Viser indlæg med etiketten aftaler. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten aftaler. Vis alle indlæg

mandag den 20. december 2010

Anstændighed ?

Lige for øjeblikket er et af de store samtale-emner Bertel Haarders vredes-udbrud i forbindelse med et DR-interview.

Jeg har siddet og set det godt 15 minutter lange indslag og egentlig forstår jeg godt at Bertel Haarder bliver sur.....selvom jeg ikke forstår hans måde at blive det på.

Lige for at slå det fast: Jeg er absolut ikke venstre-mand eller stemmer borgerligt på nogen måde. Tværtom - jeg er ovre i den socialistiske ende af skala'en...og i mine unge dage meget langt ude på det socialistiske "overdrev".

Men altså.....det, jeg får frem af at have set interviewet er, at Bertel Haarder - efter bedste evne - flere gange besvarer de stillede spørgsmål selvom journalisten Kristian Sloth enten gentager dem eller omformulerer dem. Og da arbejdsgruppen kommer på bane, forklarer (en overrasket ?) Bertel Haarder flere gange at han ikke kender til den arbejdsgruppe eller dens arbejdsmetode, hvorfor han ikke kan svare på spørgsmålene. Og da Kristian Sloth presser videre på, ja - så ryger kæden af og Bertel Haarder taber besindelsen.

Jeg vil sige det sådan, at jeg godt kan forstå Bertel Haarders irritation, men ikke at han lader det komme til udtryk på den måde.

DR-redaktør Ulrik Haagerup forsvarer det offentliggjorte fulde klip med at det viser hvordan politikere prøver at styre medierne.....men hvem er det lige der prøver at styre hvem ?

.....og det bringer mig så mange år tilbage i tiden. Nogen af os kan huske, at SF engang havde en formand ved navn Gert Petersen.
Gert Petersen havde under 2.verdenskrig flirtet med nazist-partiet i Danmark. Det skal lige nævnes, at Gert Petersen var født i 1927 og var i en 10 måneders periode - som 12-13 årig - medlem af Nazist-partiet. Senere i krigen var han medlem af modstandsbevægelsen, siden medlem af DKP og slutteligen en af pionererne for SF.
Men altså.......han var formand for SF og det der med Nazist-partiet kom frem og skabte en del furore (lidt som Ole Sohn's medlemsskab af DKP o.s.v. for nylig), men Gert Petersen vedgik "sine synder" og undskyldte det bl.a. med hans alder og umodenhed og påvirkning fra ungdomskammerater o.s.v. at han var gået med dengang....men også at han var gået ud igen de her 10 måneder senere.
Der er så Landsmøde i SF og DR sender - ligesom fra de andre partiers landsmøder - reportager derfra og slutter af med - ligesom hos de andre partier - et direkte 15-30 minutters interview med parti-lederen...i dette tilfælde altså Gert Petersen.
Den store journalist dengang hed Stig Andersen og han skulle lave interviewet med Gert Petersen, som kom direkte fra taler-stolen. Efter velkommen og håndtryk og sid ned o.s.v. var Stig Andersens første spørgsmål til Gert Petersen - ikke om Landsmødets resultater - men om hans "nazistiske fortid"........
Det blev også hans sidste spørgsmål, for Gert Petersen sagde - uden at fortrække en mine - at det emne havde de aftalt IKKE at snakke om (det var forlængst færdigt- og uddebateret for Gert Petersens vedkommende) og at Stig Andersen nu havde et problem, for når han - Stig Andersen IKKE ville overholde aftaler og tale om Landsmødet, ja - så havde Gert Petersen intet at snakke med Stig Andersen om, hvorefter Gert Petersen rejste sig og forlod den direkte sending. Og så var fanden løs. Stig Andersen prøvede at "redde den", man kom tilbage til studiet i København, hvor man ihærdigt prøvede at træde vande, for man havde jo afsat de her 15-30 minutter til LIVE-interview og direkte altså med Gert Petersen.
Efterspillet blev, at flere politikere efter denne aften gav udtryk for, at Stig Andersen OGSÅ havde taget røven på dem i interview med emner de enten ikke havde forberedt sig på eller ikke kendte til og at de fuldt ud forstod Gert Petersens reaktion og bakkede op om den. Nogen havde endda overfor DR udtalt at de IKKE ønskede at blive interviewet mere af Stig Andersen. Som jeg husker det, så blev Stig Andersen "sat fra bestillingen" som DR's TOP-reporter/interviewer og sat til at oplæse fiskeri-noteringen eller andet spændende arbejde....
Det er lidt som nogen politikere (og erhversfolk ?) har udtalt, at de faktiskt kun ønsker at udtale sig til TV hvis det er direkte udsendelser, for så kan de være sikre på, at interviewene ikke klippes og/eller manipuleres på anden vis.
Det er kedeligt at vi er nået dertil.
Men hvad synes I andre ? Var det OK, det der foregik og hvem er "taberen" ? Bertel Haarder, Kristian Sloth, DR, demokratiet ?

onsdag den 8. december 2010

Censur ? ..eller god (?) selvpromotion...?

I dagbladet Politiken fandt jeg idag denne artikel om en såkaldt kunstgruppe "Surrend" der klager over at de er udsat for censur.

Kort fortalt: Gruppen indgår en aftale med "Den Gamle By" i Aarhus om en udstilling af gruppens plakater. Man enes om indhold og mængde. Kort før udstillingen "barsler" gruppen med en ny plakat - forestillende en karikatur af Konge-familien under seksuelle udskejelser - som de dels offentliggør og dels vil have med på udstillingen i "Den Gamle By". Her siger man (="Den Gamle By") så fra og ender med at aflyse udstillingen da gruppen insisterer på at plakaten SKAL med med begrundelsen a) aftalebrud (offentliggørelse af plakater før udstillingen) og b)at man allerede har aftalt indholdet og at den ny plakat IKKE er en del af aftalen.

Nu har gruppen så anlagt sag mod "Den Gamle By" fordi man anser sig udsat for censur og indskrænkelse af den kunstneriske frihed o.s.v.

Ud fra det jeg har læst mig til i nævnte artikel og tidligere artikler, så mener jeg at "Den Gamle By" har en god sag og personligt finder jeg det OK at aflyse udstillingen.

Egentlig synes jeg at sagen giver et godt udtryk af hvor kunsten er idag. Mange ting søges lavet/udstillet/udgivet/skrevet under henvisning til den kunstneriske frihed. Men hvad er det egentligt - den kunstneriske frihed ? Er det retten til at lave alt uanset hvad, hvornår og hvor ?

Omvendt er der vel også en frihed som arrangør/opgavegiver en frihed til at sige ja eller nej tak.

I det ovennævnte tilfælde er der åbenbart indgået en aftale som gruppen har brudt, hvorfor arrangøren aflyser.

Sjovt nok er der en anden sag hvori Konge-huset også er "rodet ind i". Under restaureringen af Frederiks og Marys Palæ på Amalienborg blev en stribe kunstnere inviteret til at komme med forslag og udsmykke en del af lokalerne. Forslag og udkast og skitser blev indsendt og diskuteret mellem Frederik og Mary og de inviterede kunstnere (og Slots- og ejd.styrelsen) og man enedes om hvilke ting der skulle laves hvor og af hvem. En af kunstnerne ændrede så det aftalte undervejs og lavede noget andet. Pågældende fik dog kort og godt ordre på at enten lave det aftalte eller ikke at deltage som udsmykker. Straks var der nogen - også den pågældende kunstner - der udytrede noget om knægtelse af den kunstneriske frihed etc., men ændret blev det til det aftalte.

Så er det lige jeg spørger, hvor anstændigheden hos mennesker er henne ? 2 parter aftaler noget i fælleskab. Den ene part ændrer det dog og kalder det kunstnerisk frihed. Den anden part siger at det aftalte skal overholdes. Er det censur ?

Det er lidt det samme, som når journalister skriver noget på baggrund af anonyme kilder og henviser til reglerne om kildebeskyttelse. Faktiskt kan de skrive alt - og de gør det - og henviser bare til anonyme kilder og beskyttelse deraf. Det er et svært spørgsmål. Jeg har ikke svaret på det. På den ene side er det godt "at ting" kommer frem i lyset og den eneste måde at det kan ske på, er ved at love anonymitet. På den anden måde har jeg svært ved at tage det alvorligt, når "den angrebne/krænkede" part ikke har/får mulighed for at forsvare sig eller mulighed for at tilbagevise.

Måske er jeg bare gammeldags og synes der mangler lidt anstændighed rundt omkring.