Viser indlæg med etiketten jul. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten jul. Vis alle indlæg

fredag den 23. december 2016

Ja men Glædelig Jul og godt nytår 2017

Sig tiden nærmer....juleaften altså.

I går var Lillemor og jeg inde og hente vores julemad hos Slagter Lund, der ligger på Peter Bangsvej på Frederiksberg. Det er et sted vi har handlet i mange, mange år. Uden at være ekspert eller kende alle slagterforretninger i København og omegn, så vil jeg vove den påstand, at Slagter Lund er en af de bedste. Hver gang vi er derinde, så er der rigtig mange kunder og altid en 4-5-6 til at ekspedere. Slagter Lund har i øvrigt en forretning til i Charlottenlund - hvor vi aldrig har været - og en mindre en inde i Torvehallerne på Israels Plads.


Vi var heldige at komme efter det første store ryk-ind, hvor der bare var en små 25 numre foran os. Det kan ikke rigtig ses på billedet herunder, men der er mange inde i forretningen og ude foran står knap 10-12 stykker.
Hvert år, når der er det her jule-halløj (man kan bestille varer til afhentning både i forretningen og på web-siden), så er der de 2 dage det foregår, ALTID stillet en grill op ved siden af forretningen, hvorpå der grilles forskellige små "ringfinger" store pølser, som serveres med en lille kartoffelsalatdressing til de ventende kunder. Dertil også enten portvin eller en snaps/bitter af en slags.
Jeg siger jer, at der er "god omsætning" der; forestil jer sådan en råkold dag og så duften af grill.....som man kan dufte på lang afstand. Det er selvfølgelig gratis. En af de ansatte går hele tiden rundt med en bakke med de der små glas, så man kan få varmen. Det er simpelthen genialt.

De har simpelthen alt indenfor slagteri-varer og alt er selvfølgelig økologisk og dansk. Når man står der og ser på vinduet med varer, så er man hele tiden ved at ombestemme sig med hensyn til indkøbet. Der er så mange lækre ting der.

Vi fik hvad vi skulle have og pænt belæsset til juledagene drog vi hjem. I dag Fredag må der have været knald på hele dagen derinde - vi har prøvet at hente på sidste åbningsdag inden jul og det er "en oplevelse".

Ellers skal juledagene bare gå med at hygge og slappe af. I dag var de sidste indkøb, der skulle foretages og så en tur i mosen og hilse på Dompapperne. Lillemor skal først på arbejde igen efter Nytår.....bortset fra at hun tirsdag eller onsdag i næste uge lige skal et par timer på arbejdet for at påfylde noget kvælstof på et af deres analyse-instrumenter.

2. Juledag står den på den traditionelle danske julefrokost hos min bror - det er altid kanonhyggeligt.

Så derfor......

Glædelig jul og godt nytår til alle.......

mandag den 5. december 2016

En smut-tur til Flensborg og Esbjerg


I den sidste halvanden måneds tid har Lillemor arbejdet rigtig rigtig meget; stort set hver arbejdsdag fra ca. 07,30 til henad 19-tiden og så måske lige et smut på arbejdet i weekenden et par timer. Ny organisation der skal indkøres samt nyt udstyr der ligeledes har skulle installeres og indkøres. Hun trængte derfor til lidt afslapning, så vi havde bestilt 2 overnatninger i Flensborg og derefter til Esbjerg hos svigerdatter og søn i weekenden. Vi tog afsted Onsdag formiddag kl. 10 og kom hjem i dag Søndag 4. December

Vi har ofte været i Sønderjylland og jeg har ofte tænkt på at se nogen gamle broer, der går over Hærvejen på de der sønderjyske kanter. Dennegang besluttede vi, at nu skulle det være. Vi ville se Immervad Bro, Povls Bro og Gejlå Bro samt hvad landskabet ellers havde at byde på. Herunder et kort der viser broernes placering langs på Hærvejen: Den store vej midt på kortet er Motorvejen.



Den første bro, Immervad Bro fra 1786, var svær at finde....hvis man som os kom nordfra. Skiltningen lidt lettere sydfra. Men vi fandt den. Måske ikke meget at se på, især når selv å-løbet (Immervad Å) siden broens opførelse har flyttet sig nogen meter, så broen nu er "tørlagt".



Vi kørte jo ad Hærvejen (eller Oksevejen som den hedder på visse stræk) og det var mestendels grusvej. Små 2 kilometer fra Immervad Bro står en runesten fra Vikingetiden; "Hærulf-stenen". Navnet ses hugget/ristet på højkant på stenens venstre side. Man ved ikke hvem denne Hærulf var og hvorfor den er blevet rejst, der ved Hærvejen. Der findes en hel del runesten langs Hærvejen. Nogen er efter deres tekster at dømme, rene mindesten efter en afdød slægtning.....såsom "Toke satte denne sten efter sin frænde Sigurd". Nogen har også en tekst om at pgl. er død i udlandet eller at pgl. havde været en god "Gode" (hedensk præst/klog mand) eller lignende. Deres placering har været sådan, at de har kunnet ses af de på Hærvejen farende mennesker.
Ca. 200 meter fra Hærulf-stenen er en lille gravhøj kaldet Strangelshøj. På denne - som ses herunder - ses en rejst stele/bauta-sten (uden tekst) på højens højre side. Man kan lige ane den helt til højre på højen. Sådanne steler står også tit nær "befærdede" veje eller vadesteder fra den gang.

Vi fortsatte sydpå af Hærvejen og kom så til det gamle sønderjyske Tingsted "Urnehoved". I dag er rejst nogen fortællende sten om stedet. Der står f.eks. at Kong Sven Estridsen holdt ting der i 1047, at Kong Erik Emune blev dræbt der på tinget i 1137, at Knud Valdermarssøn blev kåret (som Konge) der i 1183, at Christian d. 2 blev hyldet der i 1523 o.s.v.  I dag holdes der årlige Grundlovsmøder der og vistnok også andre folkefester for danskheden der i det sønderjyske.
Den næste bro vi kom til var Povls Bro. En helt anden type end Immervad bro. Povls bro er -i denne udgave - fra enten 1780 eller fra 1818. Der er lidt modstridende oplysninger om denne version. Der har tidligere være en træ-bro (som der også havde været ved Immervad Bro).


Herefter videre ad Hærvejen til broen ved Gejlå. Denne er meget større og med 2 spænd og fra 1818 og igen som afløser af tidligere træ-broer. Også denne kan være lavet tidligere som f.eks. 1779. Lidt forskellige oplysninger også om denne bro.


Et par hundrede meter fra Gejlå Bro står en mindesten for Bommerlund Kro. Den gamle ko var fra 1760 og forsvandt omkring år 1900. På denne kro lavedes den brændevin eller snaps om man vil, ved navn Bommerlunder. I dag laves den i Flensburg.

Derfra var vi færdige med grusvejskørsel og kørte på motorvej det sidste stykke over grænsen og ind i Tyskland til Flensborg, hvor vi ankom ved ca. 15-tiden til Hotel am Fjord beliggende kun 200 meter fra By-centrum/Gå-gaden.
Vi indkvarterede os på værelse 311 og fandt ud af hvorfor det var et "godt tilbud" vi havde fundet; værelset var på 10 m2 med en dobbeltseng, en planke som skrivebord, en lille stol og et lille badeværelse m.brus. Der var også en fladskærm på værelset. Ingen skabe af nogen slags, så alt var i vores 2 tasker. Man kunne lige gå rundt om sengen og det kunne ses på væggene. Nåh - vi skulle jo kun sove der i 2 nætter, så det var til at overkomme. Det skal dog retfærdigt vis oplyses, at der var andre værelser på 20 m2.

På et gadehjørne næsten modsat hotellet lå disse huse. Prøv at se hvor skæve de er og hvordan de hælder i forskellige retninger. Funderingen har åbenbart ikke været god, sådan som de huse har sat sig.
Vi gik en kort lille tur. Om aftenen spiste vi på en restaurant (hotellet har kun morgenmadsrestaurant) skråt overfor hotellet. Jeg siger jer......hold da op nogen portioner. Vi fik nogen Schnitzler af en art (lignede Wiener-schnitzler, men hed noget andet) med brase-/stegte kartofler til. 2 tykke schnitzler pr. tallerken og masser af kartofler. Jeg syntes det var spild af god mad, for ingen af os kunne spise - og det med god appetit - mere end halvdelen. Ved siden af os til den ene side sad 2 mænd og en dame (ældre end os og sønderjyder). De talte skiftesvis dansk og tysk alle 3 indbyrdes til hinanden og deres tallerkner blev fuldstændigt ryddet. Til den anden side sad 2 mænd på vores alder. På hver deres tallerkner var 2 store ca. 2,5 cm tykke skiver Hamburg-ryg, 2 store pølser og 2 1 cm tykke stykker stegt flæsk/bacon og så lidt gemüse......og de åd faneme det hele !!!!! Utroligt store portioner.


Næste dag stod det på shopping. Vi var inde i ca. 100 dametøjsforretninger om formiddagen, idet Lillemor gerne ville have en ny lang uld-frakke....sådan en til midt på læggen. Til frokost orkede vi kun at besøge et konditori til en omgang kaffe og et stykke kage. Herefter blev jeg sendt hjem, for Lillemor syntes det var synd, at jeg skulle trækkes med rundt (jeg skulle ikke have noget), så jeg smuttede hjem og slappede af. Sidst på eftermiddagen ankom Lillemor bevæbnet med diverse poser med bluser, skjorter og trøjer men ingen frakke.....øv.

Om aftenen var vi igen i gå-gaden som var udsmykket med alt muligt jule-halløj incl. en masse træ-boder gennem hele den lange gå-gade. Boderne var med Glühwein/Gløgg, æbleskiver, kaffe, Thüringer-, Bratt- og Curry-wurste, saltkringler, ristede nødder af alle slags, hatte/huer o.s.v. Masser af mennesker ved serveringsboderne.
Vi fandt et gammelt dansk sted, nemlig "Borgerforeningen", hvor vi indtog vores aftensmad. Efter gårsdagens overraskende store tallerkner, var vi kun i humør til noget let og fandt en udmærket Spaghetti Carbonara på deres spisekort.



Efter morgenmad Fredag morgen, kørte vi så mod Danmark og mod Tønder. Vi har også været i Tønder en del gange (også boet på Hotel Tønderhus) og hver gang er det lykkedes Lillemor at finde noget tøj der hun kunne lide. Vi ankom lige lidt efter kl. 10 til Tønder. Hele gå-gaden var pyntet op og på det lille torv var der en masse træ-boder. Til gengæld var der ikke mange mennesker på det tidspunkt.

Mens vi gik rundt og besøgte et par dametøjsforretninger, beundrede jeg igen de mange flotte døre, der er i Tønder. Herunder bare et par stykker.


Ingen held i jagten på en ny Vinter-dame-frakke til Lillemor, så vi besluttede at fortsætte til Ribe.

Det er oftest sådan, at det er Lillemor der kører, idet "jeg holder øje med fuglene, retningen, landskabet" o.s.v. Et sted lige omkring Bredebro, så ser jeg inde over en mark en halv-stor fugl flyve med sådanne bestemte vingeslag. Jeg siger til Lillemor, at der sørme er en Ugle, der flyver derhenne. Lillemor sætter farten ned. Uglen flyver sådan skråt mod vejen. Jeg ser vingernes farver og tegninger og så ser jeg uglens ansigt og faneme om ikke det er en Slør-ugle, der flyver der og nu nærmet lige skråt foran os og over vejen foran os bare sådan 10 meter fremme. Hvor herligt. Sikke en oplevelse.
(Billedet herover er nappet fra nettet)

Efter den oplevelse, når vi frem til Ribe ved 11,30-tiden. Vi får lige handlet lidt i den lokale Føtex og så er det ellers besøg i diverse Dame-tøjsforretninger, men uden held. Derimod fik jeg købt et par bøger i den lokale boghandel.


Vi  har spist der nogen gange før, så vi blev enige om at indtage frokosten på Kolvigs Gård lige ved det store af Ribe Å's løb. 

Herefter traske vi tilbage mod bilen. På vejen passerede vi den gamle bygning fra 1668, Postgården.

Nu er der en vin-butik der. I gamle dage, i min barndom, var det Hotel Postgården. Der er lige udkommet en bog af Flemming Søeborg (han har tidligere bl.a. udgivet bøgerne "Der kommer tog" og "Der kommer altid en sporvogn") med titlen "Dengang vi fik bil" om dengang da i 1940'erne, 1950'erne og 1960'erne da privatbilismen holdt sit indtog i Danmark og den almindelige dansker fik bil. Min storebror har til alle 3 bøger skrevet eller nærmere leveret et kapitel og nogen fotos. I den ny bog om biler, har min bror netop skrevet om vores barndoms ophold på Hotel Postgården.
Fra Ribe af tog vi så videre til Esbjerg hvor svigerdatter og søn jo bor i Kronprinsensgade. De var på arbejde da vi kom, så vi låste os selv ind. Vi fik lige hilst hurtigt på dem, da de kom en times tid senere. De skulle hurtigt klæde om, da de skulle til julefrokost i ishockeyklubben. Lige under deres lejlighed ligger der en smørrebrødsforretning, "Favoritten", så Lillemor og jeg indkøbte der vores aftensmad. Svigerdatter og søn kom hjem ved 01-tiden, men der lå vi og sov.

Næste dag stod nogen af os tidligt op, mens andre stod....skal vi sige lidt senere op. Efter dog fælles morgenmad med lune rundstykker, gik vi en lang tur i byen bl.a. ud til svigerdatterens arbejdsplads, en børnehave med 4 stuer og plads til knap 100 børn. Hun viste os lokaliteterne. Jeg må sige, at jeg tager hatten af for pædagoger og medhjælpere. Tænk at skulle være i sådanne lokaler med - i hendes tilfælde - 24 børn omkring sig på stuen hver eneste dag. Små borde og stole, råben og skrigen (sådan da) fra ungerne og fra de andre stuer.....det må sgu være ret belastende i det lange løb, så hatten af for de ansatte.

Esbjerg blev jo nærmest grundlagt som havne by efter krigen i 1864, idet Danmark jo mistede de sydlige byer, hvor handelen blandt andet til England foregik fra. Havnen byggedes og der førtes jernbane der til, så varerne fra hele landet kunne sejles derfra til England. Samtidig steg fiskeriet og Esbjerg blev også den største fiskerihavn på vestkysten. Det er slut nu. Ingen fiskeri mere. DFDS's passagerfærge til Harwich i England lukkede for et par år siden. I stedet for er Esbjerg blevet hovedhavnen for det danske olie- og gas-eventyr ude i Nordsøen. Også vindmølle-industrien er kommet til, idet havnen er udvidet betragteligt i den sydlige ende med oplagringsplads af vindmøller til transport til alverdenens steder. Desværre er krisen også kommet til den danske olie- og gas industri, hvilket bevirker, at mange felter ude i Nordsøen er lukket permanent eller midlertidigt. Det bevirker, at man hist og pist i byens sky-line kan se dette syn:

Det er benene fra en boreplatform man kan se der ude i horisonten. Hold da kæft hvor de altså er store.

Jeg tror der ligger en 6-7 store boreplatforme nede i havnen. Herunder et luftfoto (fra nettet) af nogen af dem. Inde fra byen kan man altså se nogen af benene fra dem og når man står nede ved havnen og ser dem, så går det op for en hvor store de er, de der boreplatforme.

Som alle andre byer, er også Esbjerg hyldet i jule-udsmykning. Deres gå-gade er faktisk ret pæn her om aftenen; det er ikke bare hvid/gule lys, de er i forskellige farver, hvilket desværre ikke kan ses af de dårlige mobilkamera optagelser jeg her har lavet herunder:





Henne på byens Torv, har kommunen etableret en udendørs skøjtebane, som også om aftenen er et stort hit blandt de unge/teenagerne....mange stævnemøder ser det ud til der rundt om og på banen :-) Om dagen er der sort af brugere på isen.

Aftensmaden blev indtaget på en italiensk restaurant, hvor vi har været før. Herefter hjem og hygge. For resten havde vi fået hjemmelavede æbleskiver og gløgg om eftermiddagen.

Næste dag, altså søndag, stod vi alle tidligt op. Sønnen skulle i skøjtehallen kl. 08,30 og Lillemor og jeg ville hjem, så vi tog afsted ved 10-tiden og var hjemme her i sognet ved 13,15-tiden. Det havde - igen - været en dejlig og hyggelig tur.

søndag den 27. december 2015

Lidt julebesøg i Esbjerg og tilmelding til Folkeuniversitetet

Som det nok er nogen læsere bekendt, så er min søn og svigerdatter flyttet til Esbjerg i August måned. Sønnen er hjælpetræner for ishockeyholdet derovre og svigerdatteren er pædagog i en børneinstitution og de trives rigtig godt derovre........så meget, at man kan blive helt bange for at de ikke vender "hjem" til sognet her igen.

Da de nu bor der, så besluttede vi og sønnens svigerforældre Susanne og Bjarne (+svigerdatters mormor Mims) at nu var det deres tur til for en gang skyld at holde juleaften. Susanne, Bjarne og Mims tog derover allerede Tirsdag d. 22. og Mormor Mims blev installeret hos søn og svigerdatter i deres gæsteværelse, mens Susanne og Bjarne indlogerede sig på Hotel Britannia. Vi tog derover Onsdag d. 23. og indlogerede os ligeledes på Hotel Britannia (Esbjergs ishockeyklub har en sponsoraftale med Hotel Britannia, så vi boede der til mindre end halv normalpris). Fra hotellet og til søn/svigerdatter var der bare max. 10 minutters gå-tur.

Det blev mægtigt hyggeligt med meget god mad, meget snak og lidt gåture i byen i den friske luft. Vi kom som sagt Onsdag og rejste hjem igen Fredag ved middagstid.

Esbjerg er jo en ny by, forstået på den måde, at den blev anlagt som havn af Staten i 1868, efter at Danmark efter krigen i 1864 havde mistet Altona (Hertugdømmerne Holsten og Slesvig) som sydligste havneby. Før 1868 var der nada, ingenting, et øde og forladt og forblæst sted, så en hel ny by etableredes omkring den ny havn som hurtigt også fik jernbaneforbindelse med  Fredericia og Varde. Alt dette betyder, at der så ikke er så mange gamle huse i byen. De fleste store gamle huse er vel fra omkring 1870-1880'erne og byen fik Købstadsprivilegier i 1899. Knægten og svigerdatteren bor ret centralt, ikke mange meter fra byens Torv og gå-gade, så det var i det område vi gik ture. Herunder lidt billeder.....med især lidt detaljer.....det her med at jeg plejer at sige, at man tit og ofte skal huske at se op, når man går i en by :-)

Herunder ses gågaden om formiddagen d. 24. december - ikke meget liv, men forretningerne havde selvfølgelig også lukket.....dog undtagen et Fitness-center og et Døgnapotek...


...samt en kunstig skøjtebane på torvet arrangeret omkring en statue af Kong Christian d. IX. Bemærk, at der på banen til højre er lavet små hop/forhøjninger. Bemærk også det gamle rådhus bag rytterstatuen og også den gavltakke bygning helt til venstre i billedet samt den moderne bygning til venstre bagerst i billedet, som er Hotel Britannia.

Der kommer masser af unger på banen senere og også d. 25. var der mange besøgende, der måske afprøvede de skøjter, de lige havde fået i julegave.

Mellem sønnens leglighed og hotellet ligger Vor Frelser Kirke. Den ligger helt for sig selv midt på en brolagt plads. Den kirke kunne så sandelig høres; hold da op hvor der blev kimet til Gudstjeneste flere gange d. 24 samt igen d. 25.

Som jeg skrev ovenfor - og som jeg har skrevet så tit - så skal man huske også at kigge op, når man går i en by, for der er altid noget at kigge på. Herunder ses et par butiksskilt med et par fingerringe symboliserende Gulsmedeforretningen nedenunder:

En forretning havde en trekantet karnap stikkende ud over indgangsdøren. På undersiden af denne karnap sad denne gyldne Ørn:

Det gamle Rådhus er nu Turistinformation samt kommunens bryllupskontor.

Et flot gammel Byvåben var der over døren som må symbolisere Handel og Fiskeri. I dag burde der være nogen olie-rigge/bore-platforme, for Esbjerg er hovedbyen for olie-eventyret her til lands og ned i/ud for havnen, ligger der 3-4-5 store boreplatforme der venter på at blive slæbt ud i Nordsøen.

Over det gamle Posthus var der denne udsmykning. Der havde været 2 Tavler/Våbenskjolde af en slags, men de var væk nu:

Til gengæld hang der på gavl-hjørnet dette gadeskilt; en postrytter, der melder sin ankomst ved at trutte i posthornet:

Herunder ses et flot forretningsskilt; 2 gyldne løver omkransende et våbenskjold med en masse Hermelin-haler med en Hermelin for oven og et eller andet vilddyr for neden. Mon ikke der har været en Pelshandel eller måske et garveri der engang ? Den nuværende forretning sås ikke umiddelbart at have noget med den slags at gøre:

Nede for enden af gågaden, nede mod Jernbanen, så sad denne mindetavle fra 2.verdenskrig på en bygning lige OVER soklen.....man skulle altså nærmest kigge ned, for at opdage den:
Jeg "Googlede" Redaktør Laurids V.Jensen, da jeg kom hjem og fandt ud af, at han havde været en velanset borger, formand for forskellige foreninger i Esbjerg og redaktør af den lokale konservative avis Esbjergbladet. Han havde ikke været en del af Modstandsbevægelsen. Han blev, som den offentlige kendte og respekterede person han var, udpeget af SS-lederen Otto Bovensiepen som clearingsmål og skudt i hovedet af den dansk/tyske terror-gruppe Peter-gruppen.


Vel hjemme igen, var der ting og sager at overveje og gøre.

Om onsdagen lige før vi tog til Esbjerg, havde jeg fået brev fra Forlaget Permild & Rosengreen om at den bog jeg havde bestilt (engang i Maj/juni måned) ville udkomme i uge 14 i April måned 2016..altså lidt mindre end et år efter jeg har bestilt og "betalt" den og at det "betalte" beløb trækkes fra kontoen når bogen afsendes. Hmm...det havde jeg glemt...sådan da...altså....dengang jeg bestilte var det med mit daværende credit-card. Det udløb i November hvor jeg modtog mit ny. Det må vel betyde, at hvis de så trækker med de gamle oplysninger bliver trækket vel afvist. Det skal siges, at ved at forudbestille sparede jeg kr. 75 samt også porto ved afsendelsen. Nu må jeg have fat i forlaget og høre hvordan jeg lige fikser den ændring med konto-oplysninger. Bogen hedder i øvrigt "Gadens blikfang" og er om gamle danske Emalje-reklame-skilte (tryk her for at se eksempler) og udkom 1.gang i 2002 - den har jeg - men udkommer i en nyrevideret og udvidet udgave altså nu i 2016 som jeg altså også vil have. Den gamle udgave er vist øverst og den ny nedenunder:



(ja - jeg ved det godt - jeg har mange "sære" interesser.....og for at det ikke skal være løgn, så har min bror bedt mig bestille et eksemplar til ham også).

På Biblioteket havde jeg for noget tid siden afhentet et eksemplar af Folkeuniversitetets katalog for den kommende vintersæson. Jeg har altid - i hvert fald i mange år - ønsket at gå til nogen af deres undervisningsforløb eller foredragsrækker men de har altid været om dagen, hvor jeg jo har været på arbejde. Nu har jeg jo masser af tid. Desværre var der ikke lige noget der sprang mig i øjnene i det store hovedkatalog som mest dækker Københavns universitets område. Så jeg afventede kataloget fra Folkeuniversitetets afdeling i Emdrup: 

Og sandelig, det katalog fik jeg fat i lige her før Jul og der i fandt jeg "mindst" 2 ting jeg gerne vil gå til, nemlig en foredragsrække "Bag om den amerikanske borgerkrig" samt en foredragsrække "Store danske kunstnere ca. 1900-1940". De foregår henholdsvis Tirsdage og Onsdage her i foråret marts,, april og maj og lapper lige to gange ind over hinanden. Det "sjove" ved disse to foredragsrækker er, at de fandme foregår sen eftermiddag og aften !!!!!! Mærkligt - nu har de ting jeg altid ville gå til foregået dagen og nu skal det være om aftenen. For et par år siden tilmeldte jeg mig en anden foredragsrække om netop den amerikanske borgerkrig. Kort før start fik jeg mail om at det ikke blev til noget p.g.a. for få tilmeldte kursister. Så vidt jeg husker, kunne jeg se, at mailen var sendt til 7 andre end mig, så vi har åbenbart været 8 tilmeldte dengang. Gad vide om det bliver anderledes dennegang. Det ER jo et niche-område det her med den amerikanske borgerkrig.

Undervisningen skal foregår på....Tada....Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Sjovt. I gamle dage hed det Danmarks Lærerhøjskole, så Pædagogisk Seminarium, så Danmarks Pædagogiske Universitet og nu altså Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Kært barn har (haft) mange navne :-) , men det er de samme bygninger, derud på hjørnet af Tuborgvej og Emdrupvej og skråt over for Lersø Park Alle..


 Spændende om noget af det bliver til noget.

I øvrigt kan jeg se, at der er nogen andre kurser der starter op til September 2016, hvor "læreren" er den "gamle" TV-mand/vært Peter Kær. Han har i sen alder tager magistergrad i Kunsthistorie (bare det var mig ;-) ) og bl.a. brugt denne uddannelse til allerede at have lavet 2 tv-udsendelsesrækker; den ene om frække kirkekalkmalerier og den anden om forskellige kunstværker (med bl.a. Bente Scavenius) og de kurser ser spændende ud, men den tid den sorg.

søndag den 23. december 2012

Glædelig jul og godt nytår til jer alle......

Ja - så er det dagen før dagen og alle har travlt med de sidste gøremål...tror jeg da.

I ønskes alle en glædelig Jul (til Brian et godt Vintersolhverv) med håbet om et godt og lykkebringende godt Nyt år 2013.

.......og når så alt dette er vel overstået, så kan vi vende tilbage til hverdagen med ufortrøden energi: