En smut-tur til Flensborg og Esbjerg

I den sidste halvanden måneds tid har Lillemor arbejdet rigtig rigtig meget; stort set hver arbejdsdag fra ca. 07,30 til henad 19-tiden og så måske lige et smut på arbejdet i weekenden et par timer. Ny organisation der skal indkøres samt nyt udstyr der ligeledes har skulle installeres og indkøres. Hun trængte derfor til lidt afslapning, så vi havde bestilt 2 overnatninger i Flensborg og derefter til Esbjerg hos svigerdatter og søn i weekenden. Vi tog afsted Onsdag formiddag kl. 10 og kom hjem i dag Søndag 4. December

Vi har ofte været i Sønderjylland og jeg har ofte tænkt på at se nogen gamle broer, der går over Hærvejen på de der sønderjyske kanter. Dennegang besluttede vi, at nu skulle det være. Vi ville se Immervad Bro, Povls Bro og Gejlå Bro samt hvad landskabet ellers havde at byde på. Herunder et kort der viser broernes placering langs på Hærvejen: Den store vej midt på kortet er Motorvejen.

Den første bro, Immervad Bro fra 1786, var svær at finde....hvis man som os kom nordfra. Skiltningen lidt lettere sydfra. Men vi fandt den. Måske ikke meget at se på, især når selv å-løbet (Immervad Å) siden broens opførelse har flyttet sig nogen meter, så broen nu er "tørlagt".

Vi kørte jo ad Hærvejen (eller Oksevejen som den hedder på visse stræk) og det var mestendels grusvej. Små 2 kilometer fra Immervad Bro står en runesten fra Vikingetiden; "Hærulf-stenen". Navnet ses hugget/ristet på højkant på stenens venstre side. Man ved ikke hvem denne Hærulf var og hvorfor den er blevet rejst, der ved Hærvejen. Der findes en hel del runesten langs Hærvejen. Nogen er efter deres tekster at dømme, rene mindesten efter en afdød slægtning.....såsom "Toke satte denne sten efter sin frænde Sigurd". Nogen har også en tekst om at pgl. er død i udlandet eller at pgl. havde været en god "Gode" (hedensk præst/klog mand) eller lignende. Deres placering har været sådan, at de har kunnet ses af de på Hærvejen farende mennesker.

Ca. 200 meter fra Hærulf-stenen er en lille gravhøj kaldet Strangelshøj. På denne - som ses herunder - ses en rejst stele/bauta-sten (uden tekst) på højens højre side. Man kan lige ane den helt til højre på højen. Sådanne steler står også tit nær "befærdede" veje eller vadesteder fra den gang.

Vi fortsatte sydpå af Hærvejen og kom så til det gamle sønderjyske Tingsted "Urnehoved". I dag er rejst nogen fortællende sten om stedet. Der står f.eks. at Kong Sven Estridsen holdt ting der i 1047, at Kong Erik Emune blev dræbt der på tinget i 1137, at Knud Valdermarssøn blev kåret (som Konge) der i 1183, at Christian d. 2 blev hyldet der i 1523 o.s.v.  I dag holdes der årlige Grundlovsmøder der og vistnok også andre folkefester for danskheden der i det sønderjyske.

Den næste bro vi kom til var Povls Bro. En helt anden type end Immervad bro. Povls bro er -i denne udgave - fra enten 1780 eller fra 1818. Der er lidt modstridende oplysninger om denne version. Der har tidligere være en træ-bro (som der også havde været ved Immervad Bro).

Herefter videre ad Hærvejen til broen ved Gejlå. Denne er meget større og med 2 spænd og fra 1818 og igen som afløser af tidligere træ-broer. Også denne kan være lavet tidligere som f.eks. 1779. Lidt forskellige oplysninger også om denne bro.

Et par hundrede meter fra Gejlå Bro står en mindesten for Bommerlund Kro. Den gamle ko var fra 1760 og forsvandt omkring år 1900. På denne kro lavedes den brændevin eller snaps om man vil, ved navn Bommerlunder. I dag laves den i Flensburg.

Derfra var vi færdige med grusvejskørsel og kørte på motorvej det sidste stykke over grænsen og ind i Tyskland til Flensborg, hvor vi ankom ved ca. 15-tiden til Hotel am Fjord beliggende kun 200 meter fra By-centrum/Gå-gaden.

Vi indkvarterede os på værelse 311 og fandt ud af hvorfor det var et "godt tilbud" vi havde fundet; værelset var på 10 m2 med en dobbeltseng, en planke som skrivebord, en lille stol og et lille badeværelse m.brus. Der var også en fladskærm på værelset. Ingen skabe af nogen slags, så alt var i vores 2 tasker. Man kunne lige gå rundt om sengen og det kunne ses på væggene. Nåh - vi skulle jo kun sove der i 2 nætter, så det var til at overkomme. Det skal dog retfærdigt vis oplyses, at der var andre værelser på 20 m2.

På et gadehjørne næsten modsat hotellet lå disse huse. Prøv at se hvor skæve de er og hvordan de hælder i forskellige retninger. Funderingen har åbenbart ikke været god, sådan som de huse har sat sig.

Vi gik en kort lille tur. Om aftenen spiste vi på en restaurant (hotellet har kun morgenmadsrestaurant) skråt overfor hotellet. Jeg siger jer......hold da op nogen portioner. Vi fik nogen Schnitzler af en art (lignede Wiener-schnitzler, men hed noget andet) med brase-/stegte kartofler til. 2 tykke schnitzler pr. tallerken og masser af kartofler. Jeg syntes det var spild af god mad, for ingen af os kunne spise - og det med god appetit - mere end halvdelen. Ved siden af os til den ene side sad 2 mænd og en dame (ældre end os og sønderjyder). De talte skiftesvis dansk og tysk alle 3 indbyrdes til hinanden og deres tallerkner blev fuldstændigt ryddet. Til den anden side sad 2 mænd på vores alder. På hver deres tallerkner var 2 store ca. 2,5 cm tykke skiver Hamburg-ryg, 2 store pølser og 2 1 cm tykke stykker stegt flæsk/bacon og så lidt gemüse......og de åd faneme det hele !!!!! Utroligt store portioner.


Næste dag stod det på shopping. Vi var inde i ca. 100 dametøjsforretninger om formiddagen, idet Lillemor gerne ville have en ny lang uld-frakke....sådan en til midt på læggen. Til frokost orkede vi kun at besøge et konditori til en omgang kaffe og et stykke kage. Herefter blev jeg sendt hjem, for Lillemor syntes det var synd, at jeg skulle trækkes med rundt (jeg skulle ikke have noget), så jeg smuttede hjem og slappede af. Sidst på eftermiddagen ankom Lillemor bevæbnet med diverse poser med bluser, skjorter og trøjer men ingen frakke.....øv.

Om aftenen var vi igen i gå-gaden som var udsmykket med alt muligt jule-halløj incl. en masse træ-boder gennem hele den lange gå-gade. Boderne var med Glühwein/Gløgg, æbleskiver, kaffe, Thüringer-, Bratt- og Curry-wurste, saltkringler, ristede nødder af alle slags, hatte/huer o.s.v. Masser af mennesker ved serveringsboderne.

Vi fandt et gammelt dansk sted, nemlig "Borgerforeningen", hvor vi indtog vores aftensmad. Efter gårsdagens overraskende store tallerkner, var vi kun i humør til noget let og fandt en udmærket Spaghetti Carbonara på deres spisekort.

Efter morgenmad Fredag morgen, kørte vi så mod Danmark og mod Tønder. Vi har også været i Tønder en del gange (også boet på Hotel Tønderhus) og hver gang er det lykkedes Lillemor at finde noget tøj der hun kunne lide. Vi ankom lige lidt efter kl. 10 til Tønder. Hele gå-gaden var pyntet op og på det lille torv var der en masse træ-boder. Til gengæld var der ikke mange mennesker på det tidspunkt.

Mens vi gik rundt og besøgte et par dametøjsforretninger, beundrede jeg igen de mange flotte døre, der er i Tønder. Herunder bare et par stykker.

Ingen held i jagten på en ny Vinter-dame-frakke til Lillemor, så vi besluttede at fortsætte til Ribe.

Det er oftest sådan, at det er Lillemor der kører, idet "jeg holder øje med fuglene, retningen, landskabet" o.s.v. Et sted lige omkring Bredebro, så ser jeg inde over en mark en halv-stor fugl flyve med sådanne bestemte vingeslag. Jeg siger til Lillemor, at der sørme er en Ugle, der flyver derhenne. Lillemor sætter farten ned. Uglen flyver sådan skråt mod vejen. Jeg ser vingernes farver og tegninger og så ser jeg uglens ansigt og faneme om ikke det er en Slør-ugle, der flyver der og nu nærmet lige skråt foran os og over vejen foran os bare sådan 10 meter fremme. Hvor herligt. Sikke en oplevelse.

(Billedet herover er nappet fra nettet)

Efter den oplevelse, når vi frem til Ribe ved 11,30-tiden. Vi får lige handlet lidt i den lokale Føtex og så er det ellers besøg i diverse Dame-tøjsforretninger, men uden held. Derimod fik jeg købt et par bøger i den lokale boghandel.

Vi  har spist der nogen gange før, så vi blev enige om at indtage frokosten på Kolvigs Gård lige ved det store af Ribe Å's løb. 

Herefter traske vi tilbage mod bilen. På vejen passerede vi den gamle bygning fra 1668, Postgården.

Nu er der en vin-butik der. I gamle dage, i min barndom, var det Hotel Postgården. Der er lige udkommet en bog af Flemming Søeborg (han har tidligere bl.a. udgivet bøgerne "Der kommer tog" og "Der kommer altid en sporvogn") med titlen "Dengang vi fik bil" om dengang da i 1940'erne, 1950'erne og 1960'erne da privatbilismen holdt sit indtog i Danmark og den almindelige dansker fik bil. Min storebror har til alle 3 bøger skrevet eller nærmere leveret et kapitel og nogen fotos. I den ny bog om biler, har min bror netop skrevet om vores barndoms ophold på Hotel Postgården.

Fra Ribe af tog vi så videre til Esbjerg hvor svigerdatter og søn jo bor i Kronprinsensgade. De var på arbejde da vi kom, så vi låste os selv ind. Vi fik lige hilst hurtigt på dem, da de kom en times tid senere. De skulle hurtigt klæde om, da de skulle til julefrokost i ishockeyklubben. Lige under deres lejlighed ligger der en smørrebrødsforretning, "Favoritten", så Lillemor og jeg indkøbte der vores aftensmad. Svigerdatter og søn kom hjem ved 01-tiden, men der lå vi og sov.

Næste dag stod nogen af os tidligt op, mens andre stod....skal vi sige lidt senere op. Efter dog fælles morgenmad med lune rundstykker, gik vi en lang tur i byen bl.a. ud til svigerdatterens arbejdsplads, en børnehave med 4 stuer og plads til knap 100 børn. Hun viste os lokaliteterne. Jeg må sige, at jeg tager hatten af for pædagoger og medhjælpere. Tænk at skulle være i sådanne lokaler med - i hendes tilfælde - 24 børn omkring sig på stuen hver eneste dag. Små borde og stole, råben og skrigen (sådan da) fra ungerne og fra de andre stuer.....det må sgu være ret belastende i det lange løb, så hatten af for de ansatte.

Esbjerg blev jo nærmest grundlagt som havne by efter krigen i 1864, idet Danmark jo mistede de sydlige byer, hvor handelen blandt andet til England foregik fra. Havnen byggedes og der førtes jernbane der til, så varerne fra hele landet kunne sejles derfra til England. Samtidig steg fiskeriet og Esbjerg blev også den største fiskerihavn på vestkysten. Det er slut nu. Ingen fiskeri mere. DFDS's passagerfærge til Harwich i England lukkede for et par år siden. I stedet for er Esbjerg blevet hovedhavnen for det danske olie- og gas-eventyr ude i Nordsøen. Også vindmølle-industrien er kommet til, idet havnen er udvidet betragteligt i den sydlige ende med oplagringsplads af vindmøller til transport til alverdenens steder. Desværre er krisen også kommet til den danske olie- og gas industri, hvilket bevirker, at mange felter ude i Nordsøen er lukket permanent eller midlertidigt. Det bevirker, at man hist og pist i byens sky-line kan se dette syn:

Det er benene fra en boreplatform man kan se der ude i horisonten. Hold da kæft hvor de altså er store.

Jeg tror der ligger en 6-7 store boreplatforme nede i havnen. Herunder et luftfoto (fra nettet) af nogen af dem. Inde fra byen kan man altså se nogen af benene fra dem og når man står nede ved havnen og ser dem, så går det op for en hvor store de er, de der boreplatforme.

Som alle andre byer, er også Esbjerg hyldet i jule-udsmykning. Deres gå-gade er faktisk ret pæn her om aftenen; det er ikke bare hvid/gule lys, de er i forskellige farver, hvilket desværre ikke kan ses af de dårlige mobilkamera optagelser jeg her har lavet herunder:

Henne på byens Torv, har kommunen etableret en udendørs skøjtebane, som også om aftenen er et stort hit blandt de unge/teenagerne....mange stævnemøder ser det ud til der rundt om og på banen :-) Om dagen er der sort af brugere på isen.

Aftensmaden blev indtaget på en italiensk restaurant, hvor vi har været før. Herefter hjem og hygge. For resten havde vi fået hjemmelavede æbleskiver og gløgg om eftermiddagen.

Næste dag, altså søndag, stod vi alle tidligt op. Sønnen skulle i skøjtehallen kl. 08,30 og Lillemor og jeg ville hjem, så vi tog afsted ved 10-tiden og var hjemme her i sognet ved 13,15-tiden. Det havde - igen - været en dejlig og hyggelig tur.

Forældre-løs..........

I dag ved 11,00-tiden ringede min storebror Steffen (4½ år ældre end mig) til mig på arbejdet og fortalte, at vores Far var død ved 10-tiden. OK - det var så det.

Den reaktion virker kold, ikke ? Men det har sine grunde, bl.a. er det ca. 20-21 år siden jeg sidst har set ham og før da var der også gået en små 4-5 år og igen før det igen nogle år og før det igen....o.s.v.
Vi kunne ikke sammen; det vil sige, at jeg havde cuttet forbindelsen med ham hver gang.

På et af de få billeder jeg har af ham, så står vi der: mig ca. 6-7 år, min bror ca. 10-11 år og så vores far ca. 40-41 år. Billedet er taget en sommer i Lumsås i en ferie-by som B & W (Skibsværftet Burmeister og Wain) havde deroppe på Sjællands Odde. Jeg tror at billedet er taget omkring 1960-61.

Han var født i Polen af tyske forældre i 1920. Familien der var en blanding af katolikker og Luthersk-evangeliske. Min Farmor var katolik og min Farfar var Lutheraner og deres børn, 12 stk. , blev skiftesvist katolikker og Lutheranere. Min far var katolsk. Da han var en 16-17 år kom han i den polske marine, da han ville være officer. Det må have altså have været omkring 1936-37. Som det er alle bekendt, raslede nabo-landet Tyskland jo ret kraftigt med sablen og som Volks-deutsche havde familien og andre af samme afstamning, det ikke let og da Tyskland så i 1939 invaderede Polen, - ja så blev de jo "befriet" og "heims in reich".........og så er det, at det så begynder at "vande lidt ud".....familie-historien altså. Hans foklaring var at han var presset i arbejdstjeneste, altså tvangsarbejder på nogle tyske skibe. Og ved krigens afslutning "stak han af" da han lå på Lazaret i København efter at være blevet sænket (det blev han 2 gange) i krigens sidste tid på skibe i Østersøen. Han blev registreret som "Displaced person"...altså en person af fremmed herkomst - ikke som tysker - og langt fra sit hjemland mod sin vilje.

Min mor var Røde-kors søster i en af de Lejre ved Nivå oppe i Nordsjælland for sådanne nogen efter krigen og de mødtes og sød musik opstod og de blev gift.

Han kunne ikke så meget andet end at stå til søs, så han blev sømand og sejlede fra ca. 1947 til 1956 (jeg er født i 1955), hvorefter han slog sig permanent ned på land og bl.a. fik job på B & W. Polen og Tyskland var jo under genopbygning og over for sin kone/min mor fortalte han at hans familie var døde under krigen - ingen omstændigheder nævnt - og at han aldeles ikke agtede sig tilbage dertil.

Engang i starten af 1960'erne fandt han ud af, at han havde 2 storesøstre der stadig levede i Polen og fik kontakt med dem....men stadig uden at skulle derned. Min mor og hendes familie syntes det var mærkeligt at han ikke ville det.

Han drak som en svamp kvartalsvis og i 1966 endte det med at mine forældre blev skilt. Min bror og jeg boede selvfølgelig hos vor Mor. Jeg kan faktiskt ikke huske så meget fra min helt unge barndom; dog kan jeg huske et par enkelte episoder der mest har været ferieoplevelser og så nogle sørgelige nogen som f.eks. at min bror og jeg fik tæv af ham med gummi-støvler fordi vi havde svinet os til lige før vi i stiveste puds skulle have været til et eller andet arrangement. Jeg kan også svagt huske noget med at få tæv med en rem. Lige efter skilsmissen sparkede han i fuldskab døren ind hjemme hos os og tævede min mor med et Træ-sko-horn; jeg stod i døren til mit værelse og så det.

Min mor insisterede på at vi skulle have kontakt med ham, men jeg har aldrig rigtig brudt mig om det og besøgene blev sjældnere og sjældnere op gennem teenage-årene bl.a. fordi at jeg var det sorte får = fik langt hår, røg lidt grine-tobak, havde ruskindscowboyjakke med frynser, havde Afghaner-pels, havde en af de dersens hvide finske Vinterkrigsfrakker som var foret med lammeskind og blev lukket med bændler på bryst og mave, spillede el-guitar o.s.v., o.s.v. mens min bror tilgengæld var "den udvalgte prins" da han jo efter folkeskolen blev Konstabel-elev i forsvaret, kom på Sergent-skole og siden hen på Officersskolen på Frederiksberg Slot.....og han blev jo så også pensioneret fra Forsvaret som Major for knap 2 år siden. Så ja - vi var væsensforskellige. Han var altid efter mig; jeg kunne ikke gøre noget godt nok og sådan og så jo forfærdelig ud og havde underlige politiske meninger o.s.v., o.s.v. Det eneste formildende var min kæreste som var UG-student; det er hende som jeg stadig er gift med. Omkring 20 års alderen gad jeg ikke mere og lod være med at komme hos ham mere.

Han var blevet gift igen med en sød, men bund-naiv kvinde ved navn Gerda. Hun var skide-sød og helt OK. Hende kunne jeg godt lide.

Så en aften i 1980 ringer det på døren derhjemme - jeg er ikke hjemme den aften - og Lillemor åbnede og opdagede at det var Gerda.....og en fætter til mig "dernedefra". Stor var overraskelsen. Jo fætteren havde jo hørt meget om mig og min bror og nu da han var på besøg hos min far så ville han da gerne hilse på os og derfor og med en meget, meget beklemt Gerda var de cyklet over til os. Hvad Gerda eller fætteren ikke vidste var, at Lillemor og jeg var blevet gift et par år forinden og året efter havde fået vores søn, som nu lå som 1½-årig og sov. Hun blev totalt overrasket og helt ude af den, for nu ville fætteren jo hjemme igen fortælle at det var en flink fætter og kone han havde mødt og et sød søn de havde......og det vidste min far ikke en skid om bl.a. fordi min storebror, som havde bibeholdt kontakten med ham, aldrig havde fortalt ham om det, for han ville ikke indblandes i "vores kamp".

Jeg kom hjem da de var gået og fik historien at vide af Lillemor. OK - vi snakkede lidt om det og blev enige om at jeg, af hensyn til Gerda som jo skulle leve med ham, hellere måtte tage derover næste aften og hilse på fætteren og min far. Det var en mærkelig aften. Jeg havde taget et par billeder med af vor søn og den gamle stortudede og kyssede billedet og flæbede som jeg aldrig har set ham før....eller siden. Min fætter har nok undret sig over hvad der foregik.

Nåh - jeg holdt gode miner og prøvede at holde mig i skindet de næste 2-3 år men igen blev det det samme forhold som før og igen valgte jeg at cutte forbindelsen for jeg orkede ikke at høre på det.

(Min storebror, som jo havde holdt kontakten med ham, opdagede engang ovre hos ham, da han skulle hjælpe ham med noget, nogen papirer fra krigens tid. Bl.a. så han en tysk "Sold-buch"...altså en tysk soldaterbog med stempler om hans forskellige tjenesteder, hans udmærkelser bl.a. for at være blevet såret under kamp og bl.a. at han var blev sænket 2 gange. Der var et billede i forrest med vor far i tysk "Kriegs-marine" matros-uniform. Hmmm - det stemte jo ikke med det han havde fortalt om tvangsarbejde o.s.v., for tvangsarbejdere fik ikke rigtige og officielle tyske soldaterbøger. Han havde altså været tysk (Marine-) soldat under krigen og havde holdt det hemmeligt. På en eller anden måde fandt min bror også ud af, at 2 af vor fars brødre også havde været i tysk tjeneste under krigen, men var blevet dræbt der. Nåh - hvad fanden, der var jo en masse, der havde været tyske soldater under krigen og da han jo var "volks-deutsche" havde han selvfølgelig været soldat. Det var man jo bare dengang. Min bror forholdt ham det, men han ville ikke snakke om det. Og personligt synes jeg også at det er pisse-ligegyldigt. Det var andre tider dengang.)

Og så gik der igen nogen år, for så til et eller andet familiehalløj hos min bror mødtes vi så igen og af hensyn til freden lod jeg som ingenting og forholdt mig neutral. Vor søn var jo blevet en 3-4 år og af hensyn til ham og at det trods alt var  hans farfar, kom vi der så de næste 5-6 år. Så døde Gerda og min Far drak igen hjernen ud. Jeg måtte ordne begravelse og alt muligt og skifteret o.s.v. for ham. Han var fuld det meste af tiden. En dag havde jeg fået nok derovre og sagde til ham at jeg ville hælde al hans sprit ud......og det gjorde jeg så. Så kom vi bogstaveligt talt op at slås og faneme om ikke jeg måtte slå manden i gulvet for at komme væk derfra.

Siden har jeg ikke set ham og det er vel altså 20-21 år siden. Jeg orkede ham simpelthen ikke. Han var mig bare så uendelig ligegyldig. Og jeg har haft det godt med det. Selvfølgelig har det ærgret mig ikke at have en far (eller en mor, for min mor døde da jeg var 16 år i starten af 1972). Jeg har ikke savnet ham, men har godt ville have haft noget (mere) familie, men sådan var det altså.

Og nu er han altså død, 92 år gammel. Og nej. - jeg skal heller ikke til hans begravelse. Sådan er det bare.

Stemninger...

Koncentration

Taktik-snak med træneren.

Forberedelse til Målmandsopvarmning inden kamp.

Samling lige før kampstart. Så tar' vi dem, gutter.

Ishockey VM 2010 i Tyskland.

Imorgen Fredag d. 7.Maj starter Ishockey VM i Tyskland og Danmark er med for vistnok 8. gang i fornemste række. Ovenover ses ishockeylandsholdet og som nr. 2 fra højre i bagerste række ses knægten. Han har været med i en del år efter hånden - han var med da de spillede i B-gruppen og med der til at rykke op i bedste række for som nævnt 8 år siden.

Dengang var han en af de yngste. Nu er han 5. ældst i truppen ud af 24 spillere. Som Svigerdatteren udtrykker det: "Nyd det Thor, det er nok sidste gang." og det må man jo nok give hende ret i. Der er mange, rigtig mange gode og unge spillere nu og på vej og ret beset har han jo karrieren bag sig. Men noget har har nu altså måtte kunne. 4 forskellige Landstrænere har gennem årene udtaget ham trods alt.

Danmark spiller første gang Lørdag d. 8. Maj kl. 20 mod Finland, Mandag d. 10. Maj kl. 16,00 mod USA og sidste gruppekamp Onsdag d. 12. Maj kl. 16,00 mod værtsnationen Tyskland. Den sidste kamp er nok den der afgør om Danmark skal med "hvor det sner" (mellemrunder) eller om de skal ud i kvalifikationskampe for at blive hængende i bedste gruppe. Eksperter - og dem er der mange af - siger, at det er det bedste Landshold nogensinde, men nu må vise.


Alle kampe vises på TV2sport.. God fornøjelse til os alle.