruges til konferencer. Der afholdes forskellige udstillinger, kunst-kurser, foredrag og spillemandsaftener og meget af det styres af hans hustru.
Jeg købte en bog af og om ham og den er, udover de flotte ting der i, også meget humoristisk.

En formiddag var vi ude på Skövde Skjutfält for at se om der var nogen "spillende eller dansende" Urfugle. Et par dage for inden, havde der været udmeldt hele 19 dansende hanner derude. Vi så ikke en eneste, men det skyldtes nok tidspunktet = for sent på morgenen/formiddagen. Vi har tidligere - en anden gang for år tilbage - haft fornøjelsen af at se Urfugle der ude. Men altså ikke dennegang. Kun Lærker, Musvåger og Misteldossel var der nu.
At hele området øst og sydøst for Skövde er militært fik vi at høre, da vi vi pludselig hørte kanoner skyde i det fjerne. Det skal lige indskydes (!), at hvis området IKKE er lukket med bomme, så må man godt færdes der. Der er flere skyde-felter i området. Men altså de her brag afstedkom i det fjerne nedenstående syn:

Man kan se røgen stige op der i horisonten bag træerne. Og vished for at det er militært område får man, når man se sådan "en karl" parkeret udenfor:

Vejret var godt, altså koldt men godt. Nogen morgener var der minus 9 grader og op ad dagen steg det til hele plus 5-7 grader. Men ellers flot med blå himmel og næsten ingen vind.

Hver aften havde vi de flotteste solnedgange man kan ønske sig. Det er helt utroligt at se på og især de sidste par minutter går hurtigt.
Lige når solens sidste kant forsvinder bag horisonten, så er det lige som om, at himlen eksploderer i de flotteste gule, orange og røde farver. Fantastisk skuespil.....og så er det helt gratis at overvære.

Men altså en dejlig tur alt i alt. På vejen hjemad så vi dødt Vildsvin ligge i vejkanten. Lidt vel overraskende - OK vi ved de lever deroppe - men herhjemme er det højst et Pindsvin eller en kat eller Råge eller anden fugl. Ellers var det mest Musvåger og Røde Glenter der sås på himlen.

søndag den 3. april 2011

En weekendsmuttur til Hornborga i Sverige: TRANER



(Her er en beskrivelse fra rekordturen i 2012 = 26.500 Traner)

Lillemor og jeg smuttede i denne weekend - Lørdag d. 2. og Søndag d. 3. April 2011 - en tur til Hornborga Søen i Sverige. Søen ligger oppe mellem Vätern og Vänern i Östra-Götland...altså i det, der i dag i populær tale kaldes og især turistmarkedsført som Arn's Rige....I ved ham, Tempel-ridderen, som Jan Guillou har skrevet en Trilogi om. Vi havde booket en overnatning på Jula Best Western hotel i Skara og det blev iøvrigt en kanonoplevelse. Mere om dette senere. Vi tog hjemmefra direkte til "Tranedansen" ved Hornborga-søen (363 km dertil hjemmefra). Her er hovedparten af Tranerne samlet og her kan man læse dagens Trane-tal: Imponerende tal, ikke ? Men det er nu ikke alsammen man kan se der...men næsten. Derudover er der en tavle hvor alle de andre fugle er optalt og anført, f.eks. 1.650 Sangsvaner - det er kun Sangsvaner I kan se på billederne og der er mange - og Grågæs, Canadagæs, Viber, Pibeand, Krikand, Spidsand, Knarand, Troldsand, Taffeland, Hvinand, Gråand, Stor Skallesluger, Lille Skallesluger, Havørn, Skarv o.s.v., o.s.v. Jeg vil lade billederne tale for sig selv; dog lige en bemærkning om at det var overskyet og klamt og dermed et diffust lys hele tiden. Ventede hvert øjeblik at regnen ville bryde løs. Men altså billederne:






...hov - her kom jeg sgu' lige ind midt i det hele...beklager ;-)



Nåh - efter at have set Tranerne her smuttede vi over på den anden side af søen og beså Naturum der. Ikke meget at se. Søen var is-belagt derovre, så der var dødt. Så kørte vi til Varnhem og derfra til Skara og ind på hotellet.


Og her kom overraskelsen. I hotellets restaurant hang der hele 12 ægte Anders Zorn malerier bl.a. dette nedenfor: "I sandet".
Derudover hang der 3 Bruno Liljefors malerier. Det nedenunder liger lidt, men det der hang der var lysere og havde ingen flyvende gæs. Jeg troede først at det var et Johannes Larsen, men Liljefors det var.
...og så hang der endvidere 3 akvareller af Carl Larsson. Ham kender I.
Jeg var ved at gå helt bagover af at se dem på et hotel. Alle ægte. Det viste sig at ejeren af hotellet samlede på de 3 malere og havde sine malerier hængende (godt sikret) i restauranten. Jeg har en stribe bøger om de 3 kunstnere ligesom jeg har besøgt deres hjem, så det var lige mig.


Jeg har optaget en lille snut video med mit digital-kamera - omkring 1 minuts penge - som jeg har prøvet at smide ind her men der går kuk i det. Istedet for har jeg lagt den ind på min Facebook-profil. Hvis du ser den der, så husk at skru op for lyden. Ellers er her en link til en andens optagelse fra youtube.







Og igen; den ovenstående video er IKKE min.

lørdag den 26. marts 2011

Traner...husk nu at kigge op ad.

Havde min første Traneflok idag kl. 13,20 over Herlev. Ca. 70 Traner i skrue og træk over matriklen her. Dejligt.

Så husk at kigge op ad fra omkring 12-tiden hver dag de næste dage og til ud på eftermiddagen. Måske er I heldige at se en flok, der trækker nordpå til Hornborga Søen som ligger oppe mellem de 2 store søer Vättern og Vänern i Sverige. Idag er der optalt 4.600 Traner deroppe.

Lillemor og jeg planlægger en smuttur derop i næste weekend igen. Det har vi gjort før en del gange nemlig.