Lidt ny musik.....

Som omtalt i et tidligere blog-indlæg, var Lillemor og jeg på besøg på Børglum Kloster.

Vores hovedmål for besøget var jo at se kopien af Bayeux-Tapetet idet vi i sommers jo havde set original-tapetet under vores sommerferie i Normandiet og Bretagne i Bayeux.

Selvfølgelig var der en såkaldt Shop der på stedet, hvor man kunne købe alt muligt "gammelt" såsom vinglas, lertøj i alle mulige afskygninger, bøger om klostret m.v., sågar tøj, tørklæder og tasker......og så lå der en lille stak CD'er. Jeg nappede en af dem og kiggede på den; hmmm...., den hed "Musik i Børglum Kloster Kirke" (indspillet her i 2016) og var med organisten Søren Rasmussen og fløjtenisten Tine Lilholt. På bagsiden stod 14 klassiske numre anført med bl.a. Bach, Mozart, Grieg, Elgar, Hartmann m.fl. Igen...hmmm... den lød spændende og kr. 100 for en CD er jo ingen Herregård, så jeg købte en. I øvrigt er fløjtenisten Tine Lilholt Den Tine Lilholt som spiller med i Lars Lilholt Band og altså lillesøster til Lars Lilholt (Vidste I, at Lars Lilholt og hans søskende Kristian og Tine Lilholt er født i Herlev ?) og det var i den forbindelse at hendes navn lød bekendt.

De 2 - Søren Rasmussen og Tine Lilholt - kalder sig "Den sælsomme duo" .

Hjemme hørte jeg straks CD'en og blev med det samme smask-forelsket. Hold da op, den er god. Og de 2 "klæder" virkelig hinanden. Et orgel kan jo være et magtfuldt og kraftigt instrument, men det er det slet ikke her. Det er flot afstemt tværfløjtens sarte og sprøde lyd. Og så er de numre de spiller jo absolut gode.

På Tine Lilholt's hjemmeside opdagede jeg, at de 2 tidligere har udgivet en CD med titlen "Klassiske mosaikker" med numre af Gabriel Fauré, Alexander Guilmant, W.A.Mozart, Johann Sebastian Bach m.fl. så den bestilte jeg via hjemmesidens webshop og den har jeg netop modtaget. Den er indspillet i Abildgård Kirke i 2013. Man kan sagtens høre at der er tale om et andet orgel, men det gør ikke noget. Fremragende CD igen. De kan kun anbefales på det kraftigste.

På Thorvaldsens Museum....og et par baggårde...

I går Onsdag var jeg så endelig afsted og besøge Thorvaldsens Museum. Der er jo gratis adgang om Onsdagen.

(Alle billeder er taget med mit mobiltelefonkamera. Husk at I kan trykke på dem, for at se billederne i større størrelse).

Jeg kom jo fra Højbro Plads og når man kommer over broen er det på Vindebrogade man ankommer og så er det Christiansborgs Slotskirke man kommer til. Jeg gik langs denne og ind mellem kirken og bagenden af Thorvaldsens Museum, så man kommer ind i Prins Jørgens Gård, som ses herunder:

Herover kan man se Indgangen til Dronningens repræsentationslokaler, der hvor.bl.a. Bjørn Nørgaards gobeliner hænger. I billedet nedenunder, ses i gårdens højre hjørne indgangen til Statministeriet - den uanselige dør i hjørnet - samt Trappen op til Højesteret, den lile bygning.

Når man går forbi Højesteret kommer man til Bertel Thorvaldsens Plads, hvor indgangen til museet er. Selve museumsbygningen er en kraftig ombygget Vogn-staldbygning. Ombygningen skete i slutningen af 1830'erne og begyndelsen af 1840'erne, hvor Museet blev til. Thorvaldsen kom jo hjem fra Rom/Italien i 1838. Bygningen er hele vejen rundt udsmykket med Guldaldermaleren Jørgen Sonne's Fresco-maleri af Bertel Thorvaldsens hjemkomst. Meget flot og spændende at se på.

Jeg startede med at smide min rygsæk, kasket og handsker i en boks, der ligger i garderoben i museet's under-etage. Her var der i øvrigt en mindre udstilling om hvordan man hugger i marmor med nogle af Thorvaldsens værktøj udstillet samt en montre med nogle af hans personlige effekter såsom penge-kat, pibe/cigar-rør, billet til det kongelige teater og sædet derfra, som han sad på da han døde der i 1844. Også lidt breve, en par spadser-stokke, en fløjte, gips-afstøbninger af hans hænder og nogle hårlokke. Interessant at se og læse om.

Jeg var jo ikke som sådan interesseret i at se hans skulpturer, både dem af Marmor og de mange gips-modeller; man kan ikke undgå at se dem, for de står overalt, så jeg gik op på museet's 1.sal for at se hans samling af malerier. Når man kommer derop, kan man se ned i museet's gård, hvor Thorvaldsens beskedne grav er under et mindre høj-bed.

Det færste man ser, når man kommer derop er en end-gang, hvor Thorvaldsens Aleksander-frise hænger...i det mindste en gips-afstøbning af denne. Denne - originalen - skulle hænge i det Palads som Kejser Napolen Bonaparte skulle bo i under hans besøg i Rom, men Napoleon kom aldrig til Rom og til at se den.

Når man går rundt i museet, så ser man at vægge og især lofter er meget flot udsmykket. Denne udsmykning inspireret af antikkens udsmykning blev også lavet/tegnet  af Gottlieb Bindebøllog med meget (god) hjælp - det meste - af andre af tidens unge guldaldermalere som f.eks. George Christian Hilker og Christen Købke. De er meget forskellige og meget flotte og forskellige fra rum til rum. Herunder en af gangene på 1.salen og under igen fra et par af rummene:

Det første rum man kommer til er fyldt med møbler fra Thorvaldsens lejlighed på Charlottenborg:

I det næste rum ses forskellige portrætter af Thorvaldsen, alene eller i færd med et eller andet:

Grunden til at ovenstående foto er taget skråt er på grund af lys-indfaldet i rummet.
Nedenfor et (andet) berømt maleri fra et Osteria i Rom, hvor Thorvaldsens sidder for bordenden, mens alle datidens "hotte" unge guldaldermalere er med omkring bordet eller ved at træde ind i lokalet. Et fantastik flot og godt maleri, hvor man kan genkende de enkelte malere. Det er malet af  Ditlev Conrad Blunck:

Der er rigtig mange malerier. Thorvaldsen var en stor samler og købte malerier i stor stil, sikkert også for at understøtte mange af de unge malere mens de var i Rom. Der er en del malerier af mig forholdsvis ukendte tyske malere. Der var en stor tysk koloni af unge malere i Rom. Herunder et af de flotteste malerier jeg kender af Johan Thomas Lundbye forestillende et landskab ved Arresø. Sandklitterne i baggrunden kan minde om en bjergkæde:

Efter at have set malerisamlingen, "smuttede" jeg lige igennem hans Antik-samling, som består af mange små romerske antikke skulpturer og især resterne deraf - fortrinsvis hoveder og lemmer - samt en masse Segl (som senere tiders lak-segl) og olielamper og især mange mønter o.s.v.:

Som sådan er jeg ikke specielt interesseret i Thorvaldsens egen billedhugger kunst. Han er enorm dygtig til at tegne, til at formgive i voks, gips og ler og til at hugge ud i marmor o.s.v., men selve portrætbusterne og statuerne m.m. er mig lidt kedeligt og sterile...på en eller anden måde, så jeg købte ingen bøger om ham i museumsbutikken. Derimod havde jeg hjemmefra, på museet's webshop fundet 2 kataloger om henholdsvis skulptørerne/billedhuggerne Astrid Noack og Mogens Bøggild som jeg gerne ville have og mens jeg ventede på at det ene katalog blev hentet på lageret i kælderen, kiggede jeg på hvad der ellers var i museums-butikken. Der faldt mit øje på 2 CD'ere; begge omhandlende musikken på Thorvaldsens tid, men den ene fik mine øjne til at spærre godt op, nemlig "The musical sculptor; Ingolf Olsen plays the guitar of Bertel Thorvaldsen" med nævnte på Ingolf Olsen på guitar og Christina Aastrand på violin. WOW - Ingolf Olsen havde jeg nogen LP'er med i mine unge dage. Han er nok en af de bedste, hvis ikke den bedste, klassiske guitarist (han spiller også Luth) jeg nogensinde har kendt. Den måtte jeg bare have:

Da jeg kom hjem røg den straks på anlægget og....og....hold da op, hvor den er god. Der er 19 numre på den og de fleste, 16 stk., er udelukkende med Ingolf Olsens sublime guitar-spil. Men samspillet med Christina Aastrand's violin er vidunderligt og de 2 supplerer hinanden helt fantastisk.

Da jeg læste booklet'en i CD'en, viste det sig, at man i Thorvaldsens efterladenskaber har fundet mange noder med melodier i hans egen håndskrift. Han har altså skrevet af efter musikstykker han har hørt dernede i Italien. Han omtaler selv i breve sit guitar-spil. Man ved også fra samtidige breve fra andre, herunder deres noter, rejsedagbøger m.m., at Thorvaldsen var enorm musikalsk. Han spillede flere instrumenter hvilket jo bl.a. kan ses af at hans (tvær-)fløjte jo er udstillet i museet's kælder. Hans guitar var også bevaret i mange år (et andet sted end hos Museet), men er bortkommet på et tidspunkt. Men altså - hvis Thorvaldsen virkelig har spillet sådan musik som der er på CD'en -hvilket han jo må have gjort - så tager jeg hatten af og bukker dybt i støvet. En lidt sjov ting er, at på et af nodehæfterne har Thorvaldsen noteret en hvis Giuseppe Aiiden som komponist. I dag ved man, at omtalte komponist var Joseph Haydn.

Efter besøget på museet, gik jeg ud på pladsen foran museet, for jeg ville over broen ved Stormgade. På pladsen kan man se over mod Nybrogade på den anden side af kanalen.

Nybrogade slutter ved den store grå bygning med porten bag træet ved en lille plads der forsætter i Gl.Strand op til Højbro Plads.

Ved Stormbroen ses Prinsens Palæmed Frederiksholms Kanal foran. Palæet er bedre - i dag - kendt som Nationalmuseet:

Herunder ses fra Stormbroen i venstre side Nybrogade og Gammel Strand. Kranen er ved den lille plads og er for byggeriet af den Metro Station der skal være der. Lidt til højre ses Thorvaldsens Museum og over museet's tag ses Nikolaj Kirke's Tårnspir og Christianborgs Slotskirkes kuppel-tag og helt til højre en del af selve Christiansborg's Slot:

Da jeg gik ned ad Nybrogade, så jeg nedenstående skilt, et skjold med en bøje og 2 bølger over et 14-tal over en nedgang til en (nu nedlagt) forretningslokale. Det mærke havde jeg set før og grundede længe over det...hmmm....så Plinggggg.....så bøje...Bojesen....jo da, - det var sølvsmeden og træ-manden Kay Bojesen's mærke, der var der. Nybrogade 14 var der hvor Kay Bojesen havde sin første forretninger i 1913 og fik sat sit bo-mærke over døren. Det har altså siddet der i over 100 år.

Kay Bojesen's logo ser i dag sådan ud - nogen gange med en kongekrone over p.g.a. Kgl. Hofleverandør-titlen.

Lidt længere henne i Nybrogade, i nr. 6 og bemærk i Snarens Kvarter, var der en åben port.

Og som vanligt; mig ind i porten for at se hvad der gemmer sig derinde. Og sikke et syn. En lille brolagt gård med, på de 3 sider, bindingsværkshus i 5 stok-værk (etager) og et vistnok orangepudset hus på den 4. side:

Den 4. side i gården var der denne lille bygning. Jeg kunne se i vinduerne hvor trappen går op til, at der var et professionelt køkken:

Gaden på den anden side, altså parallelt med Nybrogade, er Snaregade og mon ikke der er restaurant eller lignende, der har køkkenet liggende der ?

Den orange ejendom har nr. 4 ud til Nybrogade og er bare en enkel murstensbygning, hvor der ikke er noget restaurant-halløj at se, så det må være fra Snaregade det er.
I  Nybrogade nr. 4 , var der over en kælder-nedgang denne sten:

Der står "Hans blæsen i pæretræt. Anno 1730. Hans Blasen var Ølbrygger og træet skulle have været et højt pæretræ, hvor udbyttet hvert år var en tøndefuld.

Naboejendommen, Nybrogade nr. 2, er den grå ejendom der gemmer sig bag træet på oversigtsbilledet af Nybrogade lidt højere oppe i indlægget.

Ejendommen huser i dag vores Kulturministerium. Det var et Assistens-hus i gamle dage. Et Assistens-hus var den stats-ejede Pantelåner. Her kunne folk komme og pantsætte værdier og tøj mod kontanter, for senere at indløse det igen. Inde i gården er der i 2 af hjørnerne ens trappe-opgange. Jeg kan huske at have set en-eller-anden kultur-minister gå op der/blive interviewet der:

Efter Nybrogade drejede jeg ad hjørnet om og gik igennem Læderstræde op til Højbro plads og så igennem Købmagergade. Da jeg nærmede mig Kultorvet kunne jeg høre noget truttelut...eller fløjteri-halløj. På Kultorvet så jeg så komme imod mig Den Kongelige Livgarde med musik-korps og det hele:

Dronningen er åbenbart hjemme på Amalienborg siden der var Musikkorps og stort Vagtkompagni bagefter:

Vagtkompagniet kom selvfølgelig bagerst. Jeg stod og betragtede dem ret indgående. Jeg er ca. 182 cm høj (passet siger 184 cm men det er jo målt med sko på) og opdagede 2 ting da de marcherede forbi: Der er IKKE mange af dem der er 180 cm eller derover - de fleste er under 180 cm (jeg sammenlignede med min øjenhøjde da de gik forbi; i min tid på session blev alle under 180 cm ikke fundet værdige til Livgarden) og der var en del piger at se.......hvilket jeg - al ære for ligestilling og så videre - finder ret patetisk......ligesom der i Gradehusar-regimentet nu også findes beredne, kvindelige Gardehusarer. Min storebror - der i sin tid havde Gardehusar-regimentet som sit Stam-regiment - kalder det nuværende for en "Pige-hestgarde".....

Men alt i alt endnu en dejlig dag........som pensioneret embedsmand :-)

En ny CD til samlingen.....

Jeg har det med en gang eller to, når jeg går hjem fra arbejde, lige at kigge ind hos den lokale boghandel og/eller den lokale FONA......det kunne jo være at de havde noget man syntes om.

Vores lokale FONA er ikke specielt god hvad angår musik. OK - de har mange cd'ere men tit og ofte af for mig ukendt musik = tidens toner som ikke siger mig en disse. Jeg holder mig til den gamle musik...og det gælder både rock, jazz og klassisk o.s.v. Bund konservativt, men jeg mener faktisk, at al god musik allerede ER skrevet og at alle nye ting "bare" er plagiater, små-tyverier af dele af tidligere musik eller bare dårligt. OK - det er en påstand, især da jeg IKKE hører meget musik i radioen, bortset fra det jeg hører dagligt på P4 (Københavns Radio) på arbejdet.

Men altså - i Mandags så faldt jeg over en klassisk CD - der er måske 10-15 stk. ialt af forskellig slags klassisk i min FONA (det samme gælder jazz) - med cello musik med Andreas Brantelid, nemlig "A tribute to encores":

Herligt. Jeg har været til koncert i DR's Koncerthuset i Ørestaden med netop Andreas Brantelid og var dengang meget imponeret af denne unge mand, som jeg dengang ikke kendte så meget til i forvejen. Han er jo ganske ung mand der bliver 27 år i år. Indtil videre har han jo haft en glimrende karriere.

Det er faktisk en rigtig god CD. Der er kun ham og den svenske pianist Bengt Forsberg på den. Ideen med cd'en er oveni købet ret sjov. Jeg napper fra cd'ens booklet følgende:


"Når det egentlige koncertprogram er til ende og det begejstrede publikums bifald ingen ende vil tage, så er det tid til et ekstra-nummer, på engelsk "Encore" og gerne et, som fremhæver solistens bedste egenskaber, enten et sjælfuldt, langsomt stykke, eller musik hvor solisten kan brillere med sin virtuøse teknik. Hvad enten den tilhører den ene eller den anden kategori, skal det være musik som fænger umiddelbart hos tilhørerne, det som englænderne kalder en "crowd pleaser" altså en rigtig "øre-hænger" eller i musikersprog en "sveske".

Pianister har rigeligt med originale værker at vælge mellem, da stort set alle komponister, fra Bach og fremefter, som oftest selv har været pianister og har komponeret masser af kortere musikstykker, der kan fremhæve enhver solists bedste egenskaber. Violinisterne har også et stort udvalg af originale kompositioner fra Barok-tiden og frem til vore dage, mange skabt af violinist-komponister som Paganini, Wieaniawski, Sarasate og Fritz Kreisler, alle store virtuoser, som vidste hvordan man skriver populær musik for violin.

Cellisterne har det lidt vanskeligere med at finde originale "crowd-pleasers" . Der er ikke ret mange komponister, som har haft celloen som instrument og der er ikke så mange cellister, der har komponeret ved siden af cello-spillet. Af denne CD's 14 musikstykker er kun to - Davydov og Popper - originalt for cello. Sibelius "Rigaudon" har komponisten skrevet både som violin og cellostykke. Alle de øvrige er komponeret for et andet instrument, fortrinsvis for klaver eller violin og så senere arrangeret for cello."

Sjovt at tænke på, ik' ? Jeg har aldrig spekuleret over dette, men jeg har heller aldrig dyrket genren "encores" eller selve cello-musikken specielt andet end her inden for de seneste 5-8 år.

Men altså en rigtig god cd med dejlig musik og især dejligt at der kun medvirker cello og klaver, så man rigtig kan nyde celloen....altså Andreas Brantelid's - dejlige spil.

Det er helt klart et instrument jeg vil dyrke noget mere, altså som lytter, på samme måde som jeg nyder Viola da Gamba'en...en slags ældre fætter til celloen med et usædvanligt spænd i klang og tone-register.

Noget skal tiden jo gå med...........

.....så jeg holdt en pause efter støvsugningen i stuen i dag og sad og drak en slurk kaffe og filosoferede over tilværelsen og gloede sådan bare uden egentligt at se på den ene af vores reoler. Jeg bemærkede, at der lå nogen bøger sådan lidt på tværs nogen steder og at jeg måtte se at få plads til dem...et-eller-andet-sted.....men hvor ? Det evige problem.

Så tog Fanden ved mig og jeg begyndte at tælle op:

Vi har ialt ca. 692 bøger i stuen og på 1.sal (jeg ved at nogen er udlånt og der ligger nok nogen i nogen skabe hist og her så de skal faktiskt lægges oveni).

188 af disse er "mine" kunstbøger (jeg har ikke talt små-kataloger med som også ligger "hist og her").

18 er om Arkitektur og Design.

60 er om Historie og samfund.

92 er om den amerikanske borgerkrig.

40 er om fugle og natur.

10 er om whisky.

Resten, ca. 284, er såmænd bare skønlitteratur og mestendels Lillemors.

Og da jeg nu alligevel var igang:

139 CD'er med alm. musik (fra viser med Pia Raug over The Platters, Beatles, Jimi Hendrix o.s.v. til eksperimental-rock med f.eks. YES).

72 CD'er med klassisk musik.

50 CD'er med Jazz, Big Band og Swing-musik.

og slutteligen 270 DVD'er hvoraf halvdelen er med historiske emner.

Ja - det fik jeg så en kaffe-pause under rengøringen til at gå med.

(og jeg bemærkede undervejs at jeg ikke har fået opdateret mine boglister på denne blog ude til højre).

Til Rasmine........fra Cecilia Bartoli :-)

I dag købte jeg en ny-udgiven CD med den fantastiske sangerinde Cecilia Bartoli, MISSION.

Og det er bare en fantastisk CD, hvor Cecilia synger den forholdsvis ukendte komponist Agostino Steffani (1654-1728) . Det er tidlig Barok musik, lige som jeg kan lide det. Og sunget på italiensk.

Med sig på cd'en er også den fantastiske franske kontra-tenor Philippe Jaroussky, som Bartoli synger 4 duetter med. Det er bare så Englene synger.....nej - Bartoli og Jaroussky er bedre.

Prøv at trykke på linket ovenover og hør et lille interview med Cecilia Bartoli og små smagsprøver incl. Philippe Jaroussky.

Og så er musikken simpelthen, ....simpelthen så fantastisk også. Det er orkestret "I Barocchisti" fra Lugano i Schweiz, som spiller på Barok-tidstypiske instrumenter.

Koret der medvirker er "Coro della Radiotelevisione" også fra Schweiz.

Det er nok noget af det bedste Barok musik jeg længe har hørt. Til cd'en medfølger en hel bog om tiden og om musikken. Fantastisk. Køb den inden det er for sent.