Mozart's Requiem i DR Koncerthuset......

Her til aften, Fredag 4.11.2011 var Lillemor og jeg i Koncerthuset til Mozart-koncert med hovedvægten lagt på hans Requiem og i den "originale" udgave vel at mærke.

Det var radioens symfoniorkester og koncertkoret der stod for det musiske under ledelse af Manfred Honeck. Og det var flot. Stort orkester og stort kor ER sagen.

I Requiem er der fire solister; en sopran, en alt, en tenor og en bas. Sidstnævnte var kineseren Liang Li.......og i programmet står der, at han er Wagner-specialist......OK - jeg plejer ikke at forbinde kinesere og Wagner med hinanden, men sådan er der så meget :-)

Koncertens 1.del var Mozart's Symfoni nr. 39. Det er den 3.sidste symfoni han skrev. Flot og fejende og blid og æggende. Sådan som man kender Mozart. 2. del indledtes med 2 små stykker for derefter at gå over til selve hovednummeret Requiem. Sidstnævnte var i den originale version, hvilket vil sige, at Mozart døde før end han fik den skrevet færdig. Det kan man godt mærke, da den ender noget brat. Efter hans død fik hans enke Constance overtalt et par af Mozart's venner, nemlig Eybler og Süssmayr, til at fuldføre requiemet således at hun kunne få honoraret udbetalt. Det er denne version man oftest hører men altså ikke i aften.

Det musikalske var kanongodt.

Mennnn........efter pausen satte jeg mig ikke ind på min plads. Jeg sad på trappen og hørte 2. del af koncerten der. Jeg har p.t. et problem med min venstre fod og ben, så jeg har svært ved at sidde med det bøjet for længe; det skal bare være udstrakt. Og jeg vidste at jeg ville få problemer derinde før vi ankom.

Det undrer mig, at man bygger et flot Koncerthus med et flot indre og fed/fantastisk akustik til mange 100 millioner og så lader stole-rækkerne være noget lort. Og det er de ganske enkelt. Jeg er bare 180-182 cm høj. Når jeg sidder i stolen, så peger mine knæ opad og mine tæer rammer ryglænet på stolen foran mig. Stolene er ganske enkelt for lave og rækkerne for tæt på hinanden. Hver gang vi har været der, har jeg bemærket, at mænd på min højde og højere alle sidder og vender og drejer sig hele tiden fordi der ikke er plads nok til ben og fødder. Idag, da jeg sad på trappen, bemærkede jeg - måske inspireret af mig - at der var flere mænd der satte sig ud på trapperne hist og her.

Det er altså utroligt at man laver sådan noget lort for skatteydernes penge.

Igår....

...var Lillemor og jeg til koncert - vores sæsons sidste - i Koncerthuset i DR-byen på Amager. Hoved-nummeret var Verdens bedste komponist's værk (Köckel nr. 361)  Serenade nr. 10  i B-Mol for træblæsere også kaldet "Gran Partita". Wolfgang Amadeus Mozart forståes. Og som det er nogen af jer bekendt, så er det mit absolutte yndlingsmusikstykke af den klassiske slags. Jeg har tidligere smidt youtube-links til netop dette værk, men det skal I forskånes for her....dennegang ;-)

I filmen "Amadeus" beskriver Salieri (en anden komponist ved den østrigsk-ungarske Kejsers Hof) netop 3. Satsen i Gran Partita således:

"På papiret så det ud af ingenting. Begyndelsen er så enkel, at det næsten var komisk. Bare en puls - fagotter, bassethorn - som et rustent harmonium. Og så pludseligt - højt oppe - en obo. En enkelt tone, der hang deroppe lige så stille, indtil en klarinet tog over og afrundede frasen så frydefuldt. Det var musik, som jeg aldrig havde hørt det før. Fyldt med så megen længsel, så uopnåelig en længsel. Det var Guds egen stemme jeg hørte......." 

Nu er jeg absolut a-religiøs eller hvad det nu hedder, men det er kanon-godt beskrevet....

Og så var der lidt malurt i bægeret. Det var DR's symfoniorkester...altså deres træ-blæsere og valdholrn - der fremførte det. Den klassiske besætning til dette stykke er 2 Obo'er, 2 Klarinetter, 2 Basset-horn (en mellemting mellem en slags bas-klarinet og saxofon i træ), 2 Fagotter, 1 Kontra-bas og 4 Valdhorn (det er messingblæsere). Og den besætning var der. Men, men, men....versionen var desværre lidt for blød og blodfattig - hele Gran Partita - desværre. OK - det var selvfølgelig dejligt at høre og jeg nød den rigtigt, men alligevel. Jeg har hørt den Live før med andre ensembler og de var bedre. Jeg har den i 3 versioner på CD, bl.a. med "Academy-of-Saint-Martins-in-the-Field" som er den bedste jeg nogensinde har hørt. Med blød mener jeg at tonerne gled for meget over i hinanden, sådan nærmest uden hørbare overgange. Det var for blødt. Man SKAL høre de enkelte toner (sådan lidt staccato om jeg så må sige). Nåh - nok om det.

Til gengæld var der en usædvanlig overraskelse ved koncerten....den var altså annonceret på forhånd, men jeg kendte ikke så meget til ham og det var en Cello-koncert med den unge danske cellist Andreas Brandelid, et moderne stykke: Koncert for cello og blæsere af Friderich Gulda. Og hold da op, hvor der var knald på ligge-hønen. 5 satser med bl.a. blues-rock - på cello altså altså med rigtigt blæser-orkester - nærmest big-band musik...overgang til noget tyroler-musik lignende...tilbage til blues-rock'en o.s.v. Hold da op det var godt.

Så alt i alt en fantastisk aften og koncert.

Og i dag Store Bededag var Lillemor og jeg så en smut i Sverige - i Helsingborg nærmere. Lillemor skal jo igen i år op og vandre en 10-12 dage i de svenske fjelde (Kungs-leden), så der var lige "lidt små-ting" der skulle indhandles.....og god frokost på "Brooklyn" bestående af Kött-bullar med potatis-mos och lingon och sylt-gurka....yum-yum.

Imorgen er der atter en dag.