Viser indlæg med etiketten Romeo og Julie. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Romeo og Julie. Vis alle indlæg

søndag den 6. marts 2016

I det Kongelige Teater lørdag aften: Balletten Romeo og Julie

Som jeg skrev i et tidligere indlæg - "Hübberiet" på det Kongelige Teater - var et af indslagene der,  et uddrag af balkonscenen mellem Romeo og Julie fra balletten af samme navn. Dette parti blev danset af 2 af balletkorpset "Coming Stars", nemlig Ida Praetorius (solist) og Andreas Kaas (korpsdanser).

I går aftes, Lørdag d. 5. Marts 2016, var Lillemor og jeg igen i Det Kongelige Teater og hele balletten "Romeo og Julie". Det var i John Neumeier's pragtfulde opsætning fra 1971 og med musik af Sergej Prokofiev. Denne gang var vi på 1. etage og havde fremragende udsyn til scenen, som det ses af billedet herunder.....(det er Lillemor der står der):

Musikken blev spillet af Det Kongelige Kapel og det er altid en oplevelse at opleve STORT orkester til balletter og operaer. Herunder er det lige før forestillingen begynder:

Titelpartierne blev danset af Solodanserne J'aime Crandall (Julie) og Gregory Dean (Romeo). Der er altid 2 besætninger til en ballet og de skiftes til at optræde. Denne aftens besætning var, ud fra programmet at dømme, "1. holdet"....i det mindste medvirkede her flest solo-dansere og solister. Jeg kan godt lide ballet, men jeg er ikke så dygtig så jeg kan se forskellene i teknisk dygtighed....og dog...lige umiddelbart så virkede denne aftens Romeo og Julie (Crandall og Dean) sikrere og havde mere udstråling og pondus end "Hübberiet's" uddrag med Praetorius og Kaas. De 2 sidstnævnte er jo også unge og "bare på vej".

Det var en rigtig god forestilling...og lang forestilling; der var 2 pauser undervejs og det var rart lige at få strukket kadaveret. Herunder ses en af pauserne med kig ned til gæsterne på balkonen:

Der var mange gode danse og præstationer undervejs. Især var der 2 små knægte - de var vel en 10-12 år - der medvirkede som Pager. Især den ene af dem, faktisk den mindste, var dygtig og havde rigtig gode danse undervejs. Han høstede et bragende bifald undervejs.

Jeg smider en snut fra youtube med en af dansene fra balletten, nemlig "Danse of the Knights" og jeg er sikker på at I kan genkende Prokofiev's pragtfulde musik. Det skal lige bemærkes, at snutten ikke er fra Det Kongelige Teaters version, men her er den:


Men altså igen, en dejlig lang aften i Det Kongelige Teater med en god ballet. 3 timer flyver utroligt hurtigt afsted, når man er i godt selskab, sådan en aften.